Pause
Annette

Mennesker fra store dele af Europa rejser til Scientologys europæiske hovedkvarter i København for at bestige ”Broen til fuldkommen frihed”, som blandt andet skal lære dem, at de er udødelige. Det koster flere hundrede tusinde kroner at nå til tops, og nogle ender med at lægge væsentligt mere.

37-årige Anette Iren Johansen forlod Scientology i København efter 10 år med en gæld på cirka tre millioner kroner.

Her er hendes historie.

scientology


Fakta top

Nyreligiøs bevægelse grundlagt i 1954 af amerikaneren L. Ron Hubbard.

Hans lære trækker på mange religiøse og filosofiske traditioner såsom buddhisme og gnosticisme samt psykoanalyse og science fiction.

L Ron Hubbard
Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard. Foto: Scanpix

Hun kunne mærke pulsen prikke mod sine tindinger.

Det nattemørke hotelværelse var så stille, at hun syntes, hun kunne høre det rytmiske prik, prik, prik. Det var ikke lyden, der holdt hende vågen, det var tankerne, der på en gang slyngede hende rundt og trykkede hende ned. Hvor skulle hun få alle de penge fra? For et par timer siden havde Anette Iren Johansen mærket et sug af stolthed i maven, mens hun stod i rampelyset foran cirka 10.000 mennesker, der klappede af hende. Sammen med hende på scenen havde Scientologys øverste leder, grundlæggeren L. Ron Hubbards efterfølger, den karismatiske David Miscavige, stået. Hun havde modtaget ærestitlen ”protektor”.

Dagen inden havde to af Scientologys øverste ledere i Europa overtalt hende til at underskrive en check på 40.000 dollar, fortæller hun – svarende til næsten en kvart million kroner. Pengene skulle gå til at redde børn fra psykiatrien, Scientologys hovedfjende, som ifølge organisationen kun har til hensigt at undertrykke mennesker og gøre dem passive og sløve. Pengene havde hun ikke. Men de to scientologer talte godt for sig, og hun ville gerne hjælpe. Det var jo derfor, hun var trådt ind i Scientology. Nu havde hun virkelig ofret sig; gjort noget for sagen. Da rampelysene slukkedes, og natten kom, blev hun betænkelig. Søvnløsheden blev hængende. Også den efterfølgende nat. Og natten efter.


scientology


Fakta top

Scientologys grundlæggende idé er, at mennesket er et åndeligt væsen, som gennem en særlig form for terapi kan frigøre sig fra traumer og opnå erkendelse blandt andet af sin egen udødelighed.

Scientology er en af de mest omdiskuterede nye religiøse bevægelser i Vesten. Kritikere og tidligere medlemmer har beskrevet organisationen som en pengemaskine, og bevægelsen har været involveret i retslige tvister i flere lande.

Medlemstallet er stærkt omdiskuteret. Eks-medlemmer taler om under 100.000 aktive medlemmer, mens Scientology selv taler om millioner.


En efterårsdag fire år tidligere havde Anette Iren Johansen fundet en folder i sin postkasse i den ejendom på Vesterbro i København, hvor hun boede. Året var 2002, og den dengang 25-årige nordmand læste til dyrlæge i Danmark på tredje år. Hun var videbegærlig og havde altid haft et lidt nørdet forhold til matematik, fysik og intelligenstest.

Folderens budskab var klart: Du bruger kun 10 procent af din mentale kapacitet, stod der. Hun kendte ikke afsenderen. Dengang, før det var blevet en hverdagsting at google, havde hun ikke hørt tale om Scientology.



Folder
Scientology forsøger at rekruttere nye medlemmer ved at tilbyde personlighedstest, som ifølge organisationen viser, hvad man skal arbejde med for at få succes i livet. Her er den folder, Anette Iren Johansen fandt i sin postkasse. Foto: Paw Wegner Gissel.

Folderen lovede, at hun kunne lære at bruge de sidste 90 procent af sin mentale kapacitet. Hun bestilte en bog, og inde i bogen lå en personlighedstest med 200 spørgsmål, som hun udfyldte og sendte til organisationen, der officielt kalder sig ”Church of Scientology”.


Få dage efter ringede en medarbejder i organisationen og bad hende komme forbi for at få svar på testen. De hjernevasker folk, sagde en veninde fra dyrlægestudiet, da hun fortalte om sin plan. Men Anette Iren Johansen var ikke bekymret. Hun følte sig intelligent og stærk. Hun fik topkarakterer i skolen og havde både egen bil og lejlighed, selvom hun var studerende. Hun var ikke typen, der blev hjernevasket.



trosbekendelse


Scientologys erklærede mål og trosbekendelse. Afspil videoen.


