Tåge

Hvorfor druknede Karsten Mikkelsen sig i søen?


Karsten Mikkelsen var familiefar til benet. Men der var ting, han aldrig delte med de andre.

Da han druknede sig en vinternat, tog hans hustru og døtre på en rejse tilbage for at finde svar: hvorfor forlod han dem?




Tekst: Maja Funch

Foto: Jens Welding Øllgaard og Hanna Sotany

Tilrettelæggelse: Kim Schou

3/3 2017





Hunden Molly skulle tisse. Det var natten til den 11. februar 2008, og Mette Mikkelsen på 17 år stod ud af sin seng, fulgte Molly fra sit værelse til stuen og åbnede terrassedøren i parcelhuset i Ballerup, hvor hun boede med sin mor, far og sine to yngre søstre på 10 og 14 år.

Næste morgen var mandag i vinterferien. Mette og Karsten Mikkelsen var alene hjemme, de andre var i Esbjerg for at se til morfar, som var alvorligt syg.

Mette ville have lagt mærke til det, hvis hoveddøren havde stået åben dér midt om natten. Næste morgen, da Molly ville ud igen, var det jo det første, hun så. Hun så også, at hendes fars sko var væk. Og bilen. Så gik hun i panik.

”Hvor fanden er far?” skreg hun i telefonen til Esbjerg, som om angsten kunne knægtes ved at kræve svaret af hendes mor.



Faderen havde ikke kørekort, det var taget fra ham på grund af promillekørsel. Det seneste år havde han været skiftevis depressiv og manisk, men han var i bedring, og han kunne aldrig finde på at efterlade sin datter på den måde.

Moderen, Karen Mikkelsen, og den mellemste datter, Lisbeth, kørte til Ballerup på to timer. Politiet efterlyste bilen, men endnu ikke manden, da han havde været væk i mindre end et døgn. En onkel og naboen kom, de sad alle sammen i huset og ringede rundt, til Psykiatrisk Center Ballerup, til venner og bekendte: ”Har I set Karsten, og hvis I ser ham, ring til os,” bad de.





Over frokost kørte de ud. Til Ishøj Strand hvor Karsten Mikkelsens bror druknede sig for mere end 25 år siden. Til kirkegården hvor han var begravet. Til Amager hvor faderen ejede en udlejet lejlighed – til steder der handlede om hans liv.

Til sidst kom de i tanker om Hove Overdrev. En lille landsby 15 minutter fra Ballerup, forputtet mellem marker og bølgende bakker, hvor Karsten Mikkelsen boede et par lykkelige år som dreng. På højre side af den smalle vej var en firkantet hvid kasse af et toetagers hus, barndomshjemmet. På venstre side var et helle, hvor et par biler kunne parkere. Der stod familiens grønne Rover med ulåste døre og nøglerne i.

Politiet kom. Kvinderne fik plads i deres store hundevogn, mens betjentene ledte bag villaen, og mørket faldt på. Naboen var gået den modsatte vej. Bag bilerne skrånede marken opad, før den faldt igen ned mod to små søer, skjult fra vejen af bakken.

Karsten Mikkelsen lå i søen til venstre.

Familien så ham, da han var trukket op. Han lå på en båre i en sort ligpose, der stod åben ned til kravebenet. Han var bleg, hans øjne var åbne, og han så en lille smule fremmed ud, for han havde taget sine briller af, inden han gik ud i søen. De rørte ved hans kind, og han var kold. De forstod, at her var far, og han var død.

Næste morgen kørte moderen til Esbjerg. Den yngste datter, Kristine, skreg så højt og længe, at folk på vejen hørte hende, da hun fik at vide, at hendes far var død. I vrede og afmagt forsøgte den ældste datter at banke hovedet ind i væggen, mens hendes mor trøstede hende. For hvordan kunne far forlade hende den nat? Hvorfor valgte han dem alle sammen fra? Hvorfor tog Karsten Mikkelsen, som elskede sin familie og var så elsket af dem, sit eget liv?




Karsten i køkkenetKarsten i køkkenet

Karsten Mikkelsen pynter op til jul ved køkkenbordet i hjemmet i Ballerup, cirka 1998. Privatfoto.






Der er to grundforhold, der straks står frem for den, der forsøger at tegne hans portræt. De fandtes i ham som yin og yang, i samspil, men som modsætninger. På den ene side var Karsten Mikkelsen drivkraft i familiens sammenhold. Fødselsdage, højtider og ferier holdt han helligt i hævd. De blev fejret, gerne to gange, for det var fællesskabets fester. Det var ham, der hentede Matador Mix hver fredag og morgenbrød hver lørdag, og han nødede ungerne til at godkende sovsen hver aften, for han var familiens kok – og deres spasmager. Han var nærværende, gæstfri og svigtede aldrig, når det gjaldt om at få sine døtre til at synke i gulvet af skam over hans direkte humor, hans fagter og grinet, der stadig er det allertydeligste savn i parcelhuset i Ballerup som koncentratet af ham.

