Han skriver om almindelige mennesker, der oplever ualmindelige ting. Den 12. januar fylder den japanske forfatter Haruki Murakami 70 år, og i den anledning hjælper en række Murakami-kendere os med at blive klogere på forfatteren gennem hans bøger



Tekst: Cathrine Marie Nørgaard
12. januar 2019

Verden set gennem Murakamis øjne



Han skriver om almindelige mennesker, der oplever ualmindelige ting. Den 12. januar fylder den japanske forfatter Haruki Murakami 70 år, og i den anledning hjælper en række Murakami-kendere os med at blive klogere på forfatteren gennem hans bøger


Tekst: Cathrine Marie Nørgaard
12. januar 2018




Facebook
Twitter


×

Menu

Indledning ”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973” ”En vild fårejagt” ”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende” ”Norwegian Wood” ”Dans dans dans” ”Sønden for grænsen og vesten for solen” ”Trækopfuglens krønike” ”Sputnik min elskede” ”Kafka på stranden” ”Efter midnat” ”1Q84” – bind 1, 2 og 3 ”Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår” ”Mordet på kommandanten” – bog 1 og 2 Murakamis noveller og nonfiktion
 


Idéen om at skrive en roman ramte Haruki Murakami en aprildag i 1978. På daværende tidspunkt var han 29 år, ejede en jazzklub, havde økonomiske problemer og mindede i realiteten meget om de hovedpersoner, der går igen i hans romaner: Han var meget almindelig.

Men til en baseballkamp gik det pludseligt og ud af det blå op for ham: ”Jeg tror, jeg kan skrive en roman.”

Efter kampen tog han hen for at købe papir og en fyldepen. Hver aften efter arbejde sad han ved sit køkkenbord og skrev, og over det følgende halve år udviklede han sin egen skrivestil. Omkring det tidspunkt, hvor baseballsæsonen sluttede, lå første udkast til ”Hør vinden synge” klar.

Den 12. januar fylder den verdensberømte forfatter 70 år. Han er fåmælt og indesluttet og giver kun sjældent interviews. I forbindelse med udgivelsen af sin seneste roman, ”Mordet på kommandanten”, gav han dog et stort interview i to japanske bilmagasiner, for Murakami elsker biler. Det første magasin blev udsolgt på ingen tid og er nu et samlerobjekt – et tegn på, at folk higer efter at kende manden bag bøgerne.

Men hvem er forfatteren, der med sit simple sprog skaber komplicerede romaner, som tryllebinder mennesker verden over i en sådan grad, at han år efter år bringes i spil til Nobelprisen i litteratur?


En række af de største Murakami-fans og -eksperter sætter her ord på, hvad der er så særligt ved hans bøger, og hvad den populære term ”murakamisk” egentlig dækker over. For Murakami er dér, mellem og på linjerne i sine romaner, fra ”Hør vinden synge” til ”Mordet på kommandanten”. Den almindelige mand, der oplever ualmindelige ting.

Leder du efter en bestemt Murakami-bog? Tryk på linket og gå direkte til gennemgangen af bogen.

 ”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973”
 ”En vild fårejagt”
 ”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende”
 ”Norwegian Wood”
 ”Dans dans dans”
 ”Sønden for grænsen og vesten for solen”
 ”Trækopfuglens krønike”
 ”Sputnik min elskede”
 ”Kafka på stranden”
 ”Efter midnat”
 ”1Q84” – bind 1, 2 og 3
 ”Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår”
 ”Mordet på kommandanten” – bog 1 og 2
 Murakamis noveller og nonfiktion


 

 


”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973”

– de to første bøger i ”Rottetrilogien”. Udgivet på japansk i henholdsvis 1979 og 1980. Udgivet på dansk i 2016.


”For at gøre en lang historie kort så er jeg fyldt enogtyve. Jeg er stadig rimeligt ung, men ikke så ung, som jeg har været. Og hvis det går mig for meget på, kan jeg jo bare springe ud fra toppen af Empire State Building en søndag morgen.”

Fra Hør vinden synge

”Jeg ved ikke, hvorfor flippermaskinen skulle banke på mit hjerte lige netop i det øjeblik. Og ikke nok med det, fra da af dukkede der hele tiden nye billeder af flipperspil op i mit hoved. Når jeg lukkede øjnene, slog popbumperne hårdt mod kuglerne, og mine ører fyldtes med lyden af tal, der klikkede frem på pointtavlerne.”

Fra Flipperspil 1973



Murakamis forfatterskab begyndte ved hans køkkenbord. Da han skrev ”Hør vinden synge”, havde han ingen idé om, hvordan man skrev en roman. Og han havde ingen idé om, hvordan moderne japansk fiktion skulle skrives. Han var mere interesseret i russiske romaner fra 1900-tallet og amerikanske detektivromaner.

Det var da heller ikke let for Murakami at skrive ”Hør vinden synge”. Så han prøvede sig frem: skiftede i længden papir og fyldepen ud med en skrivemaskine, og i stedet for at skrive på japansk begyndte han at skrive et kapitel på engelsk. Ved senere at oversætte det til japansk, fik han langsomt skabt sin egen rytme, sin egen stil.

I ”Hør vinden synge” møder vi den navnløse hovedperson og hans ven, Rotten. De sidder på Jays Bar fordybet i filosofiske snakke om livet, litteratur, musik, kvinder.



 
 



I 2017 kunne man i dokumentaren ”Dreaming Murakami” følge Murakamis danske oversætter Mette Holm i arbejdet med at oversætte denne roman samt efterfølgeren, ”Flipperspil 1973”. Dokumentarens instruktør, Nitesh Anjaan, er selv dybt fascineret af forfatterens verdener, og han har læst alle Murakamis bøger. Men faktisk finder han det svært helt præcist at gengive, hvad handlingen i de to første romaner er.

”’Hør vinden synge’ er ikke plotdrevet. Den er enormt mærkelig. Den er meget sin egen, og den bærer meget præg af, at det er en roman, der er skrevet ved et køkkenbord om natten, efter jazzbaren er lukket,” siger Nitesh Anjaan.

Hovedpersonen i bogen er en ensom fyr med et turbulent følelsesliv. Og selvom bogen ikke er plotdrevet, så er den alligevel sammenhængende, fordi de to mænd har så mange samtaler med substans i, mener Nitesh Anjaan.

”Jeg kan helt vildt godt lide bogen, det at være på baren og i de filosofiske samtaler. Fortællerens følelsesliv er ikke-sammenhængende, men han reflekterer meget over ting, som også kan give nogle sjove citater indimellem,” siger han og giver som eksempel begyndelsen af kapitel 23:

”Den tredje pige, jeg kom sammen med, kaldte min penis for ‘din raison d’être’.”

Nitesh Anjaan har læst ”Hør vinden synge” to gange, og når man læser den efter at have læst nogle af Murakamis største værker som ”Trækopfuglens krønike” eller ”1Q84”, kan man fornemme, at stemmen faktisk er én, der går igen, mener han.

”Det er den samme stemme, som vokser og får meget mere livserfaring i de senere værker. Forskellen på disse to romaner og dem, han skrev, efter at han vendte hjem til Japan igen, er også tydelig.”

Haruki Murakami har boet i Frankrig, Italien og Grækenland, og i 1991 flyttede han til USA, hvor han var tilknyttet Princeton Universitet og Tufts Universitet som en såkaldt Writer-in-Residence. Her skrev han bøgerne ”Sønden for grænsen og vesten for solen” samt ”Trækopfuglens krønike”, og det er altså heromkring, at indholdet i hans bøger ændrer sig og får karakter af at være en form for kommentar til samfundet, indirekte politiske, mener Nitesh Anjaan. Det er ”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973” til gengæld slet ikke:

”’Hør vinden synge’ er meget anarkistisk. Murakami virker ligeglad med den traditionelle idé om litteratur, og han skriver sin egen stemme frem. Den er spinkel, især hvis man læser den, efter man har læst hans andre bøger. Den minder lidt om J.D. Salingers ’Forbandede ungdom’. Det er bare en ung fyr, der har det mærkeligt.”

I 1979 blev Murakami med ”Hør vinden synge” tildelt prisen the Gunzo New Writer’s Prize, der tildeles nye forfattere. Og så begyndte han at skrive efterfølgeren, ”Flipperspil 1973”.

”Første gang fattede jeg ikke, hvad der skete i den bog. Her begynder nogle af de syrede ting i hans forfatterskab,” siger Nitesh Anjaan.

I bogen følger vi de samme to personer tre år senere: den navnløse hovedperson og Rotten. Hovedpersonen arbejder med forskellige små oversætterjobs, og så har han et seksuelt forhold til to tvillingepiger.

Og her begynder vi at kunne sætte nogle ord på, hvad termen ”murakamisk” dækker over. For mens hovedpersonerne i hans bøger typisk arbejder med noget almindeligt – som her, på et kontor med at oversætte – så er der også det andet element, det mærkelige og syrede, som Nitesh Anjaan beskriver det.

”Men han naturliggør det. Det er bare sådan, det er.”

Hovedpersonen er begyndt at have en besættelse af en særlig flippermaskine, som han spillede på engang for mange år siden, da han lige var flyttet til Tokyo. Det bliver hans mission af finde den igen.



 
 



I ”Hør vinden synge” er det murakamiske element en speciel rytme, som for Nitesh Anjaan er særligt tydelig her, fordi sætningerne er så korte. Tankestrømmene bliver meget fortællende.

”Murakami åbner her døren ind til nogle underlige måder at se og være i verden på. Der er nogle uplacerbare elementer, og det er ikke til at sige, hvad der er virkeligt. Der er det her klassiske Murakami-slør, men ikke lige så tydeligt, som det bliver senere hen.”

I ”Flipperspil 1973” er det murakamiske element mere relateret til flippermaskinerne og den omhu, hvorpå Murakami beskriver underlige ting i vores hverdag og verden, som vi ikke nødvendigvis tænker særligt over:

”Det, der bliver beskrevet – det kan være flippermaskinen eller blyanter, som han sirligt spidser hver dag – bliver meget detaljeret beskrevet. Det er, som om han zoomer ind på og bliver ved med at beskrive det, man ikke tænker over, findes,” siger Nitesh Anjaan.

”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973” blev først oversat til dansk i 2016. Murakami betegner dem som sine ”køkkenbordsromaner” og har først for nylig givet tilladelse til, at de skulle oversættes. Han mener selv, at hans litterære karriere først startede for alvor med den tredje bog, ”En vild fårejagt.”

 
 


”En vild fårejagt”

– sidste bog i ”Rottetrilogien”. Udgivet på japansk i 1982. Udgivet på dansk i 1996.


”Hun var enogtyve og havde en tiltrækkende, slank krop og det mest fortryllende, perfekt formede par ører. Hun var korrekturlæser på deltid ved et lille forlag, professionel model specielt til øreoptagelser og callgirl i en diskret klub, hvor kun nære venner kunne blive optaget. Hvilken af de tre beskæftigelser hun anså for sit hovederhverv, havde jeg ingen idé om. Hun heller ikke.”