Derfor besøgte hun Scientologys daværende bygning i Store Kongensgade i det indre København og fik sin test evalueret af en kvindelig scientolog. Spørgsmålene i testen havde været vidt forskellige: Kommer du med tankeløse bemærkninger eller beskyldninger, som du senere fortryder? Synger og fløjter du ofte blot for sjov? Kunne du indordne dig under stram disciplin? Ifølge Scientology skulle testen give Anette Iren Johansen en bedre forståelse af hendes svage og stærke sider. Hun virkede generelt stærk, sagde scientologen, men var der ikke noget, der bekymrede hende? Det var der. Hendes lillebror havde et hashmisbrug, der ifølge Anette Iren Johansen var godt på vej til at ødelægge hans liv, og hendes mor havde et overforbrug af medicin på grund af fysiske smerter.

Det kunne Scientology fikse, sagde scientologen og præsenterede hende for et afvænningsprogram for misbrugere samt et detox-program, som angiveligt kunne fjerne oplagret medicin i kroppen blandt andet gennem svedeture i en sauna. I løbet af et års tid fik hun overtalt både sin bror og mor til at prøve Scientologys behandling. Det virkede. Broderen kom ud af sin afhængighed, og moderen stoppede med sit medicinforbrug og havde færre smerter. Det gjorde indtryk på Anette Iren Johansen.

Samtidig blev hendes lidt nørdede side mere og mere interesseret i Scientology. L. Ron Hubbards filosofi knyttede videnskab til spiritualitet og virkede både logisk og systematisk, syntes hun. Det tiltalte hende. Hun brød sig ikke om religiøse dogmer, men troede på reinkarnation.

Efter at have deltaget i et grundkursus og læst flere bøger om Scientology trådte hun i 2004 igen ind ad døren til Scientology og begyndte på det, hun betragtede som ”sin egen spirituelle rejse”.




fuldkommen frihed


Fakta top

Tegningen ovenfor er en forsimplet udgave af de stadier, man som scientolog skal igennem for at opnå "fuldkommen frihed".

Nedenfor ses Scientologys oversigt over de talrige kurser og terapiforløb, "Broen til fuldkommen frihed", der skal gøre scientologer lykkelige og succesfulde.

Broen består af to parallelle veje. Den ene handler om at uddanne sig i L. Ron Hubbards lære, den anden handler om at udvikle sig åndeligt ved hjælp af auditering, en særlig terapiform.

broen

Anette Iren Johansen er én af mange tusinde udlændinge, som har meldt sig ind hos Scientology i København. En stor bygning i Jernbanegade tæt på Rådhuspladsen udgør Scientologys europæiske hovedkvarter, og mennesker kommer fra hele Europa og dele af Asien for at arbejde sig op ad ”Broen til fuldkommen frihed”. For tiden er 4-5000 udlændinge ifølge Scientology i Danmark for at krydse broen gennem studier og auditering, en særlig form for terapi, som handler om at frigøre sig fra de traumer, som scientologer tror, har tynget menneskesjælen gennem millioner af år.

Mens andre lande på kontinentet kun kan tilbyde mennesker at nå til stadiet ”Clear” – erkendelsen af ens egen udødelighed – skal man til København for at udfolde det helt store åndelige potentiale via såkaldte OT-kurser. OT står for Opererende Thetan. Thetanen er Scientologys svar på sjælen og at være opererende vil blandt andet sige at kunne telepatere og gå ud af sin egen krop. Indholdet af kurserne er dybt hemmeligt for scientologer på lavere trin. En stor del af indholdet er dog blevet lækket, og det tredje af OT-kurserne giver ifølge tidligere scientologer indblik i forestillingen om, at mennesket er blevet sat på jorden af en intergalaktisk krigsherre ved navn Xenu for millioner af år siden.

Anette Iren Johansen anede ikke noget om indholdet af det tredje OT-kursus, men fik at vide, at hvis hun først havde gennemført det, kunne intet i tilværelsen ryste eller rokke hende. OT3 blev derfor hendes mål. Men til at begynde med skulle hun over den første forhindring. Hun skulle bruge cirka 50.000 kroner til kurser og selvudvikling for at komme i gang, men havde kun studielån og stipendium at leve for. Det var der råd for, fortalte folk fra Scientology hende. Hun kunne nemt tage et lån i banken, for eksempel ved at fortælle sin rådgiver, at hun ville renovere sin lejlighed. En medarbejder fulgte med hende til banken og ventede udenfor, fortæller hun. Anette Iren Johansen havde en sund økonomi, så banken sagde o.k.


auditering


Fakta top

Auditering er en særlig terapiform eller åndelig vejledning, der står centralt i Scientologys lære.

Målet med auditering er ifølge bevægelsen ”menneskets åndelige frigørelse”, som blandt andet opnås ved at spore og fjerne traumer fra dette eller tidligere liv.

