Prøv avisen
Boguddrag

Historiker: Vikingetiden bør afskaffes

Viking betyder pirat og skal ikke bruges som en etnisk betegnelse for de gamle skandinavere, skriver historiker Anders Lundt Hansen bogen "Sølv, blod og kongemagt - bag om vikingemyten", der er udgivet i år. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Vikingetiden er en nationalromantisk forestilling, der blev fremstillet i 1800-tallet, mener forfatter og historiker Anders Lundt Hansen. I sin bog ”Sølv, blod og kongemagt” advokerer han for helt at afskaffe v-ordet, fordi det gengiver fortiden ukorrekt. Læs et uddrag af bogen her

Hvad er en viking?
Tola lod rejse stenen efter sin søn Harald, Ingvars broder De fór mandigt fjernt efter guld, og østerude fodrede ørnen. De døde sydpå i Særkland.

Sådan lyder indskriften på en runesten fra Södermanland, området syd for Mälaren. Det er en af omkring 25 runesten, der er rejst som minde over deltagere i en ekspedition anført af stormanden Ingvar ned langs de russiske floder („østerude“).

Her havde de i starten stor succes – de „fodrede ørnen“ med deres fjenders lig, en kenning for sejr. Senere kom de til området omkring Sortehavet og de muslimske riger sydpå („Særkland“). Togtet fandt sted cirka 1035-1042, og 200-300 år senere blev en saga nedskrevet om den eventyrlige rejse, Ingvar Vidfarnes saga.

I sagaen har rejsen fået eventyrpræg, og Ingvar og hans følgesvende strides mod kæmper, drager og troldkvinder. Sagaen fortæller også, at de på et tidspunkt nåede til et sted, hvor floden delte sig, og her mødte de nogle besynderlige fjender: „De ser fem øer, som kan bevæge sig og kommer imod dem.“ De flydende øer er bemandede og angriber Ingvars skibe med sten, men Ingvar og hans mænd dækker sig, og svarer igen. Så tager angriberne nogle mystiske våben i brug:

Da vikingerne fandt ud af, hvad de var oppe imod, begyndte de at pumpe med blæsebælge ind i deres ovne, som der var ild i, og der lød et mægtigt dunder fra dem. Der var også et bronzerør, og ud af det stod en stråle af ild, som ramte et af skibene, og på kort tid brændte det til aske.

Ingvar svarer på det frygtelige ildangreb ved at skyde en brandpil med hellig ild ind i angribernes bronzerør, hvad der får hele den kunstige ø til at eksplodere. Samme skæbne overgår de fire andre angribende fartøjer, og derefter kunne Ingvar og hans følgesvende fortsætte deres færd.

Ud over at sagaen muligvis fortæller, hvordan de første rygter om krudtvåben lød, da de nåede til Island i højmiddelalderen, er episoden interessant, fordi den bruger ordet ’viking’ på en overraskende måde. Det er ikke Ingvar og hans skandinaviske krigere på langskibene, der bliver omtalt som vikinger. Det er de mystiske angribere, som driver deres flydende øer frem med bål og blæsebælge. Sagaen bruger ’viking’ til at beskrive flodpiraterne, ikke nordboerne.

Episoden fra Ingvars saga er bare et blandt flere eksempler på, at vikinge - begrebet blev brugt på en anden måde i middelalderen end i dag. Faktisk har ordet viking fået en så anderledes betydning, i forhold til hvad der foregik i middelalderen, at det er misvisende at bruge det til at fortælle om den skandinaviske ekspansion.

Det er grunden til, at du som læser knap har set ordet viking optræde i denne bog siden indledningen. Jeg har fortalt tre århundreders historie, kernen i det, som normalt kaldes vikingetiden, uden at bruge ordet viking, og det har jeg gjort for at demonstrere, at v-ordet er overflødigt.

At v-ordet er overflødigt, er også min praktiske erfaring, efter jeg i årevis har holdt foredrag om Gorm den Gamle, Holger Danske og andre personer, der befinder sig i grænsefeltet mellem sagn og historie, uden overhovedet at nævne vikinger. Det har folk fået solide, kildefunderede historier ud af – kong Gorm har eksisteret i virkeligheden, Holger Danske har ikke – uden at bemærke, at jeg aldrig brugte v-ordet.

