Historiker: Lige så længe vi har haft telefoner, er de blevet aflyttet

I ph.d.-afhandlingen ”Truslen mod demokratiet” beskriver Jacob Vrist Nielsen, hvordan skiftende magthavere fandt argumenter for at gennemføre masseovervågning i årene 1916-1945. Men ifølge historikeren er masseovervågning altid problematisk, fordi den udvisker grænserne mellem krig og fred og mellem diktatur og demokrati

Telefonhuset i Nørregade 21 i København var i årevis hovedsæde for Københavns Telefon Aktieselskab (KTAS og senere TDC). Huset blev indviet i 1909 og var de næste 100 år knudepunkt for Danmarks telekommunikation.
Telefonhuset i Nørregade 21 i København var i årevis hovedsæde for Københavns Telefon Aktieselskab (KTAS og senere TDC). Huset blev indviet i 1909 og var de næste 100 år knudepunkt for Danmarks telekommunikation. Foto: Ritzau Scanpix.

Under Første Verdenskrig sørgede radikale ministre for, at Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning uden retskendelse blev overvåget. I 1930’erne var Stau-ning statsminister, og nu var det kommunister som folketingsmedlemmerne Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen og Alfred Jensen, som socialdemokratiske ministre sørgede for at få overvåget.

Under Anden Verdenskrig nåede telefonaflytning og anden overvågning hidtil usete højder og omfattede nu personer af stort set enhver politisk observans, Og da befrielsen kom, fulgte et øget krav om overvågning fra de sejrende allierede magter. I Befrielsesregeringen blev Alfred Jensen trafikminister, og dermed fik den tidligere overvågede kommunist ansvaret for, at alle mistænkelige personer blev overvåget.

Hvis nogen gik og troede, at aflytning af telefonsamtaler kun hører amerikanske spændingsfilm eller den moderne digitale tidsalder til, kan læsning af ph.d.afhandlingen ”Truslen mod demokratiet. Teleovervågning i Danmark 1916-1945” afkræfte dette. I afhandlingen beskriver historikeren Jacob Vrist Nielsen nemlig, hvordan telefoner er blevet aflyttet omtrent lige så længe, som der overhovedet har været telefoner.

”Argumentet for overvågning har altid været, at det var nødvendigt at holde øje med politisk yderligtgående og potentielt kriminelle personer. Men jeg argumenterer for, at masseovervågningen, som myndighederne benyttede til at værne om demokratiet, selv var udemokratisk,” siger Jacob Vrist Nielsen.

I sin afhandling beskriver han, hvordan telefonaflytning voksede fra at være en sidebeskæftigelse for telefonistinderne ved omstillingsbordene under Første Verdenskrig til i 1943 at være en aktivitet udført af 190 til formålet ansatte specialmedarbejdere, som tilsammen aflyttede mellem 20.000 og 25.000 samtaler om måneden.

Forskere har tidligere konkluderet, at overvågningen ikke virkede, fordi der ikke findes eksempler på, at der er fældet dom over en person som følge af overvågningen. Men et hovedargument i Jacob Vrist Nielsens afhandling er, at overvågningen ofte handlede om meget mere end at indsamle informationer om kriminalitet. Overvågningen var en vigtig kilde til nyheder om politiske modstandere, om krigens udvikling, om besættelsesmagten og befrielsesmagten og om stemningen i den danske befolkning.

”I forhold til sikkerheds-politik og kriminalitetsbekæmpelse har udbytttet af al den overvågning været minimalt, men mit indtryk er, at overvågningen for myndighederne har været en vigtig kilde til generel information om samfundet,” siger Jacob Vrist Nielsen.

Mens brevhemmeligheden blev slået fast allerede i Grundloven af 1849, så herskede der usikre tilstande, da de nyere kommunikationsformer telegrafen og telefonen blev opfundet i hen-holdsvis 1837 og 1876, I 1897 fik Danmark en telegraflov, der gjorde det ulovligt for ”uvedkommende” at opsnappe information. Men der var åbnet en ladeport for, at politi og myndigheder kunne betegne deres aflytning som vedkommende.

Først med Grundloven i 1953 blev telefonsamtaler omfattet af de samme beskyttelsesbestemmelser som brevhemmeligheden — uden at dette nødvendigvis har fået telefonaflytningen til at ophøre.

I sin afhandling følger Jacob Vrist Nielsen de centrale myndigheders overvågning, fra den bliver sat i system i 1916 og frem til afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor aflytningerne til fordel for Nazityskland ophører, men bliver afløst af en endnu mere intensiveret aflytning til fordel for De Allierede.

”For eksempel blev der aflyttet flere udlandssamtaler i de fem befrielsesmåneder, hvor hele frihedscensuren var i virke, end i hele 1944. Det var den øgede frihed, som betingede den øgede overvågning, og i Danmark — som i alle de andre tidligere besatte lande — kom friheden til at gå hånd i hånd med masseovervågningen,” forklarer Jacob Vrist Nielsen.

Dette understreger den pointe, at overvågningen, også når det bliver sat ind i, hvad man betragter som det godes tjeneste, har en tendens til at gribe om sig. Når først de særligt suspekte er under overvågning, er der en tilbøjelighed til, at systemet går videre og aflytter flere og flere. Dette får Jacob Vrist Nielsen til at vurdere, at masseovervågning til en vis grad ”udvisker grænserne mellem krig og fred, mellem diktatur og demokrati og mellem kriminel og uskyldig,” forklarer han:

”I en retsstat er det en grundpræmis, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men med masseovervågning er det lige omvendt. Her er alle potentielt skyldige – også selv om det modsatte bliver bevist. Det er jo ikke sådan, at overvågningen bliver afviklet, hvis det viser sig, at de fleste af de personer, som bliver overvåget, ikke gør noget ulovligt. Tværtimod er tendensen nærmere det modsatte, nemlig at overvågningen i stedet udvides. Derfor følger overvågningen også sin egen logik, hvor overvågning betinger mere overvågning, som igen betinger mere overvågning.”