Tekst: Nanna Schelde. Foto & video: Leif Tuxen
4. september 2020
”Hittebarnet” er en artikelserie i fire kapitler. Dette er fjerde kapitel.
Har du ikke læst de foregående kapitler, anbefaler vi, at du begynder med første kapitel: k.dk/ukendtpige
Regionaltoget fra København ruller ind på Ringsted Station. Det er tirsdag formiddag og sommer.
Præcis ligesom det var for godt 23 år, da en spæd pige blev fundet på gulvet på et toilet her på stationen. Dengang blev hun kaldt Sofie.
I dag hedder hun Marie, og den 3. juni 2020 fyldte hun 23 år.
For første gang siden hun blev fundet der på gulvet, vil hun nu om lidt gå ind på stationen. Hun forventer sig ikke det store af besøget. Hun har aldrig selv tillagt findestedet en særlig stor værdi.
På en skoleudflugt med gymnasiet i 3.g, skulle hun skifte til togbus i Ringsted, men hun var aldrig inde på stationen dengang. Hun tænkte blot ved sig selv, at det var her, hun var blevet fundet.
Marie har flere gange sat ord på, hvorfor hun gerne vil medvirke i avisartiklen, og hvad hun eventuelt håber på at kunne få ud af det. Hun siger:
”Jeg er nysgerrig. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg spørge hvorfor. Hvorfor blev jeg afleveret på et togtoilet? Noget må være gået forud.”
”Det kunne også være sjovt, hvis jeg kunne finde frem til andre danske hittebørn ligesom mig. Men de svære at finde frem til. Der findes ikke lige en gruppe på Facebook, man kan blive medlem af. Måske kunne det give mening for dem at læse min historie. Det håber jeg.”
Hun er netop flyttet til Nyboder i København med sin kæreste Morten, der er i færd med at uddanne sig til premierløjtnant i forsvaret. Hun håber selv at kunne begynde på en uddannelse som sikkerhedsvagt, når de er på plads i deres nye hjem i hovedstaden.
Efter gymnasiet meldte hun sig til forvaret og aftjente sin værnepligt hos Jyske Dragonregiment i Holstebro, og senere blev hun sergent i Hjemmeværnet.
Mens hun var værnepligtig, søgte hun ind på Forfatterskolen i København, men kom ikke igennem nåleøjet. Tiden i forsvaret havde dog også bekræftet hende i, at hun havde behov for at arbejde med noget, hvor hun kunne bruge sig selv fysisk og ikke bare skulle sidde stille foran en computer dagen lang.
I hverdagen tænker hun ikke så meget over sin anderledes begyndelse på livet. Hun har forsøgt at få mere viden om sin sag, men oplysningerne er sparsomme.
I 2018 kontaktede hun Midt- og Vestsjællands Politi og søgte aktindsigt, men fik at vide, at de kun havde få dokumenter om sagen fra 1997. Og de dokumenter, de havde, havde hun allerede selv i forvejen. Blandt andet det med den svenske kvinde, der hævdede at være hendes mor, men som viste sig ikke at være det. Hun har også på krak.dk søgt på en række af de personer, som fremgår af en række dokumenter og avisartikler, som hendes far Erik havde gemt i et arkivskab i sit hjem.
Men hun ved heller ikke, hvad hun skulle spørge dem om. Hendes biologiske mor kan de jo ikke finde.
Som hendes veninde Pernille siger, så er Marie dygtig til at researche og se sammenhænge. Så hvis hendes biologiske mor havde været til at finde, havde hun nok kunnet finde frem til hende, mener Pernille.
Til hverdag er det faktisk kun, når hun går til lægen, at Marie bliver konfronteret med, at hun er adopteret. Når læger spørger ind til fortilfælde af sygdom i familien, kommer hun til kort.
”Hvem er dine forældre? Er det noget genetisk, der løber i din familie? Har du mulighed for at finde ud af det?
Nej, det har hun ikke.
Marie stiger af toget og står en stund på perronen og betragter omgivelserne. Der er så stille, at man kan høre den støvede lyd fra en stiv kost, der rammer asfalten, når en orange DSB-mand fejer blade sammen.