Fra En vild fårejagt



Den navnløse hovedperson i ”En vild fårejagt” er den samme som i Murakamis to første bøger. Han er blevet 30 år og er stadig medindehaver af et tekst- og reklamebureau. Hans kone har lige forladt ham, så han har indledt et forhold til en kvinde, der har tre jobs: hun er korrekturlæser på et forlag, øremodel og callgirl. Hendes udseende er egentlig ganske ubetydeligt, indtil hun blotter sine ører. Så bliver hendes udstråling fortryllende.

Hovedpersonen føler en grundlæggende tomhed og ensomhed. Men så sker der noget, som går ind og rykker ved det trivielle hverdagsliv.

Det lyder nærmest som opskriften på en hvilken som helst Murakami-bog, og ”En vild fårejagt” er da også på mange måder Murakami i en nøddeskal, siger forlægger Knud Mahler, der som daværende redaktør på forlaget Klim var med til at få Murakami oversat til dansk.

”Jeg kan huske, at jeg først gik til den, fordi jeg på omtalerne af den fornemmede, at den var kriminalistisk. Men det kriminalistiske er næsten fraværende. Det er en blandingsgenre, den har elementer af flere genrer i sig. Og det synes jeg var helt vildt spændende,” siger Knud Mahler.

Hovedpersonen bliver opsøgt af en assistent tilhørende en mystisk person, ”Bossen”, på højrefløjen. De har en opgave til ham, og han tager imod udfordringen. Opgaven tager udspring i et foto af en flok får, som hovedpersonen har brugt i en reklame. For ifølge denne mystiske boss har et af fårene magiske kræfter, og netop det får har forladt ham. Bossen ligger for døden, og måske er det, fordi fåret er forsvundet.

Derfor har hovedpersonen nu til opgave at finde fåret.

”Hovedpersonen har fået fotoet af fåret tilsendt af sin gamle ven Rotten, som har været forsvundet i længere tid. Jagten på fåret og Rotten kan slås sammen. Sporet fører til Hokkaido, og sammen med veninden med ørerne begynder den vilde fårejagt,” siger Knud Mahler.



 
 



Murakami betragter ”En vild fårejagt” som en skillelinje i sit forfatterskab. Det er desuden den første af Murakamis bøger, der blev oversat til dansk, og ud over ”Dans dans dans”, som var den næste i rækken på det danske marked, er det den eneste bog, der er oversat direkte fra engelsk i stedet for japansk. Danskerne tog den ikke til sig til at begynde med, og den solgte under 300 eksemplarer.

”Jeg blev tippet om den af en norsk kollega, læste den på engelsk, og var så dybt fascineret af den, at jeg gerne ville satse på den. Den var så speciel, anderledes og syret, så jeg mente, at den ville appellere til folk, der godt kan lide noget, der kører lidt rundt i udkanten af det sædvanlige. Først senere fandt jeg ud af, hvor mange af Murakamis centrale temaer, den rent faktisk indeholdt.”

Jagtelementet i bogen har mere karakter af at være en eksistentiel rejse end en kriminalroman, indså Knud Mahler.

”Det er en helt anden form for spænding, men den er dødfascinerende, også på et stilistisk plan, fordi Murakami integrerer henvisninger til vestlig musik og litteratur med japanske hverdagselementer. Dertil kommer jo så, at Murakami arbejder med så mange virkelighedsplaner. De surrealistiske elementer skal man acceptere, når man læser ham.”

Knud Mahler kalder det en ”udvidelse af det virkelighedsrum, vi færdes i”.

Og det virkelighedsrum lægger sig i høj grad op ad hverdagen. Det er typisk murakamisk at beskrive hverdagen i den grad, han gør, siger Knud Mahler:

”Jeg kom til at tænke på Dan Turèlls ’Hyldest til hverdagen’. Han elsker hverdagen. Det tror jeg også, at Murakami gør. Han elsker hverdagen og hverdagsmennesket. Han sender mennesket ud på en litterær og eksistentiel safari, og så udfordrer han den hverdagslighed, som han elsker dybt.”

Orienteringsløs i tilværelsen, ingen nævneværdige ambitioner. Sådan beskrives hovedpersonen i ”En vild fårejagt”, og sådan er den typiske Murakami-person, siger Knud Mahler.

”De bliver udsat for et opbrud og et tab, her i form af skilsmisse. Og så en udfordring, en opgave, efterfulgt af surrealistiske og absurde hændelser. Denne udfordring møder Murakamis personer med en form for illusionsløs, hverdagsagtig tilgang. Med en form for accept,” siger Knud Mahler, som tilføjer, at læseren bør møde Murakamis tekster med samme form for accept, der ”forener det absurde og surrealistiske med en eller anden form for mening”.

Mange af de grundelementer, som bliver brugt i de senere værker og desuden udbygget senere hen, bliver introduceret her, siger Knud Mahler.

”En vild fårejagt” er også afslutningen på sidste del af ”Rottetrilogien”.

 
 


”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende”

Udgivet på japansk i 1985. Udgivet på dansk i 2014.


”Elevatoren var på vej op i ekstremt langsomt tempo. Eller det forestillede jeg mig i det mindste. Jeg var ikke sikker. Det gik så langsomt, at jeg havde mistet orienteringen. Det kunne lige så godt være, at den var på vej ned, eller at den slet ikke bevægede sig. Jeg havde sådan set bare besluttet, at den kørte op, fordi det var det mest sandsynlige, men det var rent gætværk, og jeg havde intet grundlag for at tro det. Måske var den kørt tolv etager op, tre etager ned og en enkelt gang rundt om Jorden. Jeg anede det ikke.”

Fra Hardboiled Wonderland og Verdens Ende



”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende” består af to sideløbende fortællinger. Murakamis første rigtigt store roman er fra en tid, hvor det ikke var normalt at eje en computer, og i én af de to fortællinger – ”Hardboiled Wonderland” – er det i stedet den navnløse hovedpersons hjerne, der fungerer som en computer. Han er hyret af Systemet og krypterer viden, så den ikke kan stjæles. Det er en egenskab, der kommer ham til gode, når han skal assistere en professor, der har et skjult laboratorium i Tokyos undergrund. Her gemmer han sig for de mystiske små væsener, ”mørklingerne”, som truer hans forskning.

Ud over sit ualmindelige job er hovedpersonen ret almindelig og minder om andre af Murakamis hovedpersoner: Han bor alene, laver mad, dyrker tilfældig sex og hører musik. Men forskellige ting sker, og snart er han på flugt.

Og så er der den anden fortælling – ”Verdens Ende” – som i princippet foregår parallelt med det andet. Men her er tiden opløst. Den er nærmest gået i stå.

Her ankommer en mand til en lille by, der er omringet af en mur. Han har glemt, hvem han er. For at træde ind i byen må han lade sin skygge skære af. Men når man mister sin skygge, mister man også lidt af sit hjerte, siger Murakamis danske oversætter Mette Holm.



 
 



I byen høres kun enhjørningernes klaprende hove gennem gaden. Manden får et arbejde på biblioteket, men de har ikke bøger, kun enhjørningekranier, hvis drømme han skal læse.

”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende” var noget helt for sig selv, da den udkom i 1985. Og den er ”syret og sjov”, mener Mette Holm.

”Den minder sine steder om en Raymond Chandler-roman. Der er mange referencer til ham.”

Der er en del ligheder mellem de to verdener i romanen, og de to handlinger arbejder sig da også hen mod hinanden. Men Mette Holm nænner ikke at sige hvordan.

Der findes to jeg’er på japansk: boku, det uformelle og personlige jeg, og watakushi, det mere formelle jeg. I Murakamis tidligere romaner bruger han boku-jeg’et, som traditionelt bruges af yngre mænd. Men i denne roman gør Murakami brug af begge jeg’er:

I ”Hardboiled”-delen, der foregår i Tokyos undergrund, bruger han det formelle watakushi-jeg.

I ”Verdens Ende” bruger han boku-jeg’et.

Mette Holm forklarer, at det ikke har været helt ligetil at oversætte. For hvordan opnår man denne skelnen på et sprog, der kun har ét jeg?

”Jeg har valg at skrive ’Hardboiled Wonderland’ i datid og ’Verdens Ende’ i nutid, hvilket giver en fornemmelse af, at der er tale om to forskellige spor i handlingen. Noget, som Murakami har vist med to forskellige jeg’er, men som jeg så viser ved at gå ind og ændre tiden i den ene halvdel af romanen. Man kan på en måde sige, at jeg er utro mod teksten for at være tro mod selve romanen.”

Men det er ikke det eneste, der har været udfordrende under oversættelsen:

”Der er nogle af de smukkeste naturbeskrivelser i ’Verdens Ende’, og naturbeskrivelser kan være rigtig svære at oversætte. Han beskriver dele af byen, årstidernes skiften – og enhjørningerne – og nogle dage har jeg kun kunnet oversætte en eller to sider. Poesi er ikke nemt.”

”Men det har været ekstremt sjovt at oversætte romanen – også fordi jeg har skullet finde på nye ord undervejs, for det har Murakami selv gjort, ligesom han opfinder ting, der ikke kan ske. Murakami har altid sagt, at forfatteren kan skrive, hvad han vil. Og det gør han også.”

For Mette Holm, der om nogen kender til den japanske forfatters værker, er ”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende” en af yndlingsbøgerne. Også i denne roman skriver Murakami enkelt, men om meget komplicerede ting. Han er som altid let at læse, men svær at forstå helt til bunds, siger hun.

”Den er vild, den her roman. Og meget trist. Det er Murakami i en nøddeskal, og det er den unge Murakami, der eksperimenterer og skriver en roman, man aldrig har set før. Romanen er meget velstruktureret og færdigskrevet – og man fortaber sig i den. Det er en stærk roman, som ikke er let tilgængelig. Men den er umagen værd.”

Det murakamiske element ligger blandt andet i skellet mellem to verdener: den realistiske og den surrealistiske. Ofte beskriver Murakami den almindelige dagligdag præcist ned til mindste detalje. Den helt almindelige dagligdag er dog svær at finde i denne roman. Her er der tale om et skel mellem en form for science fiction-verden på den ene side i ”Hardboiled Wonderland” og ren surrealisme i ”Verdens Ende”.

 
 


”Norwegian Wood”

Udgivet på japansk i 1987. Udgivet på dansk i 2005.


”Hukommelse er noget mærkeligt noget. Mens jeg var der, lagde jeg næsten ikke mærke til mine omgivelser, og der var intet specielt ved landskabet, som fik mig til at tro, at jeg atten år senere ville kunne huske det ned til mindste detalje. Hvis jeg skal være ærlig, så interesserede landskaber mig overhovedet ikke dengang. Jeg var mest optaget af mig selv, den smukke pige, der gik ved min side, hendes og mit forhold og så igen mig selv.”

Fra Norwegian Wood



Toru Watanabe befinder sig i en Boeing 747. Han er lige landet i Hamborg lufthavn, det er slutningen af 1980’erne, og The Beatles’ sang ”Norwegian Wood” spiller i højttalerne.

