Det er bare en tilfældig kommentar. Men den åbner for en svær samtale.

Line Lauritzen, hendes kæreste Thomas Ullum og deres søn Alfred på 10 måneder er på besøg hos Lines forældre i Esbjerg. Det er lørdag aften den 5. marts 2022, og de har lige spist middag, grillet laks med kartofler og grønne asparges.

Gulvet i stuen flyder med legetøj, som Alfred har rodet ud med sine fætre. Og den tanke falder Line, 32 år, ind, at nyfødte ikke kræver et øje på hver finger på samme måde som de lidt større børn.

Så hun siger:

”Det bliver hyggeligt, når vi får et spædbarn igen."

“Hvis I får et barn mere,” siger hendes mor.

Det er bare en diskret bemærkning. Men Line hører den med det samme.

“Det er da en mulighed, vi taler om,” svarer hun.

Thomas, 33 år, blander sig i samtalen.

“Er du villig til at risikere det?”, spørger han sin kæreste og bliver ved:

”Hvad er du villig til at risikere? Dit syn? Evnen til at gå? Til at tale? Din hukommelse?”

Line Lauritzen har hjernekræft, og alt det, Thomas nævner, har hun mistet før, mens hun var gravid med Alfred, og tumoren i hjernen endnu ikke var opdaget.

Siden han blev født, er hun opereret to gange og har fået stråler. For tiden får hun kemoterapi. Inden den behandling begyndte, fik hun fjernet væv fra sin ene æggestok, som er frosset ned og kan opereres ind igen, så hun stadig kan få børn, også hvis kemoen ødelægger den anden æggestok.

Om mindre end et år kan hun prøve at blive gravid igen med Thomas, hvis behandlingen går så godt, som parret forventer, og tumoren er bekæmpet til næsten ingenting. Men en dag vil den komme tilbage. Line vil få symptomer igen, ændre personlighed og miste funktioner.

Måske fungerer en graviditet som en katalysator, der får hjernetumoren til at vokse. Måske er det ikke sådan; forskningen er sparsom og tvetydig. Statistikken siger, at hun har 15 år igen, men også den er næppe mere end et fingerpeg. Det kan blive længere. Det kan også være mindre.

Og hun er jo selv i tvivl. Hun ligger vågen om natten, forpint af det valg, de på et tidspunkt skal træffe, splittet mellem frygt og længslen efter at stifte den familie, hun og Thomas altid har ønsket sig.

For spiller hun hasard med livet, hvis hun bliver gravid igen?

Hvert år står Rigshospitalets hjernekræft-eksperter med en håndfuld kvinder, der er i en situation som Line Lauritzens: De har en hjernetumor, men også et ønske om at få børn. De vil dø af deres sygdom, men sandsynligvis leve længe først. Ligesom Line får de fleste behandling, der redder deres evne til at blive gravide, inden behandlingen af deres sygdom skader den. På fertilitetsklinikken kommer også andre patienter med kræftsygdomme, der nogle gange er uhelbredelige.

Danske fertilitetslæger har en retningslinje, der trækker en grov streg i sandet for, hvem de vil hjælpe: De behandler som udgangspunkt ikke kvinder, hvor der er mindre end 50 procent chance for, at de overlever fem år.

Men den slags prognoser er svære, og først og sidst handler lægernes ja eller nej om den enkelte patients specifikke situation.

Derfra er de store etiske spørgsmål op til familien selv:

For Line og Thomas har muligheden for at få endnu et barn, selvom Line har en sovende sygdom. Men kan de tillade sig det? Hvem må i det hele taget sætte børn i verden og under hvilke omstændigheder?

Hvor langt er Line Lauritzen og Thomas Ullum villige til at gå for at skabe den familie, de ønsker sig?

Den hvide plet i Lines hjerne er så stor som en grapefrugt. Det er tirsdag den 19. april, og hun ligger i en MR-scanner på Rigshospitalet. En computerskærm viser fire billeder af hendes hjerne, og på et af dem, taget ovenfra, ser det ud, som om det hvide område fylder en fjerdedel af hjernen, fra kraniekanten i panden, ind til midten af hovedet og et stykke bagud mod øret. Pletten er lige så tydelig som en sø på et satellitfoto.

Det var hér, tumoren sad, og scanningen i dag er vigtig for familien.

