En forvist præst blev til folkets pave
Pave Frans ville ikke være katolsk overhoved, men har formentlig skabt større interesse for kirken end nogen af sine forgængere.
Hans fokus på barmhjertighed er blandt andet rundet af en personlig nedtur og to års ensomhed. Mange katolikker elsker ham, andre er forvirrede.
Er hans pavedømme mere stil end substans?
Marts 2013. Peterspladsen i Rom lignede en teltlejr. 300.000 fødder trippede under paraplyer, som skærmede dem for aftenhimlens støvregn. Temperaturen var seks grader over frysepunktet, men fødderne på Vatikanets plads trippede af en anden grund, og alles blikke var rettet mod den oplyste balkon over pladsen. For en time siden, klokken seks minutter over syv, havde tyk, hvid røg fra skorstenen på Det Sixtinske Kapel bebudet, at de 115 kardinaler, som havde været isoleret bag murene i godt et døgn, havde valgt den katolske kirkes pave nummer 266. Han ville ifølge traditionen overtage nøglerne til Himlen, efter at pave Benedikt XVI som den første pave i næsten 600 år havde valgt at abdicere. Medierne spekulerede for rullende kamera. En italiensk kardinal var blandt favoritterne, men der var også amerikanere og en afrikaner på tale. Så lød navnet ud gennem Peterspladsens højttalere: Jorge Mario Bergoglio. Fra Argentina. Mediekommentatorerne gik lidt i stå. Latinamerikanerne jublede. De fleste på pladsen vendte sig til hinanden. Hvem var den mand? I forvirringen trængte et andet navn igennem: Frans.
Den mand, der trådte frem foran de 150.000 mennesker og vinkede, virkede genert, måske en anelse stiv i det. Han spøgte med, at kardinalerne var ”gået til jordens ende” for at finde en ny pave. Han var simpel i tøjet, undlod at bære den røde kappe, som andre katolske overhoveder havde båret. Han ville heller ikke stå på den platform, som skulle hæve ham over kardinalerne på balkonen. Men han ville gerne bede folkemængden om ”en tjeneste”, inden han som arving af Sankt Peters trone velsignede dem.
”Lad os fremsige denne bøn,” sagde han. ”Jeres bøn for mig, i stilhed.”
”Bed for mig.”
PAVENS MAGT
En kommentator bemærkede, at kirken havde fået en pave, som ”sikkert vil gøre nogle mennesker oprevet ved ikke at følge formalia”. Bemærkningen skulle vise sig mere rigtig, end kommentatoren formentlig selv vidste af. Pave Frans var den første ikke-europæiske pave siden den tidlige middelalder, den første nogensinde fra Latinamerika, den første jesuit, en orden, som lægger vægt på lang uddannelse og ordensløfterne fattigdom, kyskhed og lydighed over for paven. Men også navnet varslede, at noget nyt var på vej. Efter 14 paver med navnet Clemens, 16 med navnet Benedikt og 21 med navnet Johannes havde Jorge Bergoglio valgt et navn, som var stærkt personligt. Ingen pave havde før opkaldt sig efter Frans af Assisi, den berømte tiggermunk, som i det 13. århundrede ifølge traditionen fik et kald fra Gud om at ”genopbygge min kirke i ruiner”, og som siden blev skytshelgen for de fattige. Det rygtedes hurtigt i medierne, at Jorge Bergoglio var inspireret af mere end navnet på den middelalderlige skytshelgen. Som ærkebiskop over Argentina havde befolkningen i Buenos Aires givet ham tilnavnet ”slummens biskop”. Han havde absolut intet ønske om at blive pave ifølge den argentinske journalist Elisabetta Piqué, en nær ven af ham. Valget havde med ét gjort ham til leder af en institution med omtrent lige så mange tilhængere som befolkningstallet i Kina. Men ikke kun omfanget af institutionen virkede overvældende. Det samme gjorde spørgsmålet, om kløften mellem Vatikanets nye overhoved og verdens fattige uden for murene ville blive uoverstigelig i en kirke så gennemsyret af bureaukrati, så stor i sit velgørende arbejde, så kontroversiel i sin teologi og så tynget af skandaler om seksuelle overgreb.
Efter ceremonien tog han bussen tilbage til Vatikanets gæstehus, og næste dag betalte kirkens nye overhoved selv for sin hotelregning.
