Mens inflation fylder i den politiske debat i valgkampen, så er repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere ved at varme op til forhandlinger om, hvor meget lønnen skal stige for privatansatte de næste år.
På et bagtæppe af tårnhøj inflation og historisk tilbagegang i lønmodtagernes købekraft er der lagt op til svære forhandlinger, vurderer flere arbejdsmarkedsforskere.
- For arbejdstagersiden vil jo gerne sikre reallønnen. Men en ting er, hvad man har som mål - noget andet er, hvad man har mulighed for at lande en aftale om, siger Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
Samme melding kommer fra Søren Kaj Andersen. Han er centerleder ved Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier på Københavns Universitet:
- Man må ganske enkelt sige, at det bliver meget vanskeligt, slår han fast.
Det er som regel højt på dagsordenen hos fagforeningerne, at lønnen skal stige mindst lige så meget som priserne i samfundet.
Forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - var i september 10 procent højere end et år før. Det er den højeste årlige stigning i forbrugerpriserne siden 1982 ifølge Danmarks Statistik.
Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge.
Danske Banks økonomer har regnet sig frem til, at reallønnen er faldet omkring 5,7 procent i tredje kvartal.
Det er ifølge banken tæt på det største fald i købekraften siden Anden Verdenskrig.
Privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen tror ikke på en fremgang i reallønnen foreløbig.
- Det vil kræve så stor en lønstigning til næste år at bevare reallønnen, at det ser rigtig svært ud. Men det er realistisk, hvis vi ser en årrække frem, siger hun.
Man skal tilbage til 1970'erne og 1980'erne for at finde en lignende situation, hvor lønmodtageren har skullet forhandle løn med høj inflation som bagtæppe.
- Samtlige overenskomstforhandlinger i 1970'erne endte med lovindgreb, både fordi man frygtede, at det ville blive for dyrt. Men også fordi det kom til konflikter.
- Det er svært at sammenligne direkte. Men den tid var turbulent, siger Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.
- Dengang så man nemt tocifrede lønstigningstakter. I dag er vi vant til to til tre procent over en årrække, tilføjer han.
Søren Kaj Andersen er enig i, at det er svært at sammenligne. Systemet har ændret sig, siger han.
- Vi så en grundlæggende reform af forhandlingerne på det private område omkring 1990, hvor vi gik fra meget centrale forhandlinger, hvor hovedorganisationerne spillede en hovedrolle.
Han peger på, at en stor del af løndannelsen sker ude i virksomheden og altså ikke ved de centrale forhandlinger. Der ligger dog et klart signal i de centrale resultater.
Ifølge Laust Høgedahl er en afgørende forskel i den økonomiske situation dengang og nu, at der lige nu er mangel på arbejdskraft i mange virksomheder.
Det er et stort fokus fra arbejdsgiverne og kan være med til at sætte forventningerne om lønstigningerne op hos lønmodtagerne, vurderer han.
Det er først i det nye år, at forhandlingerne på industriens område, som er de første, går i gang, men det forberedende arbejde er begyndt.
Ifølge Søren Kaj Andersen bliver det interessant, hvad arbejdsgiverne finder frem af andre goder.
- Det er noget af det, man kan forestille sig, at de forhandlende parter tænker på i øjeblikket, fordi det er svært at gøre alle glade på lønsiden.
- Så behovet for at finde noget andet, der ser attraktivt ud for lønmodtagerne, er ganske stort, vurderer han.
/ritzau/