Det var først et par år efter 1968, at Niels ­Skousen sammen med makkeren Peter Ingemann og sine andre musikalske kammerater udgav sangen ”Herfra hvor vi står” på debutpladen med samme navn. Det er ikke en oprørssang, men et poetisk, hippie-drømmende billede af, at alt er i bevægelse. Sangen er for længst gået over i dansk musik­histore som et af de klare musikalske udtryk for den danske 1968-generation, og forfatteren udpeger selv det meget tidstypiske forhold ved sangen, at den ikke hedder ”Herfra hvor jeg står”.

”Jeg tænkte ikke så meget over det. Men nu kan jeg godt se, at jeg ligesom mange andre dengang lagde stor vægt på, at det skulle være noget kollektivt. Man eksisterede ikke alene som menneske. Der udkom dengang en bog, der hed ’Det ensomme massemenneske’. Det var tidens store dystopi, fremmedgørelsen, som vi ville modvirke. Der kan man måske sige, at det er siden er gået lidt den vej,” siger Niels Skousen.

Den 74-årige sanger, guitarist, poet og skuespiller udtaler sig sjældent kategorisk, hverken i sine sangtekster eller i interview. Han foretrækker stemninger og fortællinger frem for skråsikre domme og paroler. Og hvis man præsenterer ham for forskeres konklusioner om, at de danske unge anno 2018 er kendetegnet ved, at de er verdensmestre i demokratisk dannelse, men samtidig mindre aktivt kæmpende for forandring af samfundet end anden årgang siden ungdomsoprøret – ja, så svarer han diplomatisk:

”Jamen, det kan da være, at de unge i dag er, hvor de synes, de gerne vil være. Det kan være, at ’This is the end’, som The Doors sang. Selvom de mente noget helt andet med det.”

Men han tilføjer lidt senere, at ”det er da trist, hvis ungdommen ikke har en utopi i sig.”

Niels Skousen står fuldt ved, at han er ”en gammel 68’er”. Men helt præcist at definere, hvad det vil sige, er ikke let, for ”det bevæger sig, når vi går, det forandrer sig til alle tider.”

”Det er meget svært at definere, hvad en 68’er er. Jeg vil sige, at der er to spor. Der er på den ene side en realisme, på den anden side en utopi,” siger han og uddyber:

”Der var sådan nogle som mig, der i 1960’erne så alle de franske ’nye bølge’-film, som sprang ud af en stærk realisme. Og så var der i tiden også sådan noget som den sang, der lå på toppen af hitlisten i 1967, ’Ved landsbyens gadekær’, som hverken var realistisk eller utopisk, men bare nostalgisk. Gadekærene fandtes ikke mere. Ude i verden var der krig, og en masse spørgsmål trængte sig på om, hvordan vi skulle organisere os. Vi befandt os jo i moderniteten. I den gamle verden havde der ikke været tvivl om vejen, man skulle gå. Da håbede man jo, at man kom i himlen. Nu var der masser af tvivl. Men jeg synes, det havde værdi, at utopien eksisterede. Der var en drøm om, at der findes et andet sted. Vi kan forandre verden.”

Niels Skousen mener, at krig er nøglen til at forstå 68-generationen. Han og hans jævnaldrende blev født under den ultimative krig, som styrtede alt i grus. Ud af den voksede troen på demokratiet. Da de unge så eksempler på, at USA tolererede og støttede despotiet, bredte skuffelsen og desillusionen sig. Men så kunne man knytte sine demokratiske forhåbninger til marxismens utopi.

”Der var jo en naivitet, en uskyld i tiden. Fordi der var et håb. Man troede på det gode i menneskene – på trods af krigen. Nu havde man set, hvor galt det kunne gå, derfor forekom det uforståeligt, at et regime som det i Grækenland kunne komme til magten,” siger han.

”Vi var jo børn af modernismen. Vi troede, at verden ville blive lys. At alle mennesker i sidste ende ville få et rart liv i nordiske kvalitetsmøber i huse med store glasruder, hvor solen altid ville skinne ind, også på de dårlige dage,” tilføjer Niels Skousen.

I sangen ”Blomsterne” fra 2016 forsøger han at sætte ord på perioden gennem flakkende erindringsglimt af kold krig, frygt for paddehatteskyen og mennesker, der ”gik på gaden og marcherede, men ikke i takt, det lignede en retning, en retning som ingen havde lagt”. Dengang ”vi gik fra teak-træ, solgryn og kartofler med sovs direkte over til rock”.

I dag er atomtruslen måske mere fjern, men ”verden er atomiseret. Skjult som i Olympens skyer er, hvem der trækker i trådene og hvordan. Mens udsigten hernede er baghjulet fra manden, der tramper løs foran,” synger den gamle 68’er desillusioneret.

”Sangen blev til ved, at jeg fik lyst til at begynde med, at vi var den generation, der voksede op efter krigen. Det var sjovt at lave en sang, som bare fortæller løs og fører helt op til vor tid, hvor jeg siger, at selv ikke Dante kunne forestille sig det helvede, vi er endt i,” siger Niels Skousen.

Imellem den ungdommeligt utopiske debutudgivelse fra 1971 og den malende beskrivelse af Dantes moderne helvede af fremmedgjort, individualiseret konkurrence fra 2016 ligger den sang, som blev udgivet i 2002 og blot bærer navnet ”68”. ”Jeg er ikke egentlig utilfreds, det er bare en bagskid, der har varet siden ’68,” lyder sangens omkvæd.

Festen er ovre. Vi har talt sammen næsten hele natten. Nu melder tømmermændene sig.

”Vi drømte om, at vi skulle være så kollektive. Men i et kollektiv er der altid nogle selvglade, selvtilfredse idioter, der kommer til at stå i spidsen for det,” siger han, og giver sit bud på, hvordan utopien efter hans opfattelse løb af sporet.

”Når nu Gud er død, har vi lige siden haft et problem med, at der ikke er noget op og ned. Der er kun horisontale forhold mellem mennesker. Man måler sig med hinanden, og man konkurrerer. Meget af den frihed, der blev åbnet for i 1968, kræver, at vi tager ansvar for og passer på hinanden. Først kom hippierne, som var meget utopisk kollektive. Så var der en marxistisk fase, hvor det blev utopisk på en anden måde. Bagefter var det, som om reaktionen på alt det venstreorienterede var en anden frigørelse, nemlig yuppiens: ’Jeg vil være fri til at gøre, lige hvad jeg vil’. Det er dét, der er bagskiden i det.”

I 1968 var Niels Skousen 24 år gammel og brugte en stor del af sin tid på at øve sig på sin guitar. Han havde påbegyndt et medicinstudium på universitetet, men ville hellere spille teater og musik end behandle patienter. I 1963 havde han hørt den hudløst personlige belgiske sanger Jacques Brel optræde i Tivolis Koncertsal, og da han i 1965 hørte albummet ”Another Side of Bob Dylan” med den amerikanske poet og sangers stærke, frihedssøgende og monumentale sange som ”Chimes of Freedom”, reagerede han ved straks at anskaffe sig en guitar. Så snart han havde lært at tage tre akkorder på instrumentet, begyndte han at skrive sine egne sange. I dén stil, men på dansk.

”Det, som skete i de år, var, at der kom en mere personlig poesi ind i populærmusikken, så det ikke bare var sangtekster, og det inspirerede mig voldsomt. Sange blev store fortællinger fyldt med blandt andet det tankegods, jeg selv havde med. Jeg har fået en kristen opdragelse, og de kristne fortællinger og billeder sidder dybt i mig, ligesom de optræder meget stærkt i Bob Dylans billedverden,” forklarer Niels Skousen.

Som eksempel nævner han tredje vers af ”Herfra hvor vi står”. Verset lyder: ”Der var en ven, der tog af sted lidt før de andre, og nu siger de, han kom for langt ud. Men når der ikke er nogen, der kender retningen, så er der jo altid en eller anden fyr, der må stå for skud.”

Intervieweren har altid troet, at verset handler om Eik Skaløe, forsanger i Steppeulvene, som i 1967 havde introduceret den dansksprogede rock, men som døde i efteråret 1968 i Indien efter at være ”kommet for langt ud”. Men hertil siger Skousen, selvom mange andre har foreslået dét, så er det skudt ved siden af.

”Ham, der tog af sted før alle de andre, er Jesus. Så står apostlene tilbage. Det var min tanke dengang, for jeg var meget optaget af Jesus-figuren på det tidspunkt,” forklarer han.

Eik Skaløe kendte han ellers udmærket. Han havde spillet nogle af sine tidlige sange for ham dengang i 1960’erne, og Steppeulvenes guitarist Stig Møller har han spillet meget sammen med både før og efter 1968. Men han var ikke så hurtigt klar til at præsentere dansksproget Bob Dylan-inspirereret rock som dem, for han havde trods alt kun haft guitaren nogle få år.

”Jeg var ked af, at de kom først. Men de var meget længere. Eik havde rejst rundt, spillet musik på gaden ude i Europa og levet hele bohemelivet. De her folk rakte jo tilbage til boheme-traditionen, som også digterne fra den amerikanske beatgeneration gjorde. Pludselig gik finkultur og popkultur op i en højere enhed,” siger Niels Skousen.

”Der skete virkelig noget i musikken dengang. Jimi Hendrix var ikke på hitlisten, men han flyttede rockmusikken fuldstændig. Der var så mange store bands i tiden. The Who, The Beatles, Velvet Underground og så videre. Det hele faldt ned i hovedet på os på én gang. Det var utroligt at opleve, at de musikalske rammer blev sprængt, og at pladeselskaberne gjorde det muligt. I dag tænker man tit på ’68 som noget politisk. Men der var også en sanselighed, et kunstnerisk gennembrud,” siger Niels Skousen, som ikke er så meget i tvivl om, ”hvorhen vi skal gå”, når spørgsmålet lyder, hvad 68-generationen især har tilført de kommende generationer rent musikalsk:

”Den elektriske musik. Tænk engang, at den danske jazz-kritiker og musikforsker Erik Wiedemann nogle år forinden havde skrevet, at den elektriske guitar ikke havde nogen fremtid for sig. Det samme sagde man om rhythm’n’blues. Men det kom jo ikke til at holde stik.”