Den anden side var et mørkekammer. Han tog aldrig de andre med derind. Måske besøgte han det heller ikke selv. Der lå barndommen, der var så anderledes end den, han havde skabt for sine egne piger, pansret inde bag en tjørnehæk af følelser, han ikke kunne udtrykke.

Det var her, familien begyndte med at lede efter grunden til hans selvmord.




Brødre

Karsten i midten med hans søster, Kis, og bror, Knud. Knud begik selvmord ved at drukne sig,
da Karsten var 21 år. På billedet er Karsten cirka fire år. Privatfoto.






Karsten Hald Mikkelsen blev født den 27. november 1959 i Nørre Djurs Kommune ved Grenå som den yngste af tre søskende. Hans bror og søster giftede sig begge, før de blev myndige og med kongebrev og søgte altså tidligt væk hjemmefra. Med andre ord er der få vidner til den opvækst, Karsten Mikkelsen heller aldrig selv fortalte om. En rekonstruktion er fragmentarisk og upræcis, men omsorgen var ringe, så meget står klart.

Han boede cirka ti steder som dreng, fra Grenå over Hedensted til huset i Hove, som rummer de lyseste minder. Her var han, fra han var omkring 10 til 13 år. Hans søskende boede stadig hjemme. Han badede i søen for foden af marken, lavede skræller til sin cykel, skød splatterkugler i rumpen på sin teenagesøster og fik en bedste ven, han havde livet ud.



Men hans mor havde et pillemisbrug, og hun manglede måske også interesse for børn og lyst til kontakten med dem. Hans far var alkoholiker og voldelig. Da Karsten var højst fem år gammel, gemte han sig i flere dage hos en nabo, fordi faderen havde været på druk og bankede både mor og børn, da han kom hjem. Som voksen sagde han tit, at ”man ikke skal gå sulten i seng”. Han havde prøvet det selv. En anden af faderens drukture tog flere dage, hvor Karsten var alene hjemme. Han var omkring 13 år nu, skilsmissebarn og dukkede op hos sin bror og græd og bad om rugbrød.





Han boede en tid hos sin bror og svigerinde, da han var cirka 16 år. Han uddannede sig til tjener, men hjalp også med at holde styr på broderen, der var bipolar (også kaldet maniodepressiv sygdom) og nogle gange indlagt på Nordvang, Glostrups Psykiatriske Hospital. Han var 21 år, da hans bror druknede sig ved Ishøj Strand, den sidste store smerte han gemte indeni, før barndommens kaos blev afløst af stabilitet.




Karsten og hans koneKarsten og hans kone

Karen og Karsten Mikkelsen, 1989. Hans grin er det, hun savner allermest. Privatfoto.






I 1980 blev han IT-operatørelev på forlaget Gyldendal og senere driftschef. Jobbet beholdt han i mere end 25 år. Lykønskningskortene til jubilæet fortalte, hvordan kollegaerne så ham: en ”personlighed”, han betød noget for de andre, ”tak for mange snakke” og for ”gode og sjove timer”, skrev de blandt andet.

Over for Gyldendal lå Bo-Bi Bar, hvor han mødte Karen med pigenavnet Nielsen i 1989. Hun har stadig et kærlighedsbrev, han skrev og sendte det år, ”smaskforelsket”, en sensommerdag i august. De ord, han valgte om hende, talte også om ham selv. Han kunne lide hendes ”varme øjne” og ”søde og rare væsen”, han savnede hendes ”behagelige person” og ”milde røst”.




KærestebrevKærestebrev

Karsten Mikkelsen skrev et kærestebrev til Karen i 1989, da de mødte hinanden. Med hende fik han den stabilitet, der manglede, da han var barn. Privatfoto.






Hun var sognepræst i Jylland, men Karsten Mikkelsen rejste gerne for at give sig hen til et forhold, hvis grundbestanddel ikke syntes at være højstemt drama, men en tryg og forpligtende kærlighed, uden forbehold og tvivl.



Han var god til at skabe den faste grund. Mange år senere gav den mellemste datter følgende skudsmål i en 9. klasses stil over emnet ”På barndommens vinger”: ”Dengang jeg var barn, følte jeg mig altid tryg,” skrev hun.

Men i efteråret 2005 blev Karsten Mikkelsen fyret fra sit job på Gyldendal, stillingen blev nedlagt. Han fik svært ved at finde nyt arbejde.

Han sad i køkkenet i Ballerup, aldrig synligt fuld, men hentede den ene øl efter den anden i bryggerset og drak mellem seks og ti hver dag. Han mistede kørekortet for promillekørsel.





I januar 2007 var han til køreprøve for at få det igen, da han pludselig sank sammen og var død i flere minutter. Han blev genoplivet af den motorsagkyndige, men Karsten Mikkelsen havde haft et hjerteanfald, og siden blev han ikke den samme.




Karsten, 2007

Karsten Mikkelsen på ferie i Ægypten omkring 2003. Privatfoto.






Påsken 2007 var en milepæl i det sygdomsforløb, der fulgte. Den ældste datter gik i 1.g., og en aften var hendes nye kæreste og to venner til middag hos familien. Pludselig fik faderen en ide! De skulle bowle, alle sammen, også naboen, nu. Han rejste sig op, øjnene var vilde, armene svingede, ikke én del af hans krop var i ro. Han fik en mani med at vise de andre, at hjertet fungerede. Sent om aftenen og midt om natten var han i gang, han kørte på kondicykel, ordnede vasketøj, gik til bageren (den var lukket) og ristede torskerogn. Han tændte kaffemaskine, tørretumbler, vaskemaskine, opvasker på en gang. Han fandt sine gamle rulleskøjter frem, skvattede, og forsøgte at stejle på sin cykel. Han drak 12 colaer på en halv time.

Modvilligt lod han sig tilse og siden indlægge på Psykiatrisk Center Ballerup. Mani blev afløst af svær depression.





”Pt. [patienten, red.] erkender gradvist, at han har vanskeligt ved både at erkende og ved at udtrykke følelser, specielt når det er negative følelser som vrede og irritation,” skrev en psykolog i journalen i juni måned.

Han fik selvmordstanker.

”Patienten fortæller, at han lider af økonomiske sorger, og at han nu vil blive indespærret 30 år på psykiatriske afdelinger, da hans tilstand ikke kan tackles anderledes,” skrev en psykiater i juli.

Derhjemme ”føler han sig lidt til overs”, lød en tredje problematik i et referat af en samtale.



Karsten Mikkelsen leverede selv en præcis beskrivelse af sin situation. Han skrev den med versaler og usikker skrift på en kuvert fra forsikringsselskabet Tryg en af de sidste dage i januar eller i starten af februar 2008:




Hvad er hjerneskade?

Karsten Mikkelsen beskrev sit forandrede liv på bagsiden af en kuvert fra forsikringsselskabet Tryg kort før sit selvmord i 2008. Privatfoto.




”HVAD ER

HJERNESKADE

FOR MIG. ER JEG DUM?

JEG KAN IKKE HUSKE

JEG KAN IKKE TAGE INITIATIV. JEG KAN

EN TING AD GANGEN,” stod der.

Han fik diagnosen bipolar lidelse. Men på det tidspunkt stod det tiltagende klart for hans behandlere, at den psykiske sygdom næppe stod alene. Den blev sandsynligvis udløst af en lettere hjerneskade, som han fik, da han var kortvarigt død og manglede ilt under hjerteanfaldet året før. Apati, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og bedøvende træthed var symptomer, der pegede den vej.



Den 11. februar klokken 12.08 fik hans hustru en mail fra en neuropsykolog fra Region Hovedstadens Center for Hjerneskade. Karsten Mikkelsen skulle hurtigt i gang med et forløb, der kunne hjælpe ham tilbage til en overkommelig hverdag, skrev hun.

”Vi har nu modtaget henvisning på din mand. Imidlertid er jeg ved akterne blevet endnu mere sikker på, at din mands sag er en VISO-sag [specialiseret udredning af borgerens funktionsniveau og samlede situation, red.] … jeg kan forsøge at rykke lidt i trådene, så det kan gå lidt hurtigere.”





Men det var for sent. På det tidspunkt havde han været død i flere timer.




Privatfoto - sammen med baby

Karsten Mikkelsen med sin førstefødte datter Mette, 1990. Privatfoto.






Han gik i søen en nat, hvor hans hustru ikke var hjemme. Ingen kunne opdage, at han rejste sig fra sengen og forsvandt. Han valgte et sted, hvor hans datter ikke kunne finde ham uden hjælp. Han tegnede en livsforsikring et godt stykke tid forinden. Det må betyde, at selvmordet var planlagt, mener Mette Mikkelsen.

Hendes mor bemærker, at Karsten Mikkelsen ville findes. Han parkerede bilen synligt. Han tog sine briller og sit tøj af og lagde det ved bredden. I jakkelommen lå hans tegnebog med ID.

Hun tror, han så en lejlighed og handlede. For sådan var han. Foretagsom frem for grublende. Udadvendt og ikke dvælende ved tanker om den sorg, han snart ville give sin familie. Han tillod jo heller aldrig sig selv at forholde sig til den smerte, broderen påførte ham med præcis den samme handling så mange år forinden. Der var intet brev. Men det forklarer ingenting, for han var ikke typen, der skrev breve, derfor er det gamle kærlighedsbrev noget særligt.





Karen Mikkelsen og hendes døtre fandt brik efter brik til det puslespil, de feberagtigt prøvede at samle efter hans død. De har dem i to tykke ringbind og en kæmpe kuvert med eksamensbeviser, ansøgninger, opsigelse, journaler, breve, tegninger, noter, fotos, skolestile, mails.

Men sporene er slørede, de peger alle vegne hen.

Måske begik Karsten Mikkelsen selvmord, fordi han følte sig til gene i familien, da han blev syg, en belastning og byrde, som psykiateren skrev i journalen.



Måske bekymrede han sig om økonomien, som psykologen bemærkede, og vidste, at familien ville få forsikringspengene, hvis han gik bort – en fortvivlet mands forstyrrede gave.

Måske var det fordi, hans bror tog livet af sig selv, og hans familie simpelthen havde anlæg for at give op.

Måske blev han indhentet af barndommens svigt og sin egen manglende evne til at tale om det svære.



Måske var det fordi, han mistede sit job, fik et misbrug, en blodprop, en hjerneskade, en psykisk sygdom eller en blanding af det hele.

Hvem kender et menneskes sind. Og mere afgørende: Har svarene betydning? Karen Mikkelsen og hendes døtre har for længst lagt deres undersøgelse væk, den mistede sin værdi. De fandt ingen forklaring, intet ”derfor”.

Men de fandt noget andet. De fandt styrke i at tale sammen og vende alle sten i den tragedie, de blev påført. De fandt, at det vigtigste ikke var at skabe mening af Karsten Mikkelsens død. Det var at huske, hvordan han skabte mening i deres liv.

Så det skrev de på gravstenen, enkelt og klart: ”Vi elsker dig, far”.





Så det skrev de på gravstenen, enkelt og klart: ”Vi elsker dig, far”.



...



Artiklen bygger på interview med hustruen Karen og døtrene Mette og Kristine Mikkelsen og de dokumenter, familien har samlet fra Karsten Mikkelsens liv og sygdomsforløb. Familien har haft artiklen til gennemsyn og bidraget med al materiale i form af dokumenter og billeder.

Karsten Mikkelsen var en blandt 607 danskere, der begik selvmord i 2008. I årene 2002-2015 har selvmordstallet ligget nogenlunde stabilt på i gennemsnit 625 selvmord om året. Knap to tredjedele af alle de, der begik selvmord, var mænd. I 2015 begik 564 mennesker selvmord i Danmark og mindst 10 gange så mange forsøgte at tage deres eget liv. Kilde: Dødsårsagsregistret

Bipolar lidelse (også kaldet maniodepressiv sygdom) er karakteriseret ved episoder, hvor personens stemningsleje og aktivitetsniveau er tydeligt ændret. Personen er enten manisk: typisk opstemt, meget energisk og med øget selvvurdering, eller depressiv: typisk nedtrykt, uden energi og med nedsat selvvurdering. Mennesker med bipolar lidelse har en øget risiko for selvmord. 7-10 procent af alle patienter med bipolar lidelse ender med at tage deres eget liv. Kilde: Psykiatrifonden

På kanten af livet - denne artikel er første del af en serie om selvmord i Kristeligt Dagblad. Hele serien kan følges her.

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på:
70 201 201​


SÅDAN HAR VI GJORT
Selvmord er et af de mest følsomme emner, medierne kan dække. Kristeligt Dagblad har i forbindelse med serien ”På kanten af livet” nøje overvejet, hvordan vi kunne beskrive det alvorlige og vigtige samfundsemne uden at forværre situationen for pårørende eller tilskynde personer, der måtte gå i selvmordstanker. Vi har derfor så vidt muligt – idet vi også vil beskrive virkeligheden på en troværdig vis – fulgt Verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger til medier vedrørende omtale af selvmord.

Derudover har vi rådført os med førende selvmordsforskere for at få klarlagt, hvilke krav vi bør stille til os selv for at sikre, at vi belyser emnet på en etisk og oplysende måde. Vi har besluttet i forbindelse med alle afsnit i serien mindst ét sted i avisen at bringe kontaktinformation til Livslinien, hvortil man kan ringe, hvis man er i krise.

Alle pårørende og andre personer i artiklerne, der har personlig relation til emnet, har på forhånd læst artikler, de optræder i. Alle deres ønsker er efterkommet. Ligeledes har Kristeligt Dagblad pålagt sig selv ekstraordinære begrænsninger i valget af fotos, vi bringer i serien.