ØVERSTE AUTORITET
I. Kaldet
Tanken om at blive præst lå den 16-årige Jorge Bergoglio fjernt, da han en septembermorgen i 1953 hastede gennem Buenos Aires' gader for at fejre forårets første dag sammen med en flok venner. Den høje, ranglede teenager studerede kemi på et teknisk universitet og kom regelmæssigt i kirke, men var snarere optaget af politiske diskussioner end teologi og slugte alle de bøger, hans venstreorienterede chef på laboratoriet lånte ham.
Han var søn af en italiensk bogholder og en argentinsk kvinde med italienske rødder, som passede ham og hans fire yngre søskende. Argentina var plaget af politisk uro, men familien levede en relativt tryg tilværelse i Buenos Aires, som centreredes omkring sognet og de regelmæssige fodboldkampe på San Lorenzo stadium. Bergoglio elskede fodbold og havde ry for at være en ferm milongas-danser, en tempofyldt form for tango, som hjalp ham af med den værste generthed. I en periode arbejdede han også som dørvagt på en natklub.
Hans bedsteforældre på faderens side var immigreret til Argentina i 1929, og historierne om familiens rejse over Atlanten og prøvelser som migranter gjorde stærkt indtryk på ham – senere skulle han som pave invitere flygtninge til at komme og bo i Vatikanet. Hans bedstemor, Rosa Margarita Vassallo, blev en rollemodel for ham, og han har stadig et brev fra hende liggende fremme i en bønnebog på sit skrivebord i Vatikanet. Hun var en ydmyg katolik fra en landmandsfamilie, men samtidig belæst, talte flydende fransk, havde et intellekt som en pisk og et veludviklet politisk instinkt. I Italien havde hun arbejdet med at fremme den katolske kirkes sociallære, og hun stødte flere gange sammen med landets fascister, som betragtede det sociale engagement blandt katolske lægfolk som en konkurrent til deres hvervning af medlemmer. Engang da fascisterne nægtede hende at tale i en kirke, prædikede hun fra en sæbekasse på gaden. Mange år senere ville hendes barnebarn blive kendt for at gøre det samme i Buenos Aires.
Katolicismens udbredelse
Men denne morgen, den 21. september, som også markerede den argentinske højtid Studentens Dag, var planen blot at tage i parken og spise i græsset sammen med de andre studerende. Bergoglio kom dog ikke så langt. Da han kom forbi kirken San José de Flores, stoppede han op.
”Jeg følte, at jeg skulle gå ind; der er ting, man føler inden i sig, og man ved ikke rigtig, hvad det er,” har han fortalt i bogen "Pave Frans. Forandring og håb" af forfatteren Jimmy Burns.
Indenfor mødte han en præst, han ikke kendte, og spurgte, om han måtte skrifte. Ingen andre end præsten og pave Frans ved, hvad der blev sagt. Men skriftemålet ændrede både teenagerens planer for dagen og resten livet.
”Det var som at blive kylet af en hest,” skrev han senere.
”Jeg var ikke længere den samme. Jeg havde hørt et eller andet; en stemme eller et kald. Jeg var overbevist om, at jeg skulle blive præst.”
”Det er den religiøse oplevelse: forbavselsen over at møde nogen, som har ventet på én hele tiden,” har han sagt.
Oplevelsen var Bergoglios første møde med ”overraskelsernes Gud”, en guddom, han har beskrevet i prædikener, som ligger på lur og overmander uforvarende sjæle. Senere i livet skulle han erfare, at disse overraskelser også kunne føre til ulykke.
Bergoglio gik stille med oplevelsen, tumlede i sit indre med trangen til at engagere sig politisk, men præstekaldet vandt. Samtidig blev han ramt af en alvorlig lungehindebetændelse, han fik bortopereret noget af højre lunge og har lige siden talt sagte og haft vejrtrækningsproblemer. Da han var på benene igen, blev han optaget i jesuiterordenen og påbegyndte som 21-årig 14 års uddannelse på Colegio Máximo, jesuitternes uddannelsessted uden for Buenos Aires.
Studietiden faldt sammen med verdensomspændende omvæltninger i både kirken og det politiske liv. Stormødet Andet Vatikankoncil fra 1962 til 1965 var begyndelsen til en omfattende moderniseringsproces af den katolske kirke, og i Cuba førte Fidel Castros revolution til kommunismens indførelse.
Efter Vatikankoncilet samledes de latinamerikanske biskopper i 1968 i den colombianske by Medellín og diskuterede det, der skulle blive kendt som befrielsesteologien.
