Kristeligt Dagblad

Tavshed fik alvorlige konsekvenser, da Froma Pukotilo blev til Ruth



Af Tine Maria Winther | Foto: Emil Kastrup Andersen

17. november 2017


Twitter Facebook


Tavshed fik alvorlige konsekvenser



Af Tine Maria Winther | Foto: Emil Kastrup Andersen
17. november 2017

Tavshed fik alvorlige konsekvenser, da Froma Pukotilo blev til Ruth



Af Tine Maria Winther | Foto: Emil Kastrup Andersen
17. november 2017

”Mit halve liv” hedder romanen, som Anita Furu har skrevet over sin farmors skæbne. Under pogromerne blev den forældreløse pige i 1906 reddet til et liv ”på solsiden” af en velhavende jødisk dame i København. Dengang var vurderingen, at man ikke skulle tale om traumatiske oplevelser med børn

 


I Kijev ser barnet på fotografen med alvorlige øjne. Det pæne tøj har hun lånt, og skilningen sidder snorlige i det mørke hår.

Froma Pukotilo, som pigen hedder, har for nylig set sin fars lig. Han blev myrdet i 1906 under jødeforfølgelserne i Rusland. Da han var enkemand, går det jødiske samfund i gang med at finde nye hjem til hans fire børn. Froma er den yngste.

I København vil den velhavende jødiske grossererdatter Sophie Ballin gerne adoptere et barn i nød. Men hun vil først se, hvad hun får. Derfor situationen hos fotografen i Kijev. Men da fotografiet når til København, bliver frøken Ballin betænkelig. Læner barnet sig ikke lidt underligt op ad den stol? Kan hun ikke stå selv? Er der noget galt med hendes ben? Er hun måske ligefrem halt?! Så i Kijev er det af sted til fotografen igen. På det nye fotografi bliver Froma instrueret i at stå ordentligt på begge ben og ikke læne sig op ad noget. I København ånder frøken Ballin, der er ugift og lidt op i årene, lettet op, og den lille piges rejse til Danmark kan begynde.

Froma er Anita Furus farmor, og det er hendes historie, den debuterende forfatter er inspireret af i romanen ”Mit halve liv”, som netop er udkommet på forlaget Gladiator.

”Min farmor huskede meget tydeligt, hvordan hun som barn kom sejlende fra Sankt Petersborg helt alene. Blandt de mennesker, der ventede på kajen i Helsingør, lagde hun mærke til en meget fin dame med en imponerende hat. Og det viste sig, at det netop var hendes adoptivmor.”



 
På forfatterens bord ligger nogle af de få fotos, der findes af farmoderen som barn.

Anita Furu, 55 år, har skrevet sin første roman ”Mit halve liv”. Den omhandler hendes farmor, der som seksårig blev adopteret fra Rusland af en velhavende kvinde i København.

På forfatterens bord ligger nogle af de få fotos, der findes af farmoderen som barn. Under jødeforfølgelserne i Rusland blev Froma Pukotilos far myrdet. Som seks-årig adopteres hun af en velhavende jødisk kvinde i København. Anita Furu har skrevet romanen ”Mit halve liv” over sin farmors skæbne.

 

Anita Furu, 55 år, har skrevet sin første roman ”Mit halve liv”.
Den omhandler hendes farmor, der som seksårig blev adopteret fra Rusland af en velhavende kvinde i København.

 
 






Den jødiske menighed i København var interesseret i at hjælpe flygtende trosfæller fra Rusland, men også meget opmærksomme på at få dem hurtigt integreret i det danske samfund. Også en pige på seks år.

”Jøder østfra var mere fremmedartede, ofte dårligere uddannet og politisk mere venstreorienterede, så de danske jøder var bange for, at det skulle gå ud over dem. Men man ville gerne hjælpe, og Sophie Ballin tog altså det skridt, at hun adopterede et barn. Det var Det Mosaiske Troessamfund, der stod for kontakten,” fortæller Anita Furu.

En bror og en søster endte i England, mens den ældste bror, så vidt man ved, blev tilbage i Kijev.

Familiehistorien har ligget og villet frem i mange år. Faktisk fortalte Anita Furus farmor, der ellers var ordknap om sin fortid, mere til barnebarnet Anita, end hun gjorde til andre, fordi hun tænkte, at hun måske kunne bruge det til noget.

