Af Sidsel Nyholm, korrespondent i USA
19. januar 2018
Donald Trump har med sit ”USA først”-budskab og sin konfrontatoriske politiske ukorrekthed vendt op og ned på normerne i amerikansk politik. Lørdag er det et år siden, at den velhavende republikanske politiske novice blev indsat som USA’s 45. præsident
Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i 2016 trodsede alle gængse regler for amerikansk politik.
Republikaneren vandt uagtet manglende politisk erfaring, en kaotisk kampagne, skandalesager, dårlige præstationer i tv-debatter og politisk ukorrekte angreb på alle lige fra mexicanere og muslimer til krigsfanger og soldaterfamilier.
Som præsident skriver Donald Trump også sine egne regler. Han har beskyldt sin demokratiske forgænger i embedet, Barack Obama, for at udspionere ham under valgkampen, han har truet Nordkorea med ”total udslettelse”, han har forsvaret hvide højrenationalister, og hans generelle opførsel har udløst en offentlig debat om hans mentale helbred. Han bruger Twitter til at mobbe sine modstandere, han fører krig mod nyhedsmedierne, og han gribes gang på gang i usandheder eller deciderede løgne.
Donald Trump er en ukonventionel præsident, og han har kastet USA ud i et særegent politisk projekt. Kernen i ”trumpismen” er præsidentens løfte om at ”Make America Great Again” (gøre USA storartet igen). Med dette slogan appellerer han til de amerikanere, der føler, at USA politisk og socialt har bevæget sig i den forkerte retning. Mange af disse mennesker tilhører USA’s klemte hvide arbejderklasse, der føler sig ladt i stikken af globaliseringen, ringeagtet af den kulturelle elite og svigtet af politikerne i Washington.
Donald Trump lover dem at ”sætte USA først”. Næsten alle grundpiller i hans præsidentskab kan spores tilbage til denne nationalistiske doktrin, der er grundfæstet i en tro på, at tidligere præsidenter – og især Barack Obama – har ladet andre, mere udspekulerede lande udnytte USA.
Ved sin tiltrædelse for et år siden lovede han at bringe produktionsjobs tilbage til USA fra eksempelvis Mexico, Kina og Indien ved blandt andet at genforhandle handelsaftaler og straffe virksomheder, der flytter deres produktioner til udlandet. Trump henviste også til ”USA først”-doktrinen, da han kort efter sin indsættelse som præsident i januar i fjor meldte USA ud af frihandelsaftalen Trans-Pacific Partnership, TPP, med stillehavslandene, og da han i juni bekendtgjorde, at USA vil forlade den ”meget uretfærdige” globale klimaaftale fra Paris.
Udenrigspolitisk indebærer doktrinen, at USA fortsat vil samarbejde med sine allierede i Europa og Asien – men kun hvis disse lande betaler for deres eget forsvar uden at forvente amerikansk bistand. Og i sin første tale til FN’s Generalforsamling i september slog præsident Trump atter fast, at USA vil fokusere på sig selv og ikke længere forsøge at pålægge andre dele af verden amerikanske værdier. Dermed slog han endnu engang fast, at USA officielt frasiger sig det globale moralske lederskab, som landet påtog sig efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
”USA først”-doktrinen ligger også bag det opgør med magteliten, som var med til at sikre Donald Trump valgsejren. Under valgkampen udtalte han, at valget ville ”afgøre, hvorvidt vi regeres af folket eller af politikerne”, og i hans første år som præsident er han gået til angreb på efterretningstjenesterne, nyhedsmedierne, USA’s allierede, kongrespolitikere, medlemmer af hans egen regering, dommere, videnskabsfolk og talrige andre ”elitære” institutioner og personer.
I hvilken grad, Donald Trump repræsenterer det amerikanske folk, er imidlertid stadig til debat i USA. Den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, fik ved valget i 2016 næsten 2,9 millioner flere stemmer end Trump, der takket være USA’s særegne valgsystem alligevel løb med de fleste valgmænd og dermed også med sejren.
Vi vil vinde så meget, at I bliver trætte af at vinde, hvis jeg bliver valgt.
På årsdagen for hans indsættelse som amerikansk præsident står det imidlertid klart, at Trumps første tid i embedet ikke udelukkende har budt på sejre.
Da Donald Trump i juni 2015 bekendtgjorde sit kandidatur, lovede han, at en af hans fremmeste målsætninger som præsident ville være at sætte en stopklods for den ulovlige indvandring til USA ved at bygge en mur langs landets grænse til Mexico.
”Jeg vil bygge en fantastisk mur, og ingen bygger mure bedre end mig, tro mig, og jeg vil bygge den meget, meget billigt. Jeg vil bygge en stor, stor mur langs vores sydlige grænse, og jeg vil få Mexico til at betale,” lovede han.
