Anita har brækket hjernen

Kristeligt Dagblad har fulgt hende over en periode på to måneder og har fået et helt unikt indblik i en verden, som få kender. Anita ser det som et led i sin helingsproces at tale åbent om sin sygdom, og lægerne bakker hende op i det. På sigt vil hun gerne holde foredrag om sit liv.

Hun har eller har haft flere af de mest udbredte psykiske sygdomme – angst, spiseforstyrrelser, depression og psykoser. I skrivende stund venter hun på at få stillet en ny diagnose, og hun er blevet stillet i udsigt, at diagnosen højst sandsynligt kommer til at lyde: skizofreni. En sygdom, der i den grad er tabubelagt.

Men Anita er ikke alene. Ifølge Lægeforeningen lever 40.000 danskere med psykoser, hvilket svarer til antallet af danskere med rygerlunger. 15-25.000 danskere lever med diagnosen skizofreni, hvilket gør sygdommen omtrent lige så almindelig som modermærkekræft. At høre stemmer er endnu mere almindeligt – og behøver slet ikke at være tegn på psykisk sygdom. Ifølge Socialstyrelsen oplever cirka 200.000 danskere det.

Anitas fortælling begynder en dag for tre uger siden. Den dag pjatter, driller og griner Anita mere, end hun har gjort i månedsvis, for dette er dagen, hun bliver udskrevet fra Afdeling 74 på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor hun har tilbragt det meste af de sidste otte uger. Hun glæder sig ”vildt” til at komme hjem til sine børn og sin kæreste, siger hun igen og igen. Udadtil virker hun selvsikker og fattet, men man skal ikke have tilbragt lang tid med Anita for også at kunne se bekymringen i hendes øjne.

”Det er lidt skræmmende. I to måneder har du kun set verden, når det passede dig. Nu bliver du smidt ud,” siger hun og slår ud i et brøl af et grin. Det gør hun ofte; lader sine beskrivelser af sygdom, frygt og følelser følge op af et selvironisk, lettere overdrevet grin.

Hun reder sin seng, tømmer sit skab, sætter sig afventende.

“Du er ikke klar til at komme hjem,” hvisker en stemme.

“De lukker dig inde for altid,” siger en anden. Anita lytter ikke til dem.

Endelig banker en sygeplejerske på døren og kalder hende til udskrivningssamtale.

Der sidder Anitas læge og en kontaktperson over for hende med journalen liggende på bordet, der adskiller dem. Det kan umiddelbart ligne en eksamenssituation eller en jobsamtale, men det forløber glat og tager under et kvarter.

“Du har fået det rigtig meget bedre. Det er godt at se,” siger lægen.

De aftaler, at Anita kan ringe, hvis der bliver noget, og de taler kort om hendes videre forløb – nu skal Anita overgå til periodevise besøg hos distriktspsykiatrien, hvor hun vil få stillet sin endelige diagnose, tage sin medicin og se fremad. Psykoser og skizofreni kan kureres, men de fleste må lære at leve med sygdommen.

Anita tager sine tasker og lister ud ad bagdøren uden at sige farvel til nogen. Andre patienter køber chokolade eller lignende til de andre, når de udskrives, bemærker Anita.

“Det gør jeg ikke,” siger hun og løfter taskerne op på sin cykels barnesæde med et støn.

“Jeg ved jo ikke, hvornår jeg kommer igen.”

I forsøget på at forstå, hvordan det er at være Anita, spoler vi tiden tilbage tre gange: Først til forløbet op til denne indlæggelse, så til en tidligere og langt værre periode i 2008, og endelig til barndommen, hvor virkelighed og indbildning allerede var begyndt at gro sammen og forgrene sig i en lille piges tanker.

Vi begynder ved at spole tiden cirka tre måneder tilbage.

Til før Anita får bugt med stemmerne og modtager den medicin, hun ikke kan fungere uden.

Til tirsdag den 25. marts 2014 omkring middagstid. Anita sidder i den bil, hendes kæreste, Stig, er ved at køre til akutmodtagelsen på Glostrup Hospital. Hun anklager ham:

“Det er din skyld! Vi ville ikke være her, hvis ikke for dig. Du burde indlægges!”

Stig forsøger hele vejen til hospitalet at berolige hende, men kan ikke trænge igennem. Hun nægter at rokke sig, og Stig må næsten trække hende i hånden indenfor.

En læge spørger, om hun vil lade sig indlægge. Det vil Anita ikke:

”Nej! Nej! Nej!”