”I once had a girl
or should I say
she once had me”

Sangen vækker noget i Watanabe, og snart befinder han sig et helt andet sted – 18 år tilbage i tiden, i mindet om en stor ungdomsforelskelse. Og det er i erindringen, at handlingen udspiller sig; i Watanabes betagelse af den utroligt følsomme Naoko og i hans forhold til den meget ekstroverte Midori. Han husker også vennen Nagasawa, en magtstræbende ung mand, som behandler sin kæreste, Hatsumi, meget skidt, og som på mange måder står i kontrast til Watanabe.

For Murakami har musik altid spillet en stor rolle. Og for René Høtbjerg Øhlenschlæger, der er biblioteksfaglig leder ved Køge Bibliotek og dedikeret Murakami-fan, giver det at læse ”Norwegian Wood” den samme fornemmelse som at lytte til en plade.



 
 



”Den blev lidt et soundtrack i mit liv på det tidspunkt, jeg læste den. Et litterært soundtrack. Murakamis romaner er brudstykker, der sættes sammen og gør, at rigtig mange mennesker kan genkende sig deri og kan tænke: ’Ja, det var sådan, det var,’ når jeg tænker tilbage på en ulykkelig kærlighed,” siger René Høtbjerg Øhlenschlæger.

På samme måde som musikken kan transportere en tilbage i tiden, som er tilfældet for Watanabe, kan litteraturen det også, mener René Høtbjerg Øhlenschlæger. Som læser af ”Norwegian Wood” bliver man netop transporteret rundt i et mellemrum mellem tekst og musikken i teksten. Som et soundtrack til gamle følelser.

”Der er nogen, der har beskrevet ’Norwegian Wood’ som en dannelsesroman. Og det kan jeg også godt se. Men det er især de eksistentielle temaer som kærlighed, fortvivlelse og sorg, som man får lov til at opleve, når man læser bogen,” siger han.

På den måde skiller ”Norwegian Wood” sig ikke ud fra Murakamis andre bøger.

Men alligevel er der noget særegent ved ”Norwegian Wood”, som gør den til mere – eller måske nærmere noget andet – end hvad der typisk kendetegner en Murakami-roman. For det er omkring dette tidspunkt, at Murakami for alvor begynder at blande vestlig og japansk kultur.

”Tiltrækningen ved denne er, at det ikke kun er japansk, men der sker kulturelle koblinger. Det har i høj grad hjulpet på hans popularitet, tror jeg,” siger René Høtbjerg Øhlenschlæger.

De surrealistiske og magiske elementer er ikke lige så dominerende i ”Norwegian Wood” sammenlignet med andre af hans bøger. Nogle vil måske endda sige, at de slet ikke er til stede. Men for René Høtbjerg Øhlenschlæger er det murakamiske element også i denne bog kendetegnet ved, at man ”bevæger sig mellem vægge af rispapir”, selvom det europæiske tag i bogen gør det mindre markant.

”Man kan ane noget, en fornemmelse af, at der er mere end det, man lige ser. Han har en evne til at lægge et slør ned over tingene. Bogen er dog ikke lige så magisk som flere af hans andre bøger, for han er et eller andet sted mere tro mod en europæisk fortælletradition. Det er en japansk fortælling fra et europæisk perspektiv. Den ligger mere op ad den europæiske eksistentialisme end den japanske,” siger han.

Og det er på mange måder ”Norwegian Wood”, der har givet Murakami hans gennembrud i de vestlige lande, hvor der generelt hersker en mere ”rationel” kultur, siger René Høtbjerg Øhlenschlæger. I japansk kultur respekterer man, at der ikke nødvendigvis er en forklaring på alt. Med koblingen mellem kulturer har ”Norwegian Wood” fået læsere til også at kaste sig over andre af hans bøger, der har den mere klassiske japanske stemning.

”Man er ikke så larmende eller ekstrovert i Japan. Man er på en måde mere ordentlig. Når man går igennem Tokyos gader, er der utrolig mange mennesker. Lydniveauet er dog faktisk lavere end herhjemme. Men så træder de visuelt larmende indtryk til gengæld frem i gaderne i Japan, og det beskriver også meget godt, hvordan det er at læse Murakami: Der er mange visuelle symboler og sanseindtryk, som man forsøger at forstå. Og der er ingen larm, der overdøver dem. Man får lov til blot at være og forsøge at forstå både det sagte og det usagte.”

Da René Høtbjerg Øhlenschlæger anmeldte bogen på bibliotekernes hjemmeside for litteratur, Litteratursiden, for 12 år siden, skrev han blandt andet i sin anmeldelse, at ”tomheden er larmende og fortvivlelsen er komplet” for hovedpersonen Watanabe.

Og når man som læser giver sig hen til bogen, er det på samme måde en proces, en dannelsesrejse, fyldt med fortvivlelse om store og små ting som kærlighed og ensomhed, synes René Høtbjerg Øhlenschlæger:

”Man er i bund og grund meget alene, og det at få sat ord på ensomheden er også noget af det, der karakteriserer Murakami. Det er ikke deprimerende. Det er magiske, fantastiske elementer, som flettes sammen på poetisk vis. Og det er en nødvendighed, at man tør bringe sig selv i spil, at turde reflektere og analysere. Man er nødt til at give sig selv hen i læsningen uden nødvendigvis at få en forklaring.”

Han tilføjer:

”Hvis man har hørt en virkelig god plade eller været til en god koncert, kan man sjældent sætte fingre på, hvad der gjorde den god. Man står i sprogets begrænsning stadig i en situation, hvor man gerne vil opleve det igen, mærke følelsen. Sådan er det at læse ’Norwegian Wood’.”

 
 


”Dans dans dans”

Udgivet på japansk i 1988. Udgivet på dansk i 1999.


”Filmen sluttede. Lyset blev tændt. Musikken spillede. Jeg blev siddende i mit sæde, spiddet af det nøgne, hvide lærred. Var dette virkeligt? Filmen var slut, men jeg forstod det ikke. Hvad lavede Kiki i en film? Og oven i købet sammen med Gotanda. Absurd. Jeg måtte have set forkert. Være koblet ind på et forkert kredsløb. Have fået nogle ledninger krydset et sted. Hvordan skulle jeg ellers kunne forklare det?”

Fra Dans dans dans



Fem år efter ”Rottetrilogien” med ”Hør vinden synge”, ”Flipperspil 1973” og ”En vild fårejagt” skrev Murakami ”Dans dans dans”, der fungerer som en selvstændig fortsættelse til ”En vild fårejagt”. ”Dans dans dans” fortsætter, hvor ”En vild fårejagt” sluttede. Vi følger den samme hovedperson og har et persongalleri, der går lidt igen.

Den navnløse hovedperson er blevet fire år ældre. Han er nu freelancejournalist, men det er rent levebrødsarbejde for ham.

”Hovedpersonen er ret illusionsløs omkring det, han gør. Han skovler kulturel sne, som en af formuleringerne i bogen så fint forklarer det. Han føler et eksistentielt tomrum, som han har været i lige siden afslutningen på ’En vild fårejagt’,” siger forlægger Knud Mahler, som er tidligere redaktør på forlaget Klim.

En nat drømmer hovedpersonen om Hotel Delfin, som også var centralt i ”En vild fårejagt”. I drømmen er der én, der græder og kalder på ham. Han fornemmer, at det er kvinden med de smukke ører, som i denne bog har fået et navn – Kiki.

Så han tager tilbage til Hokkaido, til Sapporo, hvor hotellet ligger. I mellemtiden er det blevet bygget om til et luksushotel, og det gamle hotel er tilsyneladende forsvundet. Men med hjælp fra en receptionist kommer hovedpersonen på sporet af det gamle hotel, som stadig eksisterer i det nye hotel som en slags skyggeverden. Her møder hovedpersonen Fåremennesket, det gådefulde væsen, som også optræder i ”En vild fårejagt”.

Fåremennesket bestyrer denne skyggeverden, og her er hovedpersonens fortid, nutid og fremtid knyttet sammen. Her knyttes trådene i hans liv, og Fåremennesket vil nu hjælpe ham med at rede dem ud.

Men hvordan, vil hovedpersonen vide. Svaret er: ”Du må danse”.



 
 



Med denne gådefulde besked forlader hovedpersonen skyggeverdenen. Mens han en af de følgende dage vandrer fortvivlet rundt i Sapporo, ser han en film, som en af hans gamle bekendte, Gotanda, er med i. I en elskovs-scene i filmen genkender hovedpersonen desuden kvinden Kiki. Hovedpersonen beslutter sig derfor for at rejse tilbage til Tokyo for at opsøge Gotanda og forsøge at rede trådene ud.

”Så indtræder det andet tema i bogen. På flyveturen til Tokyo bliver han oppasser for en ung pige, Yuki, som har særegne clairvoyante egenskaber, men samtidig er socialt hæmmet. De opbygger et fortrolighedsforhold,” siger Knud Mahler.

”Så i resten af romanen er der et spor med Yuki og et med Gotanda og Kiki. De to spor nærmer sig efterhånden hinanden, både fysisk og erkendelsesmæssigt.”

Det særligt murakamiske er, ligesom i ”En vild fårejagt”, Murakamis fortællevinkel og -stil, hvor en genkendelig virkelighed brydes op af hændelser fra et andet virkelighedslag, alt sammen formidlet i et enkelt sprog.

”Begge bøger bærer præg af den arbejdsform, som Murakami selv beskriver som fri improvisation. Han arbejder ikke med synopsis, men tager typisk udgangspunkt i et enkelt billede eller en sætning, og derudfra udvikler fortællingen sig frit,” siger Knud Mahler.

Det betyder derfor også, at ”fortællingen langsomt slentrer afsted med plads til indfald og digressioner”, som Knud Mahler formulerer det.

”Den er meget lidt plotbaseret. Og som altid ender den ukonkluderende.”

Mens ”En vild fårejagt” er en lidt ”kølig” roman i Knud Mahlers øjne, kommer der i ”Dans dans dans” mere mellemmenneskelighed ind over.

”Især i forholdet mellem Yuki og hovedpersonen. Der er nogle fuldstændig rørende og kærlige scener, der giver den en mere menneskelig dimension.”

 
 


”Sønden for grænsen og vesten for solen”

Udgivet på japansk i 1992. Udgivet på dansk i 2003.


”Jeg blev født den fjerde januar 1951, den første uge i den første måned af anden halvdel af det tyvende århundrede. Det er måske ikke særligt at mindes, men det var derfor, mine forældre valgte at kalde mig Hajime, begyndelse. Ellers er der ikke noget særligt at bemærke ved min fødsel.”

Fra Sønden for grænsen og vesten for solen



Da de begge er 12 år, bliver bogens hovedperson Hajime og pigen Shimamoto gode venner. De er begge to enspændere, der finder glæde i hinandens selskab, og de kan snakke med hinanden om alt. De sidder ofte sammen i sofaen og lytter til jazzplader, og Hajime forelsker sig dybt i Shimamoto.

De glider fra hinanden, da de skal på hver deres skole, men Hajime kan ikke slippe tanken om Shimamoto, heller ikke efter han som voksen får et (kedeligt) job på et lærebogsforlag, får en kæreste og går i seng hendes kusine og derefter gifter sig med en helt tredje kvinde.

