Billede af grædende 2-årig er verdens bedste pressefoto



Torsdag aften uddelte World Press Photo priser for årets bedste pressebilleder



Af Vibe Lønstrup & Rasmus Fahrendorff
12. april 2019

Facebook
Twitter


 

Priserne for årets bedste pressebilleder er blevet uddelt siden 1955. Dette års vindere blev i går aftes præsenteret i Amsterdam. Se et udvalg af årets vindere her:





 
 


Yanela Sanchez fra Honduras græder, mens hendes mor, Sandra Sanchez, bliver anholdt af den amerikanske grænsekontrol i McAllen i Texas i USA den 12. juni 2018. Ifølge Sandra Sanchez havde de været en måned undervejs og sejlet med tømmerflåde over Rio Grande-floden. Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde indført en ”nul-tolerance”-politik, som betød, at migranterne fra Syd- og Mellemamerika kunne anholdes, når de satte fod i USA. Billedet er taget af John Moore og blev kåret til årets bedste pressefoto. Foto: John Moore/Getty Images/Ritzau Scanpix





 
 


Den 30. oktober 2018 løb migranter mod en lastbilchauffør, der var stoppet ved Tapanatepec i Mexico, og som var villig til at give et lift til den amerikanske grænse. De fleste chauffører gør det frivilligt og uden betaling som et tegn på støtte. Hver dag gik migranterne omkring 30 kilometer i over 30 graders varme. I oktober og november dannede tusindvis af mellemamerikanske migranter på flugt eller fyldt med håbet om et bedre liv den hidtil største karavane på vej mod USA’s grænse. At gå sammen gør ofte turen sikrere. Billedet er taget af Pieter Ten Hoopen og vandt i kategorien årets bedste fotoserie. Foto: Pieter Ten Hoopen/Agence VU/Civilian Act





 
 


Pura fra Cuba bliver kørt rundt i sit nabolag i en åben cabriolet på sin 15-års-fødselsdag den 6. august 2018. I flere områder i Latinamerika bliver pigernes fødselsdag fejret med en quinceañera, når de fylder 15 år. En helt særlig fest, der markerer overgangen til voksenlivet og traditionelt skulle vise, at pigerne er klar til ægteskab. For Pura havde dagen endnu mere betydning, da hun havde fået at vide, at hun ikke ville leve til at opleve denne dag. Hun er diagnosticeret med en hjernetumor. Billedet er taget af Diana Markosian og vandt i kategorien ”Bedste enkeltbillede - Comtemporary Issues”. Foto: Diana Markosian/Magnum Photos





 
 


Graffiti-maleren Shirani Bolle maler et portræt af Savita Halappanavar, der døde i 2012, efter hun var blevet nægtet en abort. I slutningen af maj stemte irerne for, at landet skulle have en ny abortlov. Den tidligere lov var en af de mest restriktive i verden, eksempelvis kunne man heller ikke få en abort, hvis graviditeten var resultatet af en voldtægt eller incest. Billedet er taget af Olivia Harris i Dublin i Irland og var en del af den serie, som vandt i kategorien ”Bedste fotoserie – Contemporary Issues”. Foto: Olivia Harris/Ritzau Scanpix





 
 


Petronella Chigumbura, der er 30 år, er en del af en enhed, som bekæmper krybskytteri i nationalparken Phundundu i Zimbabwe. Enheden hedder ”Akashinga”, hvilket betyder ”de modige”, og består kun af kvinder, som har haft en udfordrende opvækst. ”Akashinga” forsøger at arbejde sammen med lokalbefolkningen om at bevare naturlivet og styrke lokalområdet generelt. Billedet er taget af Brent Stirton og vandt førstepræmien i kategorien ”Bedste enkeltbillede - Miljø”. Foto: Brent Stirton/Getty Images





 
 


Patienter på et hospital i byen Bol i Tchad, hvor en humanitær krise er under opsejling. Krisen skyldes både politisk konflikt og miljøfaktorer. Tchad-søen, der engang var en af Afrikas største søer og leverer vand til 40 millioner mennesker, udtørrer og er blevet 90 procent mindre i løbet af de seneste 60 år. Jihadist-gruppen Boko Haram er også aktive i Tchad og udnytter tørken og hungersnøden til at rekruttere krigere i områdets landsbyer. Billedet er taget af Marco Gualazzini og vandt førstepræmien i kategorien ”Bedste fotoserie - Miljø”. Foto: Marco Gualazzini/Contrasto/Ritzau Scanpix





 
 


Spørgsmålene vedrørende den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggis forsvinden begyndte i oktober at hobe sig op. En uidentificeret mand forsøger at holde den ivrige presse tilbage uden for Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet den 15. oktober 2018. I flere uger forsøgte man at dække over, hvad der var sket, og sagde, at journalisten var død ved et uheld på konsulatet. De tyrkiske myndigheder og amerikanske CIA mener, at han blev myrdet. Billedet er taget af Chris McGrath og vandt i kategorien ”Bedste fotoserie - Generelle nyheder”. Foto: Chris McGrath/Getty Images