Viking betyder pirat
Ordet ’vikinger’ betød som sagt noget andet i middelalderen, end det gør i dag, og det blev brugt sjældnere. Ordets betydning var ’sørøver’ og ikke ’skandinav’. Det er historiker dr.phil. John Lind, der systematisk har indsamlet dokumentationen, herunder eksemplet fra Ingvar Vidfarnes saga, og afdækket forskellen på den oprindelige brug og nutidens. Det hele er offentliggjort i den videnskabelige artikel „’Vikinger’, vikingetid og vikingeromantik“ fra 2011, som ligger gratis tilgængelig på nettet. Hans konklusion har ført til yderligere kritik af vikingebegrebet blandt forskere, samt forsøg på at erstatte det. Hvordan det gik til, at ordet ændrede betydning, har John Lind også undersøgt. Kort fortalt fortaber ordets oprindelse sig i fortidens tåger, men det var i brug i de engelske og nordiske sprog indtil omkring år 1300.

Det optræder i sagaer, på enkelte runesten og i nogle angelsaksiske digte. Men det blev brugt sparsomt og i betydningen pirater. Efter år 1300 ophørte brugen af ordet, ordet ’viking’ var dødt, og kun enkelte dygtige sprogforskere vidste, at det havde eksisteret. Omkring år 1800 begyndte digtere og forfattere i England og Norden at genopdage ordet og brugte det i deres forsøg på i romantikkens ånd at konstruere en glorværdig fortid for deres lande.

På det tidspunkt havde de nordiske lande tabt de fleste krige 200-300 år i træk, og man havde brug for at støtte den vaklende selvforståelse, så man bladrede tilbage i historiebøgerne for at finde et plaster til den sårede stolthed. Man skulle bladre længe, men da man kom til den skandinaviske ekspansion i middelalderen, greb man fat i den. Nu blev betegnelsen viking sat på alt, men i en ny betydning. I stedet for at betyde sørøver blev viking en etnisk betegnelse for folk fra Norden, og det er i den betydning, vi stadig bruger det i dag. Da nu begrebet blev genopdaget i det tidlige 1800-tal, en periode, hvor vi stadig holdt slaver og betragtede hvide mennesker som naturligt overlegne, betød det, at ordet kom til at betegne den skandinaviske race. En race der – hvad fortidens bedrifter jo beviste! – var de andre racer overlegne og var i besiddelse af en overlegen ånd, der angiveligt stadig levede i 1800-tallets skandinaver.

John Lind formulerer det således:

Vi står altså med en epoke, ca. 700-1100, hvor skandinaver rettelig kan siges at have spillet en betydelig rolle i europæisk historie. Imidlertid kolporteres denne epoke under den falske varebetegnelse vikingetiden takket være den forfejlede tilgang til kildematerialet. Ydermere har denne forfejlede tilgang på forunderlig vis haft en sådan succes, at udtrykket viking, i den sekundære betydning det nu har fået, i dag fungerer som et brand for skandinaver, Skandinavien og skandinavisk overalt i verden. Her kan udtrykket viking forekomme i alle tænkelige og utænkelige sammenhænge, og siden er denne viking ydermere blevet udstyret med en behornet hjelm i en sådan grad, at den nu alene i sig selv signalerer både viking og skandinavisk. Dette stiller os over for et grundlæggende problem: Kan vi acceptere, at vi i dag bruger udtrykket viking i en betydning, det aldrig havde på den tid, vi bruger det om, når al god forskning forudsætter, at den terminologi, vi bruger, er både præcis og entydig? (…) I lyset af dette, hvad stiller vi så op med vore „vikinger“ og den måde, hvorpå vi bruger dem, når det så åbenlyst er fejlagtigt?

Mit svar på John Linds spørgsmål sidder du med i hånden. Vi piller vikingerne ud af alle de historiske sammenhænge, hvor de ikke hører til. Med triquetra-modellen har jeg vist, at man kan beskrive den skandinaviske ekspansion uden at bruge v-ordet; at det med andre ord ikke er nødvendigt at tale om vikinger, når man skal fortælle Nordens historie i den tidlige middelalder. Ved at afskaffe vikingetiden får vi lettere ved at forstå fortiden. Hvis arkæologerne stadig mener, det er praktisk med en særlig betegnelse for perioden cirka 800-1050, kan man passende kalde den for stålalderen, nordisk middelalder eller den tidlige skandinaviske ekspansionsperiode. Det er også muligt at betragte århundrederne som en del af den almindelige europæiske midddelalder. Det er der gode grunde til, for som fortællingerne her i bogen viser, var Norden en integreret del af Europas politiske og handelsmæssige systemer.