Det er den første rutinemæssige kontrol, efter Line har gennemgået det meste af sin behandling, det vil sige de to operationer, strålebehandling og nu kemoterapien, som forventeligt er overstået om få dage. De næste to år skal hun scannes som kontrol hver tredje måned. Derefter er det hvert halve år, hvis kræften holder sig i ro.

”Det her skal være et godt resultat, ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg synes, scanningen skal vise, at tumoren er helt væk,” siger hun en halv time tidligere, da hun bliver gjort klar til kontrollen af en sygeplejerske.

Line har tykt mørkebrunt hår, men er skaldet i et cirka fem centimeter bredt bånd fra venstre øre op langs panden på grund af strålebehandling. Det ser ud som en frisure, en barberet undercut, når det lange, tykke hår falder ned over det bare område. Hun har rød neglelak og kjole på. Line har altid været omhyggelig med sit udseende, og stræbsom med uddannelse og karriere. Hun er cand.merc. i management og leadership fra Syddansk Universitet og arbejdede med logistik, inden hun blev syg. ”Projektledertypen”, siger hun om sig selv. I spøg blev hun af sine studiekammerater kaldt ”mean Line” (“lede Line”), fordi hun kunne ”få tunnelsyn”, forklarer hun: Hun er beslutsom og utålmodig. Hun har handlekraft. En energibombe, fuld af idéer og i besiddelse af en grundlæggende optimisme: Line tør satse for at vinde.

Thomas og Line har været kærester i 16 år. Hendes fremdrift er blandt de egenskaber, han sætter mest pris på ved hende.

Han og Alfred er også med til scanningen i dag.

Thomas har brunt hår, fuldskæg og smalle øjne, der sidder dybt og giver ham et mildt udtryk. Han er uddannet kemiingeniør. Og er en dygtig researcher. Han samler viden, for eksempel om Lines sygdom, og han stiller roligt de rigtige spørgsmål, også hvad angår denne artikel (”hvad er den større historie, som vores historie kan bidrage til”). Han er klog på den måde, hvor man pr. instinkt har tillid til de svar, han giver. Hans overblik og intelligens er en stor støtte for Line. Han er omsorgsfuld, måske på grænsen til det selvforglemmende (”jeg forstår ikke, at andre er bekymrede for mig. Selvfølgelig er det hårdt, men jeg har ikke hjernekræft, jeg skal måske bare være vågen lidt ekstra”). For Thomas lider også under Lines sygdom. Han er mere bekymret af natur end hende. Der gik lang tid, inden Line græd over sin sygdom. Men Thomas har grædt så meget, at hun nogle gange har bedt ham gå et andet sted hen.

Line er kørt ind i scanneren med det meste af kroppen, omtrent til knæene. Den siger en regelmæssig lyd i sekvenser på et par sekunder, som et horn fra en fjern færge.

Om en uge får de resultatet.

Line har andre fotos af sin hjerne fra dengang, tumoren sad i det område, der i dag ser ud som en tom plamage. Hun viser dem frem i sin lejlighed på Islands Brygge i København.

Her har hun også lægernes beskrivelse af sin tilstand, da hun ankom til Rigshospitalet og blev opereret akut den 3. juni 2021 klokken 20.14 om aftenen. Tumoren var konstateret seks timer tidligere. 10 dage forinden var Alfred blevet født.

”… her ses [Line] helt apatisk og mimikfattig og fremstår uden reel forholden til sygdom, sønnen eller alvorligheden i situationen”, lød lægens beskrivelse blandt andet. Og:

”Helt aparte fremtoning uden reel opfattelse af situationen, men svarer dog for sig.”

Både Line og Thomas husker selvfølgelig graviditeten, hvor hendes symptomer gik amok. Især Thomas husker de dage efter fødslen, hvor hun blev indlagt og fik sin diagnose: Line var jo nærmest væk, som der står i journalen.

Hun havde haft kronisk hovedpine i omkring 10 år, da hun blev gravid i sensommeren 2020. Lægerne mener, at tumoren har vokset i hendes hoved mindst lige så længe.

Fra graviditetens uge seks kastede hun op og havde så ondt i maven, at det føltes, som om hun blev stukket med knive. Fra omkring uge 16 kunne hun ikke gå, men lå kun i sengen. I nytårsdagene 2021 så hun og Thomas en film derhjemme, da hun pludselig blev blind på venstre øje, inden det gik over af sig selv.

Parret opsøgte fødselslægerne ”måske 50 gange”, anslår Thomas. Men barnet havde det godt, og hver gang blev de sendt hjem med en anbefaling om at spise Panodil og tage en varmepude på.