“Hvis du ikke vil indlægges, så bliver det på røde papirer,” svarer lægen prompte.

Det får Anita til at falde til ro. Hun vil ikke tvangsindlægges.

“Så må du hellere indlægge mig,” svarer hun, men tænker: Jeg skal nok få vist jer, at jeg ikke er syg.

De næste dage husker Anita kun glimtvist. Hun husker fremmede lyde, at hendes krop ryster ukontrollabelt. Og stemmerne:

“Det var et bulder. Tonsvis af mylder, tonsvis af stemmer. Og jeg tænkte; det var alligevel godt, jeg blev indlagt. Jeg havde en ret klar plan om at tage livet af mig selv samme dag.”

“Det var fire dage i helvede på ’68,” siger hun om tiden på det lukkede sengeafsnit, afdeling 68.

I lægejournalen beskrives de dage som en tid med talrige opvågninger og hendes stemningsleje som “yderst svingende” – fra “smilende og glad” til “trist og forpint”. Lægerne afprøver en række antipsykotiske medikamenter i forskellige doseringer, indtil de ser en positiv effekt i kombination med samtaleterapi. Det vurderes, at Anita skal være indlagt i en-to uger, men det ender med at blive næsten to måneder. Efter fire dage fortsættes indlæggelsen på den åbne afdeling 74.

Og Anita får det hurtigt bedre. Det er ikke unormalt, at patienter med hørehallucinationer på den rette medicin hurtigt kan udskrives til ambulant behandling. Men Anita får et tilbagefald efter tre uger, da hun egentlig er vurderet klar til udskrivelse. Det er dog kortvarigt.

Men hvorfor blussede hendes sygdom så voldsomt op?

Et halvt år tidligere, oktober 2013: Anita har det så godt som nogensinde. Hun og de to ældste af hendes tre børn, på seks og otte år, er for nylig flyttet sammen med Stig, der har været hendes kæreste i 11 måneder. Anita har fortalt Stig, at hun tidligere i livet har døjet med ”mylder i hovedet”, og at det kan ske for hende igen. Hun er ikke gået i detaljer, og Stig har ikke spurgt ind til det.

Der er ifølge Anita “totalt ro på førstesalen”. Hun er sig selv, og Stig forelsker sig i den rigtige Anita.

Men så begår hendes mor, hvad Anita betegner som ”det svigt, der satte gang i snebolden”. Hun udebliver fra sit barnebarns fødselsdag, trods løfte om det modsatte.

“Der begynder det. Følelsen af, at jeg er den nitte, som jeg altid er blevet kaldt; ingenting værd. Det starter i min mave, som en isklump pakket ind i mindreværd,” siger Anita.

Hendes humør daler, temperamentet stiger. Hun begynder at råbe og skælde ud på Stig over de mindste ting. I løbet af en måned vokser en alt for velkendt susen i baghovedet til en mumlen til et stadigt voksende virvar af stemmer. Hun kan holde dem i skak, når hun er på arbejde, og så længe børnene er der; så længe der er pligter at udfylde. Men morgenerne. Men aftenerne, når de små er lagt i seng:

Da begynder stemmerne. De begynder: "Stig bryder sig ikke om dig”, ”du er for tyk”, ”ingen elsker dig”. De snakker indbyrdes, hver for sig eller til hende. Nogle gange kan hun ikke bryde ind i deres samtale, fordi det går så stærkt i hendes hoved.

Anita har prøvet det før, hun ved, det er nu, hun bør kontakte lægen. Men hun udskyder det, for ingen skal da bruge ressourcer på hende, både tænker og hører hun stemmerne sige.

Ligesom hun gang på gang hører dem sige, at verden ville være et bedre sted, hvis blot hun tog livet af sig selv.

Oven i alt dette rammes familien af flere ulykker på kort tid. I november bliver Anita pludselig syg og må opereres. Så bliver Stig fyret, og dernæst bliver hun, per sms, fyret fra sit arbejde som handikaphjælper. Økonomisk sidder de stramt i det i deres lejede hus, og nu bliver det virkelig svært at få pengene til at slå til. Men det går lige akkurat. Indtil der kommer en uforudset ekstraregning på 8000 kroner for vand og varme og et ultimativt krav fra udlejer: Betal nu eller flyt.

Den dag under indlæggelsen på Glostrup Hospital, hvor Anita fik et tilbagefald, var den dag, fogeden kom.