Hajime åbner på et tidspunkt en jazzklub, og skæbnen vil, at Shimamoto en dag træder ind over dørtrinnet.

Bibliotekar ved Hovedbiblioteket i Birkerød Preben Hindberg læste bogen og blev overvældet af beskrivelsen af Shimamotos skønhed.

”Der er en meget smuk scene i starten af bogen, hvor de holder i hånd for første gang. Det rammer mig alligevel som den halvgamle romantiker, jeg er. Og beskrivelsen af Shimamoto, da hun går ind ad døren i jazzklubben, slår benene væk under mig,” siger han og sammenligner det med Humphrey Bogarts berømte sætning fra filmen ”Casablanca”:

”Of all the gin joints in all the towns in all the world, she walks into mine.”

Der er sket ting i Shimamotos liv, som hun ikke vil tale om. Det er i stedet op til læserens forestillingsevne.

”Det er en vidunderligt smuk, romantisk historie, men det er ikke en decideret kærlighedsroman. Som ved alle andre romantiske ting ender det måske ikke helt, som man kunne forestille sig. Men han har nerve til at beskrive det,” siger Preben Hindberg.

”Hovedpersonen reagerer ikke på omgivelserne i sit liv, indtil – pling! Der kommer en kvinde, og så sker der ændringer. Bøger som denne er alt andet end kedelige for mig, selvom det umiddelbart er en helt almindelig historie. Han formår at gøre det stofligt.”

Hajime står igen over for sin kvinde, og som det så ofte sker med Murakamis romaner, som for eksempel i novellesamlingen ”Mænd uden kvinder”, bliver Preben Hindberg draget af de fantastiske beskrivelser af, hvad der sker, når mænd ikke har kvinder at spejle sig i.

Og man kan da også mærke forfatteren selv i bogen:

”Jeg har faktisk problemer med at skelne forfatteren fra den mandlige hovedperson. Murakami havde for eksempel to jazzbarer i meget vestlig stil i Tokyo,” siger Preben Hindberg.

Også i denne bog indgår der, som så ofte i Murakamis værker, sexscener. Men det føles aldrig underligt eller unaturligt at læse om, siger han videre:

”Det er langt fra pornografi. Han er god til at beskrive disse scener af nærvær, lykke, problemer. Alt det, der indgår som en naturlig del af vores liv. Han skriver mageløst – helt på sin egen måde.”

Musik har, som så ofte hos Murakami, en stor rolle at spille i bogen. Det samme har Murakamis fascination for Vesten.

”Der er også klassisk musik med i bogen. Han er lige så fascineret af Vesten, som jeg egentlig er af det mystiske Østen. Han er begge verdener, og han viser os, at livet er universelt. Vi er ikke så forskellige,” siger Preben Hindberg.

Han mener, at Murakami får sat ord på nogle ikke-målbare ting i hverdagslivet, som gør det interessant for læseren at følge med. Med de ikke-målbare ting mener han mere specifikt det kreative liv, som ikke får lov at blomstre i især Danmark:

”Det pres, vi er under lige nu, hvor vi er materielt rige og åndeligt fattige, det giver Murakami en mulighed for at slippe væk fra.”

Det særligt murakamiske i denne bog er ikke det decideret mystiske, som man ellers kender forfatteren for, men derimod det lidt anderledes mystiske i det ufortalte omkring Shimamoto, der kræver, at man som læser tænker sig til, hvad der kunne være sket med hende.

Preben Hindberg har gjort sig sine egne tanker.

”Mon Shimamoto er levende, da hun træder ind på jazzbaren?”.

Det spørgsmål forbliver, som så meget andet hos Murakami, ubesvaret.

 
 


”Trækopfuglens krønike”

Udgivet på japansk i 1994-1995. Udgivet på dansk i 2001.


”Når jeg så lige op, kunne jeg fornemme, hvor dyb brønden var. Jeg trak endnu en gang hårdt i rebstigen. Den føltes fast og beroligende. Så længe den blev hængende, kunne jeg komme tilbage til overfladen når som helst. Så trak jeg vejret dybt. Bortset fra en svag muggen lugt, var der intet galt med luften. Det, der havde bekymret mig mest, var luften. Det sker tit, at udtørrede brønde fyldes med gasser, der siver ind fra jorden. Jeg havde for længe siden læst om en brøndgraver, der mistede livet på grund af metangas på bunden af en brønd.

Jeg trak vejret dybt og satte mig ned på bunden af brønden med ryggen op mod muren. Jeg lukkede øjnene og lod min krop vænne sig til stedet. Godt nok, tænkte jeg, her sidder jeg så på bunden af en brønd.”

Fra Trækopfuglens krønike



Toru Okada bor i Japan med sin kat og sin kone, Kumiko Okada, som er redaktør på et forlag. Selv opsiger han sit job på et advokatkontor og lever et stille liv, indtil først hans kat og dernæst hans kone forsvinder sporløst.

Snart begynder Toru Okada at modtage mystiske opkald fra mennesker, han ikke kender, og han bliver venner med en ung pige fra nabolaget, som giver ham kaldenavnet Hr. Trækopfugl. Trækopfuglen er lille, og dens lyd minder mest af alt om en fjeder, der bliver trukket op. Så er den svær at få øje på – den kan kun høres.

Toru Okada har desuden hørt denne trækopfugl i sin have sammen med sin kone. Da hun forsvinder, opsøger han flere mennesker for at få hjælp. For hvor er hun blevet af? Han må spørge Kumikos bror, kendissen Noboru Wataya, som alle synes at elske, men som Toru Okada ikke kan udstå. Men så er der også søstrene Malta og Kreta, som pludselig får en rolle i hans liv.

Og på et tidspunkt er der den ikoniske scene, som ændrer – alt, får man lyst til at sige. Den gør noget ved hovedpersonen, men den lægger også stenene i Murakamis videre forfatterskab.

”Jeg har udtalt mange gange, at det er verdens bedste bog,” siger Christina Thiemer, der er chef i Politikens Boghal.

Haruki Murakami skrev ”Trækopfuglens krønike”, da han boede i USA og var såkaldt Writer-in-Residence på Princeton og Tufts Universitet. Bogen er hovedstolen i Murakamis forfatterskab, mener Christina Thiemer, og det skyldes især scenen, hvor Toru Okada kravler ned i en dyb brønd.

”Det er den mest murakamiske scene af alle. Han sidder dernede ret længe og kigger op på lyset nede fra mørket. På lyset, der ligner en måne gennem brøndens runde åbning. Bogen har været meget realistisk indtil det øjeblik, hvor han kravler ned i brønden.”

Han kan ikke komme op igen, for der er nogen, der fjerner stigen. På et tidspunkt får han nok og går igennem væggen i brønden.

Ja, igennem væggen.

Og siden har han i sit forfatterskab altså trukket meget på disse surrealistiske elementer. Mange af de elementer, der først for alvor bliver præsenteret i ”Trækopfuglens krønike”, genbruger han videre frem i sine næste værker. Som et puslespil, hvor brikkerne hele tiden kan samles på forskellige måder, siger Christina Thiemer:

”Da han slog igennem i Danmark og i den vestlige verden, blev hans stil kaldt for magisk realisme. Men den murakamiske realisme er MEGET realistisk. Normalt er magisk realisme meget mere magisk, end han er,” siger hun.

”Trækopfuglens krønike” var den første af Murakamis bøger, hun læste. Dengang, såvel som nu, er det på mange måder helt utroligt for hende, at det hele er så simpelt. For det er det på mange måder slet ikke.

”Man ved ikke, hvad der sker, når han kravler ned i brønden. Man ved ikke, hvem der har fjernet stigen. Nu er han ikke længere selv herre over, om han skal overleve eller ej, og man spørger sig selv: ’Er der noget ondskab på vej? Eller er det bare en apatisk mand, der er gået i stykker, fordi hans kat og kone er væk, og som nu vil slå sig lidt på verden?’.”

Han bruger et helt særligt greb, når han beskriver scener som denne, fortæller Christina Thiemer; den, hun kalder ”bjørnen på stranden”.

Forestil dig to elskende på en strand, der sidder og skal forklare noget til hinanden. Forestil dig nu en bjørn, der sidder i baggrunden og hvert øjeblik kan slå til og slå dem ihjel.

”Derfor er man som betragter meget, meget opmærksom på situationen. Man lytter til alt, hvad de snakker om. Fordi – hvad kommer der til at ske? Det greb, det bruger Murakami. Og derfor er denne scene, tror jeg, en scene, man husker,” siger Christina Thiemer.

Ud over handlingen er sproget det, der gør bogen fabelagtig, mener hun. Det er simpelt, som Murakamis sprog nu er.

”Derfor er der rig mulighed for at få læst alt muligt ind og få det farvegjort. Jeg har læst bogen mange gange, og man får aldrig helt lukket den – man finder aldrig helt ud af, hvad den egentlig handler om. Det står uklart, især efter man har læst den mange gange.”



 
 



Som altid læner Murakami sig op ad en hovedperson, man kender. Der er ikke en start eller en slutning på personerne. De er ligetil og simple, forklarer Christina Thiemer. Derfor er de også genkendelige: Det er denne her ”ikke gennemgående sympatiske eller usympatiske person”, som hun beskriver det. Faktisk minder hovedpersonen i hans bøger næsten altid om Murakami selv, synes Christina Thiemer. Hun har mødt forfatteren nogle gange.

”Hovedpersonen er en god betragter, ligesom Murakami selv. Bogen starter med en scene, hvor hovedpersonen bliver ringet op af en fremmed kvinde, mens han selv står og koger pasta og hører musik. Murakami er vild med pasta. Og så spiller der, som så ofte i Murakamis romaner, musik i baggrunden.”

Det er Rossinis ”Den tyvagtige skade”, der spiller. Toru Okada synes, det er den perfekte musik at koge pasta til.

Så simpelt kan det gøres:

”Man får ret hurtigt en fornemmelse af, hvem denne mand er. Han er ikke problematisk ensom, men han har noget alenehed over sig.”

Og så er der katten, som er opkaldt efter Kumikos bror, Noboru Wataya, men som Toru Okada begynder at kalde ”Makrel” senere i bogen. Murakami elsker katte, og det er et klassisk murakamisk element, at en kat spiller en stor rolle i hans værker.

Når Christina Thiemer skal gengive handlingen, lægger hun vægt på netop katten, brønden og det stille erotiske, meget ægte element over kvinderne, som har ”sådan nogle mærkelige biroller”, som hun formulerer det.

Men der er én ting, hun ikke husker: slutningen.

”Ofte, når jeg læser en bog, springer jeg de tyve sidste sider over, så bogen ikke bliver for lukket for mig. Nogle gange har man et kærlighedsforhold til en bog, som slutningen knuser. Men det har aldrig været tilfældet i Murakamis romaner. Hans slutninger står aldrig særlig stærkt, så hans bøger læser jeg altid til fulde. Han har engang udtalt, at han er ligeglad med slutninger. De interesserer ham ikke. Og derfor har hans bøger altid ikke-slutninger. Så man glemmer slutningen og fokuserer på oplevelsen i stedet. Slutningen er ikke en del af fortællingen og efterlader hverken et tomrum eller noget uafsluttet, mere et kig ud over klippeafsatsen.”

