I marts 2015 døde Søren Kam, en af de sidste danske nazister fra Anden Verdenskrig og besættelsestiden. Han kæmpede som soldat på Østfronten for den tyske hær og gjorde en stor indsats i Danmark for at udbrede nazismen. Men Søren Kam er nok bedst kendt for sin medvirken til mordet på en dansk journalist i 1943.

Søren Kam nåede at nedfælde sine erindringer, som først måtte udgives efter hans død, og som nu udkommer i en bog. Det er første gang, den danske offentlighed får hele Søren Kams historie fra Kam selv.

Efter krigen lykkedes det Kam at gemme sig i Tyskland og undgå dansk rettergang. 30 år efter krigens afslutning blev han fundet, og en de længste og mest medieomtalte udleveringssager i danmarkshistorien blev indledt.

Søren Kam skrev sine erindringer i 1986, da han gik på pension. Han skrev dem i hånden og på kort tid. Her berettede han om sin fascination af det nye tyske rige, om at kæmpe for Waffen-SS, om at lede nazisternes indrulleringsskole i Danmark og om det berømte mord på journalist Clemmensen.

Bogen afslører ganske overraskende, at Søren Kam aldrig fortrød sine holdninger og gerninger. Der er ingen anger. Tværtimod.

Søren Kams dokumenter har været i hænderne på to kyndige historikere, Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen, der har bidraget til udgivelsen af erindringerne, som de kalder for en kamp om historien.

I det følgende uddrag fra bogen vil de to historikere undervejs kommentere Kams udsagn i en række videoer. De passager, der kommenteres, er overstreget med denne gule farve.

Jeg fejrede julen 1942 i familiens skød. For to uger glemte jeg alt, krigen, at jeg var blevet såret, hjemve, sult og tørst, frontens helvede, som jeg havde oplevet i krigens begyndelse i Rusland, alt, som jeg havde været igennem, siden jeg drog af sted hjemmefra i maj 1940.

Men jeg var overbevist om, at vi ville vinde krigen, og at Danmark igennem vores indsats ville få en værdig plads i et nyt forenet Europa efter krigen. Det troede vi på, og vi var overbevist om at handle rigtigt; vi diskuterede ofte om tiden efter krigen, og vi var enige om, at vi efter sejren, hvis det skulle vise sig nødvendigt, ville kæmpe for et frit Danmark.

Aldrig har vi blot et eneste øjeblik tænkt, at Danmark kunne blive til et ”protektorat”, vi sagde også vores mening uden omsvøb til alle højtstående SS-officerer ved enhver lejlighed.

Men først og fremmest gjaldt det at vinde krigen, og vi var beredt til at yde vores indsats derfor.

Juletiden gik forbi, og jeg skulle tilbage til Berlin for at få en ny opgave tildelt. Jeg havde tilbragt dejlige dage hjemme, havde besøgt venner og bekendte, og i København var der roligt, og livet gik sin sædvanlige gang, men det skulle snart blive anderledes.

Den 1. februar 1943 kom meddelelsen, at den 6. armé havde indstillet kampene i Stalingrad og kapituleret. 200.000 tyske soldater var døde, sårede eller taget til fange; man regnede med at cirka 90.000 havde fået denne skæbne. Af disse 90.000 fanger vendte kun cirka 9.000 tilbage til Tyskland efter krigen, de fleste var døde af sygdom, sult og kulde i de skrækkelige russiske fangelejre.

Det var et chok for os, for første gang hørte man kritik over for den militære ledelse, og at Hitler havde nægtet dem at forsøge at bryde ud af indeslutningen, som sikkert i begyndelsen havde været muligt. Jeg mener, at general Paulus, den 6. armés hærfører, ikke burde have efterkommet Hitlers befaling om at holde Stalingrad, for han må da have set, at han derved måtte ofre hele sin armé. Selv med den risiko at det havde kostet ham hans hoved, burde han have givet befaling til gennembrudsforsøget. Men som officer af ”den gamle skole” fandtes der for ham kun ubetinget lydighed mod sin Oberbefehlshaber (øverstbefalende) Adolf Hitler.