Denne teologi var et forsøg på at forene teologi og social aktivisme. Befrielsesteologerne tog afstand fra de industrialiserede landes udbytning af Den Tredje Verden og betragtede undertrykkelsen af samfundets fattigste som tegn på syndige strukturer i samfundet.
Bergoglio var stærkt påvirket af tankerne om, at kirken skulle stå på de fattige og undertryktes side, men han var negativt stemt over for de socialistiske og marxistiske tanker, der dominerede befrielsesteologien og store dele af Latinamerika efter revolutionen i Cuba. Det fortæller Austen Ivereigh, forfatter til biografien ”The Great Reformer: Francis and the Making of a Radical Pope” (”Den store reformator: Frans og tilblivelsen af en radikal pave”).
Bergoglio identificerede sig snarere med den såkaldte La Plata-skole, en nationalistisk strømning inspireret af den argentinske ideologiske bevægelse peronismen, der var opkaldt efter den indflydelsesrige argentinske politiker Juan Perón. Peronismen var en særegen blanding af katolsk lære om social retfærdighed og populistisk arbejderklasse-ideologi, som forkastede både liberalisme og kommunisme som fremmede for argentinsk kultur.
”Den dag i dag er han en latinamerikansk nationalist,” siger Austen Ivereigh.
”Han er overbevist om, at Latinamerika især i dette øjeblik af historien er en gave til kirken. Det er meget vigtigt for, hvordan han ser på verden,” siger han.
HELGENER
Bergoglio var desuden mistænksom over for enhver form for elite, konservativ såvel som kommunistisk, som ville tale på folkets vegne. For ham var det kirkens opgave at fremme de religiøse og kulturelle traditioner hos folket, så det kunne ruste sig til sin egen frigørelse for undertrykkelse og fattigdom.
”Han sætter pris på folkereligiøsitet og betragter det troende folk som bærere af det kristne evangelium gennem historien. Han er i den forstand en katolsk populist, som føler sig mere hjemme i selskab med almindelige mennesker end med eliten,” siger Ivereigh.
Bergoglio var tiltalt af jesuiterordenens disciplin, fokus på åndelighed og lange uddannelser. Efter endt studie ville han gerne missionere i Fjernøsten, men fik afslag på grund af sin lungelidelse.
Til gengæld havde hans lederegenskaber og spirituelle liv gjort indtryk på hans overordnede. Tidens store omvæltninger havde skabt dyb splittelse mellem Argentinas jesuitter, og mange havde forladt ordenen. I en alder af 36 år blev Bergoglio i 1973 udvalgt til at lede ordenen og skabe forsoning mellem de stridende brødre. Han havde nået et foreløbigt højdepunkt i sin præstekarriere. Men siden skulle han igen møde “overraskelsens Gud”, og denne gang føltes mødet ikke som nogen gave.
II. Eksilet
Studerende flokkedes på gaden, gademusikanter spillede blues, og handlende falbød deres hjemmelavede piber foran jesuitternes kloster i den argentinske by Cordoba. Men inde bag de tykke mure på den store stenbygning fra 1600-tallet kunne Jorge Bergoglio ikke høre ret meget andet end sine egne bønner til en Gud, som lod til at være langt væk.
Året var 1990, han var 50 år gammel, mange af hans jesuiterbrødre havde vendt ham ryggen, og hans overordnede havde forvist ham til denne by godt 600 kilometer fra Buenos Aires.
Hans eneste selskab var et billede på væggen af den korsfæstede Kristus og de samvittighedsplagede katolikker, der besøgte ham for at skrifte. Han begyndte hver dag med at vaske det ene af sine to par sokker, sad i de tidlige morgentimer i klostrets kapel og bad alene sammen med knoglerne fra jesuitiske helgener, spiste hver dag det samme måltid, kylling og grøntsager. Han blev mager, og de andre jesuitter var bekymrede for hans helbred. Mange undgik ham, og han ønskede ikke selv at tale med nogen.
”Nogle sagde, at han var blevet sindssyg,” siger en jesuit, som havde studeret under Bergoglio og besøgte ham i Cordoba, til CNN.
”Men det var ikke sandt.”
Jesuiterordenen i Argentina oplevede stor fremgang, efter han i 1973 var blevet leder.
Bergoglio var en karismatisk leder, der med sit fokus på at tjene de fattige uden at falde ned i nogen af tidens dybe ideologiske grøfter tiltrak mange nye studerende. Under hans ledelse byggede jesuitterne gårde, dyrkede korn og holdt kvæg, så de kunne brødføde folk i de fattige forstæder til Buenos Aires.