 
 


”Sputnik min elskede”

Udgivet på japansk i 1999. Udgivet på dansk i 2004.


”Dermed forsvandt Miu.

’Jeg var stadig på denne side. Men mit andet jeg, eller snarere halvdelen af mig, var gået over på den anden side. Hun havde mit sorte hår, mit begær, mine menstruationer og ægløsninger og måske endda min livslyst. Den halvdel, der blev tilbage, sidder her. Jeg har haft det sådan lige siden. Uden nogen forklarlig årsag blev jeg for evigt delt i to denne nat i pariserhjulet i denne lille schweiziske by (…)’.”

Fra Sputnik min elskede



”Sputnik min elskede” er en af de korte romaner fra Murakamis hånd. Bogens fortæller er en navnløs, ung mand, der er forelsket i den kvindelige forfatterspire Sumire. Men deres forhold er rent venskabeligt, for Sumire er hemmeligt forelsket i en helt anden: en 17 år ældre kvinde ved navn Miu, som Sumire er personlig assistent hos.

Sumire vil være forfatter, og hun satser alt på at blive det. Men det er svært for hende at få skrevet noget sammenhængende, især efter mødet med Miu. Hun mener selv, at det er, fordi hun mangler både livserfaring, lidelse og lidenskab. Til gengæld bruger Sumire meget tid og mange kræfter på at jagte Miu. Men da Miu efter lang tid opdager Sumires følelser, kan hun ikke gengælde dem.

Under en forretningsrejse til Grækenland forsvinder Sumire, og Miu ringer til den navnløse hovedperson for at få hans hjælp til at finde ud af, hvad der er sket med hende.

”Det er en enkel handling, men det betyder ikke, at den er ligetil. Det er det aldrig,” siger Martin Handberg, der står bag bloggen Litteraturlinjer, og som har læst samtlige af Murakamis bøger.

Han finder det spændende med en fortæller, der lidt på afstand beskriver en kvinde, Sumire, som han er forelsket i.

”Den har mange lag, selvom den er så kort. ’Sputnik min elskede’ handler meget om det at skrive og forsvinde ind i sit eget værk. Den har små, surrealistiske elementer – blandt andet omkring Miu, der har mistet halvdelen af sig selv, efter hun blev fanget i et pariserhjul.”

Klassisk for Murakamis bøger er det, at det enten kan være tydeligt, når der sker en overgang fra én verden til en anden, eller det kan ske over en længere periode. I ”Sputnik min elskede” er der dog ifølge Martin Handberg ingen tvivl om, hvornår det sker:

I bogen bliver det beskrevet, hvordan Miu som ung pige bliver fanget i et pariserhjul med intet andet at lave end at kigge over på ejendommen, hvor hun bor, gennem en kikkert, hun har medbragt. Her ser hun en mand gennem vinduet, som har vild og voldsom sex med en kvinde.

Kvinden, kan hun se, er hende selv.

Dagen efter opdager Miu, at hendes hår er blevet helt kridhvidt.

”Det er meget interessant at tænke over, hvad det egentlig betyder, det med at se sig selv igennem vinduet. Hun føler sig ødelagt dagen efter med en fornemmelse af at have tabt sig selv oppe i luften, og hun kan ikke fortælle det til nogen. Det er en sjælerystelse, som egentlig ikke kommer andre ved. Og er det sket i virkeligheden, eller er det blot fantasi? For hende var det jo virkeligt,” siger Martin Handberg og tilføjer:

”Det handler om at miste sig selv og blive trukket ind i en parallel verden.”

Det særligt murakamiske ved ”Sputnik min elskede” er ifølge Martin Handberg de små cliffhangers og øjeblikke, hvor der sker noget af stor betydning.

”Det er mærkbart, at noget har ændret sig efter pariserhjulet. Ud af det blå er der sket noget, og jeg bed meget mærke i, at Miu har forandret sig på et splitsekund.” Martin Handberg lægger også mærke til symboler i bogen, hvor man med ordet ”Sputnik” er ude i rummet, og i pariserhjulet er man oppe i luften og mister jordforbindelsen.

Desuden er det efterhånden langt nok henne i Murakamis forfatterskab til, at han kan sit håndværk, mener Martin Handberg. For med denne roman bliver det for alvor tydeliggjort, at Murakami kan skrue på de elementer, der er med til at konstruere en velkendt Murakami-roman:

”I de første romaner er det tydeligt, at han har nogle elementer, han stadig udvikler på. For eksempel det surrealistiske, som han ikke tager skridtet videre. Det sker bestemt i denne: Det er tematisk og handlingsmæssigt virkelig skarpt, og der er plads til meget dybde. Der er den klassiske vekslen mellem fiktion og virkelighed. Drømme, der bliver til virkelighed. Som med alle hans andre romaner bliver jeg sjældent rigtig færdig med at læse den. Der er altid mere at komme efter.”

 
 


”Kafka på stranden”

Udgivet på japansk i 2002. Udgivet på dansk i 2007.


”Han smilede til katten.

Den virkede først lidt forvirret, men sagde så resigneret: ’Du… kan tale.’

’Ja,’ svarede den gamle mand genert og tog høfligt sin luvslidte bøllehat af. ’Det er ikke sådan, at en kan tale med alle og enhver kat, men hvis alt går vel, kan en tale med katte, sådan som nu.’

’Hm,’ sagde katten og gav hermed meget præcist udtryk for sin mening.”

Fra Kafka på stranden



”Kafka på stranden” er bygget op af to spor. I det ene følger vi en 15-årig dreng, der tager navneforandring til Kafka Tamura, og i det andet følger vi en gammel mand, Nakata, som efter en mærkværdig begivenhed mange år tidligere er blevet lidt ”underlig”, som Politikens filmredaktør samt musik- og boganmelder, Kim Skotte, beskriver det.

”Der går lang tid, inden de to nærmest parallelle spor mødes. Og de er meget forskellige. Det er meget atypisk for Murakami at have en hovedperson, der er så ung, og én, der er så gammel,” siger han.

Kafka Tamura er løbet hjemmefra, væk fra Tokyo, væk fra sin far, der har kastet en Ødipus-lignende spådom ned over sin søn. Han skal ende med at dræbe sin far og gå i seng med sin mor og sin søster. Men det vil han for alt i verden forsøge at undgå.

Med sig i rygsækken har han tøj og et fotografi af sig selv og sin søster på stranden. Kafka Tamura har ikke set hverken sin søster eller sin mor, siden billedet blev taget.

Med sig på turen har han også en usynlig ven, et alter ego, i drengen ved navn Krage. Rejsen bringer ham til et bibliotek meget langt væk fra Tokyo. Biblioteket drives af bibliotekaren Oshima og den mystiske frøken Saeki, der bærer på et ukendt traume.

”Denne del af historien er en slags dannelsesrejse. Kafka Tamura skal et sted hen i livet, hvorfra han kan komme videre. Fortællingen hopper lidt imellem de to meget forskellige spor. I den anden ende af livet har vi den gamle mand med det intense forhold til katte,” siger Kim Skotte.

I vores samfund ville man måske kalde ham psykisk syg, den gamle Nakata. Men vi er i Murakamis univers, og så er den forklaring for letkøbt.



 
 



Den gamle Nakata kan tale med katte, og han er konstant på vagt over for Johnnie Walker – ham fra whiskyflasken – som er en ubehagelig type, der går rundt og slår katte ihjel, eller stjæler deres sjæle, for at være helt præcis. Forskellige omstændigheder sender Nakata ud i verden, hvor han bliver venner med en lastbilchauffør. Og han bevæger sig stille og roligt hen mod det sted, hvor også Kafka Tamura befinder sig.

I ”Kafka på stranden” er Murakami på toppen, mener Kim Skotte, der siger, at det ikke er en dum bog at læse for folk, der ikke har læst Murakami før. Sproget er – som altid – meget enkelt, men kan på samme tid frembringe komplekse, uhyggelige og mærkelige verdener. Den og ”Trækopfuglens krønike” er stadigvæk de bedste af de ”mystiske” bøger fra Murakamis hånd, mener han:

”’Kafka på stranden’ er en af de mest uhyggelige bøger. Den mystiske, mærkelige og surrealistiske side håndterer Murakami rigtig godt. Og det gør han uden at spørge for meget ind til spillereglerne. Man skal ikke overanalysere det, der sker i hans bøger. Den analyse kan nemt risikere at blive malplaceret.”

”Murakami er mere vestlig end så mange andre japanske forfattere. Han er bindeleddet mellem de to verdener, på en måde. I Vesten har vi det med at komme med en psykologisk læsning af symboler, som en forfatter som Murakami bruger. Det kommer man ikke langt med her. For selvom Murakami har godt tjek på Jung, Hegel og Freud, så bruger han dem ikke på samme måde, som vi ville gøre i Vesten,” siger Kim Skotte.

Han sammenligner Murakami med filminstruktøren David Lynch – som maler, ikke som instruktør. For i sine malerier ”bruger han symboler, der ikke kan reduceres ved en traditionel afkodning, men som ved kunstnerens gentagne brug opnår en betydningsladning i hans udtryk.”

”Murakami har en tilsvarende måde at bruge symboler på. Man må selv finde ud af, hvad de betyder. Det er en visualisering af, at der foruden det levede liv, er en mulighedens verden. Det nytter ikke noget at gå ind i noget symbolsk analyseapparat,” siger Kim Skotte.

Det murakamiske element i ”Kafka på stranden” er for Kim Skotte en særlig stemning, som går igen i de største af Murakamis bøger.

”For mig har det hele tiden handlet om at finde en stemning, som jeg oplevede og har været afhængig af, siden jeg første gang læste ’Trækopfuglens krønike’. ’Kafka på stranden’ har meget af den samme stemning, synes jeg. Det er det her med den anden verden, den fantasifulde og skumle.”

”’Kafka på stranden’ adskiller sig rigtig meget fra de fleste af Murakamis bøger, fordi kompositionen er så stram, som den er. Hovedpersonen skal gennemgå nogle prøvelser, han skal igennem et mørkt og uforståeligt univers, der ikke nødvendigvis adskiller sig helt vildt meget fra det virkelige. Her er det bare på en måde mere skarpt opdelt end andre steder.”

Kafka Tamuras historie foregår i en (relativt) realistisk verden, mens Nakata som udgangspunkt nærmest kun eksisterer i en anden verden. Den, hvor Johnnie Walker render rundt og dræber katte. Og det, at Nakata allerede fra begyndelsen af bogen er et andet sted end i den virkelige verden, er lidt anderledes end i mange af Murakamis andre bøger. Men det er også med til at konstruere den så skarpt, at den fungerer, mener Kim Skotte.

”Jeg synes, at ’Kafka på stranden’ er en ny slags litteratur. Det er en helt anderledes, fri måde at tænke plot og indhold på. Her rammer man ned i hjertet af det, der er Murakami. Det er én af hans rigtig gode bøger, og i de gode bøger føler man, at man får vendt sit univers på hovedet. Der er en dyb tilfredshed ved at blive pirret af et strejf af mysterium.”

Kim Skotte har mødt og interviewet Murakami en enkelt gang til Litteraturdage på Møn for nogle år siden. Han beskriver forfatteren som en ”indadvendt art-lover”, meget fåmælt og reserveret, og som i et interview helst ikke vil snakke om andet end sine bøger.

”Og så minder han en del om sine gennemgående hovedpersoner,” siger Kim Skotte.

Derfor er det måske ikke overraskende, at der for Murakamis karakterer ofte er ét sted, hvor alle livets facetter udspiller sig:

”I rigtig mange andre af hans bøger er det i kunsten – musikken og litteraturen – at der rummes store farer, men også en stor lettelse. Her kan personerne finde noget, som gør, at de kan holde ud at leve. I denne bog er det et bibliotek.”

 
 


”Efter midnat”

Udgivet på japansk i 2004. Udgivet på dansk i 2008.


”Som et fiktivt kamera giver vi os god tid til at studere alt i værelset, den ene ting efter den anden. Vi er usynlige og anonyme ubudne gæster. Vi kigger. Vi lytter. Indsnuser dufte. Men rent fysisk er vi ikke til stede, og vi efterlader ingen spor. Man kan næsten sige, at vi overholder samme regler som traditionelle tidsrejsende. Vi observerer, men blander os ikke.”

Fra Efter midnat



I ”Efter midnat” befinder vi os i Tokyos mørke timer. Handlingen udspiller sig helt præcist fra klokken fire minutter i tolv til otte minutter i syv næste morgen.

Fortællerstemmen er en anden end den, man typisk kender hos Murakami.

”Det er lidt ligesom et kamera, der flyver rundt og filmer, hvad der sker i natten. Man følger nogle få personer i dette tidsrum, man zoomer ind og ud på dem ved skiftende brug af frø- og fugleperspektiv,” siger Martin Handberg, der står bag bloggen Litteraturlinjer.

Der er for eksempel søstrene Eri og Mari, der er diametrale modsætninger. Eri gør næsten ikke andet end at sove og har gjort det i ugevis, mens Mari lider af søvnløshed. Hun tilbringer natten på en café, hvor hun sidder og læser. Men natten tager en drejning, da den unge musiker Takahashi sætter sig ved hendes bord.

”Der er noget detektivisk, noget (film, red.) noir, over bogen. En kritisk nerve. På et tidspunkt zoomer man ind på denne her forretningsmand, der har familie derhjemme, men som går forbi en prostitueret, som han banker. Han lever sit liv videre bagefter, mens kvinden har svært ved at sove om natten. Og på samme tid er det, som om der er gamle eventyr, der bliver vakt til live,” siger Martin Handberg med henvisning til Tornerose-tematikken hos den sovende Eri.

Men man kommer aldrig rigtig ind i hovederne på personerne. For det, der sker for dem – i skellet mellem det meget realistiske og det surrealistiske – er personligt.

”I de natlige timer er det, som om der åbner sig en parallel verden for dem, der drages af natten. Fire mennesker kan hver især tage noget med sig, som de ikke kan dele med andre. Der er flere virkeligheder på spil og verdener, der forandrer sig,” siger han videre, og sætter derved ord på det murakamiske element i bogen.

Den konstante zoomen ind og ud kan give en fornemmelse af, at man ikke rigtig kommer tæt nok på. Og det er ikke noget, der tiltaler alle.

”Der er nogen, der synes, det er lidt for søgt med brugen af fugleperspektiv. Jeg synes, det er en fornyelse af hans forfatterskab, at man kan se Tokyo om natten oppefra det ene øjeblik og gå tættere på personerne det næste.”

For Murakami har rytme altid været afgørende. I forbindelse med udgivelsen af den amerikanske oversættelse af ”Efter midnat” i 2007 trykte avisen The New York Times essayet ”Jazz Messenger” skrevet af Murakami.

I det skrev han:

”Det mest basale er rytme, ligegyldigt om det er i musik eller i fiktion. Jeg lærte det vigtige ved rytme fra musik – og i særdeleshed fra jazz.”

I denne bog kommer der rytme i dens sceniske opbygning. Som et kammerspil med mange forskellige akter, siger Martin Handberg. Og så er der hele vejen igennem undertoner af jazz.

”Jeg tænkte meget over, at replikkerne er anderledes i denne bog end i andre af hans bøger. Der er de her filmiske pingpong-replikker. På den måde skiller bogen sig lidt ud,” siger han.

Men typisk for Murakami er det, at han har mange referencer til andre værker. Eksempelvis er titlen på den amerikanske oversættelse af bogen ”After Dark”, som er en reference til jazzstykket ”Five Spot After Dark”.

”Der er referencer til litteraturhistorien i det, Mari læser. Takahashi er musiker, og han trækker referencer til jazzmusik. Der er altid mere, man kan dykke ned i,” siger Martin Handberg.

Han beskriver romanen som mere konkret end mange af Murakamis andre romaner. Én, hvor dybden træder frem, hvis bare man læner sig tilbage og følger med.

Selvfølgelig sætter det tanker i gang hos læseren, når spejlbilleder bliver bragt til live, som det på et tidspunkt sker i romanen, siger Martin Handberg. Og er de to søstre ikke i bund og grund, på en eller anden måde, i virkeligheden den samme?

Meningsfulde ting sker for – umiddelbart – meget almindelige mennesker. Det er også tilfældet i ”Efter midnat”.

 
 


”1Q84” – bind 1, 2 og 3

Udgivet på japansk i 2009-2010. Udgivet på dansk i 2011 og 2012.


”Det må være der, hvor det hele begyndte, tænkte hun.

Taxichaufføren havde også virket sær. Hun huskede tydeligt de ord, han havde sagt som afsked. Hun gentog dem så nøjagtigt som muligt inde i hovedet.

’Og når De gør sådan noget, kan det godt være, at verden omkring Dem pludselig kommer til at virke en lille smule anderledes. Men lad Dem ikke narre af det ydre. Der findes kun én virkelighed.’”

Fra 1Q81 – bind 1



Bogen ”1Q84” fordeler sig i to spor. I det ene følger vi Aomame, der er tidligere medlem af en religiøs kult, som minder om Jehovas Vidner, og som nu er kampsportsinstruktør og professionel snigmorder. I det andet spor følger vi Tengo, en matematiklærer med håb om at blive forfatter. Han skal renskrive en ung kvindes bog og bliver i den forbindelse langsomt introduceret til en alvorlig sag vedrørende en anden sekt, Sakigake.

Da Aomame og Tengo var børn, oplevede de en forbindelse med hinanden, hvor de udvekslede et blik og i et kort øjeblik rørte hinandens hænder. Det simple minde har siddet fast hos dem begge siden. Deres veje skiltes, men de husker stadig hinanden, fanget i det øjeblik, hvor de var forenet for 20 år siden.

”1Q84” er Murakamis længste roman. Den starter hos Aomame i en taxa, der holder stille på motorvejen. Hun må forlade den til tonerne af Janáčeks ’Sinfonietta’, for hun har en aftale, hun skal nå. Hun kravler ned ad en hemmelig stige, der fører ned til toget, men den ændrer også hendes verden: Pludselig befinder hun sig ikke længere i 1984.

”Hun forlader den velkendte verden og træder ind i den næsten identiske verden, som hun kalder 1Q84. Og hun oplever, at tingene omkring hende forandrer sig: at politimændene går med automatiske våben i stedet for revolvere, for eksempel. På biblioteket tjekker hun op på forskellene, og da falder hun over historier, som hun ikke genkender,” fortæller Ursula Gräfe, der oversætter Murakamis bøger til tysk.

På japansk er udtalelsen af 1984 og 1Q84 præcis det samme, fortæller Ursula Gräfe. For ”9” udtales på samme måde som ”Q”. Og derfor er det også nemmere at forstå ordspillet for japanerne, på samme måde som Murakamis brug af det, vi kalder magisk realisme, falder dem mere naturligt, end det gør for os, der bor i Vesten.

I japansk litteratur arbejder de ikke som sådan med begrebet ”magisk realisme”, fortæller Ursula Gräfe.

”Deres perspektiv på virkeligheden er anderledes fra vores. Forskellen mellem det realistiske og surrealistiske er ikke så skarpt opskåret, som det er i vestlig kultur.”

Murakami har altid været glad for at dykke ned i forskellige kulturer og blive inspireret, fortæller hun. Han har det med at låne fra andre kulturer, mens han på samme tid fremmedgør det som noget nyt. I ”1Q84” eksisterer de mystiske væsener ”Little People”, som Ursula Gräfe synes minder om de syv små dværge fra eventyret ”Snehvide”.

Det er et eksempel på, hvordan han inddrager vestlig kultur, mens de to måner på himlen, som indikerer, at Aomame har forladt den verden, hun kender, er en meget japansk ting at inddrage, siger Ursula Gräfe, for månen er en fremtrædende og betydningsfuld del i japansk poesi.

”Det er meget unikt og murakamisk, at han blander forskellige kulturer sammen, som han gør i denne bog. Han laver ofte denne kulturelle krydsning, som måske ikke altid bliver bemærket. Her med de to måner, hvor månen er vigtig for japanere. Jeg tror, denne sammensmeltning af kulturer tiltrækker læsere, selv hvis man ikke nødvendigvis ved, at månen har stor betydning i japansk kultur,” siger hun.

I bogen citerer han sangen ”It’s Only a Paper Moon”, hvor teksten blandt andet lyder:

”Sailing over a cardboard sea …”.

”Som om også denne verden er falsk, lavet af pap,” siger Ursula Gräfe.



 
 



Der sker utrolig mange ting i ”1Q84”, og den er fuld af mange facetter, siger hun. Da hun oversatte den, blev hun så opslugt af den, at hun havde svært ved at stoppe.

”Men det er en lang og kompliceret historie. Og måske er den faktisk mindre velreflekteret end andre af hans historier. Fokusset er meget mere på handlingen end på spændingen ved historien.”

Ursula Gräfe inddeler Murakamis bøger i to kategorier: de mystiske og de mindre mystiske.

”Jeg har lagt mærke til, at der er to typer Murakami-fans og læsere: Dem, der elsker historier som denne, og ikke er så meget til de mere velreflekterede, og så er der dem, der elsker de historier, der foregår mere i den virkelige verden. Denne bog appellerer mere til mænd, tror jeg, fordi den ikke er så introvert, hvis man kan sige det sådan. Den har karakter af at være en detektivroman.”

Forskellige begivenheder omkring sekten Sakigake bringer Tengo og Aomame sammen igen.

”’1Q84’ følger en meget Murakami-agtig stil: Hans hovedperson, her Tengo, er altid en moderne byboer, som er lidt ensom. Det er afdæmpede personer, som man holder af, man føler meget sympati med dem og identificerer sig med dem. Og pludselig udvikler han sig i historien, og som altid skal han kæmpe med en mystisk og farlig kraft. Jeg elsker sammensmeltningen af eventyr, mystiske motiver og den almindelige hverdag.”