For første gang så vi den tyske krigsmaskines begrænsninger og muligheder. Det tabte slag om Stalingrad signalerede en vending i krigsgudens gunst, de tyske hære var altså ikke uovervindelige, og også i Danmark begyndte man at tænke over, at krigens udgang med en tysk sejr måske ikke var så sikker, som det i lang tid havde set ud.

Den 30. januar 1943 blev jeg udnævnt til Untersturmführer (løjtnant). Midt i denne uddannelse blev jeg en dag beordret til general Berger i SS Hauptamt. Det skulle blive en skæbnesvanger samtale for mit vedkommende.

General Berger sagde, at Reichsführer Himmler havde udviklet visse planer angående Danmark og ønskede at tale med mig. Berger førte mig ind i et større værelse og bad mig tage plads. Det varede ikke længe før Himmler trådte ind fulgt af tre højtstående SS-officerer, blandt andet Sturmbannführer (major) Riedweg, chef for Germanische Leitstelle, (afdeling under SS, der organiserede rekruttering og politisk skoling af SS-frivillige i de tyskbesatte lande), i Berlin, som jeg kendte fra en tidligere samtale under et ophold i den tyske hovedstad.

Himmler hilste meget venligt på mig – da jeg havde siddet ved siden af ham på hans besøg i sin tid på Junkerskolen, var jeg lidt fortrolig med hans udseende; han var meget elskværdig, og jeg tror, at jeg dengang var hans absolutte idealbillede af en germansk SS-officer, 186 centimeter høj, lyshåret og med blå øjne, så at sige den diametrale modsætning til ham selv. Himmler begyndte at udvikle sine tanker om Waffen-SS (den militære gren i SS) i krigen, men mente, at man måtte se længere frem i tiden og allerede nu tænke over tiden efter krigen og dens opgaver: ”Aufgaben die auf uns zukommen, wenn wir den Krieg gewonnen haben”, udtrykte han sig.

I Tyskland ville Allgemeine-SS (det almindelige SS) i fredstid varetage vigtige opgaver i staten, hvorimod Waffen-SS ville vedblive at være en militær enhed, så at sige et fjerde led i værnemagten ved siden af hær, luftvåben og marine. Det ville, mente han, være nærliggende at oprette en tilsvarende formation i Danmark. Dette korps skulle bære sorte uniformer som Allgemeine-SS i Tyskland og være et samlingspunkt for unge danskere, som interesserede sig for Waffen-SS for senere efter uddannelse at træde over i kampformationerne.

Det var besluttet at opkalde dette korps efter den nationalsocialistiske ungdomsfører Christian Frederik v. Schalburg, som den 2. juni 1942 var faldet som kommandør for Frikorps Danmark på Østfronten. Himmler nød min overraskelse, som jeg ikke var i stand til at skjule.

Unge danskere skulle rekrutteres til en skole, Schalburgskolen, og jeg var foreslået til at lede denne skole. Jeg må indrømme, at det kom en del bag på mig, for jeg havde meldt mig frivilligt som soldat for at kæmpe mod bolchevikkerne på Østfronten. Det sagde jeg så og tilføjede, at jeg ikke ville drages ind i politiske forviklinger i mit fædreland. Himmler forsikrede, at dette ikke ville være tilfældet; i skolen skulle den danske ungdom lære Waffen-SS nærmere at kende, og efter en uddannelse melde sig til krigstjeneste på Østfronten.

Jeg fik også hans tilsagn om, at skolen på intet tidspunkt skulle indsættes mod den danske befolkning. Himmler gav mig yderligere tilsagn om, at jeg på et senere tidspunkt kunne vende tilbage til frontenhederne, men mente:

”Kammerat Kam, for det første har De ydet Deres bidrag, er blevet hårdt såret og udmærket med jernkorset, og De er blevet foreslået mig som bedst egnet til at overtage denne opgave.”