Selve auditeringen foregår sammen med en såkaldt auditor og ved hjælp af et e-meter, en boks med to ledninger med elektroder for enden, som ifølge Scientology kan spore traumer hos den person, der holder elektroderne.

E-meter
Det såkaldte "e-meter". Foto: Scanpix

Timerne hos Scientology var spændende, syntes hun.

Auditering handler blandt andet om at finde tilbage til traumatiske oplevelser i erindringen, enten fra dette eller tidligere liv, og gøre sig fri af dem.

I begyndelsen dukkede der ikke meget op. Så begyndte oplevelserne at rulle ind over hende. Under en auditering så hun for sig, hvordan hun blev slæbt efter en hest et sted i Italien for mere end 500 år siden. Gruset flåede hendes hud til blods, og smerten var så voldsom, at hun måtte gnubbe sine arme. Andre scientologer har berettet om lignende oplevelser.

Den naturvidenskabelige side af Anette Iren Johansen strittede imod, men oplevelsen blev ikke mindre virkelig af den grund, følte hun.


Livet for kort annonce
"Mast af gigantisk dovendyr". "Indefrosset i gletscher". "Ofret til guderne." Mennesker er ifølge Scientology plaget af traumer fra tidligere liv, og som annoncen fortæller, kan problemerne blive løst ved hjælp af den særlige terapiform auditering. Apparatet på billedet er et e-meter, som bruges under terapien til at identificere traumerne. Foto: Paw Wegner Gissel.

Til at begynde med holdt hun fast i dyrlægestudiet. Tanken om uddannelse og karriere trak i hende. Men hun oplevede samtidig, at medarbejdere i Scientology pressede på for at få hende til at droppe forelæsningerne. De kaldte hendes studie for ”uetisk”, og på en måde havde de måske ret, tænkte hun. Scientology handlede jo om at opnå en tilstand, hvor man kunne være til gavn for hele menneskeheden. Og verden havde brug for hendes hjælp. Psykiatrien var ifølge Scientology godt på vej til at ødelægge mennesker overalt på Jorden. Hvorfor arbejde med dyr, når så mange mennesker havde brug for hendes hjælp?


bygninger for millioner


Fakta top

Samlet set ejer Scientology bygninger i København og omegn for cirka 347 millioner kroner.

Mange af bygningerne ligger på prominente adresser i det indre København.

Alene de seneste to år har bevægelsen købt ejendomme for cirka 110 millioner kroner.

Bygninger ejet af Scientology

Stemningen bag murene hos Scientology blev i løbet af 2004 anderledes, oplevede hun. Organisationen havde i midten af 2000’erne købt en bygning ved Nytorv i Københavns centrum, der i dag har en ejendomsværdi på 44,5 millioner kroner. Den skulle omdannes til en såkaldt Ideel Organisation – et stort center, som samler Scientologys kurser og tilbud under ét tag. I alle større byer verden over ville organisationen opføre lignende centre. København skulle ikke være foruden. Der var bare brug for penge. Mange af dem.

Al den snak om penge var anstrengende, syntes hun, men kurserne var spændende og holdt hende fast. Hun brugte mere og mere tid på at studere Scientology og mindre og mindre tid på sit dyrlægestudium. Til sidst blev hun væk fra forelæsningerne.

Hun havde en ide om, at hun endnu ikke var kommet langt nok op ad broen. Derfor havde hun ikke oplevet den forøgelse af potentiale, som alle talte om. Det handlede ikke om, at hun havde det dårligt og havde behov for hjælp. Hun tænkte snarere, at der ikke ville være grænser for, hvad hun kunne opnå gennem Scientology, når hun i forvejen var ret velfungerende.

Ifølge Anette Iren Johansen ville det koste flere hundrede tusinde kroner for hende at blive ”Clear” – prisen i dag er ifølge Scientology 150.000 kroner – og hun havde ingen indtægt, efter at hun havde droppet sit studium.

Men også det havde Scientology en løsning på: I Scientology skal der en uddannet auditor til for at lede en auditering. Hvis Anette Iren Johansen ved siden af sin egen auditering uddannede sig til auditor, kunne hun tjene hurtige penge på at hjælpe andre, sagde de. Uddannelsen kostede ifølge hende omkring 200.000 kroner. Hun lånte pengene af sin bank og overtalte sine forældre til at kautionere for lånet.



Donationer priser
Det er omstridt, hvor meget det egentlig koster at bevæge sig over Scientologys bro til selvudvikling. Ifølge Scientology i Danmark koster det typisk 350.000 kroner at nå til niveauet OT5, mens minimumsprisen ifølge tidligere scientologer er en million kroner. Prislisten her er hentet fra England (2009), der sammen med Danmark tilbyder de højeste kursusniveauer i Europa. Foto: Paw Wegner Gissel.

indtægter


Fakta top

Den centrale ledelse i Scientology giver lokale scientologer i de enkelte lande ret til at bruge organisationens koncept mod betaling.

