Du ved, du er fra Aarhus, hvis du ved, hvad ”Rænggaien” er. Du ved, du er fra Falster, hvis du forstår sætningen ”Do rannok u’tie!” eller fra Sønderjylland, hvis du ved, hvad ”æ piche, de jabbe for møj” betyder. Citaterne kan findes på plakater lavet af firmaet Dialægt, der er en af mange virksomheder, som tjener penge på at brande sig på egns-kendetegn eller ramme ned i den hjemstavnslængsel, der lever blandt forbrugerne.
Danskere flytter rundt, som det behager dem, og verden bliver efter pandemien snart igen den enkeltes østers. Alligevel lever og blomstrer oplevelsen af, at hjemegnen er afgørende for den enkeltes identitet, samt at særlige mentaliteter knytter sig til specifikke egne af landet. Og intet kan forbinde to fremmede som at opdage, at de er vokset op det samme sted. Hvordan hænger det sammen?
Pia Quist har et bud. Hun er professor ved Københavns Universitet og forsker i dialekter. Traditionelt set har dialektforskningen beskrevet et bestemt talesprog på et bestemt sted.
”Det er en måde at beskrive sprog på, der giver mening i et samfund, hvor vi bor det samme sted hele vores liv. Men det er en del år siden, at det har været det normale. Vi bevæger os gennem hele vores liv over større og mindre afstande. Mobilitet er noget af det, der kendetegner vores dagligdags erfaringer allermest. Men forestillingen om, at vi hører til et sted, den er meget rodfæstet i vores kultur.”
Man taler ofte om menneskets rødder, og selvom det er en metafor, idet de fleste som bekendt har fødder, er metaforen nærmest hugget i sten. Den ligger dybt i den vesteuropæiske kultur, forklarer hun, og rødderne er vokset frem sammen med nationale ideologier i 1800-tallet.
”Tænkningen om rødder er baseret på en kobling mellem mennesker, steder og sprog. Selvom menneskers tilknytning til et sted kan være kortvarig og fragmentarisk og for eksempel kun dreje sig om et par år i barndommen, så kan det være meget meningsskabende for mennesker at holde fast i det sted, de kommer fra.”
Det oplever de i Bornholmerforeningen for Hillerød og omegn. Det er en hjemstavnsforening, der i dag er en af syv. Den første bornholmerforening blev stiftet i København i 1942, hvor det på grund af krigen var svært for eksilbornholmere i hovedstaden at komme hjem på besøg på barndomsøen. Dengang var formålet gennem selskabelighed, foredrag og komedier i bornholmsk mundart at bevare interessen for Bornholm. Selvom det i dag ikke tager mere end tre timer at komme fra Bornholm til Hillerød, er formålet stadig det samme, fortæller formanden, Jørgen Dam.
”Alt, vi laver, føres tilbage til der, hvor vi kommer fra. Det er ikke, fordi vi sidder med en dyb længsel til Bornholm, alle sammen, men vi vil gerne bevare det fælles fodslag og følelsen af, at vi kommer fra og derfor tilhører Bornholm. Og så får vi også snakket noget bornholmsk, når vi er sammen,” siger han.
I den tyske encyklopædi defineres ordet ”heimat”, der kan oversættes til hjemstavn eller hjemsted, sådan her:
”Term, der definerer et sted eller et landskab, hvad enten det er faktisk eksisterende eller udviklet i forestillingsevnen, med hvilket et menneske (...) føler sig umiddelbart forbundet.”
Nazisternes anvendelse af ordet i 1930’erne og 1940’erne har dog betydet, at begrebet først i disse år efterhånden er ved at blive vundet tilbage i Tyskland, for eksempel af forfatteren Nora Krug. I Danmark har hjemstavnsdigtere som Johannes V. Jensen, Steen Steensen Blicher, Marie Bregendahl og Johan Skjoldborg skrevet om betydningen af den egn, de kom fra, og derved sammen med hjemstavnsforeninger, der for alvor vandt frem i mellemkrigsårene, haft indflydelse på den danske forståelse af hjemstavn.
I dag ser man udtryk for hjemstavnens betydning i de mange forskellige facebookgrupper, der hylder og laver sjov med et bestemt sted. Du ved for eksempel, at du kommer fra Bjerringbro, fremgår det af en facebookgruppe, hvis du har været til halbal i Ulstrup og har arbejdet på Grundfos eller kender nogle, der har. Du er også fra Bjerringbro, hvis du ”synes, at folk fra Sahl, Gullev, Lee, Løvskal, Hjermind, Hjorthede og Mammen er nogle bonderøve – også selvom du selv kommer derfra”, og ”du i øvrigt ikke synes, at ovenstående er nogle mærkelige bynavne.”