 
 


Efter snart fire års konflikt i Yemen er over otte millioner mennesker i risiko for at dø af sult. Mens 33 millioner mennesker, 75 procent af befolkningen, ifølge FN har brug for humanitær bistand. FN har kaldt krigens følger for verdens største menneskeskabte humanitære katastrofe. Her sidder små børn i indgangen til et telt i lejren for internt fordrevne i Meshqafah i Yemen den 20. maj 2018. Billedet er taget af Lorenzo Tugnoli og vandt i kategorien ”Bedste fotoserie – Generelle Nyheder. Foto: Lorenzo Tugnoli/lorenzotugnoli.com





 
 


Studerende griner bag scenen, før de skal deltage i en stor konkurrere for sang og march den 14. december 2016. Konkurrencen fandt sted i Dmitrov i Rusland, hvor mange unge modtager en patriarkalsk uddannelse med militære undertoner. En linje, som den russiske regering støtter. Billedet er taget af Sarah Blesener og vandt i kategorien for bedste længerevarende projekt, hvilket forklarer, hvorfor billedet er taget helt tilbage i 2016. Foto: Sarah Blesener/Redux/Ritzau Scanpix





 
 


Frøerne, der sidder fast i deres egne æg, kæmper for at overleve i Covasna i Rumænien i april 2018. Her bliver frøben ofte høstet som en specialitet i løbet af foråret, når hannerne og hunnerne mødes for at parre sig. Sommetider bliver de serveret, mens de stadig er i live. Hvert år sælges frøben for omkring 40 millioner dollars, og en lille del af befolkningen i bjergkæden Karpaterne lever af at samle dem og sælge dem videre. Frøerne på billedet er hårdt såret kastet tilbage i vandet. Billedet er taget af Bence Máté og vandt i kategorien ”Bedste enkeltbillede - Natur”. Foto: Bence Máté/www.bencemate.com





 
 


Hunfalken af arten slagfalk og dens unger fotograferet i Erdenesant i Mongoliet 17. maj 2017. Arten er truet, og bestanden bliver mindre og mindre på trods af et internationalt og særligt arabisk fokus på falkene. Tab af habitat og illegal handel udgør en risiko for dem, da fuglene i naturen risikerer at blive fanget. Falkejagt er en gammel tradition i Mongoliet. Billedet er taget af Brent Stirton og vandt i kategorien ”Bedste billedserie - Natur”. Foto: Brent Stirton/Getty Images





 
 


Modellerne Diarra Ndiaye, Ndeye Fatou Mbaye og Mariza Sakho viser designeren Adama Paris’ kreationer frem i Dakar i Senegal den 31. december 2018. Designeren er også en af kræfterne bag den årlige modeuge. I hovedstaden mærker man en voksende interesse for mode, og tv-kanalen Fashion Africa TV sender også herfra. Kanalen er den første dedikeret udelukkende til mode på det afrikanske kontinent. Billedet er taget af Finbarr O'Reilly og vandt i kategorien bedste enkeltportræt. Foto: Finbarr O'Reilly/finbarr-oreilly.com





 
 


De 10-årige tvillinger Kehinde Deborah og Taiwo Celestin står på en bakke den 14. oktober 2018. De er på vej til kirke i byen Igbo-Ora i Nigeria, hvor tvillinger ikke er et sjældent syn. Byen er døbt ”The Nation’s Home of Twins”, hvilket siger en hel del. Nigeria er nemlig et af de lande i verden, hvor flest får tvillinger. Tidligere blev tvillinger forbundet med ondskab, men nu om dage bliver tvillinger generelt mødt med mere begejstring. Mange steder bliver de set som et tegn på held og rigdom. Billedet er taget af Bénédicte Kurzen og Sanne de Wilde og vandt i kategorien bedste portrætserie. Foto: Benedicte Kurzen & Sanne de Wilde/Noor/Ritzau Scanpix





 
 


Moreen Ajambo træner i sin lokale bokseklub den 24. marts 2018. Den 30-årige mor til syv bokser for Ugandas kvindelandshold, selvom mulighederne for at konkurrere på internationalt niveau er få. Boksetræningen finder sted i den store slum Katanga i Uganda, hvor flere end 20.000 mennesker bor. Her bor de tæt og i ekstrem fattigdom. Billedet er taget af John T. Pedersen og vandt i kategorien bedste sportsbillede. Foto: John T. Pedersen/johntpedersen.com





 
 


To kvindelige fodboldfans har ventet bag hegnet til Azadi Stadium i Teheran i Iran i fem timer for at få lov til at komme ind. Kvinderne er fans af klubben Persepolis. I november 2018, hvor billedet er taget, gjorde regler det svært for kvinder at komme på landets stadioner. Tidligere have Azadi Stadium ellers fået lov til at lade udvalgte kvinder overvære internationale kampe, men tilladelsen blev siden trukket tilbage. Billedet er taget af Forough Alaei og vandt i kategorien bedste sportsserie. Foto: Forough Alaei/foroughalaei.com





 
 

KREDITERING