10 unge knægte med flygtningebaggrund og en håndfuld danske elever har fundet deres pladser i den gamle skolebus denne morgen på Silkeborg Højskole.
Enkelte elever har sovet over sig, men da de efter nogle minutter kommer halsende op i bussen, bliver der sat kurs mod Grønagergård Savværk ved Gjern i Midtjylland.
Når Silkeborg Højskoles flygtninge skal på virksomhedsbesøg, sker det som led i Danmarks nye integrationslov, der blev vedtaget i sommer, og som skal sørge for, at flere flygtninge kommer i arbejde.
I foråret så det ellers ud til, at den nye integrationsaftale og kravene om virksomhedspraktik umuliggjorde, at flygtninge kunne komme på højskole. Men efter kritik af udspillet fra Folkehøjskolernes Forening blev de politiske partier enige om, at det stadig skulle være muligt, hvis sprogundervisning og et særligt erhvervsrettet forløb udgør en tredjedel af undervisningen.
Ejeren af Grønagergård Savværk gennem 30 år, Jan Kristensen, giver hånd til de fremmødte elever. Den håndfuld af flygtningene med den mest dvaske attitude og det slappeste håndtryk peges ud.
”Når man siger goddag, giver man et håndtryk – så’n,” siger Jan Kristensen, der tager fat i den nærmeste for at understrege sin pointe.
”Når I har lært at give et ordentligt håndtryk, skal I nok få et job,” siger han, inden han sender dem tilbage til resten af gruppen.
Den næste time viser Jan Kristensen, hvordan de enorme maskiner forvandler douglasgran og lærketræer til brædder, lægter og stolper. På det jyske savværk er der både danskere, rumænere, polakker og eritreere ansat, og Jan Kristensen gentager flere gange, at alle kan få et arbejde her, hvis de har mod på at knokle. Kulturforskellene er heller ikke noget problem på savværket, forsikrer han, for de udligner sig hurtigt.
”Et par eritreere havde drukket kaffe klokken ni om morgenen, men da de ikke kunne drikke det hele, satte de kopperne op i skabet, så de havde noget til om eftermiddagen. Det stoppede de hurtigt med,” griner Jan Kristensen.
En af flygtningene på Silkeborg Højskole er 20-årige Aghyad Abdalhaffiz, som for halvandet år siden flygtede sammen med sin familie til Danmark fra Syrien. Hans onkel i Syrien havde et lille savværk, hvor han engang imellem hjalp til med forefaldende arbejde, så udflugten til Grønagergård er ikke helt fremmed for ham.
Selvom det var en god oplevelse, har han svært ved at se sig selv arbejde på Jan Kristensens savværk. Han vil nemlig fortsætte på VUC (voksenuddannelsescenter), når han er færdig på højskolen, da hans gymnasieuddannelse fra Syrien ikke kan bruges i Danmark.
”Håndværk er ikke lige mig. Jeg vil dog gerne have et fritidsjob på savværket, men jeg kan ikke arbejde 10-12 timer om dagen, når jeg skal studere. Min drøm er at læse økonomi eller blive ingeniør, men det kræver, at jeg kommer på universitetet, men det kan være svært at gennemføre en uddannelse på et fremmed sprog,” siger Aghyad Abdalhaffiz.
19-årige Abdi Shakur, der for to år siden flygtede på egen hånd fra Somalia, har været begejstret for dagens virksomhedsbesøg. Inden han begyndte på Silkeborg Højskole, gik han på produktionsskole i Aarhus, hvor han blandt andet har været otte måneder i praktik som metalsmed.
”Savværket er helt klart noget for mig, for min plan er, at jeg i fremtiden skal være håndværker. Jeg har arbejdet, siden jeg var otte år, så jeg er vant til være aktiv og bruge hænderne,” siger Abdi Shakur, der dog først skal have klaret folkeskolens afgangseksamen på VUC, når hans højskoleophold er forbi.
Selvom der ikke venter et arbejde på savværket til Abdi, Aghyad og klassens andre flygtninge, så snart de er færdige på Silkeborg Højskole, hilser viceforstander Jan Lundum de erhvervsrettede tiltag i den nye integrationslov velkommen.
”Det kan helt afgjort være gavnligt, når det kommer til at få flygtninge i job. Det øgede fokus på sprog og beskæftigelse giver god mening, men man må ikke underkende alle de andre ting, som højskolen gør,” siger Jan Lundum.
Når en tredjedel af tiden for eleverne med flygtningebaggrund pludselig går med at lære at skrive jobansøgninger og besøge virksomheder, er der andre ting, som de fritages fra. På Silkeborg Højskole har de valgt, at det er fag, hvor det sproglige kan være en udfordring som eksempelvis litteratur, psykologi og filosofi, som de sagtens kan undvære. Den manglende valgfrihed strider imod højskoletanken, erkender Jan Lundum, men han mener, at det, de går glip af i disse fag, er til at overse. Langt værre ville det være, hvis de blev fritaget for et fag som idræt, som der er stor efterspørgsel efter blandt flygtningene.
”Idrætten kender de hjemmefra. De kan bruge sig selv og føler, at de har noget at byde ind med, fordi de er lige så stærke som danskerne. Det er svært i fag, hvor man har brug for et sprog for at være på bølgelængde. Derfor skal der også være et frirum, hvor de kan snakke deres eget sprog. For når de gør det, træder helt andre personligheder frem, som rummer meget mere, end vi lige troede,” siger Jan Lundum.
Det udsagn støttes af Maren Gadegaard, der underviser klassens elever i ”dansk kultur og samfund”.
”At de i visse timer er samlet, kan være med til at gøre dem trygge. De føler sig som en del af en gruppe, som forstår hinanden og har de samme udfordringer. Når de er sammen med de danske elever, skal de stå på tæer for at følge med, men dér lærer de til gengæld at falde til. Det giver en god balance,” siger Maren Gadegaard.
Selvom hun hilser de erhvervsrettede tiltag velkommen, er hun ikke i tvivl om, at det er kostskoleformen, der er opskriften på succes, når flygtninge skal integreres.
”24 timer i døgnet, syv dage om ugen lærer de, hvordan vi gør tingene i Danmark, og de er konstant nødt til at forholde sig til det danske sprog. Hvis de var i praktik eller gik på sprogskole, kunne de tage hjem og tale arabisk eller tigrinya, når de havde fri. Det kan de ikke her,” siger Maren Gadegaard, der bakkes op af Jan Lundum:
”Her har underviserne mulighed for at tage del i elevernes liv – også når det er svært. Vi kan lige hive fat i en elev over måltidet eller i en stille stund om aftenen og få en snak om undervisningen eller bare dagligdagen. Det er det højskolen kan.”