Nogle få rejsende med trolleyer og tasker har fordelt sig ved stationens fem spor. Herfra kan man blandt andet komme til Københavns Lufthavn, Østerport, Slagelse, Hobro, Fredericia og Hamburg Hauptbahnhof, fremgår det af infoskærmen. Med andre ord er Ringsted Station ligesom i 1997 fortsat et knudepunkt med togafgange til hele landet.
Det afspejler sig dog ikke i ventesalen, hvor der er tyst. I den ene ende har en køreskole afløst det daværende billetsalg. I den anden ende har 7-Eleven taget over efter DSB-kiosken. I 1997 var der desuden et lille cafeteria, en ”DSB Minibar”, der solgte hapsdogs, Big Dane-burgere og Cocioer til de rejsende. Selvom der er i dag er flere togafgange og flere rejsende end dengang, må man antage, at der dengang havde været et andet leben end i dag, og at det var nemmere at falde i med mængden.
Toiletterne er også bygget om, viser det sig. Dengang var der ifølge DSB både et herre- og et dametoilet. I dag er der kun ét stort toilet, så det er svært at sige præcist hvor, Marie lå indhyllet i de to håndklæder fra Jysk Sengetøjslager.
Midt i ventesalen står Marie og trækker lidt på skulderen. For hende er det som at være på enhver anden togstation, siger hun. Hun sammenligner det med, hvis andre mennesker gik ind og så det hospital, hvor de var blevet født.
”Det ville formentlig heller ikke udløse den helt store reaktion hos dem,” tror hun.
Da hun i 1997 blev fundet, havde hun ikke lidt overlast. Og alt tydede på, at hun var blevet ammet kort tid forinden, hun blev efterladt der på klinkegulvet. Om det siger hun:
”Jeg tænker på, hvad der er sket i min første leveuge. Jeg må som udgangspunkt have haft det godt. Jeg var pakket ind og efterladt inden døre, hvor jeg ville blive fundet. Min biologiske mor har sikkert haft sine grunde, men jeg ville da gerne vide hvorfor. Flere af mine venner er begyndt at få børn nu. Når jeg sidder med et lille spædbarn i armene, har jeg svært ved at forstå, hvad der kunne få en mor til at efterlade en så lille baby på et toiletgulv.”
Marie tror ikke, hun nogensinde får et svar, og det har hun sluttet fred med, selvom lysten til at vide mere, altid vil være der.
”Havde mit liv været knapt så godt, havde jeg måske haft større behov for at finde mine biologiske forældre. Jeg er ganske tilfreds med dem, jeg har fået, og er taknemmelig for, at jeg blev adopteret, frem for at blive kastet rundt mellem plejefamilier, som jeg har oplevet, at flere af mine venner er blevet. Jeg mangler ikke en familie. Men det kunne være sjovt at vide, om jeg har biologiske søskende.”
Hun tilføjer:
”Om der mon findes nogen et sted derude, der ligner mig.”
Sådan gjorde vi
I et år forsøgte Kristeligt Dagblad ad forskellige kanaler at finde frem til hittebarnet, der blev efterladt på Ringsted Station i 1997.
I foråret 2020 lykkedes det at etablere kontakt til Marie, der reagerede på et opslag i en Facebook-gruppe. Hun har i processen stillet en lang række dokumenter, journaler, breve, avisudklip og billeder fra og om sit liv til rådighed, som artiklerne i serien i høj grad bygger på. De bygger også på adskillige interviews med Marie og samtaler med hendes veninde, hendes kæreste og hendes mor. Ligeledes har Kristeligt Dagblad fundet frem til og talt med en række af de personer, der var involveret i sagen i 1997. Flere har afvist at medvirke grundet tavshedspligt. Vi har søgt aktindsigt i sagen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Kristeligt Dagblad inviterede Marie med på togturen til Ringsted. Hun har læst fortællingen i sin fulde længde. Marie har ønsket kun at stå frem med fornavn. Kristeligt Dagblad kender hendes fulde identitet.
Har du nye oplysninger om hittebarnet fra Ringsted, så kontakt redaktionen på livogsjael@k.dk.
KREDITERING