Det er ikke kun for at få mere præcis viden om den fjerne fortid, at vi skal fjerne vikingerne fra de steder, hvor de ikke hører til. Det er også for at befri fortiden fra den ideologiske kapring, som den har været udsat for, og skabe en fortælling som er bedre i overensstemmelse med kilderne. Det moderne vikingebegreb blev skabt i lyset af 1800-tallets nationalisme og har en belastet historie.

Nationalromantiske vikinger
Det var de skønlitterære forfattere, der genskabte vikingebegrebet i 1800-tallets begyndelse, men det var fortidsforskerne, der knæsatte begrebet og i århundredets sidste halvdel lod det blive forståelsesramme for både forskning og formidling. En hovedrolle spillede den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885). Han knyttede endegyldigt v-ordet til en historisk periode og var den første, som undersøgte fortidsminder og fund på de britiske øer for at finde dokumentation for forbindelserne til Skandinavien tusind år tidligere.

Vidunderbarnet Worsaae
Worsaae var 1800-talsarkæologiens vidunderbarn, der allerede som 19-årig viste betydeligt talent for at gennemskue falske forestillinger om fortiden. Han gik imod tidens lærde, som havde det med at kombinere folkesagn og arkæologiske fund på fantasifuld vis, og hans fokus på de faktiske fund gav ham anerkendelse også fra de kredse, han kritiserede.

Worsaaes slog sit navn fast, da han løste gåden om Runamo. I en klippe i Blekinge løber et langt bånd af runer, som man havde forsøgt at tyde i århundreder. Allerede Saxo fortæller, at hans konge Valdemar I den Store i 1100-tallet sendte kløgtige folk til denne østlige provins for at tyde den over otte meter lange indskrift. De havde ikke heldet med sig, men i 1833 rejste en ekspedition på en håndfuld videnskabsfolk til Blekinge for at undersøge sagen én gang for alle. Det blev den anerkendte fortidsgransker af islandsk oprindelse Finnur Magnússon, som analyserede skriftbåndet, og efter næsten et års arbejde med ridserne i stenen, kom løsningen til ham som en åbenbaring: Teksten skulle læses bagfra, så var den ganske klar. Det var en indskrift lavet af sagnkongen Harald Hildetand, som påkaldte gudernes hjælp, inden han rejste nordpå til det berømte og skæbnesvangre Bråvallaslag.

Finnur Magnússon gjorde sit arbejde grundigt, han arbejdede i årevis på at underbygge og dokumentere sin tolkning, og i 1841 kunne han endelig udgive Runamo og runerne: En committeeberetning til det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab med over 700 omhyggeligt beskrevne sider med tekst, tegninger og undersøgelsesresultater.

Der havde allerede været nogen diskussion om, hvorvidt det mon i virkeligheden var naturligt forekommende revner i klipperne, men det blev opkomlingen Worsaae, på 23 år, der gjorde det af med 63-årige Finnur Magnússons karriere. Worsaae udgav i 1844 Runamo og Braavalleslaget, hvor han overbevisende dokumenterede, at det slet ikke var en indskrift, men kun naturligt forekommende ridser, og at hele den komplicerede tekst, som Magnússon havde udledt, var ren fantasi og ønsketænkning. Finnur Magnússon havde hele sit liv været en samvittighedsfuld videnskabsmand, så afsløringen ramte ham hårdt. Hans fejltagelse skæmmede ham, han skrev aldrig noget videre, og han døde få år efter.

Imens gik Worsaae fra succes til succes. Han var inddraget i Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsagers (Oldnordisk Museum) arbejde, som var forløberen for nutidens Nationalmuseum, deltog i udgravninger og skrev flittigt. Da kong Christian VIII i 1846 ville have rede på, om der var fysiske spor af skandinavernes togter på de britiske øer, som ellers kun var kendt fra skriftlige kilder, gav han Worsaae opgaven med at tage vestpå og undersøge sagerne.

Resultatet blev bogen Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland, som udkom i 1851, og her tog Worsaae vikingebegrebet i brug. Han havde besøgt lærde mænds samlinger af oldsager, han havde set på gravhøje, og med vanlig grundighed havde han sat tingene ind i den rette historiske sammenhæng, så godt som han kunne efter tidens standard. Han beskrev senere sin rejse som „et archæologisk Vikinge togt“, og hans rejse havde ført ham gennem England, til Irland og til det nordligste Skotland.

Med bogen fra 1851 blev ordet ’viking’ indarbejdet i den videnskabelige beskrivelse af perioden, hvor det tidligere havde haft hjemme i skønlitteraturen. Når en kapacitet som Worsaae brugte begrebet, blev det videnskabeligt stuerent, og han institutionaliserede endeligt begrebet i 1873 med sit værk De danskes Kultur i Vikingetiden. Dermed fik ’vikingetid’ sin videnskabelige godkendelse som periodebetegnelse. Da Worsaae også efterhånden var blevet leder af Oldnordisk Museum og var en ivrig og dygtig organisator af det danske museumsvæsen, slog hans periodisering igennem i den historiske formidling. I Oldnordisk Museum fik perioden sit eget udstillingsrum.

Enhver periodisering er også en fortolkning. Det vil sige, at når man som historiker eller forfatter fortæller om fortiden, deler man den ind i perioder, og man bruger ord og begreber, som datidens mennesker ikke nødvendigvis kendte eller brugte, afhængigt af hvilken historie man vil fortælle. Periodeinddelinger er altså et resultat af fortællerens fortolkning af fortiden. Så når en periodisering bliver udbredt gennem populære bøger, museumsudstillinger eller skoleundervisning betyder det også, at det er bestemte fortolkninger af fortiden, der bliver udbredt. Og ikke alle fortolkninger er lige gode. Svagheden ved vikingebegrebet er, at det er en fortolkning, som bygger på 1800-tallets viden og forståelse af fortiden, og at det derfor ikke alene bygger på forældede videnskabelige resultater, men også på en fortolkning skabt inden for de snævre rammer af nationalismens ideologi.

Nationalisme er den ide, at der findes et kulturelt, historisk og slægtsmæssigt fællesskab inden for bestemte befolkningsgrupper, nationen, og at det fællesskab er formet af de geografiske rammer, hvilket knytter befolkningsgruppen til et bestemt territorium. Dette fællesskab anses for den vigtigste identitet for gruppens medlemmer og skal altså stå over eksempelvis slægt, lokalidentitet eller socialgruppe. Historien og kulturen eksisterer som et dominerende åndeligt fællesskab, der udtrykker sig gennem gruppens sprog, som dermed bliver bærende for nationen. I praksis: Nationalisme er den ide, at hvert sprog skal have sin egen stat.

Nationalismen som ide startede blandt tyske intellektuelle før år 1800 og blev voldsomt populær overalt i Europa i løbet af 1800-tallet. De tyske og italienske lande havde for eksempel bestået af separate bystater og fyrstedømmer i over 1.000 år, men med nationalismen kunne ambitiøse politikere samle alle italiensk- eller tysktalende folk til europæiske superstater, og politikere som Preussens jernkansler Bismarck brugte ideen til at koncentrere enorm magt i deres egne hænder.

I Danmark blomstrede nationalismen også, i begyndelsen båret af digtere som Oehlenschläger og Grundtvig, og snart annammet af store dele af statens dansktalende indbyggere. Det var et problem for den danske stat, for det var i begyndelsen af 1800-tallet en multietnisk fyrstestat, hvor normen var, at alle borgere adlød kongen, betalte skat og i øvrigt måtte tale det sprog, de havde lyst til. I princippet ikke så forskelligt fra den måde, Knud den Store havde hersket på 800 år tidligere, men selvfølgelig med langt mere avanceret administration og teknologi. Inden nationalismen herskede de danske konger over det tysktalende Holsten, det dansktalende Danmark, det blandede Slesvig, det norsktalende Norge, samt adskillige mindretal som frisere, færinger, islændinge, samer, inuitter samt betydelige grupper af tyskere og jøder i de større byer. Læg dertil smågrupper som franske huguenotter, brødremenigheden i Christiansfeld og hollænderne på Amager. Med nationalismen blev denne befolkningssammensætning et problem, for ideen var jo, at fællesskab kun kunne bygges på den åndelige kombination af sprog, kultur, historie og territorium. Problemet blev lidt mindre i 1814, da Norge gik tabt efter napoleonskrigene og i stedet kom under den svenske krone. I 1848 var nationalismen den altdominerende politiske ideologi, og nationalisterne mente, at tiden var inde til opgøret med det største mindretal i riget, de tysktalende i Slesvig og Holsten. Worsaae var et barn af sin tid og læste sine egne fund og opdagelser ind i nationalismens ramme. I 1843 skrev han for eksempel:

Det er saaledes, at Levningerne fra Fortiden binde os fastere til vort Fædreland (…) thi gjennem Gravhøiene, (…) og gjennem Oldsagerne, som de i Aarhundreder har bevaret i deres Skjød, tilbagekalde de stadig i Erindringen, at vore Fædre, som et eget, uafhængigt Folk, fra umindelige Tider af have boet her i Landet, og de opfordre os herved kraftigen til at værne om vore Enemærker, at ikke Fremmede skulle raade over en Jordbund, som gjemmer vore Fædres Been og hvortil vore helligste og ærværdigste Minder ere Knyttede.

Her ser man ideen om et fællesskab, der består af race, historie og territorium. Det er historiker Albert Scherfig, der i „Perspektiver på konstruktionen af Vikingetiden. En analyse af J.J.A. Worsaaes fortidsbrug under 1800-tallets nationalkulturelle kampe“ har koncentreret talrige eksempler på Worsaaes nationalisme og undersøgt, hvordan han brugte vikingebegrebet. Et tydeligt eksempel findes i vikingetidsbogen fra 1873:

Med Kjendsgjerninger som Grundlag søge Oldforskerne at opklare, hvad der med Rette tilkommer hvert Folk især, og, for vort eget Vedkommende, navnlig hvad der har dannet Udgangspunktet for vort ejendommelig danske Kultur- og Folkeliv. Thi allerede langt tilbage i Oldtiden hviler aabenbart Spiren til det særegne Præg, som adskiller os og vore nordiske Frænder fra de øvrige Folkefærd i Europa. Netop med Hensyn hertil fortjener den saakaldte »Vikingetid« (…) nøjere Betragtning. (…) Det var dengang, de Danske ved store Erobringer i England og Normandiet grundlagde nye og mægtige Stater, hvor de indpodede friske Kræfter i de hensygnende Folk, og hvor Sporene af deres Nybygder og ejendommelige Folkeaand end ikke den Dag i Dag ere forsvundne.

Selv om Worsaae altså direkte siger, at han vil have kendsgerninger som grundlag, går han på forhånd ud fra, at „hvert Folk især“ er adskilt fra hinanden og i stedet forbundet indadtil af en „Folkeaand“, som „end ikke den Dag i Dag ere forsvundne“. Race, ånd og land er nationalismens treenighed, som Worsaae samlede i vikingebegrebet. Det er ikke noget, han har dokumentation for gennem sit arkæologiske arbejde, man kan ikke udgrave et stykke folkeånd, men i stedet er det en ramme af ideer, som han tolkede sine fund ind i.

Worsaae var langt fra ene om at promovere ’vikinger’ som en nationalistisk konstruktion i 1800-tallet, men hans videnskabelige status gav ordet vægt. Det kom til at forme rammen for danskernes og omverdenens forståelse af den skandinaviske ekspansion i middelalderen, og der bliver stadig undervist i vikingetid i skolerne.

Det danske nationale narrativ
Der findes en forklaring på, hvorfor ideen om vikingen var populær nok til at glide fra digtningen og over i den videnskabelige verden og siden har formået at holde ved i den offentlige bevidsthed. Historiker ved Aarhus Universitet Kasper H. Andersen skriver i sin ph.d.-afhandling Da danerne blev danske, at forklaringen på vikingernes vedholdenhed skal findes i det, som han kalder det danske nationale narrativ. Et narrativ er en fortælling, så det nationale narrativ er en fortælling, „hvorigennem nationale symboler formidles og opnår politisk og kulturel værdi“. Vikingefiguren fra 1800-tallet passede ind i det nationale narrativ, der blev udviklet i Danmark i 1800-tallet, og som også omfattede symboler som guldhornene, Jellingstenene og myten om dannebrogsflaget. Forestillingen om vikingerne, som blandt andet Worsaae formidlede den, passede lige ind i den fortælling, og det blev en del af danskernes forestilling om sig selv og en del af enhver skandinavs selvopfattelse. Skandinaver kan i dag kalde sig vikinger, for eksempel når de går til fodboldkampe, bader i koldt vand eller har langt og vildtvoksende hår og skæg. Vikingefiguren opnåede „politisk og kulturel værdi“, og det er et resultat, som ville bekomme Worsaae vel, at dømme efter hvad han skrev i 1873:

Vi kunne tvært imod med berettiget Tilfredsstillelse, for ikke at sige Stolthed, skue tilbage på den mægtige Vikingetid, da Nordboerne som et eget Led i Kulturfolkenes Række havde en vigtig Opgave at udføre i Historien, og da, for Danmarks særlige vedkommende, den livlige og kraftige Aand, som fra Arilds Tid har rørt sig i det lille danske Folk, med mere Vælde end nogensinde forhen viste sig virksom og frugtbargjørende paa et større Omraade.

Stolthed over fortiden var der også brug for i Danmark i 1873, for nationalisternes opgør med de tysktalende i Slesvig og Holsten var gået anderledes, end man havde regnet med. Den første slesvigske krig 1848-51 forløb efter planen: Det tysktalende mindretal blev slået, og det så ud til, at man kunne gennemføre planen om at udvide Danmark til Ejderen, den flod mellem Slesvig og Holsten, hvor kong Hemmings udsendinge havde mødtes med Karl den Stores gesandter til fredsforhandlingerne i år 811. Så kunne Dannevirke igen blive grænsefæstningen, hvad der passede forrygende ind i det nationale narrativ.

Uheldigvis for den plan betød nationalismens ideer også, at de tysktalende folk kunne finde på at slutte sig sammen, og da Preussen og Østrig blandede sig i 1864, viste det sig, at „den livlige og kraftige Aand“ var et dårligt forsvar mod kanoner og bajonetter. Dannevirke blev opgivet, og skanserne på Dybbøl blev skudt sønder. Men på ét punkt havde nationalismen fået sin vilje i Danmark: Tabet af Slesvig og Holsten betød, at man var sluppet af med det sidste større etniske mindretal, og Danmark var tæt på at være det, som man havde drømt om: en stat med kun ét folk. Det krævede, at man ignorerede islændinge, frisere og andre etniske grupper, som havde lydt under de danske konger, så det gjorde man, og de har ikke fyldt meget i danmarkshistorier siden.

Efter nederlaget i 1864 var der brug for at pleje den sårede nationalstolthed i Danmark, og Worsaaes vikingetidsbog fra 1873 var et lindrende plaster. Her kunne man med småstatens blanding af mindreværdskompleks og storhedsvanvid drømme sig tilbage til den „mægtige Vikingetid“, da man angiveligt havde „en vigtig Opgave at udføre i Historien“.

Preussen
På den anden side af grænsen fik slesvig-holstenerne ikke det selvstyre, de havde ønsket sig i 1848. I stedet for at blive inkorporeret i nationalstaten Danmark blev de nu indlemmet i Bismarcks Preussen. Den aggressive danske politik var lige, hvad Bismarck havde brug for til at styrke Preussens status blandt de tyske stater. Den nemme sejr over en svag modstander, der selv var fuldstændig ude om det, gjorde det muligt at gennemføre også de tyske nationalisters drøm, et samlet tysk rige. Og med et solidt greb om de to nye fyrstedømmer Slesvig og Holsten fik Bismarck kræfter til at besejre Østrig i 1866, hvorefter ingen anden tysk stat kunne stille noget op imod Preussen. Med de enorme ressourcer, han da fik til rådighed, kunne han slå Frankrig i krigen 1870-71 og udråbe det andet tyske kejserrige. Det første rige var Karl den Stores kejserdømme, som havde eksisteret som en titel med vekslende indhold, indtil Napoleon ophævede den formelt i 1806.

Bismarck fik en tysk nationalistisk drøm til at gå i opfyldelse, både om at få hævn over Frankrig og om at samle de fleste af de tysktalende folk i én stat, det andet tyske rige.

Den preussiske hovedstad Berlin blev nu den tyske hovedstad, og her rejste Bismarck et monument for sine sejre. Det skulle egentlig bare have været over sejren ved Dybbøl i 1864, men eftersom de følgende sejre kom så hurtigt efter, blev monumentet også dedikeret til dem, og stadig i dag stråler Sejrssøjlen over Tiergarten. Kanoner erobret ved Dybbøl er sat ind i søjlen som et vidnesbyrd om sejren. Danmark blev en trædesten på Preussens vej til magten, og den utilsigtede hjælp fra de danske nationalister gjorde det muligt for Bismarck at samle de tyske stater. Dybbøl lagde grunden til det andet tyske rige, og efter det andet rige kom det tredje.

Skandinaver kan i dag kalde sig vikinger, for eksempel når de går til fodboldkampe, bader i koldt vand eller har langt og vildtvoksende hår og skæg.

Omkring år 1800 begyndte digtere og forfattere i England og Norden at genopdage ordet og brugte det i deres forsøg på i romantikkens ånd at konstruere en glorværdig fortid for deres lande.