Sebastiano Riccis (1659-1734) maleri ”Opstandelsen”. Foto: Wikimedia Commons

Hvad ved vi om opstandelsen?



Troen på, at Jesus opstod fra de døde, er afgørende både for kristen­dommens udbredelse og for de forestillinger, mange i dag gør sig om livet efter døden. I anledning af påsken ser Kristeligt Dagblad nærmere på fænomenet



Af Mette Skov Hansen
20. april 2019

Facebook
Twitter


 



Hvis Ingeborg Ellen Kastberg Nielsen skal vælge ét ord til at indramme, hvad hospicepatienter tænker om døden, bliver det gensyn.

Det er tanken om, at de døende en gang, når ­livet er forbi, skal gense ­deres kære – og måske samtidig, på afstand, kan følge ­deres ­efterladtes liv på jorden.

”Jeg har talt med patienter, som håbede, at de efter døden kunne holde øje med deres voksne børn, mens nogle pårørende har sagt, at den døde måske ikke behøver være vidne til alt. Under alle omstændigheder er gensynet dominerende i samtalerne, for tanken om at skulle skilles fra dem, man elsker, er svær at holde ud,” siger præsten, der er tilknyttet Hospice Sønderjylland i Haderslev.

Tanken om døden og efterlivet fylder ikke overraskende meget for beboerne på det sønderjyske hospice, som blev åbnet i 2006 med plads til 12 patienter. Ofte er der tale om uhelbredeligt syge mennesker, som venter på at skulle dø, og mange ophold varer ikke længe. Mens de er der, har de udsigt til både vand, eng og skov, og for tiden kan beboerne følge med i, hvordan kulde og mørke bliver til varme og lys, mens blomster springer ud, og nyt liv dukker op fra mulden.




 
Nyt liv dukker op fra mulden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 



Hospicet lader med andre ord til at være et ganske oplagt sted at starte en fortælling om opstandelse. Forhistorien om Jesus, der efter at have været korsfæstet og begravet opstod i påsken, er netop det kristne svar på et spørgsmål, som mennesker til alle tider har søgt svar på gennem reli­gion, videnskab, filosofi og kunst: Hvad sker der, når vi dør?

Det betyder dog ikke, at kirken har et endeligt svar at give videre, siger Ingeborg Ellen Kastberg Nielsen.

”En stor del af den sjælesorg, jeg bedriver, handler om ting, ingen af os kan vide noget om med sikkerhed. Jeg kan sige nogle faktuelle ting fra Bibelen, men ikke give noget klart svar på, hvor vi ender, når livet er slut, hvem vi ser, eller hvordan vi kommer til at se ud efter døden.”




 
Mange af samtalerne på et hospice drejer sig om døden, efterlivet og gensynet. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
 



Men hvad kan vi så rent faktisk sige om opstandelsen, hvis vi bevæger os uden for hospicets mure? Et sted at begynde er ved at sige, at troen på opstandelsen ikke opstod med kristendommen, siger Mogens Müller, der er professor emeritus på Københavns Universitet og i over 30 år har forsket i Det Nye Testamente. Mange tidlige religioner og mytologier beskrev nemlig guder, der opstod fra de døde. I det gamle Egypten blev guden Osiris vakt til live, og i den græske mytologi fik Adonis og Persefone lov til at opstå fra dødsriget som en afspejling af årstiderne. Og i asatroen troede man på, at den smukke og uskyldige Balder ville genopstå ved verdens undergang, ragnarok.

Hvad angik de døde, var den almindeligste forestilling i oldtiden dog, at de befandt sig i et dødsrige, hvor de levede en skyggetilværelse, siger ­Mogens Müller. Det blev der først rykket på i de yngste dele af Det Gamle Testamente, hvor man blandt andet finder Daniels Bog. Den er fra omkring år 165 f.Kr. og beskriver en dom på den yderste dag, hvor de gode vil blive belønnet og de onde straffet. Tanken er ifølge Mogens Müller ellers ikke grundlæggende i Det Gamle Testamente, men findes hos nogle kredse i den antikke jødedom, som for eksempel farisæerne. Både dengang og siden blev den brugt til at sige, at der var retfærdighed for alle efter døden.

I Det Nye Testamente findes Jesu opstandelse fra de døde påske­morgen til gengæld beskrevet i alle ­fire evangelier. Ifølge det ældste af dem, Markusevangeliet, kom nogle kvinder til graven om morgenen og så, at stenen var væltet væk fra åbningen, og at Jesus var væk. Herefter fortalte en engel dem, at Jesus var opstået.




 
Bartolomé Bermejos (1440-1500) maleri ”Opstandelse”. Foto: Wikimedia Commons
 



Nogenlunde samme fortælling går igen i de andre evangelier, hvor antallet af kvinder dog varierer. Ifølge ­Matthæusevangeliet så kvinderne desuden englen vælte stenen væk fra graven, og i Johannesevangeliet står der, at Maria Magdalene blev alene tilbage ved graven og som den første mødte den opstandne Jesus, som hun først troede var en gartner.

Vil man have det endnu mere konkret, kan man ifølge Mogens Müller læse det apokryfe Peterevangeliet, som ikke er en del af Bibelen. Heri står, at nogle mænd kom ned fra ­himlen, åbnede graven og ledsagede Jesus, hvis hoved ”ragede helt op over himlen”.

Disse beskrivelser af opstandelsen udfolder ifølge Mogens Müller i konkrete billeder troen på, at Jesus fortsat var nærværende i sin menighed. Men de har selvfølgelig ikke stillet ­alle tilfreds, tilføjer han. Allerede i Matthæusevangeliet kendte man til et rygte om, at det var disciplene selv, der havde røvet liget. Men som opstandelsen er skildret i Det Nye Testamente, er den ifølge Mogens Müller aldrig noget, der kan bevises uafhængigt af troen på den opstandne.

”Denne tro omfattede så endelig også, at Jesu opstandelse var en foregribelse af, hvad der skulle ske på den yderste dag. For da skal alle opstå og stå til regnskab for deres liv.”

Og hvad er det så for nogle menneskekroppe, der kommer til at genopstå på den yderste dag? Det spørgsmål har professor i Det Nye Testamente på University of Birmingham Candida Moss forsøgt at blive klogere på. I denne måned udgiver hun bogen ”Divine Bodies: Resurrecting Perfection in the New Testament and Early Christianity” (Guddommelige kroppe: Opstandelsesperfektion i Det Nye Testamente og tidlig Kristendom), som med udgangspunkt i bibelske passager og oldtidens forståelse af medicin, filosofi og kultur ser på menneskets opstandelse.




 
Kirkefaderen Augustin (354-430) var i tvivl om, hvorvidt ufødte barn ville genopstå som fostre eller voksne. Foto: Wikimedia Commons
 



Selvom det kan lyde fjollet at spørge, hvor høje eller gamle mennesker er, når de genopstår, er det noget, mange kristne har beskæftiget sig med før hende. Kirkefaderen Augustin (354-430) mente for eksempel, at alle ville opstå i kød og blod, men var i tvivl om, hvorvidt ufødte børn ville gøre det som fostre eller voksne.

”På et tidspunkt satte kristne spørgsmålstegn ved, hvorvidt der ville være kvinder i himlen, eller om alle ville genopstå som mænd. Mosaikker fra Ravenna i Italien afbildede afrikanske slaver, der opstod som romerske kvinder med bleg hud. Og selv i dag tror mange, at mennesker med handicap vil blive ’ordnet’ i himlen,” siger hun.

Hvis man ser nærmere på bibel­teksterne, er der ifølge Candida Moss passager, som tyder på, at mennesker godt kan få deres handicap med sig videre. Hun nævner som eksempel, at det ifølge Jesus er bedre at miste en af sine kropsdele, end at hele ens krop bliver kastet i helvede. Derudover kan man kigge på beskrivelserne af, hvordan Jesus så ud, da han selv opstod, siger hun. I Det Nye Testamente står der for eksempel flere gange, at hans sår fra naglerne i hænder, fødder og side ikke var forsvundet.

At sårene stadig var der, kan ifølge professoren skyldes, at det dengang var naturligt at identificere folk ved hjælp af kendetegn som ar, og at sårene dermed var den bedste måde at bevise, at det var Jesus på. Ifølge ­Johannesevangeliet siger disciplen Thomas også, at han ikke kan tro på opstandelsen, hvis ikke han rører sårene.