Løftet om at bygge muren blev Trumps største og mest opsigtsvækkende valgløfte, men et år efter hans indsættelse er der ikke sket megen fremskridt. Kongressen har ikke afsat penge til muren, og Republikanerne synes uvillige til at gøre den til en politisk prioritet. Og selvom Trump gentagne gange har lovet, at Mexico skal finansiere projektet, som ventes at koste mindst 130 milliarder kroner, så har den mexicanske regering utvetydigt afvist denne mulighed.
Til gengæld er antallet af personer, der tages i at forsøge at krydse den mexikansk-amerikanske grænse ulovligt, faldet betydeligt efter Trumps indsættelse. Ifølge Det Hvide Hus beviser dette, at præsidentens hårde indvandringskurs virker. Antallet af papirløse indvandrere, der anholdes af de amerikanske myndigheder, er også steget under præsident Trump, om end han ikke har gennemført en bebudet massedeportation af de cirka 11 millioner personer, der bor ulovligt i USA.
Præsident Trump står også for en omfattende deregulering af det amerikanske samfund. Han har blandt andet – som lovet inden valget – omstødt flere af sin forgænger, Barack Obamas, store klima- og miljøregulativer og løsnet de bånd, som blev pålagt den finansielle sektor i slipstrømmen på finans-krisen i 2008. Dertil kommer, at han har givet grønt lys for opførelsen af to kontroversielle olierørledninger, Keystone XL og Dakota Access, og har åbnet for nye olieboringer i førhen fredede naturområder.
Præsident Trump har imidlertid ikke formået at opfylde et andet væsentligt valgløfte: omstødelsen af Obamas store sundhedsreform, Obamacare. Obamacares endeligt har stået øverst på Republikanernes dags-orden i årevis, og Trump lovede at erstatte reformen med noget ”bedre og billigere” på sin allerførste dag som præsident. Det er trods flere forsøg på at få et sundhedsudspil igennem i Kongressen ikke lykkedes Trump at gøre løftet til virkelighed.
Donald Trump lovede under valgkampen og i sin indsættelsetale, at han ville sætte ”USA først”. Dette løfte har han i mange henseender opfyldt.
Han har, som bebudet, trukket USA fra den globale klimaftale fra Paris, som han mener skader amerikansk erhvervsliv og dermed også den amerikanske befolkning. Også i kampen mod terror har Trump delvist gjort som lovet. Under valgkampen erklærede han, at han ville bombe terrorgruppen Islamisk Stat, IS, sønder og sammen, og dette løfte gjorde han til virkelighed, da han i april kastede den kraftigste ikke-atombombe i det amerikanske militærs arsenal, den såkaldte alle bombers moder, over en IS-højborg i Afghanistan.
Hans lovede omstødelse af den opblødning over for Cuba, som tidligere præsident Barack Obama indledte, er imidlertid ikke blevet til virkelighed. Trump har indtil videre kun udvandet enkelte dele af aftalen.
Hvad angår Iran, har Trump endnu ikke opfyldt sit klare løfte om at trække USA fra den omstridte atomaftale, som seks stormagter anført af Obama-regeringen indgik med præstestyret i 2015. Flertallet i den republikansk dominerede kongres modsætter sig aftalen, der forpligter Iran til at sætte sit atomprogram i bero til gengæld for en ophævelse af en række sanktioner. Tidligere i denne måned gav Trump de øvrige stormagter et ultimatum, da han advarede om, at USA ville forlade aftalen, hvis ikke ”elendige fejl” i dokumentet ændres. Men den slags trusler har han fremsat flere gange i løbet af sit første år som præsident.
Trump har også nedtonet sin kritik af Nato. Som præsidentkandidat satte han gentagne gange spørgsmålstegn ved forsvarsalliancen og dens formål, men som præsident har han sagt, at terrortruslen understreger alliancens betydning, og USA’s opbakning til den synes dermed sikret.
”Jeg sagde, at Nato er forældet. Den er ikke længere forældet,” erklærede han efter et møde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i april.
Han har også trukket i land, hvad angår USA’s militære operationer uden for landets grænser. Mens kandidaten Trump bakkede op om en afslutning på USA’s engagement i Afghanistan, har præsidenten Trump gjort det klart, at amerikanske soldater er nødt til at blive i det krigshærgede land for at undgå, at den afghanske regering kollapser. Og selvom han under valgkampen erklærede, at USA skal holde sig fra dyre militære og humanitære interventioner i udlandet, besluttede han sig i april for at straffe det syriske regime for et giftgasangreb i byen Khan Sheikoun med et missilangreb på en syrisk luftbase.
Præsident Donald Trump fører en konsekvent værdipolitisk kurs. Allerede kort tid efter hans indsættelse i januar 2017 fjernede hans medarbejdere eksempelvis sektioner om klimaforandringer og seksuelle minoriteters rettigheder fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.
Hans største værdipolitiske sejr er Senatets godkendelse i april af hans kandidat til den plads i USA’s højesteret, som har stået ledig siden begyndelsen af 2016 takket være Republikanernes benspænd for daværende præsident Barack Obamas kandidat. Med valget af den konservative Neil Gorsuch til ny højesteretsdommer gjorde præsident Trump det klart, at han agter at skubbe den stærkt indflydelsesrige domstol, der har det sidste ord i USA’s store værdipolitiske konflikter, så kraftigt til højre som muligt.
Dermed opfyldte han et løfte til sine mange hvide evangelikale vælgere, der betragter Højesteret som nøglen til at sikre en tilbagevenden til socialt konservative værdier i et stadig mere liberalt og sekulært USA. Dertil kommer, at Trump har udpeget mange socialt konservative dommere til USA’s lavere retsinstanser, hvilket bidrager til at rykke den dømmende magt dramatisk til højre.
Det var også et hensyn til de hvide konservative kristne, der ligger bag et andet væsentligt værdipolitisk tiltag: Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og genforpligte sig til på længere sigt at flytte USA’s ambassade til byen fra dens nuværende beliggenhed i Tel Aviv. Konservative evangelikale har i årevis lobbyet for USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, og altimens andre amerikanske præsidenter har udtrykt opbakning til denne idé, er Trump den første til at opfylde ønsket.
Trumps hårde værdipolitiske kurs kom også til udtryk i hans opsigtsvækkende symbolske fejde sidste sommer med de hovedsageligt sorte professionelle fodboldspillere i NFL-ligaen, der som en protest mod race-ulighed og politivold over for sorte vælger at knæle i stedet for at stå under afspilningen af USA’s nationalsang. Trump fordømte de protesterende spillere, og altimens mange amerikanere opfattede hans hårde verbale angreb som værende under præsidentembedets værdighed, var præsidentens hvide bagland generelt godt tilfredse med hans forsvar for patriotiske værdier.
Præsidentens stort anlagte indrejseforbud mod personer fra udvalgte muslimsk-dominerede lande er et andet kontroversielt værdipolitisk tiltag. Efter at flere domstole blokerede forbuddet, høstede Trump en sejr, da Højesteret i december afgjorde, at hans indrejseforbud mod personer fra seks overvejende muslimske lande samt Venezuela og Nordkorea kan træde i kraft omgående. Indrejseforbuddet er dog kun midlertidigt godkendt, mens ankesager behandles.
Donald Trump lovede under valgkampen at forbedre USA’s økonomi og den amerikanske middel- og arbejderklasses kår. I dag står han som præsident i spidsen for en gradvis og forholdsvis stabil økonomisk vækst, som han overtog fra sin forgænger i embedet, Barack Obama. Han har ikke, som nogle økonomer frygtede inden hans indsættelse, ført USA ud i en ny finanskrise, og den globale økonomi er i det hele taget i fremgang.
Amerikanernes lønninger stiger støt, og ledigheden er nede på 4,1 procent. Men hvad angår jobskabelse, er Trumps karakterer blandede. I gennemsnit voksede det amerikanske jobmarked med 171.000 nye jobs hver måned i 2017, hvilket er færre end i 2016, hvor det tilsvarende tal var 187.000. Og altimens Trump brugte en stor del af sin valgkamp med at love at styrke kulindustrien, og i juni hævdede, at han havde skabt 45.000 nye kulminejob, så viser officielle tal, at det faktiske tal blot er 1200.
Nogle økonomer giver imidlertid Trump æren for, at amerikanske virksomheder i 2017 blev mere investeringslystne. Meget tyder på, at det er takket være præsidentens omfattende deregulering af erhvervssektoren, at virksomheder har genfundet optimismen og nu øger investeringer i blandt andet nye fabrikker, personale og udstyr.
Samtidig er det lykkedes præsident Trump at få en stor skattereform igennem Kongressen. Reformen betyder, at erhvervslivet kan se frem til langt lavere selskabsskatter, og den har været med til at styrke det allerede blomstrende amerikanske aktiemarked. Til gengæld er det tvivlsomt, at reformen styrker den gennemsnitlige middel- eller arbejderklasseamerikaner.
Trumps løfte om at investere omkring 6100 milliarder kroner i USA’s infrastruktur og i samme ombæring skabe jobs og forbedre forældede veje, broer og lufthavne, hører også til listen af endnu uopfyldte løfter. Og til mange økonomers lettelse har han heller ikke indfriet sit løfte om at pålægge kinesiske varer enorme importafgifter, ligesom han heller ikke som lovet har forsøgt at skrotte frihandelsaftalen Nafta med Canada og Mexico.