Scientologer i de enkelte lande tjener blandt andet penge på at sælge bøger, kurser og auditering, Scientologys særlige form for selvudviklingsprogram.

En del af Scientologys indtægter kommer fra donationer fra medlemmer, men der findes ikke tilgængelige tal på donationerne.

Gavl reklame
En reklame for Hubbards bog. Foto: Scanpix.

Det lån blev snart til et mere.

I oktober 2006 rejste hun med en flok scientologer fra København til England. Hvert år fejrer Church of Scientology årsdagen for grundlæggelsen af Den Internationale Forening af Scientologer (IAS) ved Saint Hill Manor, L. Ron Hubbards gamle hjem.

Sent den første aften blev Anette Iren Johansen opsøgt af to af de øverste ledere i Europa, fortæller hun. De lykønskede hende med, at hun ville støtte Scientology, og bad hende følge med til en ”særlig briefing”. Lykønskningen gjorde hende en smule paf, men hun var stolt over at blive tiltalt af så prominente medlemmer.

De tre gik ifølge hende ind i et lokale fyldt med omtrent 100 medlemmer af Søorganisationen, en enhed af særligt dedikerede scientologer, som bærer sort uniform med blå eller hvid skjorte afhængig af rang.

Stemningen var højtidelig, og de to scientologer spurgte hende, hvor mange penge hun ville donere til Den Internationale Forening af Scientologer. Hun svarede, at hun gerne ville hjælpe, men at hun ingen penge havde, fordi hun var studerende og uden job.

Diplom for at give gaver
Scientology uddeler titler og diplomer til mennesker, som donerer større beløb. Anette Iren Johansen fik titlen ”Patron” (protektor –red.), efter at hun havde doneret cirka en kvart million kroner til Den Internationale Forening af Scientologer (IAS). Privatfoto.


koncept til salg


Fakta top

Globalt har Scientology ifølge egne oplysninger over 11.000 såkaldte missioner, kirker eller grupper fordelt på flere end 160 lande.

De køber sig alle til at bruge Scientologys koncept. En startpakke indeholdende bøger og andet materiale, man har brug for, hvis man vil åbne en lokal mission, kostede i 2001 35.000 dollar – i dag svarende til godt 200.000 kroner. Det fremgår af et af organisationens ældre blade, og det har ikke været muligt at skaffe nyere tal.

Forudsat at alle køber en startpakke, har Scientologys internationale ledelse i USA dermed tjent milliarder alene på etableringen af lokale missioner og organisationer.


Hun fortæller, at de viste hende billeder af babyer, der blev udsat for groteske forsøg. Psykiatrien var i færd med at ødelægge verden, og gjorde hun ikke noget, var der ingen, der gjorde noget, sagde de ifølge hende. Kunne hun skaffe penge? Det kunne hun godt, svarede hun, men så måtte hun tage et lån.

De bad hende om at underskrive en check på 40.000 dollar. Hun sagde, at hun endnu ikke havde pengene. Men endte alligevel med at skrive under, for hun ville ikke trække sig fra aftalen, selvom hun følte sig presset ind i den. Dagen efter stod hun på scenen i Saint Hill sammen med Scientologys øverste leder. Folk klappede af hende. Hun følte sig både stolt og vigtig. Men havde en underlig fornemmelse i maven.

Samme nat indtrådte søvnløsheden.



Anette og Miscavige
Anette Iren Johansen står på scenen under fejringen af årsdagen for grundlæggelsen af Den Internationale Forening af Scientologer. I midten står Scientologys øverste leder, grundlæggeren L. Ron Hubbards efterfølger, David Miscavige. Privatejet foto.

arvtageren


Fakta top

David Miscavige, født 1960, er med Scientologys egen betegnelse Scientologys kirkelige leder.

Som bestyrelsesformand for Religious Technology Center er han en del af Scientologys topadministration og har ansvaret for at sikre, at Hubbards teorier og metoder anvendes korrekt. David Miscavige er blevet rost for at sikre ekspansionen i bevægelsen.

Siden David Miscavige trådte til i midten af 1980’erne er en lang række anklager fra kritikere og tidligere medlemmer blevet rettet mod ham. I artikler i flere amerikanske medier, blandt andet i The New York Times, er han blevet beskyldt for at gå hårdhændet til sine ansatte. Anklagerne er blevet afvist af Miscavige og Scientology-talsmænd.

Anette Refstrup, informationschef i Scientology i Danmark kalder anklagerne et ”karaktermord” og skriver til Kristeligt Dagblad, at Scientology har informeret sin advokat om, ”disse påstande og beskyldninger, som I ser ud til at ville trykke i jeres artikler, da de er fuldstændigt falske og injurierende vedrørende religionen og David Miscavige”.

