TEKST: LARS HENRIKSEN, FOTO: PETRA THIEBEL JACOBSEN OG JENS BACH, TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU

2/9 2016

PRØV KRISTELIGT DAGBLAD I FIRE UGER GRATIS

PRØV AVISEN I FIRE UGER GRATIS

Del artiklen med dine venner:

Tweet

På Robert Kiel Lauritsens kontor ligger en sort dagbog i en skuffe. Keep smiling står der på forsiden, men den første sætning slår en anden tone an: ”Jeg er blevet angrebet af en usynlig fjende.”

Det var kun sjældent, hustruen Puk Aadahl læste i dagbogen, mens Robert levede, og hun har ikke rørt den, siden han døde. Det er for barskt, siger hun, for i den gemmer sig den verden, hendes mand gennem mere end 40 år holdt for sig selv i de sidste måneder, han levede.

Side efter side beskriver den det indre liv, han ikke ville dele med nogen. For at skåne hende, sagde han. Måske også for at skåne sig selv for hendes fortvivlelse.

I dag er hun taknemmelig for, at hun ikke skulle håndtere hans angst samtidig med sin egen. Men mens hjernesvulsten regerede i ægtefællens hoved og satte alting på spidsen, var dagbogen et konstant påmindelse om den ensomhed, der var opstået i hende, siden lægerne en sommerdag i 2014 viste parret scanningsbillederne af det, Roberts yngste barnebarn siden navngav ”Klumpen”.

”Vi har altid været tæt forbundet, nærmest groet sammen, Robert og jeg,” fortæller Puk hen over spisebordet i sin søsters hus, hvor hun de seneste dage har fået et hvil fra sin nye hverdag som enke.

Udover at leve sammen, arbejdede de også sammen hver dag, så det svarede nærmest til 80 års ægteskab, siger hun med et skævt smil. Men efter lægerne gav Robert 3 til 12 måneder at leve i, vidste hun, at de ikke længere kunne nå hinanden.

”Vi kæmpede for noget forskelligt. Jeg kæmpede for at beholde ham og gjorde alt for, at han kunne blive en af historierne om dem, der slår kræften. Han kæmpede for at bevare det livsmod, som altid har kendetegnet ham. Derfor levede vi i hver vores verden, og når jeg ind imellem mistede modet og søgte ind i hans verden, sagde han, at han ikke kunne trøste mig. For selv om jeg skulle miste ham, skulle han jo miste alt og alle.”

Puk har besluttet sig for at låne Kristeligt Dagblad ægtefællens dagbog sammen med alle de humoristiske og ofte morbide tegninger, han begyndte at tegne, efter Klumpen havde meldt sin ankomst. Tingene skal gøres færdigt, som hun siger. Robert havde nemlig sagt ja til at blive fulgt i de måneder, han havde tilbage, for at give et indblik i, hvordan man lever med livet, når man meget snart skal dø. Ville han blive bange og bitter? Hvor længe ville han kunne fastholde sit livsglade jeg?

Det blev kun til en enkelt samtale før jul 2014, hvor hans livsglæde var intakt, og hvor han havde det med svulsten, som de fleste har det på en solskinsdag, når meteorologerne har lovet regn: Måske havde nogen alligevel taget fejl.

I sin dagbog skrev han:

”Stadig i fin form. Det lyder, som om jeg venter et nedslag. I virkeligheden er dette kun en løbende oplysning til mig selv. Jeg forventer jo engang at kunne bladre tilbage for at se, at jeg personligt har skrevet: jeg er et lykkeligt menneske, og jeg har det godt. Det, vi kalder nuet, og som vi jo aldrig oplever som et punkt, men en sekvens, er blevet en integreret del af det, jeg kalder den daglige trummerum. Nuet og trummerummen har samme gyldighed, er lige vigtige. Dagligdagens banaliteter har fået ny værdi, de er livet.”

Siden sagde han, at han ikke havde mere at tilføje. Døden kom, som den nu gjorde. Han fortsatte dog samtalen med sig selv og fyldte dagbogssiderne frem til få dage inden sin død. Den sidste og ensomme del af hans rejse var nødt til kun at foregå her.

Det er også derfor – fordi ensomheden kom bag på hende – at Puk gerne vil fortælle sin og Roberts historie. For måske behøver det ikke at være sådan for andre. Måske kan nogen lære af deres erfaringer med at gå døden i møde – sammen og hver for sig.

”I dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan vores forløb havde været, hvis der ikke fandtes scanninger,” siger hun. ”Eller hvis vi havde fravalgt dem. Så var vores tid sammen blevet kortere, for svulsten voksede som et foster og havde slået ham ihjel langt hurtigere uden behandlingen. På den anden side ville Robert ikke have haft visheden om sin snarlige død, og det var det, der ændrede ham. Det ændrede os, for pludselig blev det, vi havde sammen, tosomhed på et knivsæg. Vi har altid taget alle opgør lige på, vi har sloges og sagt hårde ting til hinanden, men altid kommet styrket ud af det. Det var sådan, vi fungerede, men det forsvandt med svulsten. Intet måtte kamme over, alt skulle nydes. Mørket holdt vi for os selv, og måske var det en fejl. Måske kunne det bare ikke være anderledes.”

”I går døde Günther Grass, en europæisk forfatter af verdenslitteratur. De dør, dem jeg elskede, og min kære bror – Georg – var på hospice forleden i Sæby, hvor hans barndomsven er i gang med at udånde. Jeg lovede ham at vente lidt med min egen udånding. Det kan dog være svært at holde vejeret så længe, som andre måske forventer.”

For helt at forstå, hvad svulsten gjorde ved enheden Puk&Robert, er man nødt til at kende lidt til deres fælles historie. Så vi skruer tiden tilbage til 1973, hvor Robert netop var hjemvendt fra Australien og søgte job som tandtekniker på et laboratorium i Esbjerg, som Puk var leder af. Han indlogerede sig på missionshotellet, men kunne som ateist ikke finde sig til rette, og Puk blev bedt om at huse ham et par uger, mens han ledte efter en lejlighed.

Der var dog hele tiden noget i vejen med de lejligheder, han fandt. For lidt lys. For mange trapper. En mærkelig skydedør.

”Det endte med, at han aldrig flyttede ud af mit hus,” fortæller Puk og lader en hjertelig latter runge gennem hele kroppen.

De var begge mærkede af tidligere ægteskaber, men dybt betagede af hinanden. Robert var anderledes end de andre. Han var typen, der gik i gang med at reparere lyset på Puks bil i frostvejr kun iført nylonskjorte og uden den mindste praktiske sans. Det kom til at koste en mindre formue at udbedre de skader, han forvoldte bilen, men de grinede af det – sammen.

Det blev aldrig sort for Robert, som Puk formulerer det.

Og den slags historier er der masser af. Der var også dengang til hans brors kobberbryllup, hvor Roberts mor var meget optaget af, at de skulle komme pænt klædt. Så Robert lejede kjole og hvidt, og moderen sagde ih og næ, men mens hun så den anden vej, tog han de lyserøde gårdsangersko på, han havde fundet.

”Skoene var forfærdeligt grimme,” fortæller Puk leende. ”Billige og smagløse. Men Robert insisterede på at være sin egen. Og gårdsangere levede jo netop deres eget liv. Normalt er gårdsangersko hvide, men han var så heldig at finde dem i lyserøde, så han lige kunne give skruen et ekstra drej. Det var det, der var så spændende ved ham: Han turde gøre det, vi andre kun tænkte. Og det var helt naturligt for ham. Han var altid ægte.”

Der var også sværdslag, selvfølgelig. De var enormt forskellige og kunne være skilt 100 gange, men Puk gudeelskede ham, for de ville altid hinanden, de kedede sig aldrig sammen, og de blev aldrig færdige med at snakke. Hver morgen, når hun stod op, sad han med en bog, avisen eller radioen tændt og ventede på at kunne dele med hende, hvad han havde lært. Det virkede næsten, som om han mest af alt oplevede for at kunne dele det med hende, og hun elskede ham for den energi, det gav hende.

”Gik fem kilometer med Puk i en solskinsfyldt aftenstund. Et forår med og uden spring. Et enkelt bøgetræ stod med alle blade og med en farve så spæd og jomfruelig, så selv den gamle mand blev blød om hjertet. Er der noget skønnere end nyt liv og tanken om det. Jeg har altid været bedst til begyndelser. Jeg har så øvet mig på afslutninger de sidste 10 måneder. Øvelse gør mester, siges det. Der er dog stadig sådan, at afslutninger minder mest om en overenskomstforhandling. Jeg glæder mig til den næste forhandling. Så vil jeg personligt forlange mere tid.”

Forandringen kom pludseligt. Til gadefesten den 21. juni 2014 gik Robert rundt for sig selv. Normalt var han den sjove mand med det store, krøllede hår, et socialt midtpunkt på den lille, lukkede vej uden for Herning, hvor de var flyttet til. De fleste blev draget af hans uortodokse nærvær. Han var den skæve fjer i hatten. Rødbeden på leverpostejen. Nu virkede han fraværende, og snakken gik, om han egentlig havde brug for høreapparat.

Puk registrerede ikke, at noget var galt, men samme nat blev hun vækket af et bump fra badeværelset. Hun fandt ham siddende med en begyndende bule i panden, men han nægtede at være faldet og virkede diffus. Næste morgen sov han flere timer længere end nogensinde før.

Mandag gik de sammen til lægen, men der gik flere uger, før han blev scannet, fordi ingen kunne se, at han fejlede noget. Han havde tværtimod et usædvanlig godt helbred, lød det, og Robert mente da også selv, at han havde det glimrende. Resultatet af scanningen viste noget andet.

Det blev den først lektie, siger Puk i dag: Vær opmærksom på forandringer hos dig selv og din ægtefælle. Og er du overbevist om, at noget er forkert, så stop ikke ved en læges – eller din ægtefælles – nej. Pres på, og bliv ved.

Puk burde have reageret tidligere og kraftigere på Roberts nye adfærd, synes hun, men han blev ved med at slå det hen. Han havde aldrig fejlet noget i sit liv. Aldrig spist smertestillende. Selv da den yderste del af nederste mundvig begyndte at hænge lidt på ham, rettede han bare fejlen ved at smile stort og sige: ”Se, alt er fint!”

”Så begynder vi på anden dødsfase. Det er der, hvor man bagefter siger: Han fik da trods alt to gode år! I går fik jeg syn for sagen. Den er vokset, og det er åbenbart ”en frisk fyr” – lidt som min gamle skolekammerat Abildgaard, der pludselig skød i vejret. Fik taget blodprøver og hjertekardiogram og er klar til Skejby i morgen. Jeg følger åbenbart et helt normalt mønster for disse ”hjerneterrorister” og deres strategi.”

”Om man vil det eller ej, begynder man at filosofere over liv og død. Jeg drømte forleden nat, at jeg havde fået en hjernesvulst, der bare voksede og voksede. Jeg vågnede og blev glad over, at det bare var en drøm. Jeg blev så langsomt ramt af virkeligheden, der var værre end en ond drøm, for så at vende tilbage til min bearbejdede virkelighed. Jeg har altid haft livsmod ved begyndelser, men har svært ved afslutninger, og derfor har jeg gjort afslutninger til begyndelser. Livet fortsætter også uden mig, selv om det er svært at forstå.”

Efter diagnosen kom alvoren. Sammen tog de til Roberts hjemstavn Frederikshavn og gik ad barndommens stier, talte om ungdomskærester og de drømme, der næsten alle var blevet udlevet. Hans øjne lyste, og Puk lyttede, selv om ingen af historierne havde noget med hende at gøre. Hun var klar over, at han var i gang med at runde sit liv af, så hun fulgte alle hans behov. Hun ville følge ham til verdens ende, hvis det var det, han ville.

Ofte virkede han helt høj, men han blev også ked af det og frustreret over livet med Klumpen, og når det blev slemt, stoppede hun ham med den sætning, der blev deres fælles anker, når tankestrømmene sled for hårdt: Nu er det kyssetid, ville Puk sige, og han ville se taknemmeligt på hende. Eller hun satte musik på, som havde betydning for dem begge, og de dansede tæt sammen.

En ny form for samhørighed opstod. Om aftenen satte han sig ofte til klaveret, og det var et tegn til Puk om, at nu kunne hun godt børste tænder og gøre sig klar til natten. Og sådan blev hverdagen fuld af det usagte. Puk sørgede for, at han fik varmt tøj på, drak ingefær og spiste grøntsagssuppe. Robert spillede golf og tennis, mødtes med sin bror og fik rejemadder efter golfmatchen, og gjorde i det hele taget alle de ting, der gav ham livsglæde, men det skete uden at nævne svulsten. Den del af hans verden levede næsten udelukkende i dagbogen.

”Og det var egentlig fint,” siger Puk og kigger tavst ud af vinduet et stykke tid.

”Tanken om døden kan tales ihjel. Det er heldigt. Det giver plads til livet. Man skal ikke kimse af den indre monolog.”

Hun håber, det var fint. En dag, når hun får samlet mod til det, vil hun måske åbne dagbogen og læse, om det også var fint for Robert. Ville han i virkeligheden gerne have talt mere om sin rejse mod døden? Ville han gerne have undværet hendes kamp for at holde ham i live så længe som muligt? For hvis skyld var det overhovedet, at han fik den drøje kemobehandling?

På dårlige dage – og dem er der stadig klart flest af – kan Puk ikke lade være med at føle skyld over, at hun kæmpede så hårdt for at komme væk fra den virkelighed, Robert skrev om i dagbogen. At hun så ofte tænkte, at hun helst bare ville holde om ham og holde alle andre på afstand. For var det, når alt kom til alt, mest sig selv, hun kæmpede for?

”Jeg vil ikke have undværet en eneste dag i de halvandet år, vi fik sammen efter den første scanning. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvem gavner det at holde et døende menneske i live så længe? Vi hænger automatisk ved livet, og det skal vi også, men hvor hårdt? Hvor længe? Jeg føler mig ret sikker på, at Robert også syntes, at den sidste tid var lidelserne værd, selv om vi aldrig tog snakken direkte. Det håber jeg også, at dagbogen fortæller,” siger hun, mens tårerne lander oven på de allerede udtørrede.

”Præcis et år siden, jeg vågnede op, og nogen sagde, at det var gået godt. Det meste af svulsten bortopereret, den sidste del skulle man nu holde tilbage med stråler og kemoterapi. Jeg var blevet potentielt døende patient fra den ene dag til den næste. Og det er åbenbart et job, man ikke kan løbe fra igen. For jeg er her stadig. Jeg er dog ikke en entusiastisk medarbejder. Kører det lidt på rutinen. Kommer for sent. Diskuterer lidt med den anden medarbejder, som også er mig. Får nogle gange ret, men for det meste opretholder vi et godt og kammeratligt forhold til hinanden! Det der med døden er ikke os. Vi elsker begge livet.”

”Så er det sket. Jeg er nu på vej mod døden. Terminal patient – hvilket giver adgang til et hospice. MR-scanningen viste, at Klumpen var blevet fire gange så stor på de sidste tre måneder, og at den havde passeret hjernestammen til højre hjernehalvdel. Da jeg endnu ingen bivirkninger har, kan jeg fortsætte mit liv sammen med mit alter ego: Ignoranten.”

”Jeg har et spørgsmål,” siger Puk så. Øjnene er intense.

”Når vi bliver så dygtige til at blive gamle og kan så meget mere end vores forældre lægeligt set, hvem lærer os så samtidig at leve med at være dødsmærkede?”

Udover angsten for at miste var hendes uvidenhed om at håndtere tiden inden døden noget af det sværeste. Hun kunne ikke rigtig tale med Robert om det, for hans behov var nogle andre. Hun havde sine søstre og døtre, men deres sorg var en anden, så hendes cirkel var lille og lukket, og udenfor stod alle de andre og sagde: ”Du klarer det vel nok flot”, mens de samtidig udlevede deres store behov for at fortælle om egne tab af kære familiemedlemmer.

Det var på samme måde med sundhedsvæsenet. Alle havde været utrolig professionelle, mens Roberts behandling stod på, men da der ikke var mere at gøre, stod hun alene med døden og alle de spørgsmål, der omgav den. Kun Robert var rolig. Da den grædende læge Lise Bentzen på kræftafdelingen i Aarhus fortalte ham, at nu skulle han dø, tog Robert det, som han havde taget alt andet: Med værdighed. På vej hjem i bilen satte han Anne Linnet på og stirrede tavst ud på naturen. Derhjemme satte han sig direkte til kontorbordet og begyndte at tegne.

Puk græd og græd. Først da hun var færdig, kom han og tog om hende.