Derfor ærgrer det forfatteren lidt, at hun ikke fik skrevet bogen, før farmoderen døde, men det er altså først nu som 55-årig, at hun får den af sted og dermed debuterer som forfatter. Ruth Ballin, gift Furu, døde i 1989.



 
Dette foto af Ruth i en hvid kjole er taget i København og sendt til hendes forlovede, Sigurd.

Froma Pukotilos, der i Danmark kom til at hedde Ruth, sidder som teenager mellem sin adoptivmor Sophie Ballin og hjemmets tjenestepige Amanda.

 






På bordet i Anita Furus lejlighed, oppe under taget i en nydelig ejendom på Frederiksberg i København, ligger de gulnede papirer, hun har efter sin farmor. Datoen på adoptionsattesten viser, at den først blev skrevet under, da lille Froma havde været her i seks måneder:

”Jeg tror godt, man kan sige, at min farmor var på prøve indtil da.”

Som det ofte sker, fik adoptivbarnet nyt navn, da hun kom til Danmark. Fra da af hed hun Ruth, og som hun voksede til, var hun ivrig for ikke skille sig ud. Hun nævnte aldrig sit fødenavn igen. Men sit kælenavn Nunja glemte hun aldrig, og det var det, hun oplyste, da Anita som lille blev ved med at plage for at få at høre hendes rigtige navn:

”Faktisk tror jeg, hun havde glemt eller fortrængt, at hun egentlig hed Froma.”

I hvert fald blev der lukket grundigt af for fortiden og for Fromas hidtidige identitet, da hun flyttede ind i frøken Ballins herskabslejlighed på Nørrebro.

”Dengang, og sådan har mange adoptivforældre nok haft det gennem tiderne, mente man, at et klart brud var bedst for barnet. Det gav især for de senadopterede et tomrum i livet, som der aldrig blev talt om. Faktisk prøvede hendes søskende at komme i kontakt med hende, den ældste bror sendte breve, men hun fik dem ikke,” siger Anita Furu og citerer den ene sætning, hendes farmor ville sige om den sag: ”Min bror skrev til mig på tysk, og Mama afbrød kontakten, for hun ville, at jeg skulle være dansk.”

På bordet ligger også lærebogen i den jødiske religion, som Ruth Ballin brugte til sin jødiske konfirmationsforberedelse. Hun lærte at skrive hebraiske tegn og fik ros af rabbineren, men når hun og hendes eneste anden jødiske klassekammerat mødte deres kristne veninders mødre på gaden, skjulte de bøgernes forsider, hvor der med guld og versaler stod ”Den jødiske religion”.



 
Billedet er taget få måneder, efter Froma er ankommet til København. Hun er seks år gammel. Hun hedder nu ikke længere Froma, men Ruth.

Lærebogen i den jødiske religion, som Ruth Ballin brugte til sin jødiske konfirmationsforberedelse.

 

 






Romanen er historien om et halvt liv. Om viljen til at blive dansk, men aldrig helt at blive det, selvom Ruth Ballin lærte at tale dansk som en indfødt.

Den lille røde kuffert, som havde gjort vejen med fra Kijev, og som Ruth i romanen beholder, også da hun som voksen flytter til Spanien, bliver den røde tråd tilbage til en fortrængt barndom – til det svage minde om tre søskende, til sproget jiddisch og russisk, som hun glemmer, hvordan man taler. Ja, bare til maden, det mørke brød og løg, som hun savner til det punkt, hvor hun til tjenestepigen Amandas forfærdelse guffer et råt løg i sig i stedet for det blødkogte æg, hun får serveret.

”Sin religion beholdt Ruth, for de levede ortodokst, gik i synagogen, spiste delvist efter reglerne og omgikkes andre jøder. Men hun kom ikke i jødisk skole, og det jødiske liv var noget, man holdt for sig selv,” siger Anita Furu, der hæfter sig ved, at familien Ballin gjorde meget ud af, at de var assimilerede, selvom de levede ortodokst:

”Jeg tror, de var meget påpasselige med ikke at støde nogen eller virke anderledes. Både troen, kulturen og skikkene holdt man inden for hjemmets vægge.”

Ruth Ballin var bevidst om, at hun ”fik et liv på solsiden”, og malede efter Anita Furus mening sin tilværelse for rosenrød, ”for det har ikke været lige sjovt alt sammen”.

Først og fremmest ville hun være ligesom alle andre. Koste hvad det ville.

”Men det kan man ikke bare vælge, for man bærer jo sin skæbne med sig,” siger Anita Furu.