Men han var også for ung til det store ansvar og begik fejl, sagde han senere. Reformtankerne fra Vatikankoncilet i 1960’erne havde fået nogle jesuitter til at eksperimentere med deres ordensløfter. Hans ledelsesstil var autoritær, og han gik hurtigt frem for at skabe ro og orden blandt brødrene. For hurtigt, mente nogle.
Han frarådede sine studerende at følge den marxistisk prægede befrielsesteologi, og mange jesuitter, som var optaget af den politiske kamp mod undertrykkelsen af de fattige, følte sig fremmedgjorte over for ham. Samtidig skabte unge jesuitter en kult omkring hans stærke personlighed.
“Som leder af landets jesuitter var han temmelig konservativ og autoritær og splittede ordenen mellem dem, der elskede ham, og dem, der ikke kunne fordrage ham,” fortæller Paul Vallely, forfatter til bogen “Pope Francis: the Struggle for the Soul of Catholicism” (”Pave Frans: Kampen for katolicismens sjæl”).
SYNET PÅ ÆGTESKABET
Hans lederskab faldt sammen med en af de mest traumatiske perioder i argentinsk historie. Landet blev efter et militærkup i 1973 kastet ud i en syv år lang guerillakrig, den såkaldte beskidte krig, hvor omkring 30.000 mennesker blev myrdet eller blot forsvandt. Ifølge forfatter Austen Ivereigh hjalp Bergoglio mange mennesker med at flygte fra militærets undertrykkelse. Men nogle beskyldte ham også for ikke at gøre nok eller for ligefrem at samarbejde med militærregimet. To af hans præster, Franz Jalics og Orlando Yorio, dannede under indflydelse af befrielsesteologien en autonom gruppe, som opfordrede fattige til at rejse sig mod den undertrykkende militærmagt. Bergoglio gav dem et ultimatum: De måtte vælge mellem jesuiterordenen og deres oprørsgruppe. De valgte det sidste, blev få dage efter fanget af militæret og fem måneder senere løsladt igen. Orlando Yorio beskyldte Bergoglio for at have angivet ham til militæret og fastholdt anklagen frem til sin død i 2000.
Hans enorme indflydelse på især de yngre jesuitter delte i stigende grad ordenen, mange ældre jesuitter var bekymrede over hans magt.
Jesuitternes overordnede i Rom besluttede sig for at forflytte ham til bjergbyen Cordoba, 600 kilometer fra det sted, som havde været hans hjem i det meste af 30 år.
I Cordoba var han ofte syg og deprimeret, men brugte det meste af sin tid på bøn og kontemplation, som affødte en række stærkt personlige tekster. I essayet ”Exilio de Toda Carne” (”Kødets eksil”) taler han om en dobbelt ensomhed ved eksilet. Man er ensom blandt fremmede, men man oplever også en åndelig ensomhed, ”bitterheden ved at være ensom foran Gud”.
Eksilet varede ikke ved. Efter to år blev han hentet hjem til Buenos Aires af byens ærkebiskop, Antonio Quarracino, som ønskede ham som hjælpebiskop og havde talt hans sag for pave Johannes Paul II. Seks år senere, i 1998, blev Bergoglio udpeget som ærkebiskop over Buenos Aires. Han var dermed Argentinas mest magtfulde katolik, men han forvaltede ikke magten som tidligere, fortæller Paul Vallely.
”Hele hans facon var anderledes, da han kom tilbage. Han var hjælpsom og kollegial og prioriterede de fattige højt,” siger han.
Det er nemt at forfalde til to stereotyper – en autoritær, højreorienteret præst, som forvandledes til den liberale pave, mange i dag ser ham som – påpeger forfatter Austen Ivereigh. Han forkaster dem begge, for den yngre og den ældre Bergoglio er slet ikke så forskellige, mener han.
“Men det er rigtigt, at han forandredes, og nøglen var ydmygelse. De to år i eksil, som han har beskrevet som sjælens mørke nat, gjorde ham utvivlsomt til et blidere menneske.”
Den nye ærkebiskop har selv fortalt, at han tog en vigtig lektie med sig tilbage.
”Du må gennemleve dit eget eksil,” sagde han til en politiker, som var nødt til at trække sig fra sin post og frygtede beslutningen.
”Når du kommer tilbage, vil du være mere barmhjertig, venligere, og du vil have et større ønske om at tjene mennesker.”