De tilstedeværende så med forventning på mig, og mine betænkeligheder var egentlig også afkræftet. Derfor svarede jeg:

”Reichsführer, jeg overtager Schalburgskolen i Danmark.”

Det blev en hjertelig afsked, og general Berger sagde bagefter:

”Kam, De har gjort et glimrende indtryk på Reichsführeren.”

Der gik et par uger, uden at der skete noget nyt i denne sag, og jeg kunne afslutte min uddannelse, som havde været meget interessant for mig. I begyndelsen af maj 1943 vendte jeg så tilbage til Danmark og meldte mig på Germanische Leitstelle på Kriegersvej i København.

Tjenestestedets chef var Sturmbannführer Boysen. Vi førte en længere samtale, det var nu min foresatte i min nye opgave. Germanische Leitstelle beskæftigede cirka 30-40 personer og var en afdeling med politiske opgaver, direkte underlagt Reichsführer Himmler.

Næste dag kørte jeg med Boysen til Høvelte, hvor Schalburgskolen blev indrettet på Høveltegård. I hovedbygningen blev mit kontor indrettet, og jeg havde også et værelse, hvor jeg kunne overnatte, hvis jeg ville blive derude i ugens løb.

I løbet af de næste dage blev jeg modtaget af Tysklands rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best på Dagmarhus, han havde rang som SS Obergruppenführer und General der Waffen SS, som gav mig en indgående beretning om de øjeblikkelige forhold i landet. Han betonede, at han så sin opgave i først og fremmest at opretholde ro og orden i Danmark.

Dr. Best havde en meget vindende optræden med yderst elskværdige omgangsformer, hans mørke øjne under de kulsorte øjenbryn var meget vågne og vidnede om en skarp intelligens. Han betonede, at jeg til enhver tid kunne komme til ham, hvis jeg havde et eller andet problem. Jeg blev gentagne gange inviteret til middag i hans hjem og lærte ham efterhånden godt at kende.

Det første hold elever var nu indtruffet på skolen, det bestod af cirka 60 mand. Vi gik i gang med uddannelsen, en normal soldateruddannelse, en rekrutskole med ekcerseren og øvelser i terrænet, våbenbrug osv. Eleverne var udrustet med geværer, men ikke i besiddelse af ammunition. Til assistance havde jeg syv instruktører. Det var soldater fra Waffen-SS eller Frikorpset, som på grund af deres sår var blevet hjemsendt fra fronttjeneste, og som nu kunne gøre tjeneste her. Det var meningen, at eleverne skulle afslutte uddannelsen efter seks uger og så enten hjemsendes eller melde sig frivilligt til Waffen-SS og til krigstjeneste på Østfronten.

Jeg så skolens hovedopgave i at hverve så mange som muligt til Waffen-SS eller Frikorpset for at forstærke fronten. Det er ingen hemmelighed, at udbyttet ikke var særlig stort i det første hold, og at tilmeldingen var meget sparsom. Stemningen i befolkningen begyndte i løbet af sommeren 1943 at blive dårligere og dårligere, og siden den 6. armés undergang i Stalingrad var holdningen i Danmark overfor Tyskland begyndt at vende.

I løbet af sommeren 1943 tog sabotagen alvorligt til. Medens sabotørerne hidtil overvejende havde rettet deres handlinger mod objekter såsom fabrikker, som arbejdede for Tyskland, skred man nu til voldshandlinger ikke alene mod besættelsesmagten, men også mod danske frivillige, som blev skudt ned på gaden.

I august var stemningen på bristepunktet. Det kom til voldsomme slagsmål mellem tyske soldater og den danske befolkning. Sabotagen førte til heftige tyske reaktioner, overalt i landet gik arbejderne i strejke, og selvom der fra begge sider gjordes forsøg på at gribe mæglende ind, var ophidselsen stor på begge sider.

Her vil jeg berette om to begivenheder, som viser, at man fra modstandsbevægelsens side gjorde alt for at ophidse stemningen og få befolkningen til at gå amok.

