Kristeligt Dagblads anmeldere: Det skal du læse i sommer



Hvilke bøger er årets hidtil bedste? Og hvilke bøger er gode at læse om sommeren? Kristeligt Dagblads hold af boganmeldere har fået til opgave at pege på én særligt god bog, som de har anmeldt i 2018, samt ét andet værk, som egner sig særligt godt til sommerlæsning. Her er deres bud



Af Kristeligt Dagblads boganmeldere
23. juni 2018

Facebook
Twitter


 


Dam af Claire-Louise Bennett

Oversat af Karen Fastrup. Turbine.



I 20 korte tekster skiftes mellem tabserfaring, stemningsstrejf og små tings nærværende tilbliven i skriften. Bennetts debut fik fortjent international bevågenhed, da den udkom, og teksterne er skrevet, så de gør læserens blik langsommere, mere nærværende - ideelt til sommerferiens modus.

- Kristine Kabel, anmelder








Sommerhus, senere af Judith Hermann

Oversat af Niels Brunse. Høst & Søn.



Jeg kan altid stikke denne novellesamling i kufferten, for allerede i sin debut kunne Hermann fange og forme en stemning i en periode i ens liv, for mig i Berlin i år 2000, jeg var 24 år, det var forår, og jeg kan stadig ikke køre op ad Frankfurter Allee mod Mitte uden at mærke titelnovellens stemning i kroppen. Kan særligt anbefales hvis man skal holde ferie i nabolandet mod syd.

- Kristine Kabel, anmelder








Vulkaner på månen af Niels Frank

Gyldendal.



Altid udfordrende og sprogvirtuose Niels Frank giver med sine 21 historier og anledning til eftertænksomhed og genlæsninger. De bedste af historierne er værd at bevæge sig ind i, ikke for at fortabe sig i oplevelsen, men for at tænke nyt.

- Lars Handesten, anmelder








Eftersøgningen og andre noveller af Peter Seeberg

Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Gyldendal.



Sidste år udkom Peter Seebergs debutnoveller i kommenteret udgave fra. De er absolut stadigvæk værd at læse. Med underfundigt vid og barokke historier diskuteres meningen med tilværelsen og livets absurditet.

- Lars Handesten, anmelder








Vingeslag af Peter Madsen

Bibelselskabets Forlag.



Peter Madsens tegneserie om Pinsen er billedligt og fortællemæssigt gennemarbejdet og veltænkt. Ikke så bibelnær, at man synes, at Madsen overforklarer det indlysende, eller så frelst, at det bliver for naivt. Det er vanskeligt at forestille sig en smukkere eller mere oplysende bog om Pinsen for unge end ”Vingeslag”.

- Damian Arguimbau, anmelder








Ravneringene 1 af Siri Pettersen

Oversat af Rolf Stavnem. Høst & Søn.



Ravneringene er noget af det bedste, der er sket inden for fantasylitteraturen. Historien om outsiderpigen Hirka Haleløs er veltænkt, godt fortalt og overraskende med mange finurligheder. Glem alt om den sort/hvide kamp mellem godt og ondt. I Ravneringenes univers er der masser af gråtoner og stor dybde. Historien, der rækker over tre forskellige parallelle verdener, er i bund og grund en fortælling om, hvordan man kan være svag og vise en imponerende styrke på én og samme tid.

- Damian Arguimbau, anmelder








Værdikæmperne af Esben Schjørring og Michael Jannerup

Gyldendal.



Et intelligent og systematisk forsøg på at gennemtænke, hvad der er sket med dansk politik og dansk politisk kultur siden årtusindskiftet.

- Jes Fabricius Møller, anmelder








Takt og tone af Emma Gad

Talrige udgaver.



Gads råd om, hvordan vi bør omgås, er med rette blevet genudgivet mange gange siden førsteudgaven for 100 år siden. Gad var usnobbet, intelligent og virkelig, virkelig vittig, så man er godt underholdt og bliver klogere undervejs.

- Jes Fabricius Møller, anmelder








Kampen om mennesket – redigeret af Finn Collin, m.fl

Hans Reitzels Forlag.



Bogen skilder en række menneskebilleder og filosofien bag dem, eksempelvis det økonomisk beregnende menneske og mennesket som biologisk væsen. Bogens pointe er klog: Hvert menneskebillede har sin berettigelse. Det går bare galt, når vi tror, at et bestemt menneskebillede kan forklare det meste.

- Søren Hindsholm, anmelder








Kierkegaards kabinet af Pia Søltoft

Akademisk Forlag.



Min store læseoplevelse sidste sommer. Pia Søltoft lader Kierkegaard gå i direkte dialog med nutidens religion: At vi skal skabe os selv, at vi skal realisere os selv, og at vi skal gøre os selv til perfekte mennesker. Bogen har mange citater af Kierkegaard, hvor man kan nyde hans vidunderlige brug af det danske sprog.

- Søren Hindsholm, anmelder








Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Gyldendal.



”Bjørnen” er en velskrevet og letflydende fortælling med eksistentiel tyngde. En lille lysende bog af en stor forfatter.

- Svend Skriver, anmelder








Psykologi og eksistens af Viktor Frankl

Gyldendal.



Frankls psykologisk indsigtsfulde skildring af sine oplevelser i fire forskellige kz-lejre er en klassiker. Den smukke og bevægende beretning suppleres i bogen af hans stærke refleksioner over menneskets vilje til mening.

- Svend Skriver, anmelder








verden ønsker at se sig selv af Inger Christensen

Ved Marie Silkeberg og Peter Borum. Gyldendal.



Denne i enhver henseende gigantiske bog samler, hvad der tidligere har været spredt i Inger Christensens forfatterskab. Antologien viser en digter, der igennem en række sproglige og metodiske forvandlinger skriver sig frem til at blive et geni, anskuet under evighedens synsvinkel.

- Henrik Wivel, anmelder








Hr. Arnes penge af Selma Lagerlöf

Gyldendal.



Magisk realisme stammer ikke fra Sydamerika, men fra Norden. Det fremgår af denne lille isnende og suverænt skrevne gyserfortælling fra den svenske nobelprismodtager. Romanen stiller det moralske og lidenskabelige spørgsmål om en kvinde kan elske den mand, der har myrdet hendes bedste veninde og hendes familie.

- Henrik Wivel, anmelder








Amduat. En Iltmaskine af Harald Voetmann

Gyldendal.



Harald Voetmanns ”Amduat. En iltmaskine” forener rå hverdagsrealisme med vild fabuleren, høj patos med absurdistisk humor, og sarkastisk social kritik med dyb empati.

- Peter Stein Larsen, anmelder








Luftspejling 38 af Kjell Westö

Batzer & Co.



Vinderromanen af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 om den finske borgerkrig er en vidunderlig smuk, dyb og smertefuld bog om angst, længsel og traumer.

- Peter Stein Larsen, anmelder








Enkeland af Karsten Skov

Hovedland.



En gribende beretning om Sønderjylland under Første Verdenskrig, centreret om en af de mange krigsenker. Et stykke danmarkshistorie om sønderjydere, der skulle kæmpe for en sag, der ikke var deres, bliver af Skov gjort smerteligt nærværende.

- Claus Grymer, anmelder








Krig og fred af Lev Tolstoj

Gyldendal.



Lange ferier kræver lange romaner. Dette fantastiske værk er meget mere end en krigsroman. Vi oplever livets i al dets mangfoldighed, når vi føres ind de højere kredse i Sankt Petersborg og Moskva samt på godeserne ude på landet. Det er romankunst, når den er størst.

- Claus Grymer, anmelder








De ansatte af Olga Ravn

Gyldendal.



Leder du efter alternative sommerferiedestinationer? Så grib straks Olga Ravns originale og mystiske sci-fi kollektivroman, og tag med på en foruroligende og nydelsesfuld rumrejse, der tvinger dig til at overveje dit forhold til og opfattelse af tingene, teknologien, arbejdet, jorden, de andre, det andet og dig selv.

- Martin Gregersen, anmelder








De danskes Øer. Bind I af Sigurd Buch Kristensen

Arena.



Sigurd Buch Kristensen tager i sin smukke og sanselige genskrivning af Achton Friis’ ”De Danskes Øer. Bind 1” (1926) os med på litterær ø-ferie i det sydfynske ø-hav og leverer på vejen alt fra let og elegant ø-mærket naturpoesi til originale og skarpe vækstkritiske ø-kotopier.

- Martin Gregersen, anmelder








Karen Blixens afrikanske farm af Aage Westenholz

En brevsamling 1913-1931. To bind. Gyldendal.



Oplysende Blixen-brevsamling. Og interessant på et højere plan, for det handler om økonomien under den afrikanske farm, om underbygningen under overbygningen: De ”Syv fantastiske Fortællinger” og værket ”Den afrikanske Farm”.

- Bo Hakon Jørgensen, anmelder








Denne ene sommer af Jørgen I. Jensen

Forlaget Vartov.



Grundtvig-interesserede burde bruge sommerlæsningen til at stifte bekendtskab med Jørgen I. Jensens lille bog om Grundtvigs store digt ”Nyaars-Morgen” (1824), ”Denne ene sommer”. Den er let læst og er en strålende indføring i det værk af Grundtvig, som for mange har stået som meget gådefuldt.

- Bo Hakon Jørgensen, anmelder








Under solgudens glødende scepter af Poul Ulrich Jensen

Lægeberetninger fra 1800-tallets Dansk Vestindien. Syddansk Universitetsforlag.



Denne velskrevne medicinsk-historiske fremstilling er ikke en fornøjelsestur, men derimod en nødvendig kur for dem, der tror, at Dansk Vestindien var et tropeparadis. Kolonien udviklede sig i stigende grad til et socialt og sundhedsmæssigt helvede. Så enkelt var det, så enkelt er det. En kølig bog i sommervarmen.

- Carsten Bach-Nielsen, anmelder








Industri på udstilling af Louise Karlskov Skyggebjerg

100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag.



Med udgangspunkt i Industriudstillingen i København 1888 fortælles om etableringen af det industrisamfund, der for altid forandrede vort syn på arbejde, tid og fritid. En oplysende og tænksom bog i et genialt koncept – og så behageligt formidlet, at siderne vender sig selv.

- Carsten Bach-Nielsen, anmelder








Grænsen af Erika Fatland

Oversat af Hans Henrik Westh. Informations Forlag.



Hvordan er det at være nabo til Rusland? Det spørgsmål har norske Erika Fatland stillet i de fjorten lande, der grænser op til. Fatland er eminent i mødet med andre mennesker, og hun formår at skrive en tekst, som lever, trods de mange informationer, og som læser sig som en roman. Det er imponerende.

- Lotte Kirkeby Hansen, anmelder








Ud og stjæle heste af Per Petterson

Oversat af Annelise Ebbe. Batzer & Co.



Per Petterson skriver med en sjælden sanselighed om den gamle Trond, der sidder alene i de norske skove og tænker tilbage på den sommer, hvor han så sin far for sidste gang. Petterson kan på forunderlig vis forvandle helt almindeligt hverdagsliv til magi, og ”Ud og stjæle heste” er et mesterstykke af en roman.

- Lotte Kirkeby Hansen, anmelder








Ali – et liv af Jonathan Eig

Gyldendal.



Dette meget omfangsrige portræt af den amerikanske bokser Muhammad Ali beskriver på overlegen vis, hvordan en meget særlig sportsstjerne fik betydning langt ud over bokseringen. Mens han samtidig var en mand af en ikke ubetinget positiv sammensat karakter. Vi mindes her om ikke ukritisk at ophøje sportsfolk.

- Sørine Gotfredsen, anmelder








Villette af Charlotte Brontë

Gyldendal.



Historien handler om den unge Lucy Snowe, der bliver lærerinde på en kostskole i Frankrig, og som repræsenterer en blanding af korrekte engelske manerer og et sprudlende og længselsfuldt indre liv. Romanen er vidunderligt skrevet i et dunkelt mystisk sprog og fylder sin læser med både håb, drømme og vemodig realisme.

- Sørine Gotfredsen, anmelder








Amok af Stefan Zweig

Rosinante.



Erotik og pædagogik møder hinanden i Zweigs mesterlige noveller fra den gamle verden, hvor man som regel går amok, når det bliver for varmt.

- Rasmus Vangshardt, anmelder








Leoparden af Giuseppe Tomasi di Lampedusa

Gyldendal.



Rejser mod syd kan også ­betyde varmblodede forfaldsromaner. Her på 1860’ernes Sicilien, hvor Italiens samling ikke just udgør en svalende skygge.

- Rasmus Vangshardt, anmelder








Kærlighed under censur af Kjeld Renato Lings

Forlaget Vandkunsten.



Den bog, der overraskede mig mest i foråret 2018. Den rykkede virkelig rundt på ­mine forestillinger. Ud fra et livsbekræftende kristent grundsyn gør han op med fordommene om ”homo-­kærlighed” i Bibelen. Grun­dige bibelstudier ligger bag bogen. Velskrevet og provokerende.

- Søren Hermansen, anmelder








Silkevejene – en ny verdenshistorie af Peter Frankopan

Kristeligt Dagblads Forlag.



Pragtfuld bog om ikke bare Silkevejen til Kina, men om alle handelsveje op gennem historien. Det er langs disse, kulturer opstår, og religioner breder sig. Forfatteren er lærd og kan videregive sin lærdom på en god og folkelig måde. Man bliver både klogere og underholdt.

- Søren Hermansen, anmelder








Gådetale – Emblemer, symbolik, spejle af Erik A. Nielsen

Gyldendal.



En åndshistorisk bedrift. Den beskriver de billeder eller emblemer, som pryder en række kirker i Danmark ofte på lågen til stolestaderne. Det kan lyde nørdet, men ­forfatteren fremdrager på overlegen vis den eksistentielle tiltale, emblematikken rummer.

- Kristian Østergaard, anmelder








Lykke-Per af Henrik Pontoppidan

Gyldendal.



Dette hovedværk i dansk ­litteratur om præstesønnen Peter Sidenius, der søger ­lykken i et industrialiseret Danmark, får ny aktualitet den 30. august, hvor der er premiere på Bille Augusts ­filmatisering af romanen i de danske biografer.

- Kristian Østergaard, anmelder








Bådens navn af Kim Fupz Aakeson

Gyldendal.



Lille roman om modne folk, en båd og en mand over bord. Holdt i en underspillet ­munter tone med absurde afstikkere til det sørgmuntre.

- Maria Sjøqvist, anmelder








Pausesignaler af Thorkild Hansen

Gyldendal.



Disse uhyre velskrevne og skarpt opmærksomme ­rejseskitser er perfekte til sommerlæsning.

- Maria Sjøqvist, anmelder








Det er jo mennesker – skæbner fra fængslet af Dorte Kvist – i samarbejde med Carl og Ingeborg Lomholt

Eksistensen.



En åbenhjertig bog, hvor Carl og Ingeborg Lomholt først og fremmest fortæller levende om de mennesker, som de har mødt i fængslet, og som de begge har hjerte for. ­Naturligvis skal man også ­have en lille smule hård hud, men ikke meget, og ikke ­omkring hjertet.

- Steen Skovsgaard, anmelder








Dette fremmede i mig af Orhan Pamuk

Gyldendal.



Nobelpristageren Orhan ­Pamuks farverige historiske roman. Hovedpersonen lever det meste af sit liv i Istanbuls gader, og vi følger ham og hans familie i deres omtumlede tilværelse, får et enestående indblik i tyrkisk kultur og religion og følger med i Mevluts kærlighedsliv samt i de store personlige og politiske omvæltninger, som finder sted omkring ham.

- Steen Skovsgaard, anmelder








Byens spor af Lars Saabye Christensen

Grif.



Litteratur kan læses af mange årsager: for spændingen, for det bevidsthedsudvidende – eller for sproget. Den lyd og tone, ethvert værk har, er helt sin egen, og årests smukkeste lyde strømmer altså ud af Lars Saabye Christensens ”Byens spor”. Et poetisk og stramt fortalt hverdagsdrama om familiekærlighed, op­ofrelse og efterkrigstid i Oslo, med de fineste portrætter og skæbner.

- Iben Tandgaard, anmelder








Den unge Werthers Lidelser af Johan Wolfgang von Goethe

Gyldendal.



Bogen er et af de mest ­skandaleombruste værker nogensinde, tysk ungdom gik i Werther-mani og flere tog deres liv opildnet af bogens kompromisløse elskende. ­Bogen er et portræt af det bundforvirrede moderne menneske, der blev opfundet med romantikken for 250 år siden. Werther er helt oppe at køre, og man på én gang ­elsker og hader ham, så ­menneskelig og ulideligt selvoptaget han er.

- Iben Tandgaard, anmelder








Den eneste historie af Julian Barnes

Gyldendal.



En udsøgt kærlighedshistorie fra en af Englands mest ­respekterede forfattere. ­Elegant eksistenslitteratur om måden, vi erindrer på, og om hvordan vi former ­hinanden på godt og ondt.

- Michael Bach Henriksen, kulturredaktør








En søns far af Philip Roth

Gyldendal.



Af selvforglemmende værker fra sommerlæsningen gennem tiden står stadig Pontoppidans ”Lykke-Per” og ”Bob Dylan i Amerika” af historikeren Sean Wilentz som de store oplevelser, men i år, hvor Philip Roth er død, skal an­befales hans ømme og let­tilgængelige kærligheds­erklæring til sin far og den ­jødiske efterkrigsopvækst i New Jersey, ”En søns far” fra 1991.

- Michael Bach Henriksen, kulturredaktør







 
 



KREDITERING