Historiker: Gud døde ikke i oplysningstiden. Tværtimod. Der kom mange flere kirkeretninger

I en ny bog undersøger kirkehistoriker Kurt E. Larsen kristendommens veje fra oplysningstid til nutid gennem et portræt af danske kirkeretninger, som medførte fundamentale rystelser i dansk demokrati og kirkeliv

På det kendte maleri "Den Grundlovgivende Rigsforsamling" af Carl Chr. Constantin Hansen (1860-1864) er det en dyb pointe, at kirkefolk indtager en fremtrædende plads, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen. Forrest kan man blandt andet se grundlovsudkastets forfatter, teologen D.G. Monrad, ligesom også skomager I.A. Hansen er placeret centralt i billedet med en anonym masse af bønder i ryggen. Sjællands værdikonservative biskop J.P. Mynster samt N.F.S. Grundtvig og den nationalliberale teologiprofessor H.N.  Clausen er også til stede.
På det kendte maleri "Den Grundlovgivende Rigsforsamling" af Carl Chr. Constantin Hansen (1860-1864) er det en dyb pointe, at kirkefolk indtager en fremtrædende plads, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen. Forrest kan man blandt andet se grundlovsudkastets forfatter, teologen D.G. Monrad, ligesom også skomager I.A. Hansen er placeret centralt i billedet med en anonym masse af bønder i ryggen. Sjællands værdikonservative biskop J.P. Mynster samt N.F.S. Grundtvig og den nationalliberale teologiprofessor H.N. Clausen er også til stede. Foto: Arkivfoto.

Peter Larsen. Født den 8. oktober 1802 i Hunderup ved Odense. Død den 6. januar 1873 i Dons. Begravet i Alminde ved Kolding.

24 ord. En fortælling om et liv, som man ville kunne finde den i et opslagsværk. Men som ikke desto mindre rummer så meget mere. Peter Larsen var en af de ledende skikkelser i den gudelige vækkelse, der som en steppebrand spredte sig over Danmark i begyndelsen af 1800-tallet.

En bevægelse, som medførte fundamentale rystelser i dansk demokrati og kirkeliv. Men som begyndte lovløst, og først slog rødder i samfundets afkroge. For på Peter Larsens rejse rundt i landet som lægprædikant kom han ofte i konflikt med myndighederne, blev arresteret og idømt bøder. Ja, ved en lejlighed blev han sågar smidt i fængsel.

Men hvorfor måtte den menige bonde, der havde præst og salmedigter N.F.S. Grundtvig som sin store inspiration, ikke forkynde Bibelen for det menige folk?

På det tidspunkt i begyndelsen af 1800-tallet havde oplysningstiden trukket dybe spor i den danske muld. Tanken om religionsfrihed var dog endnu ikke fuldt udfoldet, og alle skulle være medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke. Men Peter Larsen blev ved og endte med at blive et af de bindeled, der samlede spredte grupper af religiøst vakte til en egentlig bevægelse. På den måde er lægprædikantens kamp for at udbrede Guds ord den lille fortælling i den store historie om kirkeretningernes opblomstring i Danmark.

Det er professor og dr.theol. Kurt E. Larsen, som fortæller om Peter Larsens liv. Han har netop udgivet opslagsværket "Kirkeretninger i Danmark" på Kristeligt Dagblads Forlag, som skal give læseren et overblik over den kristne kirkes mange veje fra oplysningstiden til nutiden, og som tegner et billede af vekselvirkningen mellem politik og religion.

Selvom den danske befolkning indtil 1849 reelt var samlet under én kirke – først den romersk-katolske og fra 1536 den evangelisk-lutherske – kan man allerede fra 1700-tallet tale om kirkeretninger, først inden for kirken, siden også i opposition til statskirken, indleder Kurt E. Larsen på en skærmforbindelse fra sin kontorplads i Grønland, hvor han underviser på universitet i Nuuk de næste fem uger.

Med snart 300 års kirkehistorie i bagagen er det svært at vide, hvor man skal slå ned for at få det hele med, men professoren, der helt fra barnsben har været interesseret i kirkehistorie, tegner de store linjer:

Pietismen, en fromhedsbevægelse med rod i nabolandet Tyskland, var den første kirkelige retning, som fik fodfæste i Danmark. Blandt dens tilhørere fandt man blandt andre kong Christian den 6., som ville gøre kristentroen til en personlig sag for den brede befolkning. Det gjorde han blandt andet ved at indføre konfirmation i 1736 og en landsdækkende folkeskole i 1739 med en fælles autoriseret lærebog i kristendom.