En af mine kammerater, som var blevet hårdt såret på Østfronten, lå på hospitalet i København. Hans sår var så alvorlige, at han efter et par ugers forløb afgik ved døden. Hans bisættelse foregik med al militær honnør, og man anmodede mig om at holde en kort tale ved graven. Da vi stod forsamlet på kirkegården, og jeg begyndte at tale, hørte vi tydeligt, at der længere nede på kirkegården blev sunget ”Internationale”. Jeg spørger bare, hvorfor man ikke kunne lade os være i fred, vi provokerede intet menneske, men man var ude på at såre os, og det er klart, at stemningen hos os var på lavpunktet, da vi forlod kirkegården.

Jeg tog sammen med en del af begravelsesgæsterne ud til enken for at spise til middag hos hende. Medens vi sad til bords ringede telefonen, og en af mine instruktører fra Schalburgskolen, som havde deltaget i begravelsen, meldte i ophidset stemning, at han sammen med et par andre fra skolen var omringet af en større menneskemængde på Rådhuspladsen.

Sammen med flere begravelsesgæster tog jeg omgående ind til byen, og på Rådhuspladsen så jeg dem stå foran Palladium omringet af flere hundrede mennesker. Sammen med andre tyske soldater fra marine- og luftvåben banede jeg mig vej til mine mænd. I få ord fortalte de, at de havde villet spise på restaurant Skandia, men at de var blevet tilsjoflet af en del folk som havde forfulgt dem hen til Palladium. Det danske politi, som vi bad om hjælp, foretog sig så godt som intet, og da menneskemængden indtog en mere truende holdning fra minut til minut, vidste jeg ingen anden udvej end at trække min pistol og affyre et par skræmmeskud i luften. Det hjalp, og da Hauptsturmführer Hans Fechner, chef fra Ersatzkommando Dänemark (rekrutteringsenhed) i Jernbanegade, dukkede op, efter at jeg havde givet ordre til at bede ham komme, kunne vi trække os tilbage til Jernbanegade.

Jeg tror, at det er klart for enhver, at vi skulle provokeres til at lade os henrive til at foretage handlinger, som kun kunne forværre situationen.

I min tid på Schalburgskolen lærte jeg i sommeren 1943 en dejlig pige at kende, Ulla, det var min første store forelskelse. Da hendes forældre var meget tyskvenlige, havde jeg ingen problemer i den retning og kunne frit færdes i hendes hjem i Birkerød. Dengang var vi lidt anderledes i vores forhold til kvindekønnet, og ved de første besøg sad vi artigt og sludrede med hinanden, medens hendes forældre sad i dagligstuen. Ved et senere besøg var forældrene ikke hjemme, og da der hen på aftenen blev et mægtigt tordenvejr, varede det ikke længe, før hun søgte tilflugt i mine arme. Og så var det sket, vi elskede hinanden med unge menneskers lidenskab og tilbragte mange skønne timer sammen.

En aften da jeg var på besøg, vi sad oppe på første sal, blev vi skræmt op af et vældigt brag nedenunder. Jeg styrtede ned ad trappen og ind i værelset som allerede stod i lys lue efter en Molotov-cocktail, som man havde kastet ind gennem vinduet. Jeg hentede mit skydevåben, fast besluttet på at holde enhver tilbage – om nødvendigt ved hjælp af min pistol – som jeg måtte se derude, men de var allerede forsvundet. At de havde lukket luften ud af ringene på min lille Fiat, som stod på vejen, opdagede jeg først senere.

Vi fra skolen på Høveltegård provokerede ikke et eneste menneske, jeg selv havde så godt som ingen kontakt med mine landsmænd udover venner og bekendte; hvis man havde ladet os være i fred, var der aldrig blevet affyret et eneste skud i Danmark under hele besættelsestiden, men det passede naturligvis ikke lederne af modstandsbevægelsen, som sad i London og derfra gav deres ordrer til de danske sabotører.

