Scroll ned for at begynde
Scroll ned, når du er klar til at gå videre


Tryk på øret for at slå lyden til og høre talen, eller scroll ned for at fortsætte uden lyd


Tryk på øret for at slå lyden til og høre talen
Facebook
Twitter
 
 

Ord tæller, særligt de talte



”I begyndelsen var Ordet.”

Sådan lyder de første linjer af Johannesevangeliet. Her er ordet skrevet med stort ”O”, for ordet var Gud, og ved ham blev alt til, som det hedder videre i teksten.

I begyndelsen var ordet. Og ikke så længe efter kom lejlighedstalen. Der findes tre klassiske taler ifølge Aristoteles. Den deliberative, den forensiske og den epideiktiske tale eller lejlighedstalen, som vi siden har kaldt den. I dag skal det handle om den epideiktiske tale. I stedet for at forme researchen som artikel på vanlig vis har teksten fået form som en lejlighedstale.

Supermarkederne har cremant og cava på tilbud, for det er tid til at skåle for konfirmanderne, brudeparret og snart også for studenterne. Festtøjet skal frem, fadene fyldes, og fædre og mødre må overveje, hvordan de bedst kan holde en tale. Men hvad gør en god tale?

Allerede i middelalderen blev lejlighedstalen koblet med det nydelsesfulde. Den gode tale skal have nogle kvaliteter, man finder i musikken og som i de sange, som skrives til fester i Danmark. Af lejlighedssangens ABC fremgår det, at festsangen skal have rim, rytme og gerne et refræn. Det gælder også for lejlighedstalen. Sætningslængderne skal variere, og man skal arbejde med gentagelser som et virkemiddel. Det er talens refræn.

Lejlighedstalen er en lejlighed til at få det sagt, hvad enten man er farfar, far eller Fie, som er rejst fra Farsø til Faxe for at være med til at fejre. Men hvorfor dog tage ordet? Kan man ikke bare skrive et kort eller sende en sms efter festen? Der er intet galt med sms og kort, men lejligheden er en lejlighed til at få det sagt. Ord tæller, særligt de talte.

Fortryder man en tale? Næppe. Det er mere sandsynligt, at man fortryder taler, man ikke fik holdt.

Vi tror, vores identitet kun udgøres af de historier, vi fortæller om os selv måske hjulpet af sociale medier. Det er dog en misforståelse. Det er afgørende for skabelsen af vores identitet, hvilke historier andre fortæller om os. Til os. Lejlighedstalen er en anledning til at fortælle festens hovedperson ind i et fællesskab. Når man holder en lejlighedstale, har man så at sige fællesskabet i munden. Og samtidig taler man i et rituelt nu, som har en konserverende effekt på din tales ord. Når du har sat dig, bliver dine ord stående.

En lejlighedstale tager tid. Tænketid. Forberedelsestid. Øvetid. Der er garvede lejlighedstalere, som kan forme og udvikle talen uden brug af pen og papir, men andre vil have glæde af at skrive talen ned fra ende til anden og fremføre den ved spejlet. Har man øvet talen nogle gange, kan man grifle stikord ned og lade manuskriptet blive hjemme.

Måske bladrer man i et fotoalbum for at fremkalde minder, eller man fordyber sig i bunken med gamle børnetegninger. Og bingo! Pludselig har man det. En åbningsscene. Den scene, som gør, at gæsterne opmærksomt vil lytte. Måske har man kendt studenten et helt liv og har et væld af historier at dele. Skriv ned og vælg fra. Tre gode historier om talens hovedperson er typisk tilpas. Det skal være tre historier, som ikke alle skal være elskelige. Ligesom det er kedeligt igen og igen at se fotografier af perfekte avocadomadder, er en parade af perfektheder ikke værd at stræbe efter i talen.

Skønt man skal være varsom med at give råd i taler, er tre et godt tal at opbygge sin tale efter. Er du i tvivl, så læs et par folkeeventyr eller tænk på Guldlok, som træder ind i de tre bjørnes hus. Den ene grød er for varm, den anden for kold og den tredje tilpas. En tale med tre ting er tilpas for den menneskelige hukommelse.

Lejlighedstalen er en følelsestale. Fakta er ikke inviteret med. Har I fisket sammen, skal vi ikke have kilo eller centimetermål på de laks, I hev op af vandet, men vi skal høre om de følelser, I også fiskede efter den sommermorgen, hvor I stod ved Bjerkreimselven i Norge.

Når man skriver talen, mærker man måske, at man nærmer sig tilværelsens vådområder. Sådan må det gerne være.

Skønt vi lever i en kultur, som hylder det ekstroverte, er festtalen en disciplin, der er frygtet af flere. Nogle fortæller, at de så en bjørn, da de rejste sig for at holde talen. Hvad gør taleren, konfronteret med en bjørn?

Der er tre muligheder. Man løber, alt hvad man kan gennem sit manuskript, så ordenes endelser ikke kan høres, og pointerne tabes.

Mulighed to er, at man hvisker sig gennem sit manus, så hverken den imaginære bjørn eller det bedste høreapparat opfanger det gode, man havde at sige.

Den tredje mulighed er, at man gør sig klart, at man stiller sig uden for festens fællesskab en kort stund, når man vil holde en tale, og der er noget eksistentielt angstprovokerende over på den måde at blive beskuet af gruppen. Vær forberedt på, at det er forbundet med en spænding i kroppen. Du ser ikke en bjørn, men møder en sund uro. En taler skal mærke, at noget er på spil. Stå godt på dine ben, træk vejret så dybt, som skulle du synge. Så går det nok – og husk, du har valgt at give en gave, som kun du kan give.

Når du holder en tale, skal det vigtigste være i indledningen og i afslutningen. Nu nærmer vi os afslutningen, og et centralt spørgsmål skal forsøges besvaret: Hvor lang tid må en tale tage? Øv dig i at holde en tale på fem minutter og håb på, at talen er så god, at I glemmer tiden. Den gode lejlighedstale er et øjeblik uden for tiden. Det er Kairos-tid, hvor et øjeblik af klarhed og måske tidens muligheder åbenbarer sig. På den måde tager lejlighedstaler ikke kun tid, den giver også tid. Tid til at være sammen og tid til at vende de værdier, vi synes er mest værd.

I begyndelsen var ordet. Og ikke så længe efter kom lejlighedstalen. Lad os rejse os og udbringe en skål for lejligheden og for talen. 

 
 
 
 
 

Se alle vores digitale fortællinger på k.dk/historier

 
 
 

Se alle vores digitale fortællinger på k.dk/historier
Tak til Frederik Lindhardt, Allan Johanson og Trine Nebel