Det fortrinlige ved at dyrke sin hjemstavn er selvfølgelig også, at der er tale om selvdyrkelse, siger dialektforsker Pia Quist.
”Dyrker man det sted, man kommer fra, dyrker man mest af alt sig selv. Jeg ved ikke, om det er at trække den for langt at sige, at det er en måde at skabe mening i meningsløsheden på. Men det kan i hvert fald skabe orden i en globaliseret og kaotisk verden.”
Og det er både længslen mod en geografisk og en psykologisk set sammenhængende ”heile welt”, der er tale om. Når man ler ad en dialektplakat eller lunes om hjertet ved mødet med en fra samme egn, så mindes man verden, før den gik af lave. Før man blev voksen og opdagede verdens fejlbarlighed og livets lidelse. Det var dengang, mejeriet ikke var lukket, dengang den asbestfyldte baggårdsbygning stadig stod, dengang alle tilflytterne ikke havde forældrekøbt hele området, eller det elendige storcenter ikke var blevet smækket op uden for byskiltet og havde suget alt liv ud af gågaden.
Man kan også kalde hjemstavnen ”vemodets land”. Det gør i hvert fald Kim Furdal, der er leder af Ærø Museum, og som har forsket i hjemstavnslængsel. Selv har han mindst to hjemstavne – Roskilde, hvor han selv voksede op, og Aabenraa, hvor hans børn voksede op.
”Man får en stille rislen ned ad ryggen, når man kommer hjem. Det er der, hvor vemodet indtræffer, og man falder i staver over det, man har mistet.”
Netop tab er en vigtig mekanisme i tilhørsforholdet til hjemstavnen, understreger Kim Furdal.
”Når jeg kommer til Roskilde, skal jeg altid ned på havnen. Men havnen er ikke, som den var. Og man kan opleve det samme tab uden at have forladt sin hjemstavn. Det nostalgiske tilbageskuende blik er tidligere blevet kaldt småborgerligt eller sentimentalt, og jeg tror stadig, dele af den kreative klasse betragter det sådan. Men jeg mener, det er grundlæggende eksistentielt og noget, der kommer med alderen. For efterhånden opdager man, at det ikke er ’man’, der skal dø. Det er ’mig selv’. Så er fremtiden skrumpet ind fra en prærie til en parcelhusgrund på 800 kvadratmeter. Til gengæld er fortiden blevet et brusende ocean. Og så kommer erindringerne til at spille en rolle.”
Hvorfor dyrke det lokale, når verden er lige uden for døren – eller for den sags skyld på telefonen? Kim Furdals bud:
”På grund af den gode infrastruktur er flere og flere ting blevet centraliseret. Der er ikke behov for skoler i alle små byer, kommunekontoret er måske lukket, og motorvejen kan bringe en på tværs af landet hurtigt. Det betyder, at mange steder tømmes for funktioner og i bedste fald er blevet sovesteder. I stedet forsøger vi at fylde stedet op med nye betydninger, der giver livet mening. Derfor er der også mange egns-specialiteter, der er blevet til ud af et tab. Tænk bare på de frivillige brandkorps i Sønderjylland. Da man oprettede dem, var det, fordi man manglede billige og effektive brandværn. Nu er de blevet noget særligt sønderjysk.”
Ja, interessen for hjemegnen vokser med alderen. Det er også fornemmelsen hos Jakob Ørnbjerg. Han er historiker med speciale i dansk byhistorie, og så er han formand for Selskabet for Aalborgs Historie. Selskabet har omkring 800 medlemmer, og de fleste er over 60 år. Selv trækker han aldersgennemsnittet gevaldigt ned med sine sølle 45 år.
Er man optaget af sin egn, er det måske ikke kun det eksistentielle ”hvor kommer jeg fra”-spørgsmål, man ønsker at besvare. Det er måske også ”hvorfor er jeg endt her?”, vurderer Jakob Ørnbjerg. Det lyder sammenligneligt med den store popularitet, astrologi har hos unge voksne i disse år. Konkrete svar på komplicerede spørgsmål.
”Mjae...”
Jakøb Ørnbjerg trækker på det.
”Måske er det lidt på samme måde som horoskoper. Men så er det i hvert fald horoskoper med fodnoter. For kildehenvisningerne er i orden,” siger han med reference til de bøger, hans selskab årligt udgiver, og som bliver købt af både fraflyttere, tilflyttere og dem, der har boet i Aalborg hele tiden.
”Det er jo slet ikke alle, der har haft en harmonisk opvækst, men alle har stedet med sig som en arv – vi er alle sammen formet af det sogn, den by eller gade, vi er født i, hvad enten vi vil det eller ej – og hvad enten vi er flyttet derfra eller blevet.”