Som altid inddrager Murakami mange referencer, og det er da også det, der gør bogen særlig murakamisk. Ursula Gräfe bed selv mærke i en reference til den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe: I teater-stykket ”Faust” er geden et symbol på Djævelen. Og på et tidspunkt hører man om en ged hos sekten Sakigake, hvor ”Little People” kravler ud af dens mund.

”Han refererer til så mange internationale myter og eventyr, at det gør ham meget attraktiv at læse. Der er meget, man ikke lægger mærke til, og måske gør han det ikke engang selv,” siger hun.

Ursula Gräfe tror, at ”Little People” er der for at vedligeholde balancen mellem godt og ondt i verden, og de spiller også en stor rolle i bogen.

Og hvis man undrer sig over, hvorfor ”Little People” er skrevet på engelsk, så er det, fordi Murakami selv skrev det på engelsk i den japanske version.

”Med Murakami er det sjældent til at sige, hvorfor han gør, som han gør,” siger Ursula Gräfe med et grin.

 
 


”Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår”

Udgivet på japansk i 2013. Udgivet på dansk i 2014.


”Fra juli måned det andet år på universitetet og frem til januar det efterfølgende år tænkte Tsukuru Tazaki kun på at dø. Han fyldte tyve år i mellemtiden, men ikke engang det betød noget. Den mest naturlige løsning for ham på det tidspunkt ville have været at gøre en ende på sit liv, og selv nu forstod han ikke, hvorfor han ikke havde taget skridtet fuldt ud dengang, hvor det at overskride tærsklen mellem liv og død syntes lettere end at sluge et råt æg.”

Fra Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår



Bogens hovedperson, Tsukuru Tazaki, og hans fire bedste venner er uadskillelige gennem gymnasiet. Tsukuru Tazakis drøm er at bygge og vedligeholde togstationer, så han tager til Tokyo efter gymnasiet for at læse til ingeniør. Men da han igen vender tilbage til sine venner, vil de pludselig ikke kendes ved ham. Og ingen vil fortælle ham hvorfor.

Tsukuru Tazaki står i sit livs eksistentielle krise, og bruddet med vennerne følger ham livet igennem. 16 år senere fortæller han sin kæreste Sara om, hvor meget episoden stadig sidder i ham. Hun får ham til at opsøge gymnasievennerne for at få afklaring.

Tsukuru Tazaki betragter sig selv som almindelig og kedelig, som det er så ofte med Murakamis hovedpersoner. Alle hans fire bedste venner fra gymnasiet havde navne, der betød noget med farve: Ao = blå, Aka = rød, Shiro = hvid, Kuro = sort, mens hans eget navn betyder noget i retning af at bygge eller skabe. Tsukuru Tazaki følte sig altid kedelig og indholdsløs – farveløs – sammen med dem.

Bibliotekar ved Hovedbiblioteket i Birkerød Preben Hindberg fremhæver, hvor typisk det er for Murakami at have en hovedperson som Tsukuru Tazaki:

”Han betragter sig selv som kedelig, men er det på ingen måde. Da han opsøger vennerne efter så mange år, siger en af drengene i gruppen faktisk, at han var bindeleddet. Han var den, der holdt gruppen sammen, og da han ikke var der mere, gik gruppen i opløsning.”

Som mange af Murakamis bøger handler også denne om tab, fortæller Preben Hindberg. Og faktisk skulle det have været en novelle, men Murakami ombestemte sig undervejs:

”Det mystiske omkring Tsukuru Tazaki skulle have været ufortalt. Men Murakami har fortalt i et interview, at den kvindelige hovedperson Sara ’fortalte’ ham, at han var nødt til at fortælle det mystiske ved Tsukuru. Han var nødt til at udforske det,” siger Preben Hindberg.

Og det vidner også om en forfatter, der meget sjældent har en struktur at arbejde efter, når han skriver bøger.

”Han evner i den ene roman efter den anden at slippe pænt fra det ikke at have en struktur. Han har en evne til at komme ind under overfladen på en måde, der virker dragende på mig som læser. Han er i stand til at skabe litterær kvalitet,” siger Preben Hindberg.

Murakami har det med at inddrage forskellige kreative fag og emner i sine bøger, og i denne lader han en person være meget optaget af filosofi.

”Så er det nærmest en forelæsning i filosofi. For eksempel er der en sætning i bogen: ’Jeg formår ikke at rejse en mur mellem subjekt og objekt.’ Den sidder jeg da lige og tænker lidt over,” siger Preben Hindberg.

Ofte giver Murakami sine hovedpersoner kreative jobs, men i ”Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår” er det anderledes.

”Men han formår at gøre Tsukurus arbejde som togingeniør spændende. Han skal jo lave en togstation, som Sara har lyst til at standse ved. Det er da så smukt,” siger Preben Hindberg.



 
 



Murakami definerer sig selv som en enspænder og har også erkendt, at han bruger elementer fra sig selv i romanerne. I et nyligt interview til den britiske avis The Independent sagde han:

”Jeg er en realistisk person, en praktisk person, men når jeg skriver fiktion, opsøger jeg mærkelige, hemmelige steder i mig selv. Det, jeg gør, er en udforskning af mig selv – inden i mig selv. Hvis du lukker øjnene og dykker ned i dig selv, kan du se en anderledes verden.”

Er han i en skriveproces, står Murakami tidligt op, skriver i fem-seks timer og tager så en løbe- eller svømmetur. Musik har det også med altid at spille en rolle i romanerne.

”Jeg læste, at Murakami lyttede til komponisten Franz Liszts ’Le mal du pays’ fra albummet ’Years of Pilgrimage’, som han havde lyst til at bygge en historie på. Det kom der denne bog ud af. Så det hænger fint sammen. Han har tænkt over det,” siger Preben Hindberg.

Ligesom Murakami selv, svømmer Tsukuru Tazaki også. Og det er forresten også tilfældet i andre af Murakamis romaner, for eksempel i ”Sønden for grænsen og vesten for solen”, at hovedpersonerne har træk efter forfatteren.

”Der er en cyklus i måden, han skriver bøger på,” siger Preben Hindberg.

I bogen er en scene, hvor Tsukuru Tazaki taler med en ven, som han møder på universitetet. Denne ven fortæller en historie om sin far, som på et tidspunkt har mødt en jazzmusiker oppe i bjergene. Jazzmusikeren har fået en polet af én, som kunne se auraer, og ved derfor, at han skal dø om en måned.

Forvirret? Det var Preben Hindberg ikke, da han læste scenen i bogen. Det gav mening, syntes han, indtil han fandt ud af, at Murakami havde placeret denne historie tilfældigt i bogen:

”Det giver faktisk ingen mening. Men på en sær murakamisk måde giver det alligevel mening!”.

Det er også typisk murakamisk, at der kommer kvinder ind og ændrer hovedpersonens liv. Og så bruger han også mange elementer fra sine andre bøger, siger Preben Hindberg:

”Men jeg synes hele tiden, han evner at forny det. Jo flere gange, man læser ham, des mere får man med. Og heldigvis holder det for mig også vand, når jeg læser bogen anden gang. Jeg får hele tiden øje på nye ting, der føjer ny viden til den person, der er Murakami for mig.”

Tsukuru Tazakis mål om at finde ud af, hvorfor han blev forladt af sine venner, fører ham blandt andet til Finland. Her opsøger han én af sine gamle veninder, Eri, fra gruppen, hvis kollega ytrer nogle helt essentielle ord. Hun siger:

”Der er ting her i livet, der er så komplicerede, at de vanskeligt lader sig forklare på noget sprog.”

”Det er en meget vigtig sætning i bogen og i Murakamis forfatterskab,” siger Preben Hindberg.

 
 


”Mordet på kommandanten” – bog 1 og 2

Udgivet på japansk i 2017. Udgivet på dansk i 2018.


”Foran mig havde jeg mennesket Menshiki. Der var ingen tvivl om, at det var ham på billedet. Hans personlighed – og alt det, han rummede i sit indre – var en integreret del af billedet og blev gjort virkeligt der. Nu var det jo ikke sådan, at jeg kendte den fulde sandhed om Wataru Menshiki. Jeg vidste praktisk talt intet om ham, men som maler var det lykkedes mig at vække hans person til live på lærredet i en kompakt, uadskillelig form. Han levede og åndede på det billede. Selv hans gådefulde aura var der.”

Fra Mordet på kommandanten – en ide viser sig (bog 1)



Murakami har ofte sagt, at ét jeg ikke kan bære en hel roman, fortæller hans danske oversætter Mette Holm, der bider mærke i, at det vist er noget, som han må have taget op til revurdering – tag bare hans seneste roman, ”Mordet på kommandanten”.

For noget kunne tyde på, at Murakami er ved at afslutte en cirkel. I ”Mordet på kommandanten” er han i hvert fald, på nogle parametre, vendt tilbage til en skrivestil, der har tråde til de første værker.

Hovedpersonen i bogen er en navnløs 36-årig portrætmaler, der bliver forladt af sin kone. Hjertesorgen sender ham ud på vejene i en rød Peugeot 205 med soltag, som han snart skifter ud med en gammel stationcar, hvis farve ”minder ham om ansigtskuløren hos et menneske, der har været hærget af lang tids sygdom”. En præcis beskrivelse, som kendetegner hovedpersonen godt: Han lægger mærke til de små detaljer, bemærker sine omgivelser og kan på fornemmeste vis gengive et menneske. Dets træk, for det første, men også noget andet, noget bagvedliggende – det særegne. Og han vil allerhelst male ud fra sin hukommelse.



 
 



Hovedpersonen rejser ud i bjergene til et hus, som han har fået lov at låne af en god vens far, Tomohiko Amada, der er en berømt maler, men som er ramt af demens og ikke længere bor i huset. Den navnløse hovedperson går i gang med at udforske huset på egen hånd, og på loftet finder han et gammelt maleri med titlen ”Mordet på kommandanten”.

Herefter begynder han at høre bjælder et sted ude fra skoven, mens han får et nyt bekendtskab i sin genbo, Menshiki, der gerne vil have malet sit portræt. Og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med en 60 centimeter høj mand, der ligner kommandanten fra maleriet.

Det er Murakami, når han er bedst, mener Mette Holm.

”Det er en roman om kreativitet, kærlighed, ensomhed og japansk mysticisme,” siger hun.

Murakami har altid været en jazzens mand, men i denne bog er der fokus på opera. Og så er det, som om han er blevet voksen, siger Mette Holm. På dansk opererer vi ikke med mere end ét jeg, som det er tilfældet i Japan: I denne roman har Murakami valgt det formelle jeg på japansk, watakushi. Og ikke det mere private boku, som er det jeg, der ofte bruges af yngre mænd i mere uformelle sammenhænge, og som er det jeg, Murakami ofte har benyttet i sit forfatterskab.

Hun bider desuden mærke i de ting, der er udeladt: kvinden, der læser en bog, hvis titel man aldrig får at vide. Eller Menshiki, den hvidhårede nabo, som man aldrig rigtig lærer at kende.