På den vis gik det meget godt. I hvert fald lige indtil oplysningstankerne i slutningen af 1700-tallet hastigt greb om sig fra Frankrig op gennem Europa og gjorde det velset at bekende sig til fornuften.

Et boom i kirkeretninger

Oplysningstiden, som fornuftens tidsalder siden blev døbt, lagde kimen til årtusindets mest opsigtsvækkende mordsag, da Friedrich Nietzsche i 1882 erklærede Gud for død i værket ”Den muntre videnskab”. Myrdet og glemt af utaknemmelige borgere, som fra den ene dag til den anden var blevet ramt af et fornuftens lyn og straks efter havde bekendt sig til videnskabens ukuelige sandhed. Eller … måske ikke?

"Oplysningstiden var på mange måde måder en modernisering af samfundet. Men mange af de ting, man forbinder med oplysningen og den samfundsmæssige udvikling har rødder i pietismen. Det var for eksempel i pietismens tid, at man for alvor grundlagde skolevæsenet i Danmark og fik forbedret universitetet, ligesom man vedtog en pietistisk præget fattiglov. På lang sigt førte det til, at det danske folk blev bedre til at læse og selv tage stilling til politiske anliggender," forklarer Kurt E. Larsen.

Derfor mener kirkehistorikeren ikke, at man uden videre kan sige, at Gud blev kørt ud på et sidespor under oplysningstiden. Men én ting var dog sikkert: Det var kommet på mode at bruge sin forstand.

"Fordi den sunde fornuft var fremherskende under oplysningstiden, besluttede præster sig for, at al kirkelig virksomhed skulle været præget af selvsamme. Derfor fjernede man fokus fra de af Bibelens fortællinger, som virkede ufornuftige og irrationelle – for eksempel, at Jesus skulle have gået på vandet og opstået fra de døde," fortæller Kurt E. Larsen, der til gengæld giver et eksempel på, hvad man så kunne regne med blandt kristendommens fornuftige idéer: De Ti Bud.

Den kirkelige indskrænkning af den kristne tro leder os frem til det, Kurt E. Larsen selv betegner som den mest spændende periode i historien om kirkeretninger i Danmark. For oplysningstiden, som for nogle ellers fjernede Gud fra ligningen, førte paradoksalt nok til et "enormt boom" af kirkeretninger i Danmark.

I kølvandet på oplysningstiden ende i starten af 1800-tallet begyndte flere nemlig at stille spørgsmål ved, om det dog var nok kun at tale om De Ti Bud? Hvor var Jesus, spurgte det almene folk?

Som et svar på folkets bønner træder en sidenhen særdeles velkendt skikkelse ind på scenen: Faderen til folkeoplysningen og grundlæggeren af en af de mest velkendte kirkeretninger i Danmark, N.F.S. Grundtvig.

"Grundtvig bryder med oplysningstiden i den forstand, at han mente, at vi skulle tilbage til den ægte vare og troen på Gud, Jesus og Helligånden, som den så ud før oplysningstiden. Han argumenterede for den enkelte menigheds frihed til eget præstevalg og til selv at definere sin gudstjeneste, og mente at kirken skulle være præget af de samme forskelligheder og modsætninger, som der nu engang var i folket," siger Kurt E. Larsen.

Ligesom Grundtvig var der mange lægfolk, som ikke kunne slå sig til tåls med den "reducerede forståelse" af kristendommen, der var blevet født under oplysningstiden. De savnede inderlighed og ånd. Strøtanker og frustrationer hos lægfolket forvandlede sig hurtigt til den gudelige vækkelse:

"Mange bønder begyndte at mødes i private hjem og etablere sig i små grupper, hvilket strengt taget var ulovligt efter en lov fra 1741. Men behovet for kristne samlingspunkter voksede sig større op gennem 1820’erne og 1830’erne, og på den baggrund blev grundtvigianisme, Indre Mission og baptistbevægelsen født," forklarer Kurt E. Larsen og kalder udviklingen særligt karakteristisk for Danmark:

"I samme periode sker der noget tilsvarende i andre lande, hvori der opstår en lang række frikirkesamfund som resultat af den folkelige vækkelse. Men i Danmark samler vækkelsen sig primært i to grupperinger, nemlig grundtvigianismen og Indre Mission, som lige siden har haft enormt betydning for både folkekirken, men også for hele det danske kulturliv i form af højskoler, mødevirksomhed og foreningsliv."

Vækkelsen medførte politiske ændringer

For at forklare de vidtrækkende sociale fremskridt, den gudelige vækkelse og dermed de nye kirkeretninger førte til, låner Kurt E. Larsen i bogen en betragtning fra en anden professor, demokratiforsker Ove Korsgaard. Ifølge ham kan den "individuelle bibellæsning i de små husstande ses som de første spirer til en moderne demokratisk samtale mellem ligeværdige personer". Med andre ord deltog de religiøse bønder helt uforvarende i træning til at blive gode demokratiske borgere:

"På en måde er det, der sker i 1820’eren og 1830’erne, en meget religiøs udvikling. Folk synes, man får for lidt ud af at gå i kirken, fordi præsten kun taler om De Ti Bud, så man samles i hjemmene, læser Luthers skrifter og diskuterer. Ved at bønder, som arbejder 12 timer i døgnet eller mere, pludselig begynder at tage sig tid til at læse bøger og diskutere, begynder de at danne sig en mening om samfundets indretning og tage livet i egen hånd," siger Kurt E. Larsen.

Kirkehistorikeren beskriver bøndernes gudelige vækkelse som helt fundamental for Grundlovens tilblivelse og med den også indførelsen af religionsfrihed i 1849. Som et vidnesbyrd står det faktum, at mange af de bønder og lægprædikanter, som startede med at diskutere i hjemmene, endte med at være til stede ved den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 og sidenhen opnå stor politisk indflydelse. Blandt andre I. A. Hansen, en fattig skomagersøn fra Langeland, der endte som førende parlamentariker for den danske bondestand som formand for partiet Venstre.

Grundloven blev et vendepunkt for udbredelsen af kirkeretninger i Danmark, bemærker Kurt. E. Larsen. Læg dertil, at danskerne i 1848 og 1864 lå i tyskerkrige, og der opstod den perfekte cocktail for samfundsmæssig indflydelse.

"Indtil de slesvigske krige var Danmark så at sige en kulturel filial af Tyskland. Kristendommen, Reformationen og pietismen kom alt sammen fra Tyskland. Men lige pludselig opstod der en antitysk stemning, som banede vejen for en meget stor opbakning til grundtvigianismen, fordi Grundtvig, der bliver en folkehelt, forbandt kristentroen og danskheden," forklarer Kurt E. Larsen, der tilføjer, at den pludselige orientering mod angelsaksisk kultur banede vejen for mormonkirkens udbredelse i Danmark, ligesom også metodistkirken vandt frem.

"Krigene gav en lydhørhed i befolkningen. Man var åben for og ledte måske også efter et budskab om trøst og håb, og det gav i det hele taget de kirkelige retninger en stor medvind. Hver gang Danmark var på hælene som folk, var der mulighed for at gå hen i kirken og hente hjælp."

Et andet – og måske mindre kendt – vidnesbyrd om kirkeretningernes politiske indflydelse på danmarkshistorien er kvindernes vej mod stemmeret. Den blev på en måde nemlig også brolagt på initiativ fra de kirkelige retninger, mener Kurt E. Larsen.

"I næsten alle kirkeretninger, som blomstrede op efter Grundloven, var mange kvinder aktive – også i ledende poster. Bevægelserne gav kvinder rum til at prædike, undervise og vejlede på et uformelt plan, og det trænede dem til et offentligt virke på en måde, som man ikke havde en platform til andre steder i samfundet. Man opdagede, at kvinder stik imod den gængse opfattelse sagtens kunne varetage forskellige hverv, og med den erkendelse opstod der en åbenhed for, at kvinder skulle have stemmeret, som de i menighedsrådene allerede opnåede i 1903."

Ifølge Kurt E. Larsen har kirkeretningerne siden Grundlovens vedtagelse haft lov til at virke i fred og ikke haft den samme politisk betydning. Men, som han hurtigt skynder sig at bemærke, er det imidlertid værd at holde et skarpt øje med den nuværende udvikling:

"Det er voldsomt interessant at være vidne til, hvad det voksende antal af migrantmenigheder i Danmark får af betydning for vores samfund. Man kan håbe, at den traditionelle samhørighed, som eksisterer blandt de gamle kirkeretninger i Danmark, kommer til at inkludere de nye menigheder og i endnu højere grad hjælpe til med at fremme integrationen."

Og hvem ved? Måske kan en sådan samhørighed, ligesom den mellem Peter Larsen og hans åndsfæller i 1800-tallet, en dag være med til at skrive historie.