”Var på universitetshospitalet hos Lise Bentzen. Blev enige om at droppe kemoterapien. Der er ikke mere at gøre. Jeg må af sted på min sidste tur. Meget trist. Nu er der kun at håbe på resten!”

Knap to uger senere lå Robert rystende i den hospitalsseng, Puk havde fået sat op i stuen. Han havde hovedet på hendes bryst, sin hånd i hendes. De var hos ham i døgndrift, Puk og døtrene. Robert talte næsten ikke længere, gik heller ikke, men stirrede bare ud i haven og lyttede til musikken. De sidste dage spiste han heller ikke, de yderste af hans fingre blev blå. Det var som at se en rank blomst visne.

Da han døde klokken 19 om aftenen den 9. februar 2016, var det med familiens hænder på sig, og den del af underlæben, der ellers havde hængt lidt, så nu ud til at smile.

Ugerne efter var tilværelsen en tæt tåge, der aldrig lettede. Puk kunne ikke orientere sig, ikke sove, ikke finde fodfæste. Hun gik bare og ventede på, at virkeligheden skulle komme til syne igen, men der var ingen vind til at jage tågen væk. Alt det praktiske hjalp. Hun satte blomster i vand, gjorde stuen smuk igen, dækkede for den rædsel, døden var. Men hun kunne ikke skærme sig for alle de billeder af Robert, der hele tiden kom bølgende.

Det er stadig en umådelig opgave hver dag at genfinde lysten til livet, siger hun. Puk føler sig som en torso uden arme og ben, der svæver foran et sort hul, hun bare kan læne sig tilbage i og forsvinde, hvis hun vil. Der er ingen fremdrift væk fra hullet, kun tiden.

De første måneder vågnede hun og mærkede med det samme smerten ved, at han ikke var der. I dag går der tre sekunder, tre velsignede sekunder, inden hun husker, hvad der er sket. Og sådan er det med mange ting. Den første gang, hun satte sig ind i bilen, og Anne Linnet gik i gang med sin sang, brød hun sammen. Men også den del går bedre.

”Det er som at begynde et nyt liv,” siger hun. ”For der er intet fra min bagage, jeg kan bruge til noget. Alting gør ondt.”

Puk har bortskaffet nogle af Roberts ting eller flyttet dem ud af syne. Hans overtøj skal ikke hænge der i skabet, som om han stadig var i huset. Hun skal ikke halvvejs forvente, at han kommer hende i møde, hver gang hun åbner hoveddøren, så de mest tydelige signaler er væk, men vreden bliver siddende.

Hun er også vred på Gud, siger hun. Det var på samme måde, da hendes mor døde alt for ung, for sådan kan man parkere vreden, selv om den ikke er retfærdig. Men vreden er afmagt, og derfor skælder hun til ham, hun tror på sidder med magten. Og som hun håber, Robert sidder sammen med og siger: Lad hende bare været lidt tosset.

Det er den slags – fortvivlelsen, rædslen, sorgen og vreden – vi alle sammen skal være forberedte på bliver en stadig mere naturlig og længerevarende del af vores liv i takt med, at vi lever længere og er bedre hjulpet, siger hun. Det er alle spørgsmålene og ensomheden. Meget bliver nemmere, hvis bare man taler sammen, og måske er det den vigtigste lektie, Puk har lært: Hun skulle have insisteret på samtalen.

Eller også er lektien, at man alligevel ikke kan tale sig ud af, at vi dør alene. Og bliver ladt alene tilbage.

”Vi gjorde det, vi følte os i stand til. Og jeg trøster mig ved, at der er afsat plads til mig ved siden af Roberts urne. Så ved jeg, at jeg kan få lidt mere af ham, end jeg fik. Jeg kan i hvert fald komme tæt på ham igen,” siger hun.

Sådan gjorde vi

Denne artikels forfatter mødtes med Robert Kiel Lauritsen i efteråret 2014. Det kom der en artikel ud af, som blev bragt i avisen den 5. december samme år. Nogle måneder efter hans død i februar 2016 fortalte hans hustru Puk Aadahl om Roberts sygdomsforløb og gav tilladelse til at bringe uddrag fra Roberts dagbog og et udvalg af hans tegning her i avisen. Hun har læst og godkendt denne artikel.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis