Hvad skete der egentlig på Sostrup Kloster?

For to år siden blev Sostrups omstridte leder, Moder Theresa Brenninkmeijer, suspenderet. Det skete efter års massiv kritik fra tidligere søstre og andre med tilknytning til stedet. Heriblandt beskyldninger om sekterisk ledelse, magtmisbrug, vold og uagtsomt manddrab.

Men Moder Theresa Brenninkmeijer forsvandt ikke. Hun fortsatte trods suspensionen ufortrødent – og uhindret – med at agere øverste myndighed for nonnerne på klostret indtil for ganske nylig. Nu er hun rejst, og de sidste nonner har valgt at rejse med hende. Kristeligt Dagblad har i den anledning talt med mennesker med tilknytning til stedet og besøgt det forladte kloster for at finde ud af, hvad der skete.

Græs og ukrudt får nu lov at vokse i klosterhaven. Porten ind til nonnernes tidligere hjem er dækket med et stykke pap, der allerede er ved at smuldre. I døren er sat et afbrækket stykke træ fra et fodpanel.

Historien om det katolske klosters liv og død handler i høj grad om en kvinde, Theresa Brenninkmeijer. Den begynder nogle år før, hun kom til Danmark.

Nonnerne var flittige og fik snart sat stedet i stand. Kommunen havde solgt Sostrup-grunden billigt, alligevel kneb det i begyndelsen med at betale til tiden. Dele af området gjorde nonnerne efterhånden til restauration, rekreationshjem, pensionat og feriested; det blev et populært udflugtsmål for katolikker og en integreret del af lokalsamfundet, selvom de tildækkede nonner uundgåeligt stak lidt ud.

Knap tre årtier senere, i 1988, fik Sostrup Kloster en ny leder. Moder Theresa Brenninkmeijer var kun 30 år og kom fra Hollands rigeste familie, hvis formue fortrinsvis bygger på tøjkæden C&A. Brenninkmeijer-familien har i årevis doneret betragtelige pengesummer til katolske byggerier og projekter.

Som leder af et mindre kloster blev Theresa Brenninkmeijers titel priorinde. Hun vakte begejstring. Folk bruger de samme tillægsord, når de skal beskrive, hvordan de oplevede hende første gang: Venlig, hjertevarm, intelligent, dragende, streng. Karismatisk. For Karsten Sørensen og hans hustru førte mødet med hende direkte til, at de konverterede til katolicismen.

”Hun overøste os med kærlighed, kærlighed, kærlighed,” siger han.

”Hun har talegaver, som få andre. En evne til at gribe folk, især dem, der står svagt. Vi røg ind i en tornado,” siger han, tier så et øjeblik og tilføjer:

”Vi blev godt og grundigt fanget.”

Selvom der også blev fundet tid til badeture, grillaftener og tv-hygge, skabte den fornyede strenghed en vis opdeling mellem de oprindelige og de nyere søstre på stedet.

Ifølge tidligere søstre på Sostrup var Theresa Brenninkmeijers ledelsesstil ekstremt autoritær. Nonner, hvis familier ytrede bekymringer eller kritik om stedet, blev opfordret til at åbne deres breve på priorindens kontor. Irettesættelser i form af ”små slag” i enden eller på kinden var efter sigende ikke unormalt. Og synder skulle altid bekendes, ”så djævlen ikke skulle kunne virke i stilheden,” skriver tidligere nonne på Sostrup Helene Hägglund i sin selvbiografiske bog "Nonne tur/retur" fra 2009. Særligt slemme tanker skulle nonner og noviser fremlægge højt foran de andre søstre. Brenninkmeijer undtaget.

”Det var ikke min vilje, som gjaldt. Det var Guds. Og han kundgjorde den fortsat gennem (Moder Theresa Brenninkmeijer). Selv om jeg ikke altid forstod, havde jeg lovet at adlyde ham i det, han sagde gennem hende. Hvis jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved en lille del af det, hun sagde, så var jeg tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Alt eller intet. Altså, tænkte jeg, havde jeg egentlig intet valg, hvis jeg ville være tro mod Gud,” husker Helene Hägglund.

På den tid begyndte historier om Brenninkmeijers ledelsesstil at spredes i katolske kredse i Danmark. Mennesker med tilknytning til Sostrup kaldte stedet sekterisk, men det blev affejet som misundelse og forudsigelig landsbysladder.

Men historierne fik mere vægt, da en af søstrene i 1990 forlod Sostrup. Hun tog kontakt til flere myndighedspersoner inden for kirken, heriblandt daværende biskop for Den katolske kirke i Danmark, Hans L. Martensen, som prompte aflagde klostret et besøg. Det var formentlig første, men absolut ikke sidste gang, bispekontoret blev gjort opmærksom på, at der måske var noget galt. Dengang skete der ikke mere.

En del af forklaringen kan være, at biskoppen for Den katolske kirke i Danmark kun i en kort periode havde officiel myndighed over klostret, selvom det lå i hans bispedømme. Klostre hører i reglen direkte under de ordener, de udspringer fra. I Sostrups tilfælde er den tilsynsførende myndighed derfor Cistercienserordenens generalabbed, som holder til i Rom.

Nogle år før Brenninkmeijers tiltrædelse som leder var Sostrup midlertidigt blevet sat under den danske biskops jurisdiktion. Det var sket efter problemer med, at de ældste søstre havde talt og socialiseret for meget med gæsterne på Sostrup og dermed ikke levet i overensstemmelse med cisterciensernes regler.

Kort efter episoden med den afhoppede nonne gik jurisdiktionen efter Brenninkmeijers ønske tilbage til Cistercienserordenens generalabbed. Denne havde været på kontrolbesøg i Sostrup mindst hvert tredje år og fandt åbenbart aldrig grund til at gribe ind. Indtil for tre år siden.

Helene Hägglund, der havde været på Sostrup siden 1988, brød i år 2000 som 29-årig med sit kloster og blev i første omgang forflyttet til Karmeliter-ordenens Skt. Josefs Kloster i Hillerød. Et år senere skrev hun på det nye klosters opfordring om sine oplevelser på Maria Hjerte Abbedi. Om hvordan, hun følte, at hun og hendes medsøstre var blevet misbrugt og manipuleret. Om den demente nonnes død, om episoder med lussinger og slag, om abbedissens temperament og først og fremmest om, hvordan al kontakt til omverdenen var blevet kontrolleret. Hun stolede ikke på de ansvarlige i Citercienserordenen, så hun skrev i stedet til den danske biskop Martensens efterfølger, Czeslaw Kozon. Samtidig fik hun andre til også at skrive: Søstre, der havde forladt Sostrup før hende, præster og lægmænd med tilknytning til stedet.

En tidligere nonne på stedet beskrev i 2001 i et brev til biskoppen sin tid på stedet sådan:

”Vi levede i et lukket miljø, og jeg havde ikke noget sammenligningsgrundlag. Det gør, at man langsomt bliver suget ind i stedets egen logik. Det, som for andre ville være absurditeter og uhyrligheder, blev for os normaliteter. (...) Til sidst troede jeg ikke længere på mine egne tanker, men afskrev enhver uenighed med abbedissen som en fristelse fra Djævelen.”

En forhenværende overlæge i psykiatri skrev til biskoppen på baggrund af samtaler med tidligere nonner på stedet, at abbedissen er ”skadelig for det psykiske helbred for søstrene i klostret”.

Biskop Kozon kontaktede herefter Vatikanets departement for ordener og klostre og bad om et ekstraordinært kontrolbesøg på Sostrup. Det blev afslået med den begrundelse, at tiden for det faste, treårige tilsyn alligevel nærmede sig. Da generalabbeden kom, fandt han ikke grund til at afsætte Moder Theresa Brenninkmeijer.