Danmark skulle involveres i en krigslignende tilstand, og ethvert middel som førte i den retning, blev taget i brug. For krigens afgørelse var det uden betydning; den blev afgjort på slagmarkerne.

Jeg havde til en vis grad forståelse for denne kamp mod landets besættelsestropper, men det var kun nålestik, man kunne fra begge sider have skånet mange menneskeliv hvis man havde undladt disse handlinger. Og det var mig fuldstændig uden forståelse, at befolkningen overdrog deres had mod besættelsesmagten også på os! I grunden betød det, at Dr. Bests politik var strandet, for nu kunne der ikke mere være tale om ”ro og orden” i landet.

Den tyske overkommanderende general von Hanneken så sin time for kommet, og at militæret skulle overtage magten. Dr. Bests beordring til Berlin den 24. august lod ane, at der trak mørke skyer op over Danmark. Han kom tilbage den 27. august. I Hitlers hovedkvarter Wolfsschanze havde han i tre dage måttet vente på, at føreren skulle modtage ham, men Hitler nægtede en samtale med Best, fordi han med sine indberetninger havde forskønnet situationen i Danmark. Hitler forlangte, at der skulle rettes et ultimatum med skarpe krav til den danske regering. Den 28. august overrakte Dr. Best den danske regering dette ultimatum.

Det siger sig selv, at regeringen afviste det. Det betød, at forudsætningerne for indførelsen af militær undtagelsestilstand i overensstemmelse med Hitlers befaling var opfyldt. De tyske myndigheder reagerede; man iagttog troppebevægelser, som tydede på forestående aktioner. Det var i denne stemning, jeg om aftenen den 28. august blev kaldt til Dr. Best i Dagmarhus til en samtale.

Hans ellers så ligevægtige, elskværdige form var veget for en hård, beslutsom måde, og det var tydeligt, at han stod under hårdt pres fra udenrigsministeriet i Berlin. Med få ord satte han mig ind i situationen og antydede, at en militær aktion var under forberedelse, og sagde blandt andet, at det nu var forbi med hans langmodighed og ordret ”der Führer verlangt dass Terror mit Terror begegnet wird” (Føreren befaler, at terror bliver besvaret med terror). Han sluttede med en hentydning til, at jeg skulle høre nærmere herom i løbet af de næste dage.

Ved denne lejlighed vil jeg sige, at Dr. Best gentagne gange havde besøgt mig på Høveltegård sammen med Sturmbannführer Boysen fra Germanische Leitstelle og indgående informeret sig om min uddannelsesplan og elevernes fremskridt på skolen. Vi var enige om, at ingen medlemmer af Schalburgskolen måtte deltage i aktioner mod den danske befolkning, det var på intet tidspunkt genstand for nogen debat med mine tyske foresatte, og jeg forsikrer, at så længe jeg var chef for skolen, til min afrejse efter drabet på redaktør Carl Clemmensen i de første dage af september 1943, blev det strengt overholdt, og alt andet som påstås er usandhed.

Hvad der skete efter min afrejse til Østfronten, og hvilke opgaver Schalburgkorpset under Obersturmbannführer Martinsens ledelse senere overtog, har jeg egentlig først erfaret konkret efter krigen. At en del af korpset blev oprettet som en politilignende organisation, skal forstås som svar på modstandsbevægelsens terror mod danske og tyske indretninger, her lå Hitlers befaling til grund: ”terror bliver besvaret med terror”.

Det ligger i sagens natur, at et besat lands befolkning værger sig mod besættelsesmagten, det har til alle tider været således. På den anden side må en besættelsesmagt beskytte deres interesser og træffe modforholdsregler. Det udelukker ikke, at der blev begået utallige fejltagelser på begge sider, kun med den forskel, at de fejltagelser, som den senere sejrherre begik, og som de tilstod og beklagede efter krigen, blev afsluttet og ingen fra modstandsbevægelsen blev draget til ansvar. Derimod blev de fejltagelser, som den besejrede havde begået, behandlet som forbrydelser, og enhver blev draget til ansvar.

Tyskerne var klar over, at den danske hær var samlingspunkt for modstandsbevægelsen, den havde jo bestået videre siden den 9. april 1940 med visse indskrænkninger. Derfor blev den nu i disse dage i slutningen af august 43 afvæbnet. Det kom til kamp, men det var klart, at de danske soldater ikke havde den mindste chance overfor den tyske værnemagt. På dansk side faldt der 25 og cirka 60 blev såret, tal for tab på tysk side findes ikke.

Min lillebror Henry var dansk soldat lige i de dage og blev taget til fange af tyskerne, han sad som krigsfange i Værløselejren. Jeg ringede ham op for at høre, om han havde overstået det hele godt. Han var total modstander af den nationalsocialistiske ide og af det, som jeg havde foretaget mig, men vi var brødre, og ingen magt på jorden kunne få os til at glemme det!

Det havde kun kostet mig et par ord for at få ham løsladt, men jeg gjorde det ikke.

”Lange skid,” sagde han, ”lad mig bare være her, vi kommer snart hjem.” Og således var det også, de blev snart hjemsendt, hvilket havde til følge, at mange gik under jorden eller flygtede til Sverige.

Nu var der altså undtagelsestilstand i hele landet. Det var i denne giftige og ophidsede atmosfære, at jeg af Sturmbannführer Boysen på Kriegersvej fik den militære opgave overdraget at ledsage den danske SS-mand Helweg-Larsen på en aktion. Helweg-Larsen arbejdede for det tyske efterretningsvæsen. Hans opgave var at afhøre den danske journalist Carl Clemmensen, som man regnede med sad inde med oplysninger om bagmændene for de sidste dages voldshandlinger.

Jeg vil ikke her gå ind på detaljer vedrørende drabet på Carl Clemmensen, jeg vil her som tidligere fastholde, at der kun var tale om et forhør, som Helweg-Larsen gennemførte alene uden min tilstedeværelse.

På tilbagevejen til Clemmensens bolig kom det til en ubegribelig overreaktion mellem ham og Helweg-Larsen, hvorved Carl Clemmensen blev dræbt på en landevej ved Lundtofte. Et par dage senere, den 2. eller 3. september, blev jeg beordret til Berlin og stillet for en krigsret. Jeg skildrede min deltagelse indgående og kunne, efter at tiltale var frafaldet, forlade retten som en fri mand.

I SS-Hauptamt (hovedkvarter) havde man tænkt over min videre brugbarhed og mente, at jeg nu, efter at sagen var opklaret, kunne vende tilbage for at føre Schalburgskolen videre. Dette ønske modsatte jeg mig ganske energisk og erklærede, at jeg, så længe krigen varede, ene og alene så min opgave som frontsoldat i kamp på Østfronten.

Jeg tror med denne beslutning at have bevist min hensigt ikke igen at lade mig misbruge til at foretage noget mod den danske befolkning – det havde jo været det letteste for mig at vende tilbage til Danmark, hvis jeg havde villet.

Dengang så jeg ingen anledning til at nægte min deltagelse i denne sag, egentlig troede jeg, at det drejede sig om en opgave til mig, som Dr. Best havde antydet ved mit sidste besøg hos ham.

Jeg kunne ikke forudse sagens ulykkelige udgang, min deltagelse var en fejl, som jeg har fortrudt fra det første øjeblik.

...

Dette var et uddrag af Søren Kams erindringer, der udkommer den 10. november, kommenteret af historikerne John T. Lauridsen fra Aarhus Universitet og lektor Mikkel Kirkebæk. De har begge forsket i besættelsestiden og udgivet flere bøger om centrale figurer under krigen, heriblandt Schalburg.

Find mere om det unikke indblik i nazistisk historiefortælling, som udgivelsen udgør. Og læs et interview med historikerne om Søren Kams erindringer på k.dk.

Læs merei tema om besættelsen her.