Facebook
Twitter

En dag i klosteret:
bøn, blod & bikere

Stilhed, bod og bøn fylder en stor del af hverdagen hos Søstrene af det dyrebare blod. Som ordenssøstre har de viet deres liv til Gud, men det afholder dem ikke fra at tage på arbejde, mødes med bikerklubben og læse krimier

Tekst: Celine Klint. Foto: Iben Gad











“Vores fingerring symboliserer, at vi er gift med Vorherre. Vi viser, at vi har bundet os og afgivet det evige løfte om kyskhed, lydighed og fattigdom.”

– Søster Anna Mirijam




Messen

 


Præsten holder en perfekt rund oblat op foran ansigtet. Han messer på skiftevis dansk og latin. Søstrene stemmer i.

Søster Elizabeth-Vimbai, søster Anna Mirijam og søster Maria udgør sammen Søstrene af det dyrebare blod. Kristeligt Dagblad har fulgt dem for at beskrive en helt almindelig dag i klosteret.

Udover tv-stuen, køkken-alrummet og søstrenes værelser er der også et lille kapel i det nybyggede kloster i Holte.

Der er messe en til to gange om ugen i det lille kapel. I dag er temaet bod og bøn på grund af de seneste sager om præsters og biskoppers seksuelle overgreb på mindreårige i den katolske kirke.

Præsten, Niels Engelbrecht, læser op af Jobs Bog fra Det Gamle Testamente og begynder sin prædiken.

“Satan er en slags politiinspektør i historien. Gud siger til Satan, se min tjener Job, han er så god og gudfrygtig. Men Satan svarer, han er kun god, fordi han har alt, hvis du lader mig udfordre ham, så skal du se. Og Job mister alt, selv sine børn,” siger præsten og ser op.

“Hvis vi skulle have det samme synspunkt som Satan, skulle vi gå ud fra, at dem, der ligger på kræftafdelingen, er dårlige mennesker, og at alle dem, der bor heroppe i whiskeybæltet, er gode mennesker. Og sådan er det ikke.”

”Heldigvis,” hvisker søster Mirijam.

De slår korsets tegn over panden, hagen og brystet.

“Gud ske tak og lov.”




 

Måltidet

 


“Søster Maria, vil du række mig sukkeret?”

“Nej, du skal også gøre bod.” Søster Maria løfter sødetabletterne væk fra søster Anna Mirijam.

“Kom nu, Maria din gamle kone,” søster Anna Mirijam giver hende et slag på skulderen og får fat i sødetabletterne.

Smøreost med baconsmag og skiveskåret ost er sat frem på den perlemorsskinnende dug af nervøst velour. Søstrene griner og snakker.

”Vi er jo anderledes, og det er fint, at folk spørger om alt muligt”, siger søster Anna Mirijam. “Men nogle gange, når jeg får spørgsmål fra folk om, hvordan jeg kan tro på noget, jeg ikke kan se, kan jeg godt komme lidt i tvivl. Eller tvivl er et stort ord. Men jeg har da dage, hvor jeg ikke har lyst til det fromme.”

Hvad har du så lyst til?

”Så har jeg lyst til at læse mine thrillers og krimier.”

”Der flyder blod ud af dine krimier,” fniser søster Maria og tager en bid af sin syltetøjsmad.

Rundt omkring i huset er bogreolerne fyldt med forskellige religiøse bøger og tyske krimier. En af krimierne bærer titlen “Schwesternmord” - på dansk “søstermord”. Det er søster Anna Mirijam, der læser krimierne, mens søster Elizabeth-Vimbai lægger enorme puslespil, når hun skal stresse af.




 

Den eneste mand i huset

 


Søster Elizabeth-Vimbai på 50 år er fra Zimbabwe og har boet i Danmark i 13 år, søster Maria på 77 år er fra Østrig og har boet i Danmark i 39 år og søster Anna Mirijam på 48 år er fra Tyskland og har boet i Danmark i 13 år. Snart flytter endnu en søster fra Zimbabwe til klosteret i Holte.

Den eneste mand i huset er en træfigur af Josef, der står for enden af gangen på første sal. Nogle gange om ugen er der en katolsk præst forbi for at holde messe.




 

Blodet



 


“Det er ikke svært at finde ud af, hvad man skal have på,” siger søster Maria. “I vores klædeskab hænger kun sorte, hvide og grå dragter.”

Søstrene bærer et kors om halsen med en indgraveret bloddråbe. Blodet symboliserer glæde og livet og det at give - lidt ligesom når man donerer blod, forklarer søster Anna Mirijam.

“Vi skal have lavet et nyt logo, som skal gælde for vores orden i hele verden. I Sydafrika, Sydkorea, Sudan og Portugal. Danmark er det nordligste sted, vi er. Ideen med logoet er, at vi bliver genkendelige. Så når man ser logoet tænker: Ah - det er Søstrene af det dyrebare blod.”




 

Arbejdet

 


”Søster Maria, vil du tage min telefon til mig,” råber søster Anna Mirijam halvt ude ad døren. Hun er på vej ind til sit kontor i København, hvor hun arbejder som generalsekretær for den nordiske bispekonference.

”Jajaa.”

”Jeg er jo næsten vokset sammen med den telefon. Det er forfærdeligt. Jeg har sådan en app, der viser de bønner, vi beder i løbet af dagen, så behøver jeg ikke slæbe rundt på den tykke bønnebog,” forklarer søster Anna Mirijam og åbner bildøren.

”Når det regner, kører jeg altså i bil, for mit slør krøller sammen i regnvejret, og jeg hader at stryge,” siger hun og blinker.

Søster Maria kommer ud og rækker søster Anna Mirijam telefonen.




 

Tv-stuen

 


“Signalet virker ikke. Du må ringe til nogen,” søster Anna Mirijam tager fjernbetjeningen ud af hånden på søster Maria.

Mange aftener i klosteret foregår i TV-stuen.

“Vi har tysk parabol-tv her i klosteret,” forklarer søster Maria. “Jeg ser mest dyreprogrammer eller krimier.”

“Gift ved første blik? Jeg har set det en gang. Det er forfærdeligt,” siger søster Maria. “Ligesom det der drop in-dåb og drop in-vielser.”




 

Besøg fra bikerklubben

Foto: Torben Hansen
 


Søstrene af det dyrebare blod er meget udadvendte og ikke bange for at få besøg af folk, der slet ikke ligner dem selv. For et par uger siden var nabobyens bikerklub forbi til grillaften.

“Bikerne kom med deres motorcykler. De så vores kapel, og vi så deres tatoveringer,” griner søster Anna Mirijam.

Søster Maria himler med øjnene.

“Vi kommer fra to forskellige verdener, men alligevel er der ligheder. Når man træder ind i et kloster, er der forskellige trin, man skal igennem. Og det skal man åbenbart også i bikerklubben for at blive rigtig optaget. Os kan man kende på vores ordensdragter, og dem kan man kende på deres rygmærker - en rasende gris,” siger søster Anna Mirijam og griner endnu højere.




 

Stilhed & bøn



 


“Stilhed og bøn og det aktive arbejde skal spille sammen i vores liv. Det går ikke, at jeg skelner mellem arbejde og Gud. Det ideelle er, at jeg også finder Gud og mit kald i mit arbejde. Men jeg kan ikke være 100 procent i bøn hos Gud og hos menneskene,” fortæller søster Anna Mirijam.

Den første lørdag i måneden har søstrene en stilledag. Det vil sige, de er stille hele dagen og ikke arbejder.

“Vi er sammen alle tre en hel dag i tavshed,” siger søster Maria. “Det er et åndehul.”

“Men ofte kan det også være dødkedeligt at sidde der i kirken, for der sker ikke noget. Det kan også være hårdt arbejde at bede,” Søster Anna Miriam løfter sin kop, der er formet som en giraf. Tre priorinder har haft den før hende. Den ene knækkede halsen på den, men den er blevet limet sammen igen.




 

Balancen



 


“Om aftenen har vi nattebøn, hvor vi gennemgår, hvad der er sket. Det er en form for samvittighedshygiejne. Det hjælper at kunne lægge dagen til side og starte en ny dag i morgen. Og det tror jeg, at mange mennesker mangler i deres liv - lige at stoppe op.”

“Ja, de fleste kører bare derudaf, så længe de kan,” siger søster Elizabeth-Vimbai, der arbejder som pædagog på en skole. “Jeg har ikke et sekund, jeg kan stå stille på mit arbejde. Og jeg kan ikke engang have min rosenkrans i lommen, for børnene i skolegården vil se alt, jeg har i lommerne. Jeg har fået taget fem rosenkranse!”

“Vi skal skabe balance mellem at være ude i samfundet og være i stilheden med Gud. Vi har indlagt bønner som en naturlig pause, så vi ikke bare suser rundt, ligesom resten af samfundet,” siger søster Anna Mirijam. “I den forstand synes jeg, at vores måde at leve på, hvor vi skifter mellem bøn, arbejde og aktivitet, er en sund livsform.”



 
 

 Nonner har viet deres liv til Gud og bøn i klosteret. De har ikke opgaver uden for klosteret i civilsamfundet.

 Søstre har ligesom nonnerne viet deres liv til Gud, men tager også aktiv del i det omkringliggende samfund. De kan for eksempel arbejde med sygepleje eller undervisning uden for klosteret.

 Søstrene af det dyrebare blod er en katolsk orden, der blev stiftet af munken Franz Pfanner i Sydafrika i 1880'erne med det formål at missionere og hjælpe andre. I Danmark holder Søstrene af det dyrebare blod til på et nybygget kloster i Holte i Nordsjælland. De er tre søstre. Søster Anna Mirijam er priorinde af klosteret. Det vil sige, at det er hende, der leder klosteret.

 
 

KREDITERING