Og så er der referencerne. Mange af dem endda. Lige fra Fjodor Dostojevskij over F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby” til Raymond Chandler for bare at nævne nogle stykker. Hjemme på Mette Holms bord ligger en hel oversigt over bogens referencer, og listen er meget lang.

”Referencerne er stærke, og man får lyst til at læse eller studere alt det, han refererer til. Det giver et ekstra lag til romanen – når man ved, hvad der ligger i referencerne.”

”Det er også typisk murakamisk, at der er spor fra hans andre bøger i romanen. I ’Trækopfuglens krønike’ går konen også fra hovedpersonen, der er en brønd – eller et hul – i jorden, og der er referencer til Anden Verdenskrig ligesom i ’Mordet på kommandanten’. Han befinder sig desuden ude i bjergene ligesom Kafka i ’Kafka på stranden’ og Toru i ’Norwegian Wood’. I ’1Q84’ bliver Aomame gravid i drømme, og spørgsmålet er, om der ikke sker nogenlunde det samme i denne roman,” siger Mette Holm.

Selvom Murakami mest af alt er forbundet med det mystiske, underlige, mærkelige, syrede – og af samme årsag har det med at skille vandene – så er hans fans vedholdende.

”Jeg tror ikke, at Murakamis læsere føler, at han er så fremmed. Mange beskriver ham som vestlig, men i virkeligheden tænker jeg, at han er meget japansk. Han trækker på japanske traditioner, hvor det er meget almindeligt at tro på, at folk går igen, kan bevæge sig i tid og rum og gå ud af deres krop,” siger Mette Holm.

”En amerikansk anmelder antyder, at bogen handler om genfødsel. Og det gør den måske. Måske genfødes både hovedpersonen og Marié, den unge pige, der har mistet sin mor som meget lille. På den måde knyttes disse to mennesker sammen og ’redder’ på sin vis hinanden. Det synes jeg er smukt.”

Mette Holm har brugt meget tid i Murakamis univers, men hun overraskes gang på gang. Hvad mener Murakami egentlig? Hvem er Menshiki? Det hele kommer i glimt, og så er det væk igen. Måske for at dukke op igen i en helt anden sammenhæng – eller måske dukker det aldrig op igen.

 
 


Murakamis noveller og nonfiktion



”Da Katagiri kom hjem til sin lejlighed, ventede en kæmpestor frø på ham. Når den stod op, var den over to meter høj, og den var ved godt huld. Den imposante frø virkede overvældende på den spinkle Katagiri, som kun var en meter og tres høj.

’Kald mig bare Frø,’ sagde den højt og klart.”

Fra novellen Frø redder Tokyo

”Den litteratur, jeg skriver, er spontan og indadsøgende, og den skal nødvendigvis også have en naturligt fremadsøgende kraft. For mig er det at skrive en roman det samme som at bestige et forrevet bjerg eller at kravle op af en stejl klippevæg, en lang, sej kamp for at nå toppen. Enten vinder man kampen, eller også taber man. Jeg har altid dette billede i tankerne, når jeg skriver de lange romaner.

Selvfølgelig vil man på et eller andet tidspunkt tabe, for kroppen vil med tiden forfalde. Før eller siden må den give op og gå til. Når kroppen forgår, mister ånden (formodentligt) sit sted at være, det er jeg fuldt ud klar over. Jeg vil bare gerne udsætte tidspunktet, hvor min vitalitet bliver besejret af giften, længst muligt. Det er mit mål som forfatter.”

Fra memoiren Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe



Murakami har skrevet meget andet end romaner. Han har skrevet novellesamlingerne ”The Elephant Vanishes”, ”Blind Willow, Sleeping Woman”, ”Efter skælvet” og ”Mænd uden kvinder”, hvoraf de to sidste er oversat til dansk. Derudover er der andre udgivelser som ”Birthday Stories” og ”The Strange Library” samt nonfiktionstekster som ”Underground” og ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” – for bare at nævne nogle få.

Også i novellerne gør Murakami brug af det surrealistiske element. Tag bare novellen ”Frø redder Tokyo” fra novellesamlingen ”Efter skælvet”, hvor alle novellerne er blevet til på baggrund af jordskælvet i Kobe i 1996. ”Frø redder Tokyo” handler om en mand, der kommer hjem og finder en to meter høj frø stående i sit køkken. Frøen vil have hjælp i kampen mod en kæmpestor orm, der hersker under jorden. Ormen suger al kraft til sig fra menneskenes verden, og det vil i længden resultere i, at der vil komme et stort jordskælv.

”Manden har det lidt underligt. Han tror ikke på, der står en stor frø foran ham. Murakami gør meget det, når han skriver, at sådanne underlige objekter naturaliserer sig selv igennem det, den siger, eller at fortælleren, protagonisten, aktivt har det underligt – for så hurtigt at acceptere situationen,” siger Nitesh Anjaan, der instruerede dokumentaren ”Dreaming Murakami”, som handler om oversætter Mette Holms arbejde.



 
 



Frøen i novellen er en gennemgående karakter i dokumentaren ”Dreaming Murakami”, og novellen gav da også instruktør Nitesh Anjaan inspiration til dokumentaren.

Jo flere gange Nitesh Anjaan har læst novellen for at nå frem til en form for forståelse, des mere greb synes han at have fået om den:

”Hver morgen når jeg er stået op, og min verden ikke er brændt sammen, kunne jeg lige så godt tro på, at det var en kæmpe frø, der havde kæmpet mod en to meter lang orm end så meget andet. Frøen er klog, den griner, den har personlighed – vi tror på, at den eksisterer. Og forfatteren tror på det.”

Hovedpersonen er meget murakamisk: Han lever en normal hverdag, han identificerer sig selv som ensom, og han kan ikke forstå, hvorfor frøen har udvalgt netop ham til at bekæmpe ormen.

”Det er ofte den form for karakter, der bliver inviteret ud på en eventyrlig rejse,” siger Nitesh Anjaan.



 
 



Lektor på japanstudier ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet Anemone Platz har læst Murakamis bøger med det henblik at forstå ham ud fra et samfundssynspunkt.

”Jeg læser noget af det japanske samfund ind i hans noveller, især de mere realistiske. Hans mandlige hovedperson kan man finde overalt i det japanske samfund. Mange er lidt mærkelige, og mange af de unge har mange af de samme problematikker, som Murakami skriver om, inde på livet.”

”Murakami siger, at han ikke ser så mange nyheder. Men det er klart for mig, at han følger godt nok med til at sætte sig ind i de mellemmenneskelige problemstillinger,” siger Anemone Platz.

Murakami var meget apolitisk, gav ikke mange interviews og delte generelt ikke meget ud af sine egne meninger før 1995, fortæller Anemone Platz. I 1995 fandt først et kæmpe jordskælv i Kobe sted, dernæst et gasangreb i Tokyo.

Anemone Platz befandt sig i Japan under begge begivenheder, mens Murakami befandt sig på Princeton Universitet i USA.

”Jordskælvet og gasangrebet udløste en helt ny måde at hjælpe hinanden på. Der kom en bølge af frivilligt arbejde, der kom flere frivilligkorps. Og Murakami begyndte at se på Japan på en anden måde. Han blev mindre sky, begyndte at føle sig ansvarlig som forfatter. Og så begyndte han at udtale sig i novelleform,” fortæller Anemone Platz.

Derfor blev ”Efter skælvet” til. Men han skrev også nonfiktionsbogen ”Underground”, som består af en række interviews med de folk, der oplevede gasangrebet i Tokyo.

”De to begivenheder bevirkede, at han ikke længere kunne tie stille. Det er interessant, at han ikke bare beskriver, hvad der skete med jordskælvet. Han snakkede ikke kun med dem, der havde oplevet det i Kobe, men også med folk, der boede længere væk. Han gør tingene på en måde, som hverken forskere eller andre forfattere gør.”

Han er senere blevet kritiseret for ikke at være saglig i sin formidling af ulykkerne i ”Underground” og ”Efter skælvet”. Og generelt har Murakami da også fået meget kritik for sit sprog i hjemlandet, fordi der lægges vægt på forskellen mellem højlitteratur og populærlitteratur. Hans sætninger er for enkle, for korte, til nogle japaneres smag.



 
 



Hans fortællinger har noget eventyrligt over sig, siger Anemone Platz. For eksempel i ”The Strange Library”, som ikke er blevet oversat til dansk. Generelt bruger Murakami biblioteket i mange sammenhænge.

”Japanske børn bruger bibliotekerne meget mere end i Danmark. De har en anden rolle som opholdssted. Jeg forestiller mig, at Murakami selv var meget optaget af biblioteket som barn. Netop fordi de har den rolle, de har, i det japanske samfund; en rolle, som det vi i Danmark kender som sfo. Han har meget af det, som jeg kan genkende i de japanske børn, og jeg tror, det er noget, som spiller en rolle for hans forfatterskab.”



 
 



For Murakami har løb en stor betydning, og i bogen ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” sidestiller han sin rolle som forfatter med sin rolle som løber.

”De rytmer, han har i sin løben, har han også i sin skrivning. Overordnet set er han ret regelmæssig i måden, han skriver bøger på: Korte fortællinger afløses af mellemlange romaner, som afløses af lange romaner. Han er utrolig regelmæssig i at løbe og at skrive. Derfor er det interessant at læse, og egentlig giver procesbeskrivelserne og tankerne bagved det samme indblik i hans liv som den bog, han har skrevet om at være forfatter (bogen er ikke udkommet på hverken dansk eller engelsk, red.),” siger Anemone Platz.

Murakami har et skab med mange skuffer i sin hjerne, skriver han i ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”. Han lytter og ser meget, og når noget slår ham som værende interessant, så putter han det i en skuffe. Og så er det tilgængeligt for ham hele tiden. Derfor kan han referere til mange ting, som han har set og hørt.

”Murakami er en historiefortæller. Selvom der pludselig står en stor frø i lejligheden, læser man det ikke bare som en opdigtet historie. Man føler sig grebet af den som en menneskelig skæbnefortælling,” siger Anemone Platz.

Der er noget tomt ved at forsøge at indramme essensen af Haruki Murakami og hans bøger. På den ene side ligger der så meget af Murakami gemt i beskrivelsen af hvert enkelt værk. Men på den anden side er det alligevel fattigt i forhold til de tanker, der rent faktisk opstår, når man læser ham. Sådan formulerer bibliotekar Preben Hindberg det – for der er mere i Murakamis bøger end det, der kan nedskrives.

”Det eneste, jeg er bekymret for med hans 70 år er, at han ikke har lang tid tilbage at skrive i. Eller at han ikke orker at skrive mere. Det vil jo være en katastrofe!”, siger Preben Hindberg.





”Hvis jeg en dag skulle få en gravsten, og jeg selv kan bestemme indskriften, skal der stå:

HARUKI MURAKAMI
FORFATTER (OG LØBER)
1949-20**
I DET MINDSTE GIK HAN ALDRIG

Mere kan jeg ikke ønske mig.”


Fra memoiren Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe






 
 

KREDITERING