PAVEN SOM ARVTAGER
Bergoglio blev en afholdt ærkebiskop blandt Buenos Aires indbyggere. Da en ildebrand brød ud i natklubben Cromanon i 2004, var han en af de første på stedet og kom før de fleste brandfolk. Omkring 175 mennesker døde, og Bergoglio fulgte de pårørende til lighuset.
”Han var stille og respektfuld,” siger en far til et af ofrene i Paul Vallelys bog.
”Han var en af de få autoriteter, som var sammen med os den dag. Han ledsagede os med sit nærvær.”
Han firedoblede antallet af præster i Buenos Aires slumområder og tilbragte selv måneder i slummen, tog metroen til udkanten af byen, traskede videre på mudrede veje i sine tunge fodformede sko, forbi huse nedbrændt af rivaliserende narkobander for at besøge de fattigste sogne, velsigne mennesker og tage en drink med dem. Han sagde det samme til næsten alle, han mødte:
”Bed for mig.”
Og de mudrede veje i Buenos Aires slum viste sig at føre til Rom.
III. Pavedømmet
Domkirken i Rom, S. Giovanni in Laterano, er den fornemste af alle katolske kirker. Den er pavens officielle sæde – for paven er også biskop over Rom – og viet til både Jesus, Johannes Døberen og evangelisten Johannes. I påskeugen holder paven sædvanligvis gudstjeneste i denne kirke skærtorsdag, aftenen inden Jesu henrettelse, hvor han ifølge Bibelen vaskede fødderne på sine 12 disciple og dermed vendte forholdet mellem herre og tjener på hovedet. På samme måde har paven i hvert fald siden 1100-tallet markeret denne aften ved at vaske fødderne på 12 præster eller diakoner. Traditionen med kun at vaske mænds fødder blev del af kirkens lov i 1988 under pave Johannes Paul II. Skærtorsdagaften i 2013 ville den nyvalgte pave Frans traditionen tro vaske fødderne på 12 mennesker. Men de, der mødte op ved kirken for at få et glimt af den mand, som kun havde været katolsk overhoved i en måned, blev slemt skuffede. Pave Frans var taget til Casal del Marmo, et ungdomsfængsel i Rom for at vaske fødderne på en gruppe kriminelle. ”Denne handling er et kærtegn fra Jesus,” sagde den 76-årige pave Frans under en kort prædiken til de unge indsatte, inden han baksede sig ned på begge knæ, vaskede, tørrede og kyssede deres fødder. Hvide fødder, mørkebrune fødder, tatoverede fødder – endda kvindelige fødder. ”For det var præcis dette, Jesus kom hertil for: at tjene og hjælpe os.” Bagefter uddelte han nadver og sagde til de indsatte: ”Hold ud! I må ikke lade jer frarøve håbet. Forstået?”.
PRÆSTER
Det var formentlig første gang, en pave vaskede en kvindes fødder, og forargelsen bredte sig. Nogle katolikker talte om pavens ”tvivlsomme eksempel”, og en britisk præst mente, at pavens brud på kirkens lov var ”en alvorlig sag med mange konsekvenser”. Andre jublede. Pave Frans selv virkede uanfægtet. Fodvaskningen i fængslet var så langtfra den eneste tradition, han havde nået at bryde i løbet af sin første måned som kirkens overhoved. Da han, som traditionen foreskriver, brød seglet til Det Apostolske Palads, pavens officielle residens i Vatikanet, bemærkede han, at ”der er plads til 300 mennesker her”, og flyttede i stedet ind i en lejlighed i Vatikanets gæstehus, Santa Marta. Han gav sine livvagter koldsved ved at forlade pavemobilen på Peterspladsen og gå ud i den tætte folkemængde for at hilse på folk, omfavne en syg mand med et vansiret ansigt eller tage imod en kop mate, en koffeinholdig argentinsk drik, og drikke den på stedet. Mens tidligere paver arbejdede ud fra en nøje planlagt kalender, var der pludselig meget få, som vidste, hvad paven havde for. Et af hans kendetegn blev at ringe til folk ud af det blå. Da nogle spanske nonner tjekkede deres telefonsvarer omkring nytår 2013, lød beskeden: ”Det er pave Frans, jeg vil gerne hilse på jer, nu da året er ved at være til ende. Jeg ser, om jeg kan ringe tilbage senere. Må Gud velsigne jer.”
”Han var skandaløst normal,” siger den argentinske journalist Elisabetta Piqué, der har skrevet bogen ”Pave Frans: Liv og revolution”.
