Seks dage i juni


En longread om seks dages krig i juni 1967, om 50 års besættelse og en kuldsejlet fredsproces. Personlig beretning skrevet af journalist Hanne Foighel, der har rapporteret fra Mellemøsten i over 30 år
Seks dage i juni

En longread om seks dages krig i juni 1967, om 50 års besættelse og en kuldsejlet fredsproces. Personlig beretning skrevet af journalist Hanne Foighel, der har rapporteret fra Mellemøsten i over 30 år
En kvinde beder, efter hendes hus er blevet bombet af israelske kampfly under Seksdageskrigen i juni 1967. Foto: AP/ritzau


AF HANNE FOIGHEL

TILRETTELÆGGELSE: RASMUS FAHRENDORFF

4. juni 2017





Ti minutter over syv mandag den 5. juni 1967 gik de første af i alt 200 israelske kampfly på vingerne. Under radarhøjde fløj de mod syd. I retning af Egypten, hvor de inden for en halv time havde sønderbombet landingsbanerne på samtlige egyptiske flyvebaser og smadret 204 egyptiske kampfly, mens de endnu stod på jorden.

Angrebet indledte Seksdageskrigen. En krig, der ændrede Mellemøsten, og som den dag i dag plager forholdet mellem israelere, palæstinensere og de arabiske lande.

Det israelske overraskelsesangreb på de egyptiske flybaser var kulminationen på adskillige nervepirrende uger i samtlige de mellemøstlige hovedstæder og hos stormagterne Sovjetunionen og USA.

Alle forsøgte straks at tolke og fortolke, hvad de andre parter forberedte.

Moskva advarede sine arabiske allierede om, at Israel pønsede på krig. Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser brugte lejligheden til sende FN’s observatører, der havde været stationeret i Sinai-ørkenen siden 1956, hjem og lukkede indsejlingen til Det Røde Hav. Israel forsøgte at signalere til Moskva, at man ikke ville krig og forsøgte samtidig at få et løfte om amerikansk støtte, hvis der blev krig. Washington var optaget af Vietnam-krigen.

Både i Kairo og i Jerusalem var der uenighed mellem militærfolk og politikere om fortolkningen af situationen og om, hvad der var det rigtigste at gøre. Egyptiske styrker strømmende ind i Sinai og egyptiske fly overfløj Israels atom-installation i Dimona. Israel frygtede udslettelse.

”Seksdageskrigen var muligvis en uundgåelig krig. Stemningen i regionen var anspændt i ugerne op til udbruddet, alligevel kom krigen som en overraskelse. Hverken Egypten, Syrien eller Jordan var forberedte. Israel heller ikke,” siger Shlomo Gazit, en israelsk reservegeneral, der i tiden op til Seksdageskrigen var leder af den israelske militære efterretningstjenestes forskningsafdeling.

Shlomo Gazit blev efter krigen udpeget som den første øverste ansvarlige for den israelske civiladministration på den besatte Vestbred. I syv år var han iført israelsk uniform indsat som ”statsminister” for den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden.



Shlomo Gazit (f. 1926). Foto: AP/ritzau


I tilbageblik lægger historikerne ansvaret for krigen på Sovjetunionen: Moskva leverede falske efterretningsoplysninger. Sovjetunionen påstod at have opsnappet, at Israel planlagde at besætte Syrien. Kreml forventede, at oplysningerne ville føre til en begrænset militæraktion og en krise, hvis løsning kunne give Sovjetunionen regional indflydelse. Sådan gik det ikke.

”Israel var som sådan ikke forberedt på krig. Dog havde rabbinerne forberedt og indviet Tel Avivs største parkanlæg, så der i nødstilfælde kunne begraves op til 40.000 ofre dér. Men Israel havde ingen planer for, hvad der skulle ske efter en eventuel krig,” fastslår Shlomo Gazit for på forhånd at afvise ofte hørte påstande om, at Israel i 1967 planlagde en ekspansionskrig.

I løbet af formiddagen den 5. juni var alle egyptiske fly, antiluftskytsbatterier og radarstationer tilintetgjort. Egypterne var lammede og søgte og fik støtte fra Syrien og Jordan, der begge gik ind i krigen. Kampene spredte sig. Den 8. juni var de jordanske styrker presset østover, ud af Vestbredden og Jerusalem. Da en våbenhvile på FN’s initiativ trådte i kraft om aftenen den 10. juni (New York tid), kontrollerede de israelske styrker desuden Sinai-halvøen og Golanhøjderne.



Seksdageskrigen medførte, at Israel besatte Golanhøjderne, Vestbredden og Østjerusalem, Gaza og Sinaihalvøen. Kort: Ole Munk




HANNE FOIGHEL



Hanne Foighel (f. 1956)

I over 30 år har Hanne Foighels stemme fortalt, forklaret og fortolket Israel og Mellemøsten.
I Weekendavisen, Berlingske Tidende og Politiken og siden marts i år Kristeligt Dagblad.

Samtidig har hendes stemme lydt i DR, især i Orientering på P1. Hendes observationer og tvivlende og kritiske spørgsmål har gjort hende til en ”anden slags” formidler af et område, der i den daglige nyhedsstrøm ofte præsenteres ude af den store sammenhæng.



Seksdageskrigen

Krigen blev udkæmpet fra den 5. til 10. juni 1967 mellem Israel og Egypten, Syrien og Jorden, der var støttet af en lang række andre arabiske stater.

Krigen medførte Israels besættelse af Sinai-halvøen, Gazastriben, Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne.


95.000 syrere blev evakueret fra Golanhøjderne, da kampene begyndte. Fra Vestbredden og Gaza flygtede mellem 175.000 og 250.000 palæstinensere til Jordan. Men en million palæstinensere i Gaza og på Vestbredden kom under israelsk besættelse.

Shlomo Gazit, der i dag er tilknyttet tænketanken INSS, Institute for National Security Studies, fortsætter:

”På krigens femte dag anbefalede vi i den militære efterretningstjenestes forskningsafdeling regeringen øjeblikkeligt ved krigens ophør at fremsætte et fredsforslag: Erklære os villige til at trække os tilbage til linjerne fra den 4. juni 1967, forsvarslinjerne inden krigen brød ud. Vi anbefalede, at man oprettede en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, og at Jerusalem skulle være en form for selvstændig ’Vatikanstat’. Men overhovedet ingen interesserede sig for vores anbefaling, for alle – regeringen og hele Israel – var i eufori over sejren.”

Frygten for en krig, der eventuelt kunne udrydde Israel, havde spredt sig helt til København, hvor jeg boede og var 10 år gammel. En aften var jeg eneansvarlig for at holde øje med situationen. Mine forældre skulle ud til middag og havde ikke mulighed for selv at følge med. Min opgave var at lytte opmærksomt til Pressens Radioavis og ringe til et telefonnummer på en seddel og bede om at tale med min far eller mor, hvis de sagde i radioavisen, at Israel var kommet under angreb.

Der skete ikke noget den aften.

Ved krigens afslutning fulgte Israel krigens principper og love for besatte områder. Som besættelsesmagt skulle Israel omgående indsætte en myndighed, der kunne agere ”stat” overfor palæstinensere i Gaza og på Vestbredden, så det civile liv kunne fortsætte så ubesværet som muligt.


SEKSDAGESKRIGEN I 1967 – DAG FOR DAG

  • 5. juni: Israel ødelægger det meste af Egyptens luftvåben. Jordan, Syrien og Irak angriber Israel
  • 6. juni: Der finder hårde kamp sted på alle fronter. Egypten påbegynder en stor tilbagetrækning
  • 7. juni: Israel tager kontrol med Jerusalem. Syrien angriber dagen igennem den nordlige del af Israel
  • 8. juni: Israel konsoliderer kontrollen med Hebron og andre byer på Vestbredden. Syrien forsætter med at beskyde Israel
  • 9. juni: Israel og Syrien udkæmper hårde kampe om Golanhøjderne
  • 10. juni: Israel tager kontrol med Golanhøjderne. Om aftenen indgåes en våbenhvile mellem alle krigens parter
En israelsk soldat bevogter Grædemuren i Jerusalem få dage efter Seksdagskrigens afslutning. Foto: AP/ritzau


Tilbud om fred



Ti dage efter Seksdageskrigens afslutning tilbød Israels regering delvis sine naboer de besatte områder tilbage for fred. Egypten ville få Sinai-ørkenen igen til gengæld for afslutning af krigstilstanden og en fredstraktat. Det samme gjaldt Syrien og Golanhøjderne, men den israelske regering kunne til gengæld ikke blive enig om at give Jordan et tilbud om Vestbreddens fremtid, for mange mente, at Vestbredden og især Jordandalen var af strategisk betydning for Israel.

Hverken Egypten eller fra Syrien reagerede på de israelske tilbud. De blev i stedet kollektivt afvist af samtlige arabiske lande ved den Arabiske Ligas møde i Khartoum i september 1967 med tre klingende nej’er: Nej til fred. Nej til forhandling. Og nej til anerkendelse af Israel.

I november 1967 besluttede FN’s Sikkerhedsråd resolution 242, der slog princippet territorier for fred fast: Israel trækker sig tilbage fra de i den seneste konflikt besatte områder til gengæld for fred.

I forbindelse med fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979 blev Sinai-ørkenen givet tilbage til Egypten. I Golanhøjderne har Israel i 1981 indført israelsk lov for alle indbyggerne i området. 25.000 syriske drusere i fire landsbyer i de israelsk kontrollerede Golanhøjder fik tilbudt israelsk statsborgerskab. På Vestbredden og Gaza er der i dag en samlet befolkning på over fire millioner palæstinensere.

Et afsporet egyptisk tog og en forladt tank efter et israelsk angreb på Sinai-halvøen, juni 1967. Foto: AP/ritzau


Den evige udelelige hovedstad



Kun en uge efter krigen besluttede den israelske regering at forene Øst- og Vestjerusalem i en ”evig udelelig hovedstad”.

Fra Israels oprettelse den 14. maj 1948 indtil de jordanske tropper blev jaget østpå den 7. juni 1967, havde Jerusalem været delt mellem Jordan og Israel.

Det jordanske Østjerusalem var hovedsageligt den Gamle by bag bymuren med de hellige steder og nogle få gader deromkring. Vestjerusalem var det moderne Israels hovedstad. Efter krigen var pigtråden væk, og titusindvis af jøder fra hele Israel strømmede til for at besøge Grædemuren, som de havde været afskåret fra i 19 år.

Israel udvidede Jerusalems kommunegrænse med 60 kvadratkilometer nord, øst og vest for det eksisterende jordanske Jerusalem, der kun var seks kvadratkilometer. Derved blev 20 mindre arabiske landsbyer lagt ind storbykommunen. Indbyggerne i Østjerusalem, den Gamle by og de annekterede landsbyer blev tilbudt israelsk statsborgerskab. Kun få tog imod det, og fik så ”Jerusalem ID”, svarende til fast bopæl i det israelsk kontrollerede Jerusalem – uden statsborgerskab.

Israels anneksion af Østjerusalem med blandt andet Al Aqsa-moskeen, der er islams tredjevigtigste hellige sted, var som at hælde salt i såret oven i Seksdageskrigens svidende arabiske nederlag. Lederen af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, Yassir Arafat, kaldte palæstinenserne til væbnet modstandskamp imod Israel.

Da FN i november 1947 besluttede at dele det britiske Palæstinamandat i en jødisk og en arabisk stat, var området omkring Jerusalem og Betlehem indtegnet som Corpus Separatum, et adskilt legeme. Tanken var, at området skulle administreres af FN, men det blev, ligesom den planlagte arabiske stat i Palæstina, aldrig realiseret. Verden opfatter formelt stadig Jerusalems status som uløst. Derfor anerkender de fleste lande stadig ikke Jerusalem som Israels hovedstad.

Israelske bosættelser under opførelse i 2010. Foto: Ariel Schalit/AP/ritzau


Bosættelser – både og



”Som den øverste militære ansvarlige i 1967 var vores holdning, at man ikke skulle tillade civile bosættelser på de besatte områder. Man kunne dog tillade militære bosættelser, Nahal-poster, hvor de værnepligtige både dyrkede landbrug og vogtede grænsen. Efter endt tjeneste blev de boende og dannede civile bosættelser,” forklarer Shlomo Gazit.

Kun få måneder inden krigen havde en populær prædikant, rabbiner Zvi Yehuda Kook, med himmelvendte øjne jamrende beklaget, at jøderne i 19 år havde været afskåret fra det bibelske land og spurgt Vorherre: ”Hvor er vores Hebron, hvor er vores Nablus, hvor vores bibelske forfædre levede og vandrede ….”.

Seksdageskrigen og besættelsen betød, at israelerne igen kunne besøge bibelske steder som Nablus og Hebron. Rabbiner Kook fastslog, at det var et første tegn fra Gud om, at Messias var på vej. Han kaldte det ikke den besatte Vestbred, men det befriede land, Judæa og Samaria. Her begyndte bosætterbevægelsen.

I foråret 1968 lykkedes det en gruppe af Kooks tilhængere at overrumple Shlomo Gazit ved at flytte ind på et hotel i Hebron og nægte at forlade stedet:

”Jeg ved stadig ikke, hvem der ansøgte om, at 40-50 israelere kunne få lov til at holde jødisk påske i Hebron. Og jeg ved ikke, hvem der gav dem tilladelse til det. Hverken den militære guvernør for Vestbredden, forsvarsminister Moshe Dayan, eller jeg selv kendte noget til det. Dayan lå på hospitalet efter en alvorlig ulykke, og jeg havde netop mistet min far og arbejdede ikke i de syv sørgedage,” lyder beskrivelsen af bosætternes første selvtægt fra Shlomo Gazit, der var indsat som den øverste ansvarlige for den israelske civiladministration på den besatte Vestbred.

Forsvarsminister Dayan tillod ikke aktivisterne at blive i den palæstinensiske by Hebron. Men de fik husly i en militærbase lige uden for Hebron, der senere blev til bosættelsen Kiriat Arba.

Den jødiske bosættelse Kiriat Arba i 2017. Foto: Wisam Hashlamoun/Polaris Images/ritzau







BOSÆTTELSER

Da Osloprocessen begyndte i 1993, boede der omkring 100.000 israelske bosættere på Vestbredden.

Ved udgangen af 2000 var antallet af bosættere fordoblet.

I slutningen af 2015 var tallet 386.000.

Hertil kommer 300.000 israelere, der i dag bor i jødiske bydele i det besatte og annekterede Østjerusalem.

Kilde: B’tzelem


Bosætterbevægelsen

Bosætter-
bevægelsen



Hændelsen i Hebron i foråret 1968 blev et eksempel på bosætterbevægelsen, Gush Emunims, evne til at forme en bosættelsespolitik, der ikke var blevet formelt vedtaget.

En nat i 1974 flyttede aktivister ind på en nedlagt osmannisk togstation, Sebastia, i den nordlige del af Vestbredden. Igen ulovlig selvtægt. Mens den politiske debat rasede i Knesset, gav militæret dem telte og forplejning.

Shimon Peres, der dengang var forsvarsminister for Arbejderpartiet, sagde, at han ikke mente, at ”nogen kunne forbyde jøder at bosætte sig i Judæa og Samaria”. Det var et ”zionistisk princip at bosætte jøder på begge sider af den Grønne Linie”, sagde manden, der i 1994 sammen med Yitzhak Rabin og Yassir Arafat fik Nobels fredspris.

Peres anviste aktivisterne fra Sebastia en militærlejr, der siden blev bosættelsen Kedumin.

I 1977 overtog Likudpartiets Menachem Begin magten efter 30 år med Arbejderpartiet i regeringen. Begin var på linje med Gush Emunim. Judæa og Samaria blev det officielle israelske navn for den besatte Vestbred. For Begin var det det bibelske Eretz Israel, det forjættede land, og jøder kunne bosætte sig overalt, hvor de bibelske forfædre havde været.

I 1977 boede der omkring 1000 israelere i Nahal-bosættelser på Vestbredden anlagt af Arbejderpartiet i Jordandalen, som fremskudte grænsebeskyttelses-bosættelser. Arbejderpartiet betragtede Jordanfloden som en strategisk linje, der forhindrede palæstinensiske guerillagrupper i at infiltrere Vestbredden fra øst.

I 1979 blev bosættelserne for første gang en juridisk udfordring. Gush Emunim aktivisterne grundlagde bosættelsen Elon Moreh nær Nablus, men de havde bosat sig på privat palæstinensisk jord.

Højesteret i Jerusalem stadfæstede ejerforholdet og krævede omgående bosættelsen fjernet. Med Elon Moreh-dommen fastslog højesteret, at man kun ville acceptere bosættelser på ”statsland” og ikke på privatejet land.

Men højesteret tog ikke stilling til, at selve bosættelsestanken er i modstrid med den fjerde Genève konvention, der forbyder en besættelsesmagt at flytte sin civilbefolkning til militært besat område. Højesteret fastslog, at Israels forhold til folkeretten ikke er dommernes, men landets politiske ledelses ansvar.

Samme år flyttede bosætteraktivister igen ind i byen Hebron. Denne gang i et nedlagt jødisk hospital, Bet Hadassah. Begin-regeringen gav kort efter officiel tilladelse til, at bosætterne kunne blive boende – under israelsk militærbeskyttelse.

I Gaza og på Vestbredden er der i dag omkring fire millioner palæstinensere. Der er godt syv millioner jødiske indbyggere i Israel.



Daværende israelsk premierminister Menachem Begin (th.) og daværende forsvarsminister Ariel Sharon (tv.), 1982. Foto: AP/ritzau


Sharon og Begin fører bosætterpolitik



Menachem Begins regering markedsførte aggressivt nye Vestbred-bosættelser som et økonomisk tilbud til unge israelere. Lave ejendomsskatter, el- og vandregninger og nye skoler fik i 1980’erne titusinder af israelere til at flytte på Vestbredden.

Der var politisk modstand. Og græsrodsmodstand. Fred Nu-bevægelsen demonstrerede foran bulldozerne, hver gang en grundsten blev lagt til en ny bosættelse. Men protesterne havde ingen effekt.

I Israel kom det aldrig til en offentlig debat om bosættelsespolitikkens konsekvenser for den palæstinensiske befolkning. Og kun blandt intellektuelle blev det diskuteret, hvilke konsekvenser besættelsen ville få for det israelske samfund.

Kort efter Seksdageskrigen udtrykte en ung israelsk forfatter i Arbejderpartiets avis Davar sin bekymring for konsekvenserne:

”Vi er ikke blevet født til at være et herrefolk. Håbet om at, ”at være et frit folk” (citat fra den israelske nationalhymne), skal altid være et vågent ekko i vore hjerter, så længe vi ikke har mistet vores menneskelighed. Nu er vi dømt til at herske over et folk, der ikke ønsker at have os som sin hersker. Vi er dømt, ikke glade og euforiske. Jo kortere varig besættelsen bliver, jo bedre for os, fordi en besættelse uvægerligt er en korrumperende besættelse og selv en liberal og human besættelse, er en besættelse. Jeg frygter for den sæd, vi sår i de besattes hjerter. Og jeg frygter endnu mere for den sæd, der bliver plantet i besætterens hjerte." - Amos Oz, august 1967

En professor ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem, en ortodoks-religiøs rabbiner og filosof, Yeshayahu Leibowitch, forudså i 1968, at en fortsat besættelse ville korrumpere det israelske samfund:

”Problemet er ikke territoriet som sådan, men den million arabere, der lever dér, og som vi er tvunget til at kontrollere. Sammen med de palæstinensere, der er israelske statsborgere, vil de effektivt likvidere Israel som jødisk stat og være en katastrofe for hele det jødiske folk. Besættelsen vil underminere staten Israels sociale struktur og korrumpere dens indbyggere. Jøder såvel som arabere,” mente professor Leibowitch.

Dengang var der en halv million palæstinensere i Israel, der var blevet i deres hjem i 1948, mens hundredtusinder flygtede under krigen om Israels oprettelse. I dag er der godt to millioner 1948-palæstinensere i Israel med israelsk statsborgerskab.



Staten bygger bosættelser



Menachem Begins og efterfølgende Likud-koalitionsregeringer byggede i alt 122 bosættelser på Vestbredden. Strategen bag var en af Seksdageskrigens berygtede generaler, Ariel Sharon. Først som landbrugsminister og så som forsvarsminister. Siden er der kommet omkring 90 såkaldte ulovlige udposter til.

”Araberne har altid bosat sig i dalene, vi bygger på bjergtoppene. Hvis der sad terrorister med raketter her, så ville Israels internationale luftfart være truet. Det kan vi aldrig tillade,” forklarede Ariel Sharon to et halvt årti senere journalister på Vestbredden. Den massive mand, der bevægede sine mange kilo på bjergknoldene så let som en elefant galopperer på savannen, havde på en bjergtop foldet sit originale 1970’er bosættelseskort ud med lodrette og vandrette streger. Bosættelserne på bjergtoppene skulle være et værn imod indtrængende tropper fra øst.

Bosættelserne blev lagt som ringe om de palæstinensiske byer for at forhindre dem i at vokse. Ringen af bosættelser om Jerusalem afskar reelt byen fra Vestbredden. Desuden kontrollerede Israel vandforsyningen fra bosættelser strategisk placeret over et stort grundvandsreservoir under den nordlige Vestbred.

I 1983 boede der 22.000 israelere på Vestbredden og 600 i Gazastriben og over 70.000 i de nye annekterede/besatte Jerusalembydele. I dag bor der omkring 300.000 mennesker i de Jerusalem-bydele, som Israel ikke betragter som bosættelser.

En palæstinensisk teenager med sit våben - en slangebøsse - under den første intifada, 1988. Foto: Max Nash/AP/ritzau


Den første intifada



I efteråret 1987 gæsteforelæste den britisk-amerikanske Mellemøstenprofessor Bernard Lewis på Tel Aviv Universitet. Han sagde blandt andet:

”Der er to ting, jeg ikke forstår. Den ene er, hvordan Israel kan blive ved med at være et demokrati i betragtning af de mange krige, som det land har måttet føre i sine første leveår. Det andet er, hvordan den palæstinensiske befolkning, der nu har været under besættelse i 20 år, kan sidde så stille.”

Israel betragtede sig selv som en venligtsindet, oplyst besættelsesmagt, der gav palæstinenserne mulighed for at arbejde i Israel og dermed mulighed for at hæve deres levestandard. Frem til 1987 arbejdede der dagligt 150-200.000 palæstinensere på israelske byggepladser. De byggede reelt alle bosættelserne og arbejdede i industri og som løsarbejdere. I dag er tallet omkring 50.000.

Politisk var palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza ”faderløse”. Israel betragtede aktive i de palæstinensiske organisationer, der havde erklæret væbnet kamp imod Israel, som medlemmer af en forbudt terrororganisation. Forsøg på at danne lokal politisk ledelse førte til arrestation.

I Tunis sad Yassir Arafat, leder af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, PLO, omgivet af sine væbnede styrker og Fatahs ledelse uden direkte jordforbindelse med palæstinenserne under den israelske besættelse.

Yassir Arafat, leder af PLO, taler på en konference i Algeriet i november 1988. Foto: AP/ritzau


Et biluheld en tidlig morgen i december 1987 blev dråben. Fire palæstinensere på vej til arbejde blev dræbt af en israelsk lastbil. Rygterne talte om overlagt mord. Begravelserne i Gaza udviklede sig til demonstrationer. Demonstrationerne spredte sig til Vestbredden. Stenkastende unge palæstinensere mod bevæbnede israelske soldater. Dag efter dag.

Israels forsvarsminister Yitzhak Rabin beordrede soldaterne at ”brække deres arme og ben”.

Dagligt blev unge palæstinensere dræbt. Begravelserne blev til demonstrationer og sammenstød, der førte til nye ofre og begravelser og flere ofre. Måned efter måned.

En armensk-palæstinensisk læge fra den gamle by i Jerusalem forklarede dengang, hvad der skete:

”De unge palæstinensere gør ikke kun oprør imod israelerne. De gør også oprør imod deres forældre, som ydmygt har bøjet sig for besættelsen ved at have taget imod besætterens penge for alt det arbejde, de har udført i Israel. Ungdommen slås i dag for den palæstinensiske ære, de føler, deres forældre har mistet.”

Palæstinensiske politiske organisationer var forbudt, men kvindeorganisationer, studenterorganisationer med flere organiserede civile ulydighedskampagner og strejker som en del af det, der blev kaldt intifadaen.

Israel besvarede oprøret med militærmagt, indførte udgangsforbud og gennemførte natlige razziaer. Arresterede dem, der planlagde eller foretog væbnede angreb, unge, der havde kastet sten, fremstillede eller kastede benzinbomber eller fremstillede eller viftede med palæstinensiske flag.

I Gaza gjaldt udgangsforbuddet hver nat, fra 1987 til 1994.

Yassir Arafat forsøgte at styre intifadaen fra Tunis. Men i de besatte områder tog repræsentanter fra alle organisationerne – Fatahbevægelsen, de sekulære, socialistiske organisationer PFLP og DFPL og den islamistiske Hamasbevægelse – beslutninger i folkekomiteer.

Intifadaen bragte ikke besættelsen til ophør, men medførte politiske rystelser.



Forandring



I sommeren 1988 meddelte Jordans konge, Hussein, at han ikke mere betragtede Vestbredden som jordansk, men som palæstinensisk område.

Samtidig pressede Washington Yassir Arafat til at anerkende FN-resolution 242 og anerkende Israel. PLO gav efter, anerkendte 242 og vedtog den palæstinensiske stats uafhængighedserklæring for en ”uafhængig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad”. En indirekte anerkendelse af et Israel bag 4. juni 1967-linjerne, det vil sige grænserne lige før krigsudbruddet, til gengæld for fred.

PLO kræver stadig, at 750.000 palæstinensiske 1948-flygtninge og deres efterkommere har ret til at vende tilbage til de landsbyer, de var flygtet fra ved Israels oprettelse i 1947-48. Landsbyer, der ikke mere findes.

I slutningen af 1990 invaderede Iraks diktator, Saddam Hussein, Kuwait. Den arabiske verden indgik i koalitionen, der ville tvinge Irak ud af Kuwait, men Yassir Arafat støttede Saddam Hussein. Arafats beslutning betød, at over 300.000 palæstinensere, der boede og arbejdede i Golfstaterne, blev udvist til Jordan.

Saddam Hussein (tv.) fik støtte af Yassir Arafat (th.), da Irak invaderede Kuwait i 1990. Her ses de sammen på Cuba i 1979. Foto: AP/ritzau


Kampen om at befri Kuwait skabte en unik fælles amerikansk-sovjetisk interesse i at skabe fred i Mellemøsten. I oktober 1991 indkaldte Præsident George W. Bush og præsident Mikhail Gorbatjov til international Mellemøsten-fredskonference i Madrid.

Konferencen mundede ud i to forhandlingsspor: Direkte bilaterale forhandlinger i Washington, og multinationale forhandlinger om Jerusalem, bosættelserne, flygtningene, grænserne og sikkerhed. Men forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere i Washington førte ingen steder.

Israels premierminister, Yitzhak Shamir, sagde sidenhen, at han aldrig havde tænkt sig, at forhandlingerne skulle føre til noget.



Hemmelige forhandlinger



I sommeren 1992 valgte israelerne Arbejderpartiet under Yitzhak Rabin tilbage til magten. Tomgangsforhandlingerne i Washington fik adskillige palæstinensiske og israelske grupper til at indlede private dialoger om mulig afslutning af konflikten. Med Rabin rykkede et sådant dialogforsøg tættere på regeringsmagten.

I januar 1993 tog to israelske akademikere, Ron Pundak og Yair Hirshfeldt, kontakt til økonomen Ahmed Qrea’a, kaldet Abu Ala fra Arafats inderkreds. Pundak og Hirshfeldt havde Israels udenrigsminister Shimon Peres’ opmærksomhed.

Den norske fagbevægelses kursusejendom nær Oslo var ramme om intense hemmelige forhandlinger, der mundede ud i en hensigtserklæring.

13. september 1993 erklærede Yassir Arafat for PLO og Yitzhak Rabin for Israel på plænen foran det Hvide Hus i Washington D.C. deres hensigt om at skrinlægge konflikten, vælge diplomati i stedet for vold og gav hinanden hånden under præsident Bill Clintons brede smil. Fem år fremme i tiden forudså Oslo-aftalen alle udestående problemer løst.

Fra venstre: Yitzhak Rabin, Bill Clinton, Yassir Arafat. Foto: Ron Edmonds/AP/ritzau



Oslo-aftalen betød en trinvis overdragelse af kontrol med territorier fra den israelske militærbesættelse til det palæstinensiske selvstyre, sideløbende med fem års forhandlinger om konfliktens store problemer for at nå en permanent løsning af konflikten.

I 1994 kom Yassir Arafat tilbage til Gaza og Vestbredden og dannede det palæstinensiske selvstyre.

Der var skepsis og kritik af aftalen både i Israel og i Palæstina. Den islamistiske Hamasbevægelse protesterede imod Yassir Arafats indrømmelser og anerkendelsen af Israel med selvmordsterroraktioner på israelske busser, markeder og restauranter.

Terrorangrebene styrkede vreden imod aftalen og hjalp den israelske opposition, Likudpartiet og bosætterne, der krævede forhandlerne og regeringen, med tilnavnet ”Oslo-forbryderne”, stillet for retten for forræderi: Rabin havde givet det af Gud givne land, Judæa og Samaria, til en terrororganisation.

To væsentlige faktorer blokerede hensigtserklæringen fra Oslo: Hamasbevægelsens selvmordsterror og misforholdet mellem palæstinensernes ønske om at nå en selvstændig stat og den Israelske regerings intentioner.

”Jeg ved i dag fra forhandlerne, at de havde fået eksplicit instruks fra Rabin om ikke at forhandle om en palæstinensisk stat. Rabin følte ikke, at han havde politisk opbakning til en stat,” forklarede Ron Pundak flere år senere. Pundak var uenig med Rabin. Han havde håbet, at Oslo-processen skulle føre til en permanent afslutning af den israelske militære besættelse og oprettelsen af Palæstina, en selvstændig demokratisk stat side om side med Israel.




Terrorofre

Siden Seksdageskrigen er i alt 2178 israelere blevet dræbt ved terrorangreb.

Fra Osloaftalen blev underskrevet 1993 til den anden intifada brød ud i 2000 blev 300 israelere dræbt ved terrorangreb.

Fra den anden intifada 2000 frem til 2007 blev Israel angrebet af 140 gange af selvmordsangreb, der i alt kostede 542 mennesker livet.

Kilde: Det israelske udenrigsministeriums hjemmeside




Politisk mord



Den 4. november 1995 indkaldte den israelske regering til demonstration i Tel Aviv imod den voksende samfundsvold i ord og handling. Det blev en støttedemonstration til Rabin-Peres regeringen og til Oslo-freden med over hundredetusinde deltagere.

Politi og sikkerhedsfolk frygtede, at Hamas ville ramme demonstrationen med et terrorangreb. Men angrebet kom et helt andet sted fra.

På vej til sin bil blev Israels premierminister Yitzhak Ralobin skudt og dræbt på klos hold af en 25-årig religiøs højrenationalistisk israeler. Morderen, Yigal Amir, blev arresteret på stedet. Han havde, sagde han, eksekveret en religiøs dom: Rabin var dødsens for at have overdraget dele af det af Gud givne land til fjenden. Amir blev idømt livslangt fængsel uden benådning. Han har aldrig angret.

Yigal Amir (i den blå trøje) bliver arresteret efter mordet på Yitzhak Rabin. Han blev idømt livsvarigt fængsel. Foto: Jose Pablo Bijman/AP/ritzau


Mordet på Rabin lammede det israelske samfund og de palæstinensiske forhandlingspartnere. Shimon Peres overtog regeringsmagten.

I januar 1996 holdt palæstinenserne deres første valg. Yassir Arafat blev valgt til præsident for det palæstinensiske selvstyre over for en ukendt kvindelig modkandidat. Fatahbevægelsen vandt hovedparten af pladserne i parlamentet, mindre partier og uafhængige resten. Den islamiske Hamasbevægelse nægtede at deltage.

Shimon Peres forsøgte at videreføre Rabins princip at bekæmpe terror, som om der ikke var nogen fredsproces og at fortsætte fredsprocessen, som om der ikke var nogen terror. Det gik ikke.

Et israelsk attentat imod Hamasbevægelsens ledende selvmordsbombebygger i Gaza medførte nye bølger af selvmordsangreb i Israel. Og terrorangrebene afgjorde det israelske valg i marts 1996. Shimon Peres tabte til Likudpartiets Benjamin Netanyahu, der var modstander af den fredsproces, han arvede.

Benjamin Netanyahu (stående til venstre) under et møde med Yassir Arafat i 1996, efter Netanyahu var blevet valgt til israelsk premierminister. Foto: Adel Hana/AP/ritzau


Patriarkernes urolige by



Den bibelske forfader Abraham begravede sin hustru Sarah i Hebron. De tre monoteistiske religioners forfædre og -mødre blev begravet i samme hule. I Mamrelund.

Hebron var også byen, hvor kong David blev salvet og regerede, før Jerusalem blev hans hovedstad.

Ved begyndelsen af vor tidsregning byggede Herodes en kæmpe bygning over forfædrenes grave. Jøder kalder stedet Patriarkernes hule. Muslimer kalder det Ibrahimi moskéen. Jøder og muslimer har i århundreder boet og bedt side om side i Hebron.

I 1929 tvangsflyttede det britiske mandat alle jøder fra Hebron efter uroligheder, hvor 60 jøder var blevet dræbt. Det er i deres ejendom, israelske bosættere siden 1979 har etableret sig i Hebrons gamle by. Overvåget af tusinder af soldater.

Under Ramadanen i 1994 mejede en amerikanskfødt israelsk læge, Baruch Goldstein, 29 bedende palæstinensere ned i Ibrahimi moskéen. 100 blev såret. Goldstein blev slået ihjel i moskeen. Efter Goldstein-massakren blev Patriarkernes hule og Ibrahimi moskéen adskilt af en mur.

Massakren afbrød for en tid Osloprocessen, mens selvstyret en for en overtog alle byerne på Vestbredden, undtagen Hebron.

Vestbredden blev opdelt i tre zoner. Område A, byerne, hvor det palæstinensiske selvstyre har civil- og sikkerhedskontrol. Område B, landsbyområderne, hvor det palæstinensiske selvstyre har civil kontrol, men det israelske militær har sikkerhedsansvar. Og område C, hvor Israel bevarer fuld kontrol, og hvor alle israelske bosættelser og militærinstallationer ligger. To tredjedele af Gaza blev område A.

Oslo-tanken var, at processen trinvis skulle give palæstinenserne kontrol med mere og mere af Vestbredden, men tyve år efter er A, B og C-situationen uændret:

Israel har kontrol med 62 procent af Vestbreddens areal, med 131 israelske bosættelser og over 90 bosættelsesudposter.

I 1997 tvang den amerikanske udenrigsminister Warren Christopher Netanyahu og Arafat sammen for at presse processen videre og løse situationen i Hebron. Det blev til Hebron-protokollen: selvstyret overtog 80 procent af byen, der kaldtes zone H1. Israel beholdt kontrol med 20 procent af Hebron, kaldet zone H2.

Der boede dengang omkring 30. 000 palæstinensere og omkring 400 israelere i H2. I dag fremstår H2 som en spøgelsesby. Kun få håndfulde palæstinensere har stået imod daglig bosætterchikane og militære restriktioner, de andre er flyttet til den palæstinensiske H1 bydel.



Camp David II



I sommeren 2000 forsøgte USA's præsident Bill Clinton et gammelt trick. Som præsident Jimmy Carter i 1979 inviterede Egyptens præsident Anwar Sadat og Israels premierminister Menachem Begin til Camp David og fik en fredsaftale ud af det, så inviterede Clinton i juli 2000 den palæstinensiske præsident Yassir Arafat og den israelske premierminister Ehud Barak til Camp David. Barak var formand for Arbejderpartiet og havde vundet regeringsmagten fra Netanyahu et halvt år tidligere. Bill Clinton håbede, at præsidentens sommerresidens kunne inspirere Arafat og Barak til at afslutte forhandlingerne om den permanente status, der var over et år forsinket.

Men Camp David II blev en katastrofe. Afstanden for stor. Ehud Barak tilbød Yassir Arafat en palæstinensisk stat på 87 procent af Vestbreddens areal. Resten, især Jordandalen, ville han annektere til Israel.

Arafat afviste og fastholdt, at Palæstina er hele Vestbredden, hele Gaza og Østjerusalem. Svarende til 22 procent af det britiske Palæstinamandat. I alt 6200 kvadratkilometer. Arafat afviste også, at jøder har historisk tilknytning Jerusalem. Et jødisk tempel på Tempelbjerget havde ifølge Arafat aldrig eksisteret.

Ehud Barak, Bill Clinton og Yassir Arafat mødtes i Camp David i juli 2000, hvor Clinton endnu engang forsøgte at skabe fred. Uden succes. Foto: Ron Edmonds/AP/ritzau


Endnu mens Camp David-mødet stod på, begyndte Baraks koalitionsregering at smuldre. Da en eventuel deling af Jerusalem mellem Israel og Palæstina kom på bordet i USA, trak de religiøse koalitionspartnere sig ud af regeringen. Barak kom fra USA hjem til valgstemning.

”Der er ingen partner. Der er ingen at tale med. Jeg har afsløret Arafats sande jeg, revet masken af ham. Yassir Arafat er ikke i stand til at indgå en aftale,” erklærede Ehud Barak efter Camp David. Bill Clinton erklærede sig enig: Arafat havde ansvaret for, at Camp David mislykkedes.

Sikkerhedsanalyser advarede om, at den kuldsejlede fredsproces kunne blive afløst af åben konflikt imellem israelere og palæstinensere.

I Israel var valgkampen i gang. Barak blev udfordret af Likudpartiets nye leder, Ariel Sharon. Han ville aldrig lade ”Israels evige og forenede hovedstad” dele.

”Tempelbjerget er under israelsk suverænitet, og ingen skal true os her,” fastslog Ariel Sharon den 28. september 2000 og demonstrerede det ved at gå op på Tempelpladsen omgivet af dusinvis af politifolk, uanset palæstinensisk og muslimsk religiøs følsomhed omkring Al Aqsa moskéen og de øvrige hellige steder på pladsen. Al Aqsa betyder det fjerneste sted og er det tredjehelligste sted i Islam.

Unge palæstinensere ventede med sten og benzinbomber. Inden dagen var omme, var syv palæstinensiske demonstranter blevet dræbt og hundredvis kvæstet af det israelske politi og militærs kugler.

Unge drenge under en begravelse af et Fatah-medlem i Ramallah by under den anden intifada i år 2000. Foto: Jan Grarup/ritzau


Den anden intifada



Sådan begyndte den anden intifada, Al Aqsa-intifadaen. Et blodigt oprør spredte sig over Vestbredden og Gaza. Ud over villige selvmordsbombere var der siden selvstyrepolitiets oprettelse også våben blandt palæstinenserne. Derfor betragtede det israelske militær oprøret som en krig. En krig, der skulle vindes.

”Der var tilsyneladende taget en beslutning hos forsvarschefen og folkene omkring ham, om at palæstinenserne skulle bringes i knæ ved at betale for deres oprør med flest mulige ofre. Det uanset, at politikerne stadig ikke havde opgivet forhandlingerne,” forklarede lederen af Baraks fredsteam, Shaul Arieli. Trods intifadaen sad de israelske og palæstinensiske forhandlere stadig over detaljerne i en permanent aftale.

Israelske politikere fra fredsfløjen tog til Ramallah og tryglede, forgæves, Yassir Arafat om at dæmpe oprøret til gengæld for lettelser i de stadig flere restriktioner, der blev indført for den palæstinensiske befolkning.

For at fastholde processen, offentliggjorde Bill Clinton sin løsningsplan, de såkaldte Clinton-parametre. Han skitserede bl.a. en deling af Jerusalem:

I den Gamle by skulle de jødiske og de armenske bydele blive under israelsk suverænitet, mens de kristne og muslimske bydele skulle være en del af Palæstinas hovedstad. Grædemuren, der er en del af murværket omkring Tempelpladsen, skulle være israelsk, mens Tempelpladsen/Al Aqsa og Tempelbjerget/Haram el-Sharif skulle være palæstinensisk. Uden for bymuren skulle befolkningsflertallet afgøre tilhørsforholdet, bydel for bydel.

Selvmordsterror og sammenstød mellem væbnede palæstinensere og israelske soldater blokerede for forhandlingsprocessen. Den israelske befolknings krævede sikkerhed. På få uger var over 60 palæstinensere og over 20 israelere dræbt og flere hundrede kvæstede. Situationen eskalerede.

I februar 2001 overtog Ariel Sharon premierministerposten. Han gav det israelske militær fuld rygdækning.

Ariel Sharon ved Grædemuren i Jerusalem i februar 2001, efter han er blevet valgt som premierminister. Foto: David Guttenfelder/AP/ritzau



Fra intifada til åbent opgør



I april 2002 dræbte en Hamas-selvmordsterrorist 30 og kvæstede 150 blandt israelske familier, der fejrede helligdag på et hotel i middelhavsbyen Netanya. Kort efter indledte Israel en militæraktion ”Forsvarsskjoldet” imod de væbnede palæstinensiske grupper dybt inde i de palæstinensiske byer og flygtningelejre.

Område A og B blev tilsidesat og det daglige samarbejde mellem de palæstinensiske sikkerhedsstyrker og det israelske militær, der havde eksisteret siden Oslo-dagene, blev suspenderet. Med forhammere og bulldozere smadrede israelske soldater væggene mellem huse i flygtningelejren Jenin og i Nablus’ gamle kasbah på jagt efter Fatahs væbnede al Aqsa-brigader og PFLP’s, Islamisk Jihads og Hamas’ væbnede kadrer. Israelske kampvogne belejrede Betlehems og Ramallahs gader. Antallet af arresterede og dræbte voksede dagligt. Selvmordsangrebene i Israel fortsatte.

Med jordvolde og kampvognsstillinger blev Yassir Arafat sat under belejring i sit præsidentkontor i Ramallah. Uden vand og mad undtagen det, de israelske soldater bragte ham.

Yassir Arafat boede i sit kontor, omgivet af et par håndfulde af de mest eftersøgte Fatah-aktivister.

Arafat kom først ud af kontoret i november 2004, da han svækket og syg blev fløjet til Amman i en jordansk helikopter og derfra videre til et militærhospital nær Paris, hvor han kort efter døde. Hans enke Suha Arafat anklagede Israel for at have forgiftet ham. Adskillige undersøgelser har siden kun leveret tvetydige resultater.

Mahmoud Abbas, der i årevis var Arafats højre hånd, overtog posterne som selvstyrepræsident, PLO- og Fatahleder og erklærede forhandling som den eneste vej.

Under Abbas ebbede Al Aqsa-intifadaen ud. 4250 palæstinensere var dræbt og over 30.000 kvæstet, de fleste af israelske kugler. 1100 israelere blev dræbt og 8000 kvæstede, størstedelen ved selvmordsterrorangreb.

Forhandlingerne var afbrudt i syv år.

Et stykke af adskillelsesmuren langs den Grønne Linje, der adskiller Israel og Vestbredden. Foto: Kevin Freyer/AP/ritzau


En mur - et hegn



For at forhindre at biler med sprængstof kunne køre fra Vestbredden til Israel, byggede Ariel Sharon fra 2003 et adskillelseshegn, også kaldet sikkerhedsbarriere, hegn eller apartheidmur, langs den 4. juni 1967-linjerne, kaldet den Grønne Linje.

Over 700 km lang står barrieren langs og op til adskillige kilometer øst for den usynlige streg på den besatte Vestbred. Mest er det elektrisk hegn og pigtråd. Fem procent af barrieren er otte meter høj grå betonmur.

Barrieren har lagt en række bosættelser og tusinder af kvadratkilometer palæstinensisk landbrugsjord på den ”israelske side”. Militæret bestemmer, hvilke dage og hvad tid palæstinensiske bønder skal have lov til at krydse såkaldte ”landbrugsporte” for at passe, dyrke og høste deres land. Det har bragt meget landbrug til forfald. Enkelte steder har landejerne rejst deres krav ved Israels højesteret, der har beordret staten at flytte hegnet for at give palæstinensere deres ulovligt konfiskerede jord tilbage. Men staten har ikke fulgt højesterets anvisninger. Flere palæstinensiske landsbyer afholder ugentlige protestdemonstrationer.

I det ”evige forenede” Jerusalem er flere bydele med palæstinensere, som flygtningelejren Shuafat, blevet lagt uden for muren, så indbyggerne, der har Jerusalem ID, skal gennem checkposter for at komme ind i byen.



Geneveinitiativet – en mulig løsning



I frustration over at de to politiske ledere Arafat og Sharon gled længere og længere fra hinanden, besluttede de tidligere israelske og palæstinensiske forhandlere i 2002-2003 sig til at handle uafhængigt. Bill Clintons parametre var rettesnor. Og viljen til at nå en model for en permanent løsning, som begge sider ville kunne leve med, var motoren. Landkortene blev spredt ud.

Geneve Initiativet fulgte Clintons parametre for deling af Jerusalem og foreslog, at symbolske 100.000 palæstinensiske flygtninge skulle vende tilbage til Israel.

Geneveforhandlerne foreslog ”territorial bytning”. Palæstina skulle stadig være 6200 kvadratkilometer, men streger blev flyttet, og de mest indbyggertunge bosættelser blev i fire-fem bosættelsesblokke indlemmet på den israelske side af den nye adskillelseslinje mellem Israel og Palæstina. Til gengæld for de områder, der blev lagt til Israel, skulle Palæstina tillægges andre områder i forholdet 1:1, så Israel teoretisk kun skulle flytte og kompensere 60-80.000 og ikke en halv million bosættere i forbindelse med en permanent løsning af konflikten.

Planen skabte i 2003 begejstring i et internationalt samfund, frustreret over at Oslo-processen var gået i stå. Via New York Times klummeskriver Thomas Friedman tilbød Saudi Arabiens kong Fahd, at hele den arabiske verden ville kvittere for en palæstinensisk-israelsk aftale om at løse konflikten, ved at erklære fred og diplomatiske forbindelser med Israel.

Israels regering har aldrig accepteret hverken det saudiske tilbud, der blev vedtaget af den Arabiske Liga under navnet Det Arabiske Fredsinitiativ, eller Geneve initiativet.

EU, FN, USA og Rusland foreslog i 2003 under navnet Mellemøstenkvartetten også en Køreplan for Fred, en vej til en permanent løsning, som parterne accepterede, men ikke tog. I den forbindelse lovede premierminister Ariel Sharon at fjerne alle ulovlige udposter bygget efter 2002. Løftet blev aldrig holdt.

Palæstinensisk politi viser deres støtte til Yassir Arafat, der i september 2003 befandt sig i et magtopgør med den palæstinensiske premierminister Mahmoud Abbas. Foto: Ismael Mohamad/UPI/ritzau


Gaza – et dårligt eksempel



Truslen om Geneve Initiativet kan have været årsag til, at Ariel Sharon besluttede at trække Israel ensidigt ud af Gaza. Det var en måde at standse fredsprocessen på, forklarede Sharons rådgiver, Dov Weisglass, i 2004:

”Tilbagetrækningen fra Gaza betyder, at fredsprocessen indefryses. Det forhindrer oprettelsen af en palæstinensisk stat, og man bliver fri for at diskutere flygtningene, grænserne og Jerusalems fremtid,” fastslog Weisglass.

8.000 israelske bosættere og alle militære enheder blev i august 2005 trukket ud af Gaza. Israel låste porten i hegnet efter sig. Gaza-bosætterne troede på et guddommeligt mirakel og mange måtte bæres ud. Tilbagetrækningen kastede bosætterbevægelsen og den religiøse højrefløj ud i dyb krise, splittet mellem landet og staten. Staten, bosættelsernes fader Ariel Sharon, have svigtet bosættelsespolitikken, men heller ikke Gud holdt hånden over dem, der havde reetableret jødisk liv på hellig jord.

Selvstyrepræsidenten Mahmoud Abbas var den politiske taber: Hans forhandlingslinje havde ikke – har stadig ikke – fremmet den palæstinensiske selvstændighed. Mens hans nemesis, Hamasbevægelsen, udnyttede situationen og erklærede, at væbnet modstand havde fået Israelerne til at flygte fra Gaza.

I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af en massiv hjerneblødning, og hans vicestatsminister, Ehud Olmert, overtog Israels ledelse.

Israelske soldater på vej ud af Gaza i august 2005. Foto: Baz Ratner/AP/ritzau


Hamas vs. Fatah



USA's præsident George W. Bush ville støtte Mahmoud Abbas og fremme mellemøstligt demokrati. Yassir Arafat var død, og 10 år var gået siden sidste palæstinensiske valg. Bush krævede og betalte udgifterne til et valg i januar 2006. Denne gang stillede den islamiske Hamasbevægelse op og vandt et uventet flertal i det palæstinensiske parlament.

De hidtidige magthavere, Fatah, var i chok og overdrog kun delvist kontrollen med selvstyrets politi og efterretningstjeneste til rivalerne. Verden betragtede Hamas som en terrorbevægelse og ville ikke have kontakt med en Hamas-regering, der reelt ikke kunne fungere. I februar 2007 opgav Hamas, og der blev dannet en national forsoningsregering, Fatah og Hamas sammen. Men krisen ulmede.

I sommeren 2007 brød konflikten ud i lys lue. Hamas tog med våben magten i Gaza fra sikkerhedsstyrkerne og den samlingsregering, de selv sad i. Det palæstinensiske selvstyre har siden bestået af to regeringer. En i Ramallah. En anden i Gaza. Kun Ramallah-regeringen er palæstinensernes vindue til verden.

Israel kontrollerede fortsat sømilegrænsen ud for, luftrummet over og grænsen mellem Israel og Gaza. Alle fødevarer og energiforsyning til Gaza gik via Israel. Grænseovergangen mellem Gaza og Egypten var for det meste lukket. Under grænsen gravede Hamas tusinder af tunneler, smuglede og lagde toldafgifter på varer til den ludfattige Gaza-befolkning, som var tvunget til at betale prisen.

Få uger efter Hamas’ magtovertagelse i Gaza begyndte lokalproducerede Qassam-raketter at slå ned i Israel. Israel svarede igen. I december 2008 eskalerede situationen, og israelske styrker rykkede ind i Gaza og forvoldte enorme ødelæggelser i Gazas civile bolig- og industriområder. Samme mønster gentog sig i vinteren 2012 og igen i sommeren 2014. Hver af de tre krige efterlod tusinder af Gaza-familier hjemløse. Hundreder af dræbte og atter tusinder af kvæstede.

Våbenhvileløfter lovede hver gang mere åbne grænser, havn og lufthavn i Gaza. Men situationen for Gazas omkring to millioner indbyggere er kun forværret.

Samtlige interne forsoningsforsøg mellem Fatah og Hamas siden 2007 er mislykket.

Militante Fatah-folk raserede i juni 2006 parlamentsbygningen i Ramallah på Vestbredden, hvor Hamas-regeringen havde sæde. Foto: Mohammed Majdi/AP/ritzau



Netanyahus Israel



Premierminister Ehud Olmert indledte i 2008 seriøse forhandlinger med Mahmoud Abbas, og de to kom tæt på at løse de store spørgsmål. Men Olmert måtte i 2009 træde tilbage anklaget for korruption, som han siden blev dømt for.

Siden 2009 har Benjamin Netanyahu været Israels leder. Han indledte sin første regeringsperiode med hårdt presset af USA's præsident Barack Obama at være den første Likud-leder nogensinde til at erklære i en tale, at konflikten løses ved to stater, Israel og Palæstina side om side i fred. Netanyahu krævede samtidig, at palæstinenserne anerkender Israel som en jødisk stat.

Talen og et ti måneders byggestop i Vestbred-bosættelserne, men ikke i Jerusalem, førte ikke til genoptagelse af forhandlingerne.

Palæstinenserne valgte i stedet at internationalisere konflikten. De søgte at blive medlem af FN som ”Palæstina - en stat uden grænser”, men måtte i 2012 nøjes med status af ”ikke-medlemsstat observatør”, der gjorde det muligt for ikke-medlemsstaten Palæstina at underskrive internationale konventioner og søge optagelse i en række FN-organisationer. Og over 100 parlamenter verden over har anerkendt Palæstina.

Ved det israelske valg i 2013 gik et nationalreligiøst bosætterparti, Bayit Yehudi, Det Jødiske Hjem, under Naftali Bennett til valg på åben modstand imod en palæstinensisk stat:

”Det væsentligste at forstå her er, at en æra er forbi. Mere end nogensinde er det nu helt klart, at denne illusoriske fredsaftale ikke findes, den kan ikke indgås. Oslo-æraen er død - den nye æra vil jeg kalde for realismens æra. Der bliver ingen fredsaftale i en overskuelig fremtid. I stedet skal vi investere massivt i palæstinensernes økonomi, infrastruktur, livskvalitet og selvbestemmelse og indføre israelsk lov i de israelske dele af Judæa og Samaria – det I journalister kalder Vestbredden,” forklarede Bennett ved et møde før valget.

Bennett betragter sig selv som leder af Israels nationale højrefløj og har siden 2013 været medlem af begge Netanyahus højrenationale regeringskoalitioner. Hans mål er israelsk anneksion af hele område C og permanent palæstinensisk selvstyre i A og B områderne.

Bennett har støt presset Netanyahus koalitioner mod højre og blokerede 2014-16 effektivt Obamas udsendte John Kerrys forsøg på et genskabe fredsprocessen, forankret i regionen, ved at true med at sprænge koalitionen og tage ministre fra Netanyahus eget parti med sig.

Med taburetten vaklende under sig ofrede Netanyahu forhandlingsprocessen. I april 2017 grundlagde Israel den første nye israelske statssanktionerede bosættelse i over 20 år.

Benjamin Netanyahu (tv.) sammen med USA's daværende udenrigsminister John Kerry på et møde i Rom, Italien i juni 2016. Foto: Giuseppe Lami/AP/ritzau



En stat - to stater – tre stater



”Jeg ser på en stat eller to stater, og jeg kan lide det, de to parter kan lide. Jeg kan leve med begge dele. Jeg troede en overgang, at to-statsløsningen ville være den letteste, men jeg er glad for den løsning, Israel og palæstinenserne helst vil have,” sagde USA’s præsident Donald Trump i februar 2017, da han holdt sin første pressekonference med Benjamin Netanyahu.

I maj lovede Trump på en pressekonference med Mahmoud Abbas, at de sammen nok skulle få lavet den fredsaftale. Abbas bad Trump om at ”afslutte 50 års israelsk besættelse af det palæstinensiske folk og land”.

Hvad vil så israelerne og palæstinenserne efter 50 års israelsk militær besættelse af Gaza og Vestbredden?

De færreste tror i dag, at Benjamin Netanyahu mener det, han sagde i sin tale i 2009. Havde han villet to-statsløsningen, havde han valgt en regeringskoalition med centerpartier og Arbejderpartiet og ikke Bennett, der er åben modstander af en Palæstina-stat. Nu undgår han al tale om to-statsløsningen, og Israels regering kender ikke til besættelsen med argumentet ”et folk kan ikke være besættere i sit eget land”. I juni 2017 markeres ”befrielsen af Judæa og Samaria”.



Benjamin Netanyahu (th.) mødtes med Donald Trump i maj 2017, hvor de besøgte Israel Museum i den vestlige del af Jerusalem. Foto: Evan Vucci/AP/ritzau


Arbejderpartiet og fredsfløjen argumenterer for at afslutte den militære besættelse og for at Israel og palæstinenserne skal adskilles i to stater, så Israel kan bevares som en jødisk og demokratisk stat. Demografien truer begge dele: Enten bliver hele området én demokratisk stat, der ikke mere er jødisk, eller også bliver der én jødisk stat, som fortsat holder palæstinenserne under besættelse og ikke mere kan kalde sig demokratisk.

Mahmoud Abbas fastholder, at der skal oprettes en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad, men han har reelt ingen indflydelse i Gaza. Hamasbevægelsens nye manifest kalder en stat i Gaza og på Vestbredden langs 1967-linjerne palæstinensisk konsensus, men fastholder at zionismen (Israel) fortsat skal bekæmpes.

Flertallet af palæstinenserne tror ikke mere på to-statsløsningen og ønsker sig én stat i hele det gamle britiske mandatområde. Én stat hvor hver indbygger har lige (stemme)ret. Af Israels over otte millioner indbyggere er to millioner palæstinensere, på Vestbredden bor omkring to en halv million palæstinensere, og i Gaza blev indbygger nummer to million født i 2016. Befolkningstilvæksten taget i betragtning er regnestykket simpelt.

Den tidligere general Shlomo Gazit kommenterer de mange tidligere militærfolk og efterretningschefer, der advarer om, at ”det ikke kan fortsætte”:

”Militæret har ikke løsningen. Sikkerhedstjenesterne og militæret er effektive organisationer, men de modtager ordrer fra politikerne. Militæret kan ikke selv tage centrale strategiske beslutninger. Når politikerne ikke kommer med en klar beslutning om, hvordan situationen skal løses, kan militær og sikkerhedstjenester kun sikre, at staten kan leve med problemet. De kan ikke løse det. Det var situationen i 1967 og er sandt, den dag i dag.”






Tidslinje


- Fra Første Verdenskrig til i dag




  • 1917: Balfourerklæringen: 2. november lover den britiske udenrigsminister Lord Arthur Balfour i et brev til Zionistbevægelsen, at den britiske regering ser positivt på oprettelsen af et jødisk nationalhjem i Palæstina
  • Kort: Ole Munk

    1921: Efter 1. verdenskrig og Osmannerrigets fald overtager Storbritannien Palæstina og Transjordanien som mandat
  • 1947: FN’s Generalforsamling vedtager resolution 181, der deler det britiske Palæstina-mandat i to stater, en jødisk og en arabisk. Den arabiske verden nægter at acceptere delingen
  • 1948: Staten Israel bliver udråbt og angrebet af de arabiske lande
  • 1949: Der trækkes våbenhvilelinjer mellem Israel og Egypten, Jordan, Libanon og Syrien
  • 1967: Under Seksdages-krigen besætter Israels militær Golanhøjderne i Syrien, Vestbredden og Østjerusalem der er under Jordansk administration og Sinaihalvøen i Egypten. FN’s Sikkerhedsråd vedtager resolution 242, der kræver tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for fred og bliver det internationale samfunds de facto-anerkendelse af våbenhvilelinjerne fra 1949
  • 1973: Yom Kippur Krigen: De arabiske lande anført af Syrien og Egypten overrasker Israel med et angreb på yom kippur, den jødiske forsoningsdag
  • 1978: USA’s præsident, Jimmy Carter, inviterer Egyptens præsident, Anwar Sadat, og Israels premierminister, Menachem Begin, til sit landsted Camp David, hvor de efter 12 dages forhandlinger underskriver Camp David-aftalen. Israel trækker sig ud af hele Sinaihalvøen til gengæld for en formel og bindende fred
  • 1987: Det folkelige palæstinensiske oprør, Intifadaen, bryder ud i Gaza og på Vestbredden
  • 1988: Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, under Yassir Arafat vedtager en uafhængighedserklæring, der slår fast, at den palæstinensiske stat ligger i Gaza og på Vestbredden, hvilket opfattes som en de facto-anerkendelse af Israel
  • 1983: To israelske akademikere, Ron Pundak og Yair Hirshfeld, åbner et hemmeligt forhandlingsspor med Yasser Arafats nære rådgiver Ahmed Qurei (Abu Ala) i Oslo, Norge. PLO-lederen Yasser Arafat og Israels premierminister, Yitzhak Rabin, underskriver en principaftale om at føre en femårig forhandlingsproces med henblik på at løse alle konfliktens udestående emner. Året efter får de og den israelske udenrigsminister Shimon Peres Nobels fredspris
  • 1993-95: Bill Clinton forsøger at få en fredsaftale mellem Syriens Hafez al-Assad og Yitzhak Rabin
  • 1994: Jordan og Israel slutter fred. En israelsk modstander af fredsprocessen dræber Israels premierminister Yitzhak Rabin i Tel Aviv. Oslo-processen afspores af talrige terrorangreb i Israel. De fleste er udført af den islamistiske Hamas-gruppe, der er modstander af PLO’s anerkendelse af Israel
  • 1995: Yitzhak Rabin bliver myrdet af en religiøs israeler
  • 2000-2016: Skiftende amerikanske præsidenter forsøger at genoprette de israelske palæstinensiske forhandlinger ved hjælp af personlige, særlige udsendinge
  • 2000: al-Aqsa intifadaen - den anden intifada - begynder
  • 2005: Israel trækker samtlige israelske bosættere og soldater ud af Gaza
  • Marts 2017: USA’s præsident Donald Trump sender sin særlige udsending til internationale forhandlinger Jason Greenblatt til Jerusalem og Ramallah
  • Maj 2017: Donald Trump besøger Jerusalem og Betlehem og lover at få ordnet en ”fredsdeal”