Lines tykke hår gik til lænden. Men i måneder redte hun det ikke. Til sidst stod det som en filtret fuglerede om hovedet, hårmassen var så massiv, at da hun omsider blev scannet efter fødslen, kunne lægerne ikke få hovedet ned i den ramme, der skal holde det fast under scanningen.

Fødslen tog 34 timer, inden Alfred blev taget med kop, for hun kunne ikke presse.

Hun blev indlagt på Hvidovre Hospital syv dage efter fødslen, fordi Thomas en morgen ikke kunne få kontakt til hende. Hun rystede i krampeanfald og svarede på hans spørgsmål som en halvt sovende person, man ikke kan vække.

”Det gør ondt”, og ”jeg skal tisse”, var blandt de korte sætninger, han kunne få ud af sin ellers så ordrige kæreste.

Han skulle både tage sig af en dødssyg kæreste og et nyfødt barn. Han var nybagt far. Det burde være hans livs lykkeligste øjeblik. Men han stod også midt i sin værste frygt: Han kunne miste Line.

På Hvidovre Hospital blev hun undersøgt for svangerskabsforgiftning og fødselsdepression. Familien havde allerede en mistanke om, at der måske var ”noget i hovedet”, da en neurolog bemærkede, at hendes venstre mundvig hang næsten umærkeligt.

Hun blev sendt til to forskellige scanninger den dag. Resultatet kom fra den første, netop da hun blev kørt ud fra den anden. Svaret lå i hendes sundhedsjournal, som Thomas havde fuldmagt til på sin telefon, og dér læste han det.

Han forstod ordene ”tumor” og et centimetermål, og det var nok.

”Mor! Jeg er bange!!! Vi kommer til stuen nu,” skrev han i en sms til sin mor.

Det er onsdag den 27. april, og Line skal have svar på den kontrolscanning, hun fik lavet ugen før: Er tumoren reduceret til så lidt, at den ikke mere kan ses på billederne, som Line håber?

Hun har sin mor med til konsultationen hos sin onkolog. Kemokuren foregår i rul af fem dage og en pause, og forældrene er i København for at hjælpe, for et nyt rul starter i dag, og Line kaster op og er syg under kemoterapien, så Thomas kan ikke klare at gå på arbejde og passe både hende og Alfred.

I venteværelset rører mor og datter igen ved samtalen om endnu et barn.

Lines mor siger:

”Alfred behøver jo ikke for alt i verden få en søskende. Jeg er bange for uvisheden i, hvad der kan ske. Det er frygten for at miste. Og det har jo været et hårdt forløb for jer. Hvis der kom noget lignende, ville det være en kæmpe belastning, og så er Alfred der også.”

Men Line protesterer:

”Jeg vil altid have en tumor i hjernen, men hvis den nærmest ikke er til stede, kan I andre jo i princippet rende rundt med en større tumor end mig, I bare ikke kender til, og få alle de børn, I vil.”

Og sådan er det, siger Lines onkolog, da hun bliver kaldt ind til samtalen: Tumoren kan ikke længere ses på scanningerne. Resultatet er det bedste, det kan være.

Line spørger direkte til prognosen:

”Lever jeg mange år endnu?”

”Ja. Som udgangspunkt. Men statistik er så utaknemmelig. Vi kan ikke vide, om dit sygdomsforløb vil blive som statistikken, det ved vi først bagefter,” svarer hendes læge.

”Men jeg vil altid være syg, for der vil altid være enkelte celler derinde?”, samler Line op på sin egen forståelse af udsigterne.

”Kan vi være heldige, at det ikke udvikler sig?”, spørger hun også.

”Jeg håber på Tornerose i 100 år,” svarer lægen: ”Tornerose ligger der, og så er det bare, hvor lang tid jeg kan få hende til at sove. Det handler om: Hvor lang bliver den elastik.”

Efter sine operationer og stråling blev Line gennemtestet af en neuropsykolog. Hun er ”upåfaldende”, er vurderingen, med andre ord har hun ikke målbart taget fysisk eller kognitivt skade af behandlingen og det store, hvide hul i hjernen.

Prognosen er op til 15 år. Men statistikken bag den er for det første gammel, og for det andet er det ikke usandsynligt, at man om 15 år har nye behandlingsmetoder, der yderligere forlænger livet.

Når sygdommen rører på sig, vil lægerne opdage den hurtigt på grund af de mange kontroller. Line må ikke få flere stråler, faktisk kan strålebehandlingen allerede have givet skader, der først viser sig om op til 10-15 år. Men lægerne kan operere og give kemo igen, også hvis hun er gravid.

Tumorcellerne vokser ind i hjernen som fingre, man fletter sammen, sådan er denne type kræft. En dag vil der vokse tumor på steder, hvor kirurgerne ikke kan operere, og hvor kemobehandling ikke er nok. Line vil få symptomer igen, og på et tidspunkt dør hun af sin sygdom.

Der er lavet få studier med et lille antal patienter, som er gravide og har en hjernetumor. Nogle af studierne viser, at en tumor kan vokse med op mod dobbelt hast under graviditet. Alle lægerne har historier om de gravide kvinder, som kom ind med en tumor lige som Line:

”For de gør indtryk, vi husker dem jo,” siger hendes onkolog.

Men den slags er netop kun historier, og lægernes erfaringer er omtrent så gode som de begrænsede studier: Ingen ved med sikkerhed, om graviditet er brændstof for hjernetumorer eller ej.

I næste uge spiser Line forhåbentlig den sidste kemopille. Så skal hun vente et halvt år. Er sygdommen stadig i ro, kan hun forsøge at blive gravid igen naturligt. Lykkes det ikke, kan hun få lagt sin anden æggestok tilbage og prøve med den.

Lægerne fraråder ikke, at de får flere børn.

Beslutningen er deres egen.

Kemoen slider mere for hver gang, Line er i et rul. Nogle gange tror hun, hun skal dø. Hun kaster op i ét væk. Hendes krop gør så ondt, at hun til tider kun kan holde ud at stå under bruseren, eller hun ligger flere timer i et oppusteligt plastik-badebassin, købt til at lindre. Hun tigger Thomas om morfin.

Sidste kur blev overstået for en god uge siden, men Line er stadig træt. Alfred fik roskildesyge midt i kemo-mareridtet, nu er han i vuggestue, Thomas er på arbejde, og hun er alene hjemme.

Beslutningen om endnu et barn er ikke truffet endnu. Det bliver den først, når behandling og de seks måneders karenstid er forbi.

Line hælder mod et ja. Men hun vakler, når det er så hårdt, som det har været, siden hun blev gravid, og som det stadig er, når hun får kemobehandling.

”Min værste frygt er jo, at en ny graviditet vil få tumoren til at vokse på steder, hvor den ikke kan fjernes kirurgisk. Jeg er dybt i tvivl. Den følelse har jeg også: Er det vores liv, vi gambler med? Jeg er bange for at dumme mig,” siger hun.

Andre forhold taler for.

Lines vigtigste grund til at få endnu et barn er også den mest enkle. Det er den, som mange mennesker giver, når de skal forklare, hvorfor de forfølger en drøm om at stifte familie:

”Det ligger bare i mig. Det er lysten til at få den familie, jeg havde forestillet mig. Er det svar nok, at når jeg lukker øjnene, så ser jeg en familie på fire. Jeg synes, det er tyndt. Men sådan har jeg det,” siger hun.

Lines egen mor er forbeholden. Men Thomas’ mor går helt ind for idéen. Hun har fire børn selv og ”ville leve af at føde, hvis hun kunne”, siger Line. Pointen er, at mennesker vægter børn som livsindhold forskelligt. Etik og holdninger afhænger også af, hvilke behov man selv har eller kan identificere sig med.

Line vil også gerne opleve en graviditet og fødsel, hvor hun er til stede og prøve have et nyfødt barn, hun faktisk selv kan skifte ble på. Hun vil gerne give Alfred en søskende, så han har en at følges med i livet, også hvis det sker, at han mister sin mor som teenager.

Hun og Thomas er kærlige forældre, siger hun som endnu et stik i det ekstra barns favør.

”For Alfred vil det være lykken at få en søskende, for os vil det være lykken at få endnu et barn, og for det barn vil det være lykken, for vi er virkelig gode forældre.”

Hun prøver at holde tanker om sygdommen væk. Hun prøver at lade være at tænke på, hvad en graviditet måske kan sætte i gang. Men nogle gange kommer tankerne, især om natten, og når hun har det værst under kemo.

”Jeg vil ikke mere”, græder hun så til Thomas.

”Hvad vil du så?”, spørger han.

Det er det samme, som når folk – i chok, når de hører hendes historie – siger:

”Hvordan kan du sidde her i dag?”.

Så tænker hun: ”Hvor skal jeg ellers være?”.

Og det er vigtigt, når det gælder Lines valg: For hvad er alternativet til at leve det liv, hun ønsker sig?

Fremtiden kender hun nærmest kun som et omrids, sygdommens udvikling er tegnet med så løs hånd, at hun er nødt til at tro på, at hun har et liv at leve, og det er præcis af samme grund, at lægerne ikke fraråder et barn og har hjulpet hende ved at tage æggestokken ud.

”Jeg ville til enhver tid lade være at få et barn mere, hvis jeg fik at vide af en fremtidsekspert, at vi ikke ville klare det, at jeg ville dø, eller vi ville gå fra hinanden. Men vi har jo håbet. Man kan ikke styre livet. Vi kunne også blive skilt, hvis jeg ikke havde en tumor. Eller tumoren kan komme, selvom jeg ikke bliver gravid. Vi må tro på, at det, vi gør, er rigtigt, og vi må leve det liv, vi gerne vil have uden at være bange og tænke ’hvad nu hvis’,” siger hun.

Thomas kan mærke, at det er begyndt at kamme over. Det er søndag, for i hverdagene arbejder han, og derhjemme er Line og Alfred. Nu sidder han på en trappesten på kanten af havnen ved Islands Brygge.

Også han er udkørt efter sidste kemorul. Og efter det seneste halvandet år. Han sover dårligt, omsorgen for Line og Alfred fylder alt.

Både han og Line har hver deres krisepsykolog. Nu har Thomas bedt sin forsikring om en ny.

”Jeg har brug for nogle værktøjer, jeg kan arbejde med, så jeg ikke knækker sammen. Jeg kan ikke rigtig styre min irritation for tiden. Jeg bliver sortseer. Kan det her ikke bare være slut? Kan vi ikke bare være en normal familie?”, siger han.

Line skal have det så godt, at hun kan passe både Alfred og et job, før de skal have endnu et barn, er hans holdning.

”Jeg tror, hun er mere klar, end jeg er,” siger han også, men tilføjer:

”Jeg er heller ikke god til melde ud, når jeg har det skidt, det er ikke mit fokus.”

Lines energi kan føles ”urealistisk”, overvejer han – for tiden har hun også talt om at få en hundehvalp. Men det er jo netop det samme drive, der holder dem begge oppe og giver håb.

”For måske går det hele faktisk godt. Line ser mere positivt på fremtiden end mig, og det er vigtigt, at en af os gør det. Uden den optimisme ville vi bare sidde i vores sortsø, til vi dør, og aldrig turde kaste os ud i nye ting. Og det er endda hende, som er syg,” siger han.

Der var ingen ledige psykologer på Rigshospitalet, da chokket var størst, og Line fik sin diagnose og blev opereret 10 dage efter, Alfred blev født. Men der var en præst. Hverken Line eller Thomas er troende, men de sagde ja til at tale med ham.

Samtalen med præsten blev den bedste samtale, de hidtil har haft. For præsten så livet, lidt som Line gør nu, siger Thomas. Præsten sammenlignede tilværelsen med en bog: Omslag og forord blev ikke, som de forestillede sig. Men der er mange kapitler at skrive endnu. Hen ad vejen vil støvet lægge sig, og der kan stadig komme den normalitet, Thomas ønsker sig.

”Vi skal lære at tage beslutninger på baggrund af, at Line er kronisk syg. Vi skal lære, at sygdommen vil fylde i vores liv, men at den forhåbentlig ikke kommer til at fylde størstedelen altid. Den her periode er en bid af livet, som bliver mindre, efterhånden som en anden del bliver større: den del hvor behandlingen er overstået, Line går til kontroller, og sygdommen er i ro,” siger han.

Og på den måde deler han Lines grundsyn om, at de må leve livet, som de ønsker sig det. Han deler også den drøm om en familie på fire, som de har haft, siden de mødte hinanden for 16 år siden og første gang talte om de børn, de skulle have engang.

”Det er en af de måder, vi kan komme tilbage på. Vi vil gerne have det liv, vi forestillede os, hvis vi selv kunne vælge, og nu kan vi selv vælge. Der er ikke noget, der forhindrer, at vi tager de beslutninger, vi har lyst til, så hvorfor ikke bare leve det liv, man forestillede sig, man ville leve,” siger han.