Mange kommentatorer begyndte dog også at spørge sig selv, om der var mere stil end substans i den nye pave. Ifølge forfatter Paul Vallely overså de fleste den uskrevne regel blandt jesuitter, at en ny overordnet skal bruge de første hundrede dage på at lære sit hverv at kende, inden han forandrer noget. Forandringerne kom tidsnok, pave Frans nedsatte som den første pave nogensinde et råd bestående af otte – senere ni – kardinaler fra hele verden, som blandt andet skulle rydde op i Vatikanets korruptionsanklagede statsforvaltning, Kurien, som paven mente led af ”åndelig alzheimer”. Han begyndte at sammensætte en kommission til bekæmpelse af overgreb på børn i kirken, som også talte medlemmer, der tidligere var blevet misbrugt af præster. Og han overgav Vatikanets 800 år gamle almissekontor, som ifølge Time ofte favoriserede aldrende katolske diplomater, til en handlekraftig ærkebiskop og bad ham om at sælge kontorets skrivebord: "Du får ikke brug for det mere. Gå ud og led efter de fattige.” I december 2013 antydede den nye chef for almissekontoret ifølge en række medier, at paven endda selv var listet med ud om natten for at hjælpe med at dele mad ud til Roms hjemløse; noget, han gjorde som ærkebiskop i Argentina.
Bag Vatikanets mure var der knurren. Ifølge John Thavis, en kender af Vatikanet gennem 30 år, var reaktionen på den nye pave fra hele den gamle garde i Vatikanets embedsværk ”den mindst entusiastiske, jeg nogensinde har set”, fordi paven blandede sig i deres arbejde. Udenfor opnåede pave Frans nærmest status af superstjerne. Amerikanske Time Magazine kårede ham til årets person i 2013, den polsk-jødiske filosof Zygmunt Bauman mente, at han gav ”ikke bare den katolske kirke, men hele menneskeheden en ny chance”, og halvdelen af Italiens præster meldte om ny stærk interesse for kirken fra mennesker, som sjældent eller aldrig havde sat deres ben der før - dog uden at det nødvendigvis havde effekt på antallet af kirkegængere.
”Jeg tror, pave Frans først og fremmest gjorde det klart, at det er enkelt og ligetil at være kristen,” siger Paul Elie, seniorforsker ved amerikanske Georgetown Universitets Berkley Center for Religion, Fred og Internationale Anliggender og skribent om Vatikanet i to årtier.
”Med Benedikt XVI og Johannes Paul II var der en forestilling om, at det var meget svært at være kristen; at det handlede om at indtage nogle ofte meget komplicerede holdninger til kulturens og samfundets tilstand. Når man ser Frans, siger man, det kan jeg også gøre, og jeg kan begynde lige nu’.”
Enhver pave forsøger at tyde tidens tegn og på den baggrund tage initiativ til reformer for kirken, påpeger forfatter Austen Ivereigh. Ser man på de tre seneste paver, var Johannes Pauls primære reform at forene en splittet kirke, mens Benedikt forsøgte at gøre kristendommen intellektuelt troværdig i et sekulært Europa ved at demonstrere den gensidige afhængighed mellem tro og fornuftig.
”Frans ønsker at gøre kirken mere barmhjertig,” siger Austen Ivereigh.
SAKRAMENTER
Da en journalist på et improviseret pressemøde på pavens flyvemaskine i juli 2013 konfronterede ham med rygter om en homoseksuel lobby i Vatikanet, svarede han, at han ikke selv kendte til sådan en lobby, og at han i øvrigt ikke havde i sinde at dømme homoseksuelle.
”Hvis et menneske er homoseksuel og søger Herren og har god vilje – hvem er så jeg til at dømme?”, lød de i dag berømte ord.
Nogle tolkede hans ord som en blåstempling af homoseksuelle forhold, men det er forkert. Homoseksuelle ægteskaber er for ham at se en ”ideologisk kolonialisering” af familielivet. Pave Frans har generelt ikke ændret kirkens dogmer, mener forfatter Paul Vallely.
”Han insisterer blot på, at noget er vigtigere end andet. Han har sagt, at kirken er for besat af seksualetiske spørgsmål såsom prævention, abort og homoseksualitet, og at der er andre ting, der er vigtigere, såsom at lægge armen omkring et menneske i nød.”
