Bruxelles: 8 historiske seværdigheder

Som turist i Bruxelles er der nok at se. Interesserer man sig for historie og kultur, er byen særligt interessant. Bruxelles er fuld af historiske og kulturelle seværdigheder. Her er nogle af de vigtigste

Der er nok at se i Bruxelles. Her et kig ud over Belgiens hovedstad.
Der er nok at se i Bruxelles. Her et kig ud over Belgiens hovedstad. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Bruxelles er både Belgiens hovedstad, men på mange måder er Belgien også Europas hovedstad. Det er i hvert fald EU's hovedstad.

Der er mange grunde til at besøge den belgiske hovedstad som turist, da byen er rig på historiske og kulturelle seværdigheder.

Grand Place: Et historisk midtpunkt

En af de mest populære seværdigheder i byen, er den historiske plads Grand Place. Pladsen er byens største attraktion, og mange mener ligefrem, at det er en af klodens smukkeste pladser.

Grand Place ligger i centrum af den gamle bydel med dens krogede, snævre og brostensbelagte gader.

Den bilfri plads oser af stemning, og det gælder ikke mindst om aftenen, hvor de oplyste bygninger skaber en helt anderledes atmosfære. Grand Place bør opleves i såvel dagslys som om aftenen.

Rådhuset

Rådhuset er pladsens dominerende bygning og et sandt gotisk mesterværk med sine mange søjler og statuer. Rådhuset fylder hele pladsens sydvestlige del, og det imponerende rådhustårn er 96 meter højt. Toppen af tårnet prydes af en tre meter høj statue af byens skytshelgen, St. Michel.

Rådhuset blev oprindelig opført i 1400-tallet, og genopførelsen efter bombardementet i 1695 medførte ikke de store arkitektoniske ændringer.

Maison du Roi

På den modsatte side af pladsen ligger det næsten lige så attråværdige Maison du Roi – kongens hus. Ingen belgisk konge har dog nogensinde boet her, og navnet stammer fra dengang, hvor bygningen udgjorde de spanske monarkers residens.

I dag huser bygningen bymuseet, der rummer en imponerende samling af malerier, vægtæpper og gobeliner fra 1500-tallet.

Parc du Cinquantenaire

Parc du Cinquantenaire i Bruxelles er på mange måder et kulturelt samlingspunk. Parken både huser tre museer samt en af klodens største triumfbuer.

Parken har flere bænke og græsplæner som rekreativt område for både lokale og turister. Planlægger man at besøge alle tre museer, er det oplagt at tage sig et hvil her.

Triumfbuen

I Parc du Cinquantenaire finder man også Bruxelles triumfbue.

Ved første øjekast er det svært ikke at komme til at tænke på den triumfbue, der står på Champs-Élysées i Paris. Den belgiske version er da også bygget med inspiration fra buen i Paris. De to minder derfor om hinanden i udseende og opbygning.

Det kongelige museum for kunst og historie

Et af de tre museer i parken er Musée Royaux d’Art et d’Historie – det kongelige museum for kunst og historie – også kaldet Musée du Cinquantenaire.

Museet giver et spændende indblik i klodens kunst- og kulturhistorie gennem de seneste par årtusinder og har omfattende samlinger fra antikken. Besøgende kan blandt andet betragte indholdet fra egyptiske grave, søjler fra græske templer samt diverse genstande fra Romerriget, ligesom der er et stort udbud af islamisk og fjernøstlig kunst.

Det militærhistoriske museum

Musée Royal de l’Armée et d’Histoire Militaire er et militærhistorisk museum.

Her kan våbeninteresserede se eksempler på våben fra middelalderen og frem til i dag, og dertil kommer uniformer, militærkøretøjer, medaljer og ældre militærfly. Samlingen af militærfly er en af de største i verden.

Autoworld

Det tredje og sidste museum er Autoworld, der som navnet antyder appellerer til folk med interesse for gamle biler. Med en samling på omkring 400 køretøjer er det angiveligt Europas største veteranbilsmuseum, og her er noget for enhver smag.