Efter et skænderi med Stig sidst i januar får Anita et psykotisk anfald. Hun sætter sig på sofaen og begynder at rive sig i håret og slå sig selv i hovedet, mens hendes kæreste er ude af stand til at få kontakt med hende. Pludselig stopper hun forvirret op og spørger Stig:

“Hvad skete der? Hvorfor har jeg ondt i hovedet?”

Den aften fortæller hun for første gang Stig om stemmerne. Anita får to lignende anfald, før det lykkes Stig at få hende til lægen, som sender hende direkte videre til Glostrups psykiatriske skadestue.

Heldigvis for Anita har hun et godt forhold til sin eksmand og kæresten Stig, der kan træde til og tage sig af flytningen og først og fremmest børnene. Uanset Anitas sygdom beskrives familien af læger, sagsbehandlere og bekendte som velfungerende og sund. Børnene er ikke umærkede af, at deres mor er indlagt, men ifølge lærere og pædagoger har de det efter omstændighederne godt.

Da den ældste datter på otte år for sine klassekammerater skal forklare, hvorfor det pludselig altid er Stig, der henter hende fra skole, siger hun:

“Mor har brækket hjernen.”

Den skal bare lige have tid til at hele, forklarer hun.

Anita har hørt stemmer, siden hun var barn. Mylderet, som hun kalder det, tog til i teenageårene, men kun to gange har hun for alvor “brækket hjernen”. I 2008 gik det langt værre for sig end i 2014. Dengang var hun få øjeblikke fra at adlyde stemmernes kommando om at springe ud fra et vindue, da hendes svigerfar reddede hende.

Vi spoler tiden fem år tilbage.

Til før Anita flytter sammen med Stig.

Til før Anita går fra faderen til sit tredje barn og flytter fra Fåborg til København.

Til før Anita bliver indlagt for første gang.

Året er 2008, Anita er 28 år, og der er tre mænd, som fylder meget i hendes liv. Ekskæresten, der er far til hendes to børn. En ny kæreste, der snart skal blive far til Anitas tredje barn. Og en god ven. Anita beskriver ham som “høj, tynd og sød”. En “flot fyr”, der går afslappet klædt, men gerne med slips.

Når de to mødes, og det er ofte, sætter han sig gerne på en stol ved siden af hende og hyggesludrer både høfligt og smilende.

“Han er faktisk ret lækker, næsten drømmekæresten - den type,” siger Anita om vennen.

Der er kun ét problem ved den næsten perfekte ven, og det er, at han ikke findes. Kun i Anitas hoved. Men det ved Anita ikke på dette tidspunkt.

Første gang, Anita møder sin ven, er hos lægen. Kæresten har overtalt hende til at gå derhen, fordi hun længe har døjet med “hovedpiner”. Børnene er lige blevet afleveret hos dagplejen, og forårssolen skinner, da Anita lidt i 10 træder ind i det hvide venteværelse og sætter sig. Mens hun venter, begynder stemmerne at snakke rigtig meget til Anita. Hun begynder at snakke med dem.

Lægesekretæren går forbi nogle gange og kigger, synes Anita, underligt på hende og den lækre fyr, der sidder ved siden af Anita. Hans bløde stemme beroliger hende.

“Undskyld, sagde du noget,” spørger lægesekretæren, som Anita allerede har fået et ondt øje til.

“Jeg talte ikke til dig!” svarer hun spidst. Et sted indeni er Anita fornærmet over, at lægesekretæren ikke kan se hendes sidemand.

Da stikker lægen hovedet ud af sit kontor og kalder Anita indenfor. I samme nu, hun træder ind til ham, knækker Anita sammen og fortæller grædende, for første gang til noget menneske, at hun hører stemmer.

Lægen udskriver antidepressiv og angsthæmmende medicin og henviser hende til distriktspsykiatrien i Svendborg. Her fortæller Anita igen om stemmerne. Og om hendes ven, som nogle gange – nogle gange ikke – er et ægte menneske.

Anita har aldrig tidligere “åbnet så meget op for godteposen,” husker hun.

Der går et par uger, og Anita synes, hun får det bedre.

Men det er for meget på en gang.

Efter en lægesamtale henter hun børnene fra institution. Hun har det okay den dag, tænker hun og ringer til sin kærestes forældre for at høre, om de vil byde på eftermiddagskaffe. De har ikke tid; de hugger brænde, siger de. Hun ringer til en veninde. Hun har ikke tid; hun bager boller.

Meget mere husker Anita ikke fra den dag. Resten har hun fået fortalt. At hun bader børnene og lægger dem i seng. At kæresten ringer otte gange blot for at høre røret blive smækket på. Og at hans far om aftenen åbner hoveddøren og ser Anita være på vej ud ad vinduet, mens hun taler uforståeligt.

Hun husker planen: At nå at forbløde før kæresten kommer hjem fra arbejde, men efter børnene er lagt i seng. Hun husker også synet af træerne uden for vinduet i lejligheden. De har hænder og arme, som vil trække hende ud af vinduet.

Kæresten kommer hjem, og de aftaler at køre til vagtlægen. Anita kommer, næsten, helt til sig selv. Men da svigerfar siger de forløsende ord, “jeg tager børnene med hjem”, forsvinder Anita helt ind i sig selv.

Køreturen til vagtlægen og derfra til Psykiatrisk Afdeling Svendborg glemmer Anita aldrig. Træer, lygtepæle, alt har arme og hænder, der griber ud efter hende. Bilen har fødder, lyserøde skyer truer i horisonten.

Ved ankomsten bliver Anita hidsig, hun råber og bliver modbydelig over for alt og alle. Kun hendes nye ven synes at forstå hende. Pludselig mærker hun et stik i ballen og falder i søvn.

I løbet af de næste uger kommer Anita igennem systemet. Hun får medicin og samtaleterapi, får praktisk hjælp af en socialrådgiver.

Med medicinen forsvinder Anitas ven ind imellem, og det er rigtig kedeligt uden ham, synes hun. Efter tre uger begynder Anita at snyde psykologerne, siger hun. Hun overdriver og siger, at stemmerne er væk. Der var måske 20 stemmer før indlæggelsen, men der rumsterer stadig konstant to-tre i baghovedet. Nogle gange går hun stadig ture med sin gode ven.

I december 2009 bliver hun tilknyttet Den Blå Ambassade i Fåborg, et dagtilbud for unge med psykiske lidelser, og Anita får tilknyttet to kontaktpersoner, som følger hende de næste fire år.

Med tiden forsvinder hendes ven, og stemmerne fortager sig. Medicinen ophører. Tiden går. Anita får et barn med kæresten. De vælger at gå fra hinanden. Halvandet år senere forelsker Anita sig i Stig og flytter fra kommunen og dermed sin kontaktperson. Hun tror sig helbredt, helt indtil stemmerne vender tilbage i oktober 2013.

Nu spoler vi tiden tilbage igen.

Til før Anita går fra faderen til sine to førstefødte.

Til før Anita bliver gravid to gange kort efter hinanden som 24-årig.

Til før Anita kommer på efterskole, hvor hun kæmper med stemmer og angstanfald.

Til før Anita som teenager dagligt dulmer følelser og stemmer med hash.

Til før Anita som 12-årig først begynder at få selvmordstanker.

Til barndommen.

Den lille pige bryder sig ikke meget om skolen, der føler hun sig anderledes. Andres selskab er træls, og hun foretrækker at være alene. Hun bliver tit mobbet. Men hjemme er det ikke meget bedre. Der er hendes verden centreret omkring mor, der lever af at gøre rent, far, der er jord- og betonarbejder, to ældre søskende og hendes lille, forpjuskede bamse, Olfert.

Anita lider ingen materielle afsavn, men vokser op i et stresset hjem med talrige skænderier mellem mor og far, som også arbejder meget. Hun har få venner og leger derfor mest med sig selv og med Olfert.

“Vi to vil altid være venner, ikke også, Olfert,” siger hun tit til bamsen.

Forældrene bliver skilt. Anita bor først hos mor, siden hos far. Mor får forskellige kærester, som Anita knytter sig til, blot for at se dem forsvinde. Far gifter sig med en kvinde, Anita har det svært med.

Anita udvikler sig til en hidsigprop, der kan finde på at slå og sparke.

Hun holder for det meste til på sit værelse og døjer så meget med en irrationel frygt for at “gå ud på det forkerte tidspunkt”, at hun ofte tisser eller laver i bukserne.

Hun oplever fra tid til anden at høre en stemme, måske hendes mors, blot for at opdage, at der ikke er nogen andre end hende selv i rummet.

“Vil du love at passe på mig,” spørger den lille pige nogle gange sine Barbie-dukker og især sin bamse, Olfert, når hun leger med ham eller søger trøst hos ham.

En dag begynder Olfert at svare; med klar stemme siger han:

“Anita, vi vil aldrig forlade dig.”