Han annoncerede et ekstraordinært jubelår begyndende fra december 2015, som fik navnet Barmhjertighedens År, en uhyre sjælden begivenhed, som kun har en håndfuld fortilfælde i kirkens historie. Verden havde brug for en ”revolution af ømhed”, begrundede paven og gav blandt andet præster bemyndigelse til at tilgive kvinder, som havde fået foretaget en abort og var udelukket fra kirkens nadverfællesskab. Behovet for barmhjertighed rettede han også mod sig selv. Da Antonio Spadaro, chefredaktør for det jesuitiske magasin La Civiltà Cattolica, i 2013 stillede ham spørgsmålet ”hvem er Jorge Mario Bergoglio?”, svarede paven:
”Jeg er en synder. Dette er den mest nøjagtige definition. Det er ikke en talemåde, en litterær genre. Jeg er en synder."
Pave Frans havde brug for at blive tilgivet, og det samme havde den katolske kirke, mente han.
Alle de seneste paver har forsøgt at opnå forsoning blandt kristne, men pave Frans gik et skridt videre, da han i 2014 bad en gruppe protestanter om tilgivelse for den katolske kirkes forfølgelse af pinsebevægelsen og andre protestantiske kirkesamfund. Han gentog sin bøn, da han annoncerede, at han i oktober 2016 ville besøge Sverige i anledningen af 500-året for Martin Luthers brud med den katolske kirke og begyndelsen på den protestantiske reformation.
Han har samtidig været nådesløs og uforsonlig over for det, han oplever som social uretfærdighed. Han har talt om en ”naiv tillid til det gode i dem, der udøver økonomisk magt” og erklæret medlemmer af den korrupte og stenrige mafia ekskommunikeret fra kirken.
Selvom han har fået ry for at tale spontant, og mange katolikker efter sigende har en fornemmelse af, at han ikke altid læser op på den katolske lære, inden han åbner munden, bruger han dagligt timer på at bede og grunde over sine beslutninger. Ifølge Time ser hans dag således ud: Han står op klokken fem og beder til klokken syv, inden han fejrer morgenmesse i gæstehusets kapel. Han beder igen inden morgenmaden. Klokken otte begynder hans dag, han ordner papirarbejde til klokken 10 og mødes herefter med sekretærer, biskopper, kardinaler, præster og lægfolk frem til middag, hvor han spiser frokost, holder en halv times siesta og derefter arbejder yderligere seks timer. Efter aftensmaden slutter han dagen af med mere bøn, sidder ofte og døser hen og er som regel i seng klokken 10.
NADVEREN
Når han har formået at blive så populær, skal det også tilskrives hans fremtoning og forståelse for den moderne medievirkelighed, mener den italienske religionssociolog Massimo Introvigne. Pave Frans' italiensk-latinamerikanske uhøjtidelige og afslappede stil ligger milevidt fra det, folk plejer at forbinde med pavedømmet.
”Indimellem manipulerer medierne hans idéer en smule og skaber et billede af en pave, som er langt mere liberal, end han egentlig er. Jeg tror, han er opmærksom på dette spil, men han vil hellere løbe risikoen for manipulation end risikoen for irrelevans.”
Pave Frans har aldrig ejet en computer eller en mobiltelefon, men har med sine fyndige replikker og villighed til at stille op til selfies været eminent til at udnytte medierne. Derfor er medierne mere interesserede i den katolske kirke end nogensinde før, siger Introvigne.
”I den forstand er stilen i høj grad budskabet,” siger han.
Man skal imidlertid ikke tage fejl af den afslappede fremtoning.
Journalist Elisabetta Piqué kalder pave Frans for et "politisk dyr", og selvom han er blevet kendt for at lade mange forskellige meninger komme til udtryk, er han ofte egenrådig og kan være benhård, ligefrem brutal, påpeger Austen Ivereigh.
"Hvis man taler med mennesker i Rom, som arbejder med ham, så træffer han ofte beslutninger på egen hånd, og når han har besluttet sig for noget og fundet frem til, hvad der er Guds vilje, er han fuldstændig nådesløs i sin gennemførelse af den," siger han.
”Han har en ekstrem god forståelse for magten, også magtens fristelser. Han er derfor en naturlig leder med evnen til at være autoritær, når det gælder mennesker, der ikke ser på tingene på samme måde som ham," siger Austen Ivereigh og tilføjer, at pavens primære fremgangsmåde er at forfremme præster, der flugter med hans tankegang, og pensionere modstandere, så snart han kan.
Pavens egenrådighed har fået en af Tysklands mest betydningsfulde katolske filosoffer, Robert Spaemann, til at kalde ham for ”en af de mest autoritære [paver], vi har haft i lang tid”.