David Miscavige
David Miscavige. Foto: Luke MacGregor/Scanpix.

Tilbage i Danmark tog hun et møde med sin bankrådgiver. Hun skulle bruge et lån til Church of Scientologys arbejde, forklarede hun. Banklån var ikke noget stort problem, og Anette Iren Johansen havde næsten to millioner i friværdi i sin lejlighed. Banken sagde god for lånet på en kvart million og tilbød hende at låne i alt 1,6 millioner kroner, som hun kunne have stående på sin konto. Hun sagde ja tak.

Samtidig blev presset for at rejse penge til istandsættelsen af det nye center i København større, følte hun. En aften blev hun sammen med 30 andre scientologer indkaldt til endnu en ”briefing”. Dørene blev lukket, og efter to timers oplæg om, hvor dårlig en tilstand verden var i, og hvor stor skade psykiatrien udøvede på verdens børn, blev deltagernes navne skrevet på en tavle. Alle blev spurgt, hvor meget de kunne donere, fortæller Anette Iren Johansen. ”Hvem skal være den første til at gøre noget? Anette, hvad kan du give? Kan du give 100.000?” Spørgsmålene blev gentaget og gentaget. Man fik kram og anerkendelse, når man sagde ja, fortæller hun. Mødeformen gentog sig hver måned, indimellem ugentligt.

Anette Iren Johansen donerede først et beløb, så et mere og et mere. ”Church of Scientology” gav hende ærestitlen ”velgører” – et diplom på, at hun i alt havde doneret over 200.000 kroner til det nye center. Samtidig ville hun hurtigt videre med sin selvudvikling. Der måtte vente noget stort for enden af det hele, tænkte hun, så hun købte en rabatpakke til cirka 180.000 kroner for en del af banklånet.

Penge, hun egentlig ikke havde.


Diplom 250.000
Anette Iren Johansen fik diplom som "Benefactor" (velgører -red.), da hun havde doneret 210.000 kroner til Scientology i København.


gæld


Fakta top
Peter Åkerbäck

Peter Åkerbäck, lektor i religionshistorie ved Stockholms Universitet, som har studeret Scientology i cirka 15 år:

”Vi har mange af de historier, så de kan ikke være komplet ubegrundede. Vi ved, at mange af kurserne koster mange penge, og vi ved, at medlemmer er meget entusiastiske de første par år og derfor kan nå at tage mange kurser på kort tid. Nogle af de eks-medlemmer, jeg har talt med, fortæller desuden, at indsamlingerne er blevet mere aggressive. Måske låner du penge, for eksempel i din egen virksomhed, til at betale for, og så ender du med gæld. ”

Mikael Rothstein

Mikael Rothstein, religionshistoriker ved Institut for Historie ved Syddansk Universitet, som har studeret Scientology i flere årtier:

”Det er uden tvivl sandt, at folk kan komme i økonomisk uføre i mødet med Scientology. Men hvis det var det almindelige billede, ville der være mange flere sager. Jeg tør ikke gætte på antallet af problematiske sager, men set i forhold til antallet af scientologer, må det være relativt få.”

(Fotos: Peter Åkerbäck: Privatfoto. Mikael Rothstein: Scanpix).

Familien boede i Norge og kendte ikke til hendes forbrug, og studievennerne havde hun mistet kontakten til, da hun droppede dyrlægestudiet for at hellige sig Scientology.

Hun var som i en rus, og hendes kritiske sans forsvandt. Kontakten til almindelige mennesker ude i samfundet var væk, og med de andre scientologer talte hun kun om, hvilke kurser de havde taget, og hvordan man kunne tjene penge til flere kurser. Scientology blev det nye normale. 50.000 kroner i donation var ingenting.

Der findes ikke statistik på, hvor mange der som Anette Iren Johansen har stiftet gæld i Scientology. Spørger man forskerne, får man forskellige svar. Spørger man kritikere og tidligere medlemmer af Scientology, tæller tilfældene af personlig ruin tusinder.

Alene det at sætte spørgsmålstegn ved omfanget er ”så utroligt latterligt, at jeg har svært ved at forestille mig, at du ikke arbejder for Scientology,” lyder det syrligt fra Steve Hall, da Kristeligt Dagblad stiller spørgsmålet.

Han arbejdede blandt andet som seniorskribent ved Scientologys internationale hovedkvarter, inden han efter 25 år forlod organisationen i 2004. Ifølge ham er ”personlig ruin et gennemgående træk og har påvirket tusindvis af mennesker”.

Ifølge Scientology er folks private økonomi ikke noget, organisationen blander sig i, men ”mange scientologer bidrager gavmildt til deres kirke, fordi de ønsker at støtte religionen, dens religiøse ydelser og kirkens mange humanitære og sociale programmer,” skriver informationschef for Scientology Danmark Anette Refstrup i en mail, der kan læses i fuld længde i bunden af denne artikel.



Hubbards kontor i Jernbanegade København
Selvom Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard døde i 1986, har større Scientology-afdelinger verden over et kontor stående for at symbolisere, at Hubbard stadig er med dem – helt i tråd med Scientologys forestilling om mennesket som et udødeligt åndeligt væsen. Afdelingen i Jernbanegade i København er ingen undtagelse. Hubbards kontor ligger som det første på venstre hånd, når man går ind i det store hus, som er bevægelsens europæiske hovedkvarter. Foto: Scanpix.

tilstanden clear


Fakta top

Clear er med Scientologys ord den tilstand, der opnås gennem auditering, Scientologys terapiform.

Tilstanden Clear bruges dermed som betegnelse for et menneske, der er blevet frigjort for sine traumer - kaldet engrammer - fra både dette og tidligere liv.

Anette blev CLEAR
Anette Iren Johansen opnåede tilstanden Clear i 2007, men den forventede følelse af udødelighed udeblev. Privatejet foto.

For Anette Iren Johansen var der et klart formål med pengeforbruget, og i 2007 opnåede hun det, hun længe havde ventet på: Tilstanden Clear.

Men de forventede superkræfter udeblev. Hun havde ikke opnået følelsen af udødelighed. Tværtimod. Hun levede af sit banklån, pengene var næsten væk, og gælden holdt hende vågen om natten. Alligevel var hun stærkt opsat på at fortsætte. Ifølge et citat fra Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard befinder man sig nemlig i en farezone, hvis man er blevet Clear, men ikke hurtigt bevæger sig videre op til det endnu højere OT3-niveau. Derfor var det ganske normalt, at hun som Clear følte sig utilpas, fik hun at vide. OT-kurserne ville kunne hjælpe hende af med både søvnløshed og pengeproblemer, tænkte hun.

Hun tog alt det arbejde, hun kunne få. Hun arbejdede som selvstændig konsulent for flere scientologer med egne virksomheder. Hun havde tre job samtidig, men når udgifter og renter til lånet var betalt, var der ikke penge tilbage til kurser.

En dag i sommeren 2009 modtog hun en mail, mens hun var på arbejde. Mailen reklamerede for Hollywood-stjernen Will Smiths succes med Scientology. Hun klikkede på den og blev dirigeret videre til en hjemmeside, som fortalte om Scientology-afhoppere. Højtstående medlemmer, som var gået deres vej. Hun kiggede sig en gang over skulderen ved skrivebordet. Kunne man virkelig forlade Scientology? Hvem, der havde sendt hende mailen, fandt hun aldrig ud af. Men den satte skub i tanker, som hun aldrig før havde tænkt.


Geir Isene


Geir Isene, 48 år. Forlod Scientology i 2009 efter at have været del af organisationen i 25 år. Har som den eneste i Norge nået det allerhøjeste trin, OT8, som kun kan gennemføres på Scientologys skib Freewinds i Caribien. Skrev efter bruddet bogen ”Nittenåttifire” (2013) om sine år i Scientology. Arbejder blandt andet som forretningskonsulent.


Få uger efter hørte hun rygter om, at Geir Isene, en nordmand hun kendte, også havde forladt organisationen efter 25 år. Han var ikke hvem som helst. Som den eneste i Norge havde han nået det allerhøjeste trin inden for Scientology. Hun læste hans seks sider lange forklaring. Geir Isene berettede om en kultur, hvor fysisk vold og chikane af medlemmer var udbredt og ligefrem legitimeret af Scientologys ledelse, og rettede en kritik mod det voksende fokus på penge og bygninger:

“Jeg mener, at programmet for Ideal Orgs (Ideelle Organisationer -red.) er et fupnummer, hvor kirken forsøger at føje værdi til sine aktiver ved at presse sine medlemmer for penge uden at give noget tilbage,” skrev Geir Isene.

Alt sammen stik imod L. Ron Hubbards lære, argumenterede Geir Isene, som satte pris på Scientologys lære og havde fået stort udbytte af mange kurser.


højtrangerende afhoppere


Fakta top

Mange højtstående medlemmer har ifølge forskere forladt Scientology. Et af dem, Debbie Cook, skabte i 2012 rystelser ned gennem systemet i organisationen, da hun i en mail til angiveligt 12.000 medarbejdere kritiserede de ”ekstreme” metoder omkring fundraising.

Debbie Cook havde været kaptajn for Flag Service Organisation i Florida, Scientologys ”spirituelle hovedkvarter”, og dermed en af de højst rangerende scientologer i verden. Da Scientology ifølge det amerikanske medie USA TODAY reagerede ved at kalde Debbie Cook for en ”kætter”, endte det efter 29 år med et brud.

Debbie Cook
Debbie Cook, på billedet, var i mange år et af Scientologys mest kendte ansigter indadtil. Foto: Reklamemateriale.

Beretningerne om Scientology-afhoppere, som Anette Iren Johansen havde fået indblik i, tæller ikke blot nogle få eksempler. De er del af en større bevægelse, som de seneste år har tæret på Scientology, fortæller forskere. To gange i Scientologys historie har et betydeligt antal højtstående medlemmer forladt organisationen, forklarer James Lewis, Scientology-forsker og professor ved afdeling for historie og religiøse studier, Universitetet i Tromsø.

Den første bølge af frafald fandt sted, da Scientologys nuværende leder David Miscavige kom til magten i 1980’erne. Den anden bølge begyndte midt i 2000’erne og finder stadig sted. Begge gange har Scientology blandt andet mistet højtrangerede medlemmer.

Tilbage i København begyndte Anette Iren Johansen i smug at læse mere om Scientology på internettet. Hun kunne ikke stoppe igen. Hver aften i de følgende tre år læste hun beretninger fra tidligere medlemmer om pengeafpresning, magtmisbrug og overgreb på medarbejdere. Ofte på telefonen under dynen, mens hendes daværende kæreste fra Scientology sov ved siden af hende.

Hun blev efterhånden sikker i sin sag: Hun skulle ud.

Men det tog tid at planlægge flugten. Hun kunne ikke bare gå. Hele hendes liv handlede om Scientology.

Hun stoppede gradvist med at tage kurser, og hun holdt op med at donere penge. Hun begyndte at få angstanfald. Flere gange dagligt. Først i 2012 tog hun springet, brød enhver forbindelse til Scientology og flyttede til Norge. Kæresteforholdet gik i forvejen skidt, så bruddet endte udramatisk. Hun solgte sin bil og sin lejlighed i København.

I november 2012 mødte hun Geir Isene i Oslo, de to blev kærester, og det fik organisationen til at udstøde hende, fortæller hun, fordi Geir Isene blev betragtet som en fjende; på Scientology-sprog en suppressiv person.

Efter at den første lettelse over at have forladt Scientology havde lagt sig, blev hun sygemeldt med posttraumatisk stresssyndrom, og i seks måneder lå hun i sin seng og kunne knapt tåle lys eller høje lyde.


i bakspejlet



Psykisk er hun i dag ovenpå og læser til farmaceut i Oslo. Hun overvejer at lægge sag an mod ”Church of Scientology”, og hun har oprettet en blog for at hjælpe mennesker, der har været i samme situation som hende. Hun har stadig en gæld på cirka tre millioner kroner.

Men det værste er den vedvarende følelse af at være blevet udnyttet, fortæller Anette Iren Johansen.

Hun betragter sig selv som intelligent. Modig og rebelsk. Hun havde ikke drømt om, at hun kunne blive manipuleret på den måde.

Så hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det gå så galt? Det er spørgsmål, hun vil blive ved med at stille sig selv.



Liste
En såkaldt "æresliste" fra 2009, hvor de mennesker, der har betalt mest til Scientologys kommende store center i København, fremhæves. Navnene på dem, der kun har givet mindre gavebeløb, er sløret. Men der lokkes med, at man kan se sit navn fremhævet næste gang. Anette Iren Johansens navn er fremhævet, fordi hun forinden havde doneret 120.000 kr. til byggeriet. Foto: Paw Wegner Gissel.

Del artiklen med dine venner:




tilrettelæggelse


Fakta top

Tekst: Tobias Stern Johansen, Rikke Gustavsen og Anne Katrine Gotfred Jensen.

Yderligere research: Lise Lotte Nedergaard.

Diverse akkrediteringer: Fotos: Se billedtekster. Fotos uden billedtekter: Foto af Anette Iren Johansen i sort/hvid (åbningsbillede og i video): Stian Solum/Scanpix. Foto af Scientology-logo (i faktabokse): Amer Ghazzal/Scanpix. Fotos af Scientologys bygninger i Københavnsområdet: Paw Wegner Gissel og Leif Tuxen. Foto af Geir Isene (i video): Tobias Stern Johansen. Intromusik: Kevin MacLoud/Incompetech Royalty Free Music. Video, lyd og billedredigering: Kim Schou. Interaktive grafikker lavet med ThingLink.

Tilrettelæggelse af specialhistorien: Kim Schou.

Læs meget mere om Scientology i Kristeligt Dagblads store tema på k.dk/scientology.


Sådan gjorde vi:

Artiklen er baseret på interview med Anette Iren Johansen, andre tidligere medlemmer af Scientology samt otte forskere fra ind- og udland.

Kristeligt Dagblad har set dokumentation for Anette Iren Johansens gæld og for en række af de største udgifter, hun har haft i Scientology, herunder hendes donationer og flere af hendes kurser.

Anette Refstrup, informationschef for Scientology i Danmark er blevet foreholdt kritikken fra det tidligere medlem af Scientology Anette Iren Johansen. Anette Refstrup har ønsket at svare skriftligt. Her er i fuld længde journalisternes spørgsmål og Anette Refstrups svar:



modsvar


Anette Refstrup
Anette Refstrup, 55 år, informationschef i Scientology og medlem af Søorganisationen, den særlige enhed af scientologer, der har viet deres liv til at tjene Scientology. Foto: Paw Wegner Gissel

Svar fra Anette Refstrup, informationschef for Scientology i Danmark:

En norsk eks-scientolog, som var tilknyttet Scientology i København i perioden 2002-2012, siger, at hun blev presset og manipuleret til at donere stadigt flere penge bl.a. til den nye Ideal Org. i København. Samme eks-medlem siger, at hun følte sig presset ved møder i Scientology-regi, hvor mange scientologer var samlet i et rum i flere timer, og hvor folk blev spurgt i alles påhør, hvor meget de kunne donere. Hvad siger du til det?

"Anette Iren Johansen donerede til sin kirke, fordi hun ønskede, at den skulle klare sig godt. Og på det tidspunkt var hun glad for at støtte sin kirke. Alle scientologi kirker over hele verden følger de samme finansielle principper. Som for de fleste andre religioner, modtager vi hovedparten af vores finansielle støtte fra vores medlemmer. Scientologerne bliver anmodet om at bidrage finansielt til understøttelse og ekspansion af religionen, ved at give donationer for de religiøse ydelser, og ved at bidrage generelt til kirkerne og deres tilknyttede organisationer."

Samme eks-medlem fortæller, at hun lånte cirka 1,6 millioner i banken, hvoraf størstedelen blev brugt til kurser og donationer. Er det normal praksis, at folk skal lægge så mange penge?

(...)


Dianetik bod
Scientologer hverver medlemmer og sælger litteratur ved Vor Frue Kirke i København. Foto: Paw Wegner Gissel

Samme eks-medlem siger, at Scientology i Danmark anbefalede hende at tage et banklån til at dække udgifter til de første kurser. Hun fortæller derudover, at en scientolog fulgte hende hen til banken og ventede på hende uden for banken. Hvorfor opfordrer I folk til at tage banklån?

(...)

Hvorfor går I med dem i banken?

"Det er blevet fastslået i domstolsafgørelser, at de fundraisingmetoder, der bliver brugt i scientologi kirkerne, ikke er væsensforskellige fra fundraising-metoder anvendt i andre religioner. For eksempel har den italienske højesteret i en vigtig afgørelse fra 1997 vedrørende Scientologi religionen gennemgået og analyseret kirkens fundraising-aktiviteter grundigt, hvor de drager direkte sammenligninger med de fundraising-aktiviteter, der foregår i den katolske kirke og andre religioner:"

Anette Refstrup 2
Anette Refstrup, informationschef i Scientology. Foto: Paw Wegner Gissel

"De selvsamme religioner, der ifølge dommerne ved appelretten, skulle have repræsenteret den ’almindelige måde at tænke på’ inden for emnet religion, har til alle tider afkrævet donationer fra deres troende, som i disse religioners tidlige dage var af en størrelse, der langt overgik de symbolske donationer, der kræves nu om stunder."

"Scientologi er en ung religion, der ikke kan trække på rigdomme indsamlet gennem århundreder, sådan som den katolske kirke, den danske folkekirke eller andre traditionelle religioner. Derfor er det Scientologi medlemmer der sikrer kirkens fortsatte levedygtighed."

Da Anette Iren Johansen trådte ud af Scientology, havde hun en gæld på godt tre millioner danske kroner, hun siger, at hun har stiftet gælden som følge af sine aktiviteter i Scientology. Hvad siger du til det?

"Folks private finansielle dispositioner er ikke noget, kirken har mulighed for at blande sig i."

"Mange scientologer bidrager gavmildt til deres kirke, fordi de ønsker at støtte religionen, dens religiøse ydelser og kirkens mange humanitære og sociale programmer, der gavner samfundet som helhed og derved dem og deres egne familier. De gør det i overensstemmelse med deres økonomiske formåen og personlige forhold."

Anette Refstrups mail


Del artiklen med dine venner:





Kys
Da Anette Iren Johansen og Geir Isene blev kærester og begge havde forladt Scientology, rejste de rundt og kyssede foran Scientologys bygninger. Blandt andet i København, New York, Los Angeles og ved L. Ron Hubbards tidligere hjem i Phoenix, USA. Det gjorde de, fordi der ifølge Anette Iren Johansen er "alt for lidt kærlighed i Scientology". Privatfotos + Scanpix.