Et af de mest fiffige udtryk for lokalpatriotisme så man i 1975, hvor fire gymnasieelever fra Frederikshavn stiftede bevægelsen ”Frit Vendsyssel” på et høloft i Hørby. Det var blandt andre den senere TV 2-vært Jens Gaardbo, der fik idéen til bevægelsen, der var ”spøgefuld, men seriøst drevet”, som Frederikshavns Avis skrev. Formålet var at løsrive Vendsyssel fra resten af landet, grænsen skulle trækkes ved Limfjorden, og den nye nationaløkonomi skulle blandt andet baseres på en spritrute fra ”Hals til Danmark”. Man kunne tage del i spøgen for 90 øre, og et år efter havde foreningen faktisk 200 medlemmer, hvoraf flere var eksilvendelboere bosat i andre dele af landet.
I 2007 udkom et af de nyere hjemstavnsværker, nemlig ”Mærkedage”, for hvilken Jens Smærup Sørensen modtog boghandlernes gyldne laurbær. I romanen følges en slægt på hans egen hjemegn i Himmerland. Med afsæt i en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-årsfødselsdag i 2003 skildres bondekulturens opløsning i den moderne verden.
Længere sydpå ved Limfjorden ligger de tre sogne Junget, Torum og Selde på halvøen Salling. Der er en mand på Rigsarkivet i Viborg, der ved rystende meget om de tre sogne, og som kan fortælle om landbobefolkningens muligheder for at bevæge sig fra sted til sted i perioden 1750 til 1850 – en interessant periode, for stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Det er arkivar og seniorforsker Asbjørn Romvig Thomsen, der gennem mange års forskning har kigget dybt i kirkebøger og andre myndighedsdokumenter fra sognene:
”Mange tror, at sognegrænsen dengang var den yderste horisont for almindelige mennesker. Men det er et forfejlet billede. For selvom de fleste blev boende på deres egn, var rigtig mange på korttidsvandringer.”
Der var masser af handelsforbindelser mellem land og by, mændene var i militærtjeneste, og både unge mænd og kvinder var ude at tjene – og det ofte helt ind til de blev gift. I nogle sogne på den jyske vestkyst har det været normalt at tage en del af året til hertugdømmerne syd for Kongeåen for at tjene for så at tage hjem igen til fiskerisæsonen.
”Så det kan godt være, man døde kun 10 kilometer fra, hvor man var født. Men mange kendte til verden uden for hjemstavnen.”
Hos dem, der er flyttet fra barndomsegnen, kan hjemstavnslængslen blive så stor, at de på et tidspunkt vender hjem. En undersøgelse lavet af Danmarks Statistik for DR sidste år viste, at syv procent af danskere født i 1986 var vendt tilbage til fødeegnen i 2019. Historisk set har en af ulemperne ved at bo tæt på familien dog været, at man kan bringe skam over hinanden i lokalsamfundet.
Asbjørn Romvig Thomsen kommer i tanker om et brev fra 1827 sendt af den lokale præst til amtmanden. Det er en anmeldelse af en kvinde, Anne Jensdatter Post, der har født sit fjerde uægte barn. Præsten anmoder om en mild straf til hende – ikke for hendes egen skyld, men af hensyn til hendes familie, der er agtværdige folk i Selde Sogn. I brevet skriver præsten, at kvindens søster ”i flere uger har lagt syg, af Harme over Søsterens forargelige Forhold.”
På den måde kan hjemstavnen altså fungere som et tveægget sværd, hvor man både kan finde tryghed og blive udsat for kontrol.
Ofte er der tilbøjelighed til at kigge hjem til landet inde fra byen. Industrialiseringen og udviklingen af videnssamfundet vil betyde, at mange danskere bor i en by, men har bedste- eller oldeforældre, der var bønder eller husmænd. Men litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet peger på, at nyere danske forfattere som Yahya Hassan fra Aarhus Vest og Morten Pape fra Urbanplanen på Amager skildrer betydningen af storbyen eller storbykvarteret som hjemsted.
Det er i øvrigt udgivelser, hvor den smerte, der kan være forbundet med hjemstedet eller hjemstavnen, er central. Hun forsker i stedets betydning for litteraturen og henviser til den amerikanske professor Edward S. Casey, der taler om, at det moderne menneske er blevet rykket ud af stedet og kastet ind i en abstrakt tid:
”Men over for den tendens står den modsatte, hvor stedet får fornyet betydning.”
Anne-Marie Mai selv er ikke i tvivl:
”Der findes ingen væren uden et sted.”