”Hos Frans bliver pavens beføjelser understreget stadigt kraftigere, og ikke en eneste avis lader sig oprøre. Havde Benedikt sagt det samme, havde der lydt et ramaskrig,” siger Spaemann i et interview i magasinet Herder Korrespondenz.
Konsekvensen er et uforudsigeligt pavedømme, mener Spaemann – ingen ved, hvor ”Bergoglio-toget” er på vej hen – og det har bibragt en ”følelse af kaos” i kirken.
Alexander Kissler, forfatter og kulturredaktør for det tyske kulturmagasin Cicero, har ligefrem kaldt paven for ”en løs kanon” fuld af ”relativistiske dumheder”, som forfladiger pavedømmet med sin ”konstante snak”.
Kissler har blandt andet reageret på et interview med paven i den franske katolske avis La Croix, som omhandlede islam og terror. Pave Frans afviste, at islam i sig selv er en voldelig religion og sagde, at også kristendommen kunne tolkes som voldelig; at Jesu missionsbefaling i Bibelen kunne tolkes ud fra en ”ide om erobring”.
Endnu mere kras var kritikken fra konservativt hold, da pave Frans i april 2016 udsendte sit store skrift om familien, ”Amoris Laetitia” (”Glæden ved kærlighed”), en såkaldt apostolsk skrivelse til verdens 1,3 milliarder katolikker. I skriftet åbnede han for den mulighed, at gengifte katolikker kan deltage i kirkens nadver, samtidig med at han betonede, at kirkens ægteskabslære ikke havde ændret sig. Pavens ord kan lyde harmløse, men ifølge katolsk teologi kan man ikke bryde et ægteskab, og derfor har fraskilte og gengifte katolikker traditionelt været udelukket fra nadveren.
”Der er ingen, der kan dømmes til livslang straf, sådan tænker evangeliet ikke,” pointerede pave Frans i skriftet.
ETISKE SPØRGSMÅL
Konservative teologer betragtede hans ord som en bombe under kirken. Den amerikanske kardinal Raymond Burke talte om en ”fravigelse fra katolsk lære i et meget fundamentalt spørgsmål”, og ifølge Robert Spaemann var det ”indlysende for ethvert tænkende menneske, der har kendskab til de relevante tekster”, at der var tale om et brud med kirkens lære.
Blandt kirkens lægfolk voksede frustrationen over pavens uklarheder også, fortæller Oliver Maksan, chefredaktør og administrerende direktør for den tyske katolske avis Tagespost. Han understreger, at paven er et “imponerende menneske, som har ændret atmosfæren omkring kirken i verdens medier”.
”Men det har sin pris. Mens han appellerer til mange mennesker uden for kirken, er der mange af dem, der altid har været tæt på paven og kirken, der godt kan irriteres over ikke at føle sig vejledt,” siger Oliver Maksan og uddyber, at pavens dokument ”Amoris Laetitia” i høj grad er åbent for fortolkning, især når det gælder det følsomme nadverspørgsmål.
”Da han blev bevidst om denne forvirring, gjorde han ikke noget for at præcisere. Han ønsker ikke klar fortolkning, han ønsker at give plads til diskussion. Han er højt elsket også blandt konservative. Men mange ville kritisere ham for hans mangel på klarhed og vejledning. Det er jo det, paveembedet handler om: klarhed og vejledning,” siger han.
IV. Fremtiden
Selvom pave Frans fylder 80 år til december og allerede for nogle år siden spøgte med, at han kun havde to-tre år tilbage, før han gik til sin ”faders hus”, skal verdens katolikker formentlig leve med ham lidt endnu. Han er ved godt helbred og har mere energi ”end dig og mig tilsammen”, siger den 30 år yngre ven af paven, journalist Elisabetta Piqué.
Han er ikke optaget af at blive husket som ufejlbarlig, men som en ”god fyr, der forsøgte at gøre det gode”, har han sagt. Blandt andet ved at bringe kirken lidt tættere på dem, der ingenting har. Som en kvinde fra Buenos Aires' slumkvarter sagde til forfatteren Paul Vallely, da pave Frans var blevet valgt:
”Han er taget til Rom. Men i det mindste har han taget mudderet på skoene med sig.”
Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis
Barmhjertigheden er Guds vigtigste kendetegn. Der findes ikke nogen situationer, som der ikke er nogen vej ud af. Vi er ikke dømt til at blive opslugt af kviksand, synke dybere og dybere ned i det, jo mere vi rører på os.”- Pave Frans
Læs mere her
Del artiklen med dine venner: