I hvert fald er den gammel; som menneskers kærlighed til den natur,
de ødelægger. Få steder er den så nagende som i præriebøgerne fra
USA’s midtvesten.
Præriens brugspotentiale står skrevet som med flammeskrift på himlen
i en scene i Willa Cathers roman ”Undervejs” fra 1918 om et
nybyggersamfund i Nebraska.
En sommeraften på en udflugt ser romanens fortæller og hans veninder
et fantastisk syn mod horisonten: En efterladt plov står i silhuet
mod den røde, nedgående sol.
”Hinsides prærien, forstørret ved det vandrette lys, trådte den frem
med solen til baggrund, nøjagtigt rummet i den runde skive;
håndgreb, langjern og skær – sort mod gyldenrødt. Der stod den,
heroisk i format, et billede, tegnet på solen,” står der i romanen.
Scenen om præriens manifeste skæbne, dens iboende kvalitet som
landbrugsland, er blandt bogens mest berømte. Men lige så kendt er
en anden scene, hvor landets kvalitet er nøjagtig den modsatte:
”Jeg ville hellere være gået lige frem gennem det røde græs og
videre ud over verdens grænse, som ikke kunne være ret langt borte.
Den lette luft, der omgav mig, sagde mig, at her var verdens ende:
kun jord og sol og himmel var tilbage, og hvis man gik en lille
smule længere, ville der kun være sol og himmel, og man ville svæve
ud i rummet som de gulbrune høge, der sejlede hen over vore hoveder
og kastede langsomme skygger på græsset,” siger Willa Cathers
protagonist om den storslåede, uberørte prærie, forfatteren ifølge
nogle kritikere fik hele Amerika til at længes efter.
I uforglemmelige scener beskriver Karen Blixen sit kenyanske vildnis
og dyrelivet i ”Den Afrikanske Farm”.
Store hjorde af zebraer og gnuer spreder sig for hendes skotske
mynder, når hun rider ture i det nærtliggende vildtreservat – ”hvad
jeg ikke havde lov til”, lyder så en indskudt sætning, der
opsummerer alt, der er på spil: Karen Blixen var kaffefarmer i en
snart forhenværende vildmark. Igen og igen beklager hun tabet af den
natur, hun på én gang elsker og er med til at fortrænge.
Selv St. St. Blicher mærkede suget fra den jyske alhede, han ellers
gik så ivrigt ind for at opdyrke. Han indleder Hosekræmmeren med
denne konflikt.
Fortæller-jeget er på vandring på den store hede:
”... naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus,
og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom
opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi andet var det dog
ikke – det Ønske, gid denne Menneskevaagning var borte!”, forarges
fortælleren over sig selv.
Alle vegne handler følelser for natur også om følelser af tab. Alle
vegne kolliderer menneskers følelser for natur med deres ærinde i
den.