Det var måske forventeligt nok. Flere af brevene til biskoppen beskriver i detaljer, hvordan de annoncerede kontrolbesøg nøje blev forberedt af abbedissen; hvordan søstrene blev instrueret i, hvordan de skulle besvare spørgsmål.

I en efterfølgende telefonsamtale gjorde biskop Kozon det klart for den tidligere cisterciensernonne, at han troede på hende. Men også, at han ikke mente, bispedømmet havde beføjelser til at foretage sig yderligere, når Vatikanet havde lukket sagen.

Helene Hägglund samlede og sendte flere breve til biskoppen, som blev oversat og sendt til de ansvarlige i Rom. Stadig uden følgevirkninger. Da Helene Hägglund et halvt år efter blev løst fra sine evige løfter og dermed ikke længere var nonne, skrev biskop Kozon til hende, at en videre forfølgelse af sagen nu ville kræve ”en fornyet overvejelse”.

”Jeg har i mine breve udtrykt bekymring for situationen på klostret, men har ikke kunnet gøre yderligere. Det er generalabbeden, der har bolden,” sagde Czeslaw Kozon senere i et interview til Kristeligt Dagblad.

Brenninkmeijer fortsatte sit virke. Og fik mere magt. Efter en plan lagt i år 2000 af Brenninkmeijer og kardinal Meissner i Köln fik Sostrup – og Brenninkmeijer – et datterkloster, det tyske Herz Jesu Kloster i Düsseldorf. Det blev snart beboet og officielt oprettet med et dokument fra Vatikanet dateret den 28. oktober 2004. Fire år senere blev hun også leder for et datterkloster i Peru, Monasterio de la Santísima Trinidad (”Den hellige Treenigheds kloster”), som ligger i bispedømmet Callao.

For trods tab af titel og stilling fortsatte Brenninkmeijer i praksis som leder af Sostrup.

Over for naboer og efter sigende også søstre på stedet blev det antydet af Brenninkmeijer, at rapporten om Sostrup var blevet underkendt. Sandheden var, at Brenninkmeijer havde anket afgørelsen, og at sagen derfor var nået fra Kongregationen for Det gudviede Liv i Rom, der tager sig af sager om klostre, til de næste instanser i det krinkelkrogede interne retssystem i den katolske kirke.

Hver gang blev suspensionen stadfæstet. Endelig nåede sagen til Segnatura Apostolica i Rom, en instans, der måske bedst lader sig sammenligne med Højesteret. Og igen, i oktober 2012, blev beslutningen stadfæstet: Brenninkmeijer var og er frataget sin ledelsesstilling og abbedissetitel.

Men fra hendes suspension i sommeren 2011 og helt frem til juni i år udgav Theresa Brenninkmeijer sig for at være abbedisse. Hun blev i perioden set af flere øjenvidner gå rundt med abbedisse-ring og -kors, og når hun i ugevis ad gangen ikke var på området, blev det blandt andet begrundet med, at hun tog sig af sine klostre i Tyskland og Peru. Som hun heller ikke længere var abbedisse for.

I december sidste år blev hun præsenteret på en konference i Sydamerika som abbedisse og optrådte som sådan – til trods for, at hun to måneder tidligere endeligt var blevet frataget titlen. Hun fortsatte også med at underskrive sig abbedisse på officielle papirer.

Danske biskop Czeslaw Kozon anklager i dag Theresa Brenninkmeijer for at have tilsidesat de katolske myndigheders anvisninger siden sin suspension. Men ifølge biskoppen har ingen af de overordnede myndigheder haft mulighed for at gribe ind. Heller ikke den øverste leder af Cistercienserordenen, generalabbed Mauro Giuseppe Lepori. Efter suspensionen af Theresa Brenninkmeijer i 2011 blev han udnævnt til midlertidig leder af klostret. Men det embede udførte han på mange hundrede kilometers afstand fra Sostrup. Han besøgte kun Danmark en enkelt gang over de næste to år, og generalabbeden var efter eget udsagn ikke klar over, at Brenninkmeijer fortsat underskrev sig som leder af Sostrup. I en mail til Kristeligt Dagblad skriver han, at han under alle omstændigheder ikke kunne gribe ind, så længe ankesagen stod på.

”Jeg har foretrukket at afvente Segnatura Apostolicas svar på ankerne. Jeg kunne ikke gøre min autoritet gældende,” skriver han.

På spørgsmålet om, hvorfor han ikke greb ind, efter at suspensionen af Brenninkmeijer i oktober 2012 var blevet stadfæstet fra øverste sted, skriver han:

”Kirken er ikke en hær eller en politienhed, og al autoriet er pastoral. (...) Hvad der skete på Sostrup, var ikke så ’frygteligt’, som I forsøger at få det til at være.”

Det svar bliver flere personer med tilknytning til Sostrup Kloster kede af at høre. Tidligere nonne Helene Hägglund siger:

"Moder Theresa manipulerer søstrene til at følge hendes vilje fuldstændigt, og nu har hun fået to år til at planlægge sit næste træk. Problemet er ikke væk, det har fået lov at flytte."

Den korte opsigelsesfrist er i strid med lejeloven og ugyldig, hvilket bispedømmet i København gjorde beboerne opmærksom på.

Endvidere var og er det uklart, om måden, hvorpå stiftelsen afviklede klostret, er lovlig. Derfor var det ifølge den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon ”en overvejelse at trække de tre ledende søstres afrejse, til dette var afklaret”.

Men det blev, bemærker biskop Kozon, ”overhalet af søstrenes de facto afrejse”.

Onsdag den 17. juli ankom en spansk indregistreret flyttebil til Sostrup. Klosteret og den tilhørende kirke blev låst af. Den dag forlod nonnerne endegyldigt klosteret.

Kun en enkelt beboer er nu tilbage; katten Chip, som nonnerne efterlod. Den løber hen ad 400 år gamle brosten og gnider hovedet mod benene på forbipasserende, tiggende, spinnende.

Hvor søstrene og Brenninkmeijer befinder sig nu, ved hverken biskoppen i Danmark eller generalabbeden i Rom. Nu, de er udtrådt af deres orden, har de ret til at gøre, hvad de vil, bemærker generalabbeden.

Det har heller ikke på anden vis været muligt at finde Moder Theresa Brenninkmeijer.

Sostrups datterklostrer i Peru har Kristeligt Dagblad ikke kunnet få kontakt til, og en pedel ved klostret i Tyskland fortæller, at han ikke ved, hvor søstrene befinder sig:

”Måske i Europa. Jeg er ikke informeret,” siger han.

Alt tyder dog på, at de tidligere nonner ikke har opgivet tanken om klosterliv. Theresa Brenninkmeijer har fortalt bispedømmet i København, at hun og hendes flok af tidligere nonner vil danne en ny orden. Denne skal sandsynligvis være til tjeneste for evangeliseringsbevægelsen ’Den neokatekumenale vej’ – i bevægelsens første kloster nogensinde.

Det kræver en lokal biskops velsignelse at danne en ny orden, og efter sigende skulle flere sydamerikanske biskopper være interesserede.

Hvad der skal ske med grunden, er også uvist. Sostrup Slot har en offentlig ejendomsværdi på 23,5 millioner kroner, men ejerne, Sankt Bernhard Stiftelsen, er jo væk. Sostrup Slot og nonnekloster befinder sig i et juridisk tomrum, som er blevet det danske bispedømmes hovedpine, fordi generalabbeden i Rom har bedt bispedømmet om at tage sig af situationen nu. Såvel den katolske kirke som kommunens borgmester håber, at andre nonner – eller munke – kan være interesserede i at overtage. Om det kan lade sig gøre er stadig uafklaret.

Hvem der end ender med at overtage Sostrup, bør ankomme sammen med en låsemed. Eller med en fiskestang, som pedel Karsten Sørensen bemærker.

For nøglerne må de fiske op af voldgraven.