Hjemmearbejde falder: Fagforening vil skrue op efter smittehop

Fra den første nedlukning arbejdede mange hjemmefra. Nu er niveauet stort set som inden corona, viser tal.

Mange danskere har arbejdet hjemmefra under corona. Men nu nærmer niveauet sig det, der blev set inden pandemien. (Arkivfoto)
Mange danskere har arbejdet hjemmefra under corona. Men nu nærmer niveauet sig det, der blev set inden pandemien. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da corona ramte Danmark sidste år, og samfundet blev lukket ned, betød det en ny arbejdsdag for mange danskere.

I stedet for at møde ind på arbejdspladsen, blev mange sendt hjem for at passe jobbet fra privaten.

Men nu nærmer hjemmearbejdet sig niveauet før corona. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

Den seneste tid er coronasmitten dog steget, og derfor bør der igen skrues op for hjemmearbejdet.

Det mener Sara Vergo, der er næstformand i fagforeningen Djøf med omkring 100.000 medlemmer i det private og offentlige.

- Vi kan se, at smitten stiger rigtig meget lige nu, og vi ved, at det her med at arbejde hjemme er et værktøj, der virker effektivt.

- Det er nemt at bruge, fordi vi har vist, at det kan vi sagtens, og folk er vant til det. Så jeg synes, det er oplagt, siger hun.

På grund af den stigende smitte er det forventning, at der onsdag aften bliver annonceret nye restriktioner.

Her kan det være, at en anbefaling om mere hjemmearbejde er en del af opfordringen.

I tredje kvartal var det cirka en ud af otte danskere, der hyppigt arbejdede hjemmefra, viser undersøgelsen.

Det er en del færre end andet kvartal sidste år, hvor aktiviteten i samfundet blev begrænset betydeligt for at bremse smitten.

Her var det cirka hver fjerde af de privatansatte, som arbejdede hjemmefra. Blandt de offentligt ansatte var det hver tredje.

Virksomhederne har ifølge Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri, haft behov for at få medarbejderne tilbage på arbejdspladsen.

Lige nu arbejdes der på at finde den rette balance mellem fordele og ulemper ved hjemmearbejde, fortæller han.

- Pilen peger entydigt på, at omfanget af hjemmearbejde fremover bliver betydeligt lavere end under coronakrisen.

- Men der er ingen tvivl om, at øget benyttelse af muligheden for hjemmearbejde er kommet for at blive, skriver han i en kommentar.

Mens mange altså ikke længere arbejder hjemmefra, er det stadigvæk lidt flere end i 2019, inden at corona ramte.

/ritzau/