Tekst: Mette Skov Hansen
Grafik & video: Emil Findalen. Foto: ritzau
Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff & Kim Schou
29. oktober 2017
Det er 100 år siden, den russiske revolution brød ud og indledte syv årtiers kommunistisk diktatur i Rusland. Forholdene i landet gjorde en revolution nærmest uundgåelig. Men den, der kom, gjorde alt værre for det russiske folk
Om aftenen den 24. oktober 1917 forlod en mand en lejlighed i den pæne del af Petrograd, vor tids Sankt Petersborg, i Rusland. De seneste fire måneder havde den 47-årige russer, som var under anklage for at være tysk spion, ikke vist sig meget i offentligheden, og han forsøgte stadig at holde sin identitet skjult. De to politifolk, der stoppede ham for at kontrollere papirer, genkendte da heller ikke manden foran dem. Med jakken, skjorten uden krave og kasketten lignede han enhver anden arbejder, og det tynde røde hår var delvist skjult bag en forbinding. Russeren fik lov til at passere og nåede kort efter frem til det store bygningskompleks Smolnyj. Hans mission var lykkedes: Vladimir Lenin var ankommet til revolutionens hovedkontor.
Lenins gåtur fra lejligheden til Smolnyj vurderes af flere historikere og Ruslands-kendere at have været af afgørende betydning for landets fremtid, fortæller Erik Kulavig, historiker og leder af Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet.
”Nogle hævder, at havde politiet den aften genkendt Lenin og arresteret ham, så var den russiske Oktoberrevolution aldrig blevet til noget. For uden ham var den daværende russiske regering aldrig blevet væltet den efterfølgende dag. Og så var Rusland måske aldrig endt i en blodig borgerkrig og som diktatur.”
Det er nu 100 år siden, at den russiske Oktoberrevolution fandt sted. Navnet kan forvirre, for egentligt fandt Oktoberrevolutionen sted i november efter nutidens kalenderregning. Men indtil januar 1918 benyttede Rusland den julianske kalender, som er 13 dage forskudt i forhold til den gregorianske kalender, der i dag bruges næsten overalt i verden. Det var altså den 8. november 1917 – og den 25. oktober 1917 efter Ruslands daværende kalenderregning – at det lykkedes den revolutionære marxist og senere stifter af Sovjetunionen, Lenin, og hans tilhængere, bolsjevikkerne, at arrestere landets midlertidigt nedsatte borgerlige regering og overtage magten i landet. Denne begivenhed har dog ikke lagt op til stor fejring i Rusland. For i landet forbindes revolutionen ikke med frihed og nye rettigheder for folket, men derimod med begyndelsen på et råt kommunistisk diktatur, som fortsatte indtil Sovjetunionens opløsning i 1991.
”Der er en tendens til, at russere i dag gerne vil glemme revolutionen, fordi den indledte en tid, som var utrolig bestialsk og brutal med først Lenin og efterfølgende Stalin ved magten,” siger Erik Kulavig, som har skrevet to bøger om revolutionen.
I dag drøftes det også, om man overhovedet kan kalde begivenhederne i oktober 1917 for en revolution, eller om der snarere var tale om et statskup uden folkelig opbakning. De, som mener det sidste, peger netop på, at revolutionen ikke var blevet til noget uden Lenin til at føre slagets gang. Ifølge Erik Kulavig skal man dog være forsigtig med ordet statskup.
”Det er sandt, at Lenin og hans klike af benhårde, samvittighedsløse politikere gennemførte revolutionen. Men man kan ikke sige, at det skete uden opbakning. De sociale forhold i landet gjorde, at en revolution ikke var til at undgå. Folket ønskede den midlertidige regering væk. Men de ønskede ikke det, der kom efter revolutionen.”
I bogen ”Vi river himlen ned på jorden” fra 2016 ser Erik Kulavig nærmere på det russiske folks interesse i en revolution i 1917. Landet havde på det tidspunkt netop haft to revolutioner. Under den første i 1905 blev zar Nikolaj II tvunget til at nedsætte en folkevalgt forsamling, og i februar 1917 blev zarstyret helt afskaffet. Staten skulle nu bygge på liberalisme og ytringsfrihed, og de nyoprettede arbejder- og soldaterråd, sovjetter, skulle have stor indflydelse. Mens den midlertidige regering forberedte valg til en grundlovsgivende forsamling, forværredes krisen i landet.
”Rusland var ramt af arbejdsstrejker, og bønderne beslaglagde på egen hånd godsejernes jord, mens soldaterne ved fronten smed deres våben og vendte hjem. Folket ville have jord, fred og brød på bordet, og der var kun bolsjevikkerne tilbage til at forsvare de krav,” siger Erik Kulavig.
Egentlig ønskede mange politiske partier ifølge Erik Kulavig at opfylde bøndernes krav, men de, at man måtte vente til, at der var valgt en regering.
”Men arbejdet trak ud, og folk blev desperate. Og så stod Lenin og kammeraterne klar og sagde, at de heller ikke ville vente. Men de opfyldte aldrig folkets krav. Og det var måske aldrig meningen. De krævede fred, men indledte en borgerkrig og en revolutionær krig. De sagde, at bønderne skulle have egen jord og arbejderne egne fabrikker, men mente i virkeligheden, at jorden og fabrikkerne skulle tilhøre staten,” siger han.
Mange sovjetter faldt også for bolsjevikkernes løfter, siger Benjamin Ask Popp-Madsen. Han skriver ph.d. om politiske fællesskaber på København og er medforfatter til en ny bog om den russiske revolution.
”Frem til efteråret 1917 var der i sovjetterne ikke stor opbakning til bolsjevikkerne og deres ønske om en revolution. De fik først indflydelse, da Lenin i foråret ændrede partiets politik til at handle om at skabe et nyt politisk system baseret på sovjetterne. Det er svært at vide, om han mente det, eller om det var en strategisk taktik. Men hen over sommeren vandt bolsjevikkerne magt i sovjetterne ved at skabe nyvalg og manipulere sig til et flertal i rådene,” siger han og tilføjer, at sovjetterne efter revolutionen blev inkorporeret i staten og mistede deres magt.
Overgangen til et kommunistisk styre fik ikke kun konsekvenser for folkets politiske indflydelse, men også for dem, det nye styre så som ”folkets fjender”. Medlemmer af politiske partier og personer med forbindelse til zarstyret blev eksempelvis fængslet og henrettet. Det samme gjaldt præster, fortæller adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet Christian Gottlieb.
”Nogle marxister troede på, at kirken ville forsvinde af sig selv, når de materielle forhold ændrede sig, mens Lenins fløj ikke havde tålmodighed til at vente. Han mente, det var vigtigt aktivt at bekæmpe kirken og religiøse ytringer. Særligt fra 1922 førte bolsjevikkerne voldsomme antireligiøse kampagner, og mange kirker blev ødelagt.”