”Næsten alle i den ­antikke verden troede på spøgelser, og at se nogen efter deres død var slet ­ikke så bemærkelsesværdigt. Evangelisterne skulle derfor gøre det klart, at disciplene så en levende person, ikke bare en kæmpe ånd,” siger hun.




 
Sårene på Jesu hænder. Foto: Iris/Ritzau Scanpix
 



Om Jesus opstod som krop ­eller ånd, er dog stadig til diskussion. Selvom brevene fra apostlen Paulus ikke klart taler for en kødelig opstandelse, er det ifølge Candida Moss den tro, der fylder mest i dag, og kristne, der har tænkt anderledes, er blevet set som kættere.

Det er dog ikke kun teologisk, at ­opstandelsen har voldt problemer.

I mange år har også billedkunstnere haft svært ved at skulle skildre den, siger teolog og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen.

”Opstandelsen har gennem alle ­tider været svær for kunstnerne at male, da der var tale om et mysterium, som ikke var beskrevet. Mange følte ikke, at de på en overbevisende måde kunne gengive noget, man ikke kunne forestille sig,” siger hun og tilføjer, at mange derfor kun malede kvinderne og den tomme grav.

Til at begynde med var der ellers mange billedlige og bogstavelige fremstillinger af Jesus, som kom op fra en klippegrav eller en sarkofag. På de første sad der sovende soldater ved et kors, siden kom der engle til, og på nogle billeder blev soldaterne slynget væk fra graven, hvilket understregede et fokus på magt og på den stærke sejrherre, siger ­Lisbeth Smede­gaard Andersen. Han havde dog stadig sine sår, og i middel­alderen begyndte lidelsen at fylde mere i værkerne.

I takt med, at der fra 1700-tallet opstod en mere historiekritisk tilgang til opstandelsen, blev det sværere at vise en meget billedlig fremstilling af begivenheden. Efter Anden Verdenskrig var det nærmest umuligt.

”Det var en meget saglig tid, hvor mange ikke ville fremstille noget, man ikke havde fået beskrevet. I ­Danmark sagde kirkemaleren Sven Havsteen-Mikkelsen blandt andet, at han ikke ville male Guds hemmelighed,” siger kunsthistorikeren og tilføjer, at man i stedet tog symboler i brug – som lys, fugle og billeder fra naturen.

Af nyere opstandelsesbilleder nævner hun den danske maler Arne Haugen Sørensens værker, hvor to store hænder tager imod et lille menneske.

”Personen på billedet kan både ses som Jesus og som ethvert andet menneske. Han maler dermed en vision af det, vi med påskeevangeliet bag os håber på: At der er hænder, der tager imod os, når vi dør,” siger hun.




 
Arne Haugen Sørensens maleri ”Opstandelsen”, hvor to hænder tager imod et genopstået menneske. Affotografering: Leif Tuxen
 



Netop ordet håb er måske det vigtigste, man kan tage med sig fra den kristne opstandelse, siger Ingeborg Ellen Kastberg Nielsen. Det er i hvert fald det, hun oplever, at beboerne på Hospice Sønderjylland i bund og grund vil tale med hende om.

”Patienterne efterspørger ikke skråsikre svar. De søger solidaritet og samtale i øjenhøjde om de høje og ­dybe ting, som ingen af os kan vide om, men kun tro om og på. Det vig­tige for dem er, at der er håb i troen på opstandelsen,” siger hun.

Hvad angår udseende, er hun desuden ret sikker på, at beboerne ikke ønsker at opstå i den krop, de har, når de dør.

”De tænker mere på at fortsætte ­tilværelsen med det, de rummer ­indeni, og en anden kropslighed,” siger hospicepræsten og fortsætter:

”Hvis man tager samfundets idealbillede og skønhedsideal, ville mange folk nok ønske sig en modelkrop. Men jeg synes, det ville være umådeligt kedsommeligt, hvis vi ikke kunne se noget livserfaring hos folk. Jeg håber bare, vi er klogere der end her.”






 
 

KREDITERING