Helt bevidst afviser Ruth i romanen sin jødisk-berlinske bejler ”med de store hænder” og gifter sig, som i virkeligheden, med den flotte nordmand Sigurd.

Ham ligger der også et foto af mellem farmoderens papirer her på bordet. Høj, lys og nordisk sidder han ved siden af hende på en trappe. Formentlig i Spanien, hvor han fik en god stilling i et norsk-spansk firma.



Ruth og nordmanden Sigurd, som hun gifter sig med. Både i romanen og i virkeligheden.




Dette foto af Ruth i en hvid kjole er taget i København og sendt til hendes forlovede, Sigurd.


I Spanien bliver Ruth døbt og er nu, i hvert fald på papiret, kristen. Også for at beskytte sine børn i en urolig tid, selvom landet var et bedre sted end så mange andre at være jøde igennem Anden Verdenskrig.

Men da hun efter krigen vender tilbage til Danmark med sine to sønner, er det i det jødiske miljø, at hun finder sig til rette.

Selv er forfatteren opdraget uden religion, men var som ung fascineret af det jødiske, fordi de mennesker, der kom i hendes farmors hjem, var jøder. Hun syntes, det var eksotisk, ”at armbevægelserne var større og lydniveauet højere”. Som teenager blev Anita Furu tiltrukket af kristendommen, døbt og konfirmeret.

”Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det var et oprør mod mine meget fornuftsbetonede forældre. Og jeg synes, det er svært at komme ind i et religiøst fællesskab, når man ikke er vokset op med det. Jeg lod heller ikke mine egne børn døbe,” siger hun.

Anita Furu er uddannet økonom og arbejder i dag som embedsmand i et ministerium. Hvorfor vil hun være forfatter?

”Jeg har altid skrevet, og nu, hvor børnene er voksne, har jeg tid til at gøre noget mere ved det,” siger hun.

Og da forfatteren Kirsten Thorup, som hun mødte til et skrivekursus, syntes om det første kapitel af ”Mit halve liv”, fik Anita Furu mod på at skrive med udgivelse for øje.

Bag hende i bogreolen står Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanværk ”Min kamp”, Jacob Ejersbos ”Liberty”, der bygger på hans egen ungdom, samt bøger af Thomas Espedal, Roy Jacobsen og Erling Jepsen, som alle trækker på sig selv og deres aner, når de skriver.

Også Anita Furu tager af hovedstolen, som Per Højholt engang advarede imod. Men det bekymrer hende ikke, og hun har tanker om endnu en roman om sin farmor. For selvom Ruth Ballin aldrig gør noget for at finde sine søskende og undlader at besvare et brev fra sin søster, som var blevet adopteret af en familie i England, sker der noget, som gør hendes liv lidt mere helt.

”Gennem en jødisk forening, der har specialiseret sig i at finde bortkomne familiemedlemmer, fandt min far sin mors søsters datter. Og da Ruth var over 80 år, fik min far endelig overtalt hende til at tage med til England. Hendes bror og søster var blevet adopteret af to forskellige engelske familier, men levede ikke længere. Men hun nåede at møde sin søsters datter og fik en fantastisk modtagelse af hende og hendes familie. Min far har fortalt, at da de kom kørende, stod der en kvinde udenfor for at tage imod dem, og familieligheden var slående. ’Det kunne have været din datter,’ sagde han til Ruth. Og det kunne det, for kvinden lignede og var på alder med den datter, min farmor mistede som ung.”

Et af de andre gamle fotografier, der ligger på det runde bord i Anita Furus hjem, er taget få måneder efter det fra Kijev. Pigen er stadig seks år. Men nu hedder hun Ruth, er smart i tøjet, og frøken Ballins smag for hatte præger hendes udseende. Håret er vokset, og blikket er mindre forknyt – barnet slås stadig med sin nye tilværelse, men er allerede blevet bedre til at skjule det.

Men hun har også sat sin vilje igennem. De to billige halskæder, hun har om halsen, har hun lånt af tjenestepigen Amanda og nægtet at tage af, da billedet skulle tages.

”Det skammede frøken Ballin sig angiveligt over, for fotografiet af hendes nye adoptivdatter skulle jo sendes til familien i Tyskland og rundt omkring,” siger Anita Furu.




KREDITERING


  • Tekst: Tine Maria Winther
  • Foto: Emil Kastrup Andersen
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk

KREDITERING


  • Tekst: Tine Maria Winther
  • Foto: Emil Kastrup Andersen
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk