Siden grundlæggelsen af det moderne danske skolevæsen i 1814 har undervisningen i krop, køn og seksualitet ændret sig meget. Men selvom seksualundervisning har været obligatorisk i årtier, har næsten hver femte skoleelev i dag ikke modtaget undervisning i faget, viser en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet.
Forskere fra Aarhus og Aalborg Universitet kalder til faglig oprustning blandt skolernes fagfolk i den nye bog ”Seksualitet, skole og samfund”. Og så åbner Kvindemuseet en ny udstilling om seksualundervisningens historie og lancerer undervisningsforløb for folkeskoleelever.
Kristeligt Dagblad giver her et overblik over nogle af nedslagene i seksualundervisningens historie. Det er nedslag, der samtidig viser, hvordan opfattelsen af værdier, etik og mennesket har forandret sig gennem tiden.
”Eleverne kender Asiens 12 floder, men deres eget legeme kender de ikke!”
Folde-ud tegning fra lærerinden Elna Panduros bog "Det Seksuelle spørgsmål og Seksuel opdragelse" fra 1915.
I1800-tallet var der ikke noget der hed seksualundervisning i skolerne. Men formaning om seksualitet prægede alligevel opdragelsen af børn og unge. Både kirken og staten havde interesse i at beskytte ægteskabet som institution. Kirken beskyttede ægteskabet ud fra datidens udbredte kristne idealer om, at sex uden for ægteskabet var syndigt, og staten beskyttede ægteskabet ud fra idealer om sædelighed og dydige samfundsborgere. I den forbindelse var ægteskabet en praktisk foranstaltning, der kunne holde styr på slægterne og sædelighedsnormerne. Det var disse værdier, der prægede opdragelsen af børn og unge i skolen. Med udgangspunkt i en victoriansk seksualmoral fortalte man blandt andet børn og unge om farerne ved sex før ægteskabet og “selvbesmittelse”, som var et andet ord for onani i 1800-tallet. Seksualiteten skulle have et formål, slægtens videreførelse, den skulle ikke være et mål eller en nydelse i sig selv.
En toneangivende skikkelse inden for pædagogik var biskop Gerhard Peter Brammer fra Aarhus Stift. I 1838 udgav han sin ”Lærebog i Didaktik og Pædagogik”, der blandt mange emner kom ind på seksualoplysning. Biskop Brammer skrev bogen til landets lærere, fordi han så skolen som et mere passende sted end kirken at oplyse børn og unge om seksualitet.
Det var ikke kun biskopper, men også læger, der så onani som en farlig beskæftigelse. Lægen Emil Hornemann foreslog i et skrift om skolehygiejne fra 1860 at bygge åbne skolepulte frem for lukkede, så lærerne kunne se, om der foregik noget under pulten. Han ville også lave skoletoiletter i skolegården uden tag, så lærerne kunne sidde oppe i vinduerne og holde øje med, at der ikke foregik noget på toiletterne.
I skolerne havde man mest fokus på drengenes seksualitet, fordi man mente, at de havde en aktiv seksualitet, mens man antog, at piger havde en mere passiv seksualitet.
I slutningen af 1800-tallet voksede byerne, og kønssygdomme som gonoré og syfilis begyndte at sprede sig i Danmark og resten af Europa.
Datiden havde mange forskellige forslag til, hvordan man skulle bekæmpe onani. Det fyldte også i biskop Brammers bog. Her er nogle af hans forslag:
– Få eleven til at bekende i enerum
– Oplyse om ”Skam, Sygdom, en tidlig Død, eller legemlig Straf, eller Guds Unaade” som konsekvens af onani
– Inddrage forældrene
– Indlede en almindelig kristelig oprustning, både over for den enkelte og i klassen.
I takt med Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund opstod der flere erotiske muligheder i byerne, som vovede varietéforestillinger, værtshuse, homoseksuelle libertinere og pornografiske postkort, hvilket fik flere til at insistere på nødvendigheden af en seksualoplysning.
Lærerinden Elna Panduro var den første dansker, der skrev en seksualundervisningsbog til skolebrug. I 1915 udgav hun ”Det Seksuelle spørgsmål og Seksuel opdragelse” med den tanke, at undervisning i skolerne og ikke fortielse var vejen til seksuel hygiejne og sundhed og en måde at komme kønssygdomme og prostitution til livs.
Hvis man nogensinde har spekuleret over, hvor udtrykket med bien og blomsten kommer fra, så kan man i en dansk kontekst vende blikket mod Elna Panduros bøger. Gennem bier og blomster, høns, hunde og fisk forklarer hun unge om forplantning. Det var tanken, at de unge selv skulle overføre forklaringerne om dyrelivet til den menneskelige reproduktion.
På mange måder var Elna Panduro en foregangskvinde for seksualundervisning i skolerne. Men i tråd med tidens seksualmoral var der fokus på reproduktion inden for ægteskabets rammer.
Efter Første Verdenskrig tog diskussionen om skolernes rolle i seksualoplysningen fart. Første Verdenskrig vendte ikke bare op og ned på Europas fysiske grænser, men også på en lang række mentale og kulturelle grænseflader. Den kulturradikale reformbevægelse Sexpol lod sig inspirere af psykoanalysen og så orgasmen som en vej til frigørelse. Gruppen mente, at viden om kroppen og seksuel tilfredsstillelse skulle indgå i en seksualoplysning for alle borgere - børn, unge og ældre. Bevægelsen mødte massiv modstand fra både højre- og venstrefløjen.
Et af Sexpolgruppens medlemmer, forfatteren Jo Jacobsen, sendte i 1932 et spørgeskema ud til de københavnske læger for at høre deres holdninger til seksualundervisning og abort. Da lægeforeningen anbefalede lægerne ikke at svare på spørgeskemaet, skrev hun som modreaktion seksualoplysende sange på kendte melodier. Sangene blev dog aldrig udgivet.
En af sangene gik på melodien ”Jeg er havren”:
”Jeg er cellen, jeg skal skynde mig,
jeg skal nyde ægget på min vej.
Og hvis det så gifter sig med mig,
får vi to en lille en som dig.”
Befolkningstilvækst og svangerskab uden for ægteskabet var et brændende politisk tema op gennem 1930’erne og 40’erne. Der var flere eksempler på, at forældre, opdragere, stat og kirke arbejdede sammen om at undgå, at unge havde sex uden for ægteskabet. I 1941 udgav overlægen Axel Tofte bogen ”Seksuel hygiejne”, som blandt andet opfordrede kirken til at vie unge i en tidlig alder, for undgå de ”ulykkelige omstændigheder” (at få børn udenfor ægteskabet): ”Ogsaa Kirken maa søge at indvirke på Staten, for at muliggøre det tidligt Indgaaede Ægteskab og Børnerigdom og saaledes beskytte Borgerne mod de Ulykker, det uægteskabelige Forhold kan medføre,” skrev overlægen.
Flere og flere stemmer i debatten forholdt sig derfor også positivt til at lave obligatorisk seksualundervisning i skolen. I 1937 havde en skolehygiejnekommission anbefalet at lave kønsopdelt seksualundervisning i folkeskolen, men det var ikke muligt at få flertal i Folketinget. Derfor tog Københavns skoledirektion sagen i egen hånd, og i 1945 blev seksualundervisning obligatorisk i de københavnske skoler.
Undervisningen tog udgangspunkt i seksualitet som noget, der foregik mellem gifte mænd og kvinder med det formål at få børn. Men der var mange unge, der blev gravide uden for ægteskabet. Måske derfor så skolerne sig nødsaget til også at fortælle lidt om prævention, men emnet skulle “berøres kort og uden unødvendige detaljer”, stod der i undervisningsvejledningen.
Den nye vejledning fra Skoledirektionen blev brugt til at legalisere seksualundervisning andre steder end i København. Det havde ellers været en farlig affære at undervise i emnet - for eksempel var læreren Olaf de Hemmer Egeberg blevet fyret på en skole i Vanløse i 1937 på grund af ”uanstændighed”, efter at han havde undervist i seksualundervisning.
Itiden efter Anden Verdenskrig var det politiske klima ikke til at lave nye dramatiske tiltag på skolefronten. Men i 1953 udgav overlægen Kirsten Auken rapporten ”Undersøgelser over unge kvinders sexuelle adfærd”. Som en del af undersøgelsen havde hun interviewet 300 kvinder om deres seksuelle viden og erfaringer. Rapporten afslørede, at 98 procent af kvinderne ikke var gift ved første samleje, at halvdelen af graviditeterne i Danmark ikke var planlagte, og at unge kvinders viden om prævention var meget begrænset.
Aukens rapport vakte stor opsigt i lægekredse. Indtil nu havde seksualundervisning hovedsageligt fortalt om, hvordan man får børn. Nu begyndte man at fokusere på, hvordan man undgår at få børn. Men udvalget af prævention var stadig meget sparsomt. Mulighederne var kondomer, afbrudt samleje eller mere tvivlsomme metoder som for eksempel et udskylningsapparat.
Rapporten beskrev også, hvordan nogle præster tog opgaven med seksuel oplysning på sig. En af præsterne havde opdelt konfirmanderne i drenge og piger og fortalt om forholdet mellem kønnene, og at de kunne komme til ham med de ting, som de ikke kunne fortælle deres forældre.
Udover læger og præster blandede politiet sig også i seksualundervisningen. I 1957 udgav politiinspektøren Jens Jersild (1903-78) bogen ”Barnet og det homoseksuelle problem”. Jersild opfordrede skoler, forældre og kirker til at opdrage børn i Danmark, så de kom til at ”tænke, tale og handle heteroseksuelt.”
Samtidig udkom også børnebøger, der foregreb 1970’ernes tilgang til seksualundervisning. For eksempel børnebogen ”Peter og Marianne i skole” fra 1953 skrevet af psykologen Sten Hegeler. I bogen tales der om menstruation, prævention, skilsmisse og onani i et sprog, der henvendte sig til børn:
I1960’erne blev det generelt nemmere at få adgang til prævention, og aldersgrænsen for udlevering af pessarer hos lægen blev nedsat fra 18 til 15 år. P-pillen blev frigivet i 1966, hvilket betød at kvinder lettere selv kunne styre, hvor mange børn de ville have.
1961 udgav Undervisningsministeriet den første vejledning i seksualundervisning. Vejledningen brød med tidligere tiders normer: Onani blev omtalt som ufarligt, der skulle undervises i prævention, og selve samlejet skulle beskrives, hvilket heller ikke var set før. Ifølge vejledningen skulle skolen fastholde, at samlejet skulle foregå blandt ægtefolk.
I 1968 anbefalede en skolekommission ledet af Kirsten Auken obligatorisk seksualundervisning i hele Danmark, fordi der var store geografiske forskelle på hvem, der modtod undervisning. Mange skoler i Vest- og Nordjylland tilbød slet ikke seksualundervisning. Det var Aukens anbefaling, der banede vejen for lovgivningen i 1970.
I slutningen af 60’erne blev der gradvist løsnet op for omgangen mellem kønnene i institutioner, skoler og højskoler. En af reaktionerne på det så man på forsiden af Kristeligt Dagblad i 1969, hvor valgmenighedspræsten Enok Mortensen udtalte sig efter at have besøgt Askov Højskole i Jylland:
”Det er ingen hemmelighed, at der er en meget fri kønslig omgang på højskolen, og det har været en smule chokerende at erfare det, selvom jeg har været klar over, at udviklingen gik i retning af friere omgang mellem kønnene. Jeg synes, det kan være en frygtelig fare for ganske unge, men der er måske noget om, at der er visse erfaringer at gøre,” udtalte præsten.
På mange måder var 1970’erne frigørelsens årti. Det blev lovligt at få foretaget abort i 1973, og seksualoplysning ansås som en vigtig del af børn og unges viden om sig selv og samfundet.
I 1970 blev seksualundervisning et obligatorisk, men timeløst fag i folkeskolen. Hverken elever eller lærere kunne nu fritages fra undervisningen. En enkelt familie klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi de ikke kunne fritage deres datter fra undervisningen, men domstolen afviste klagen.
I seksualundervisningen skulle lærerne følge “Seksualundervisningens fire bud”: Der måtte ikke bruges vulgære udtryk, der skulle ikke undervises i samlejeteknik og måder at opnå orgasme, fotografisk materiale måtte ikke benyttes, og læreren skulle undgå samtaler med den enkelte elev, da det kunne få karakter af vejledning - og det måtte bestemt ikke ske.
Den obligatoriske undervisning gav anledning til en række udgivelser af børnebøger, der åbent oplyste børn om prævention, samleje og kroppen. To eksempler er ”Sådan får man et barn” fra 1971 og ”Elle-Belle-Bolle Bogen” fra 1973.
Billede af spekulum og spejl og en lille manual til selvundersøgelse. At kende sin egen krop var en vigtig pointe i 1970’ernes frigørelseskamp. Man kunne undersøge sig selv alene eller sammen med andre.
I1980’erne udbrød aids-epidemien, og forebyggelse af hiv og aids var det store, vigtige tema i seksualundervisningen. Nødvendigheden af at kunne sætte et kondom på gjorde, at man begyndte at øve sig i manuelle “pårulningsøvelser” i seksualundervisningen. Man kunne for eksempel øve sig på en agurk, to fingre, et kosteskaft, eller hvad man nu havde i klasselokalet.
Der blev også lavet mange kondomkampagner. For eksempel Sundhedsstyrelsen og Danmarks Radios kampagne “På med dutten”, og Anne Linnets og Sanne Salomonsens single ”Den jeg elsker, elsker jeg”.
I 1987 udkom seksualundervisningsvideoen om Lis og Per, der skal have sex for første gang. Videoen er blevet set på rigtig mange folkeskoler og blevet brugt helt op i 2010’erne, men er nu blevet afløst af nye film fra interesseorganisationer sådom Ung & Sex og Sex & Samfund.
Frygten for hiv og aids havde resulteret i mange myter omkring sygdommen og homoseksualitet, som man begyndte at gøre op med i seksualundervisningen i 1990’erne. Et eksempel er tegneseriehæftet ”Oda og Ole”, der udkom første gang i 1988. Oda forklarer for eksempel Ole, at han ikke kan blive smittet af hiv i svømmehallen.
Klamydia var den nye store sexsygdom, og ”sikker sex”, et nyt udtryk, der udsprang af 80’ernes hiv-krise, var løsningen.
I 1990’erne var man ikke bange for at vise virkelige menneskers kroppe og kønsorganer for åbent kamera. I 1992 producerede DR tv-udsendelsen Body Bio, hvor to læger gjorde seeren klogere på kroppen, og kameraet gik helt tæt på blandt andet kønsorganerne og samlejet. Afsnittet “Forplantning” blev indledt med, at de to værter entrerede studiet gennem et par kæmpe kønslæber og herefter gennemgik samlejet i detaljer med hjælp fra virkelige modeller. Afsnittet “Pubertet” viser nærbilleder af de mandlige og kvindelige kønsorganer udefra og indefra til en gynækologisk undersøgelse.
Ibegyndelsen af 00’erne blev internettet en del af mange børn og unges virkelighed, og det var pludselig let at få adgang til porno. Internettet blev i 00’erne, hvad storbyen var i slutningen af 1800-tallet. Et potentielt farligt sted for børn og unge at færdes. Det afspejler sig også i de temaer, som Danmarks største leverandør af seksualundervisningsmateriale, Sex & Samfund, tager op i dag - temaer som sociale medier, porno og digitale nøgenbilleder.
Ung-til-ung undervisning var en voksende tendens i nullerne. Unge, som blev uddannet af foreninger som Lysthuset og Sex & Samfund, tog rundt og fortalte om sex og delte deres personlige erfaringer i folkeskolerne. Fra at seksualundervisningen i 1980’erne og 90’erne havde handlet mest om at undgå aids og kønssygdomme, fokuserede man i 00’erne mere på lyst og en fri seksualitet.
I 2004 udgav Sundhedsstyrelsen cd-rommen Sexstarz, der blandt andet indeholdt et sexleksikon med opslag som “toiletsex”, “analsex” og “dyresex”. Tanken med kampagnen var fra styrelsens side at tage udgangspunkt i de unges eget sprog i undervisningen. Men cd-rommen skabte en mediestorm. Det blev for meget for både politikere og mange danskere, at landets 9. klasseselever skulle lære om ting som dyresex. Lars Løkke Rasmussen (V), der dengang var sundheds- og indenrigsminister, endte med at trække alle cd-rommerne tilbage. Til Berlingske udtalte han:
Op gennem 2010’erne er trivsel blevet et større tema i seksualundervisningen. Forskellige seksualiteter og seksuelle praksisser, køn og rettigheder bliver i højere grad diskuteret i seksualundervisningen.
Den normkritiske metode bliver nogle steder brugt i undervisningen til at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke normer for køn og seksualitet der findes i samfundet, hvilke forventninger der er til drenge og piger, unge og ældre, hetero- og homoseksuelle, og hvordan man eventuelt kan bryde med de forventninger og skabe plads til at være på mange forskellige måder.
Organisationen Sex & Samfund blev stiftet af en gruppe unge læger i 1956 og har siden da beskæftiget sig med seksuel sundhed og rettigheder i Danmark og i udlandet. Siden 2008 har Sex & Samfund hvert år udgivet undervisningsmaterialet Uge Sex til de danske folkeskoler. Uge Sex leverer materiale til alle klassetrin i folkeskolen med temaer som familieformer, krop, grænser, rettigheder, trivsel og sociale medier. Igennem årene er der blevet sat mere fokus på at inkludere seksuelle, kønsmæssige og etniske minoriteter i seksualundervisningen.
Som følge af den bredere inklusion i undervisningen bliver der også lagt vægt på, at undervisningen ikke må være grænseoverskridende. For ikke at støde nogen, er man mange steder gået tilbage til stregtegningen i bøger og videoer, der formidler viden om krop og sex. Lidt som man så det i for eksempel Elna Panduros bog for 100 år siden.
I kampagnevideoer fra Ung & Sex bliver der med illustrationer gjort op med myter om jomfruhinden, og nye temaer som deling af nøgenbilleder bliver taget op.
Ikke alle er begejstrede for en seksualundervisning, der sætter spørgsmålstegn ved de eksisterende normer for køn og seksualitet. Syv konservative, kirkelige organisationer blandt andre Foreningen af Kristne Friskoler, Indre Missions Ungdom og den kristne seksualoplsyningsside Adamogeva.dk er derfor gået sammen om at lave et nyt seksualundervisningsmateriale, der fastholder, at der kun findes to køn, og at kønnet skal bruges til at sætte retning på tilværelsen, ikke til at diskutere normer.
Meget er sket i seksualundervisningens historie. Og meget er sket med den måde, vi taler om køn, kroppe og seksualitet. Formaning er blevet erstattet med dialog, bier og blomster er blevet skiftet ud med menneskekroppe, og onani betragtes ikke længere som en farlig synd i undervisningen. Der er samtidig kommet mindre fokus på ægteskabet og ren biologi og mere fokus på rettigheder, følelser og trivsel - ikke kun for majoriteten, men også for dem der bryder med normer for køn, krop og seksualitet. Faget er dog fortsat ikke timesat på skoleskemaet eller obligatorisk på læreruddannelsen, og mange elever modtager slet ikke den seksualundervisning, de ifølge lovgivningen skal have i folkeskolen. Seksualundervisningen i folkeskolen fortsat et ømt og omdiskuteret punkt. Hvad mon vi kommer til at se i fremtidens seksualundervisning i et stadig mere globalt og digitalt Danmark?
Stereoskop fra starten af 1900-tallet brugt til at se pornografiske postkort i 3D. I skolen så man på stregtegninger af kroppen, men i gadekiosker kunne man skaffe pornografiske postkort. Stereoskopet stammer fra Kvindemuseets udstilling om seksualundervisningens historie.
