Mahatma Gandhi
Det var som formand for Nationalkongressen, han iværksatte den første landsomfattende ikke-samarbejdskampagne mod den engelske kolonimagt. Den følgende tale er en forsvarstale fra den retssag, som Gandhis kampagne førte til. Talen, som blev holdt ved retten i Ahmadabad, førte ikke til frifindelse. Gandhi blev idømt fængsel indtil 1924. Men han fortsatte utrætteligt kampen for indisk selvstændighed, og i 1930 udråbte han som Natonalforsamlingens formand Indien som selvstændig nation.
TALEN: ”Ikkevold er min første trosartikel”, 23. marts 1922
Ikkevold er min første trosartikel. Det er også min sidste trosartikel. Men jeg måtte træffe et valg. Jeg måtte enten underkaste mig et system, som efter min opfattelse havde forvoldt ubodelig skade på mit land, eller udsætte mig for risikoen for mit folks vanvittige raseri, når de forstod den sandhed, der kom over mine læber. Jeg er på det rene med, at mit folk undertiden er gået amok. Det er jeg oprigtigt ked af, og derfor står jeg ikke her for at underkaste mig en let straf, men den højeste straf.
Jeg beder ikke om nåde. Jeg bønfalder ikke om nogen formildende omstændigheder. Jeg står her for at bede jer om at udmåle den højeste straf, der kan idømmes mig for det, der efter loven er en bevidst forbrydelse, og som forekommer mig at være en borgers fornemste pligt.
Den eneste mulighed for Dem, hr. dommer, er, som det om et øjeblik vil fremgå af min erklæring, enten at træde tilbage fra Deres embede eller at idømme mig den strengeste straf, hvis De tror, at det system og den lov, som De er med til at administrere, er til folkets bedste. Jeg forventer imidlertid ikke en sådan ændring. Men når jeg har afgivet min erklæring, vil De, måske, have fået et indtryk af, hvad der raser i mit bryst, når jeg er indstillet på at løbe denne mest vanvittige risiko, et normalt menneske kan løbe.
Gandhi læser her sin erklæring for retten.
Byboere ved ikke meget om, hvordan de halvt udsultede masser i Indien langsomt henfalder i livløshed. Lidet kender de til, at deres jammerlige vilkår skyldes den ringe betaling, de modtager fra den fremmede udbytter, at profitter og gebyrer bliver suget fra masserne. Ej heller er de på det rene med, at den regering, der ved lov er oprettet i det britiske Indien, bestyrer denne udnyttelse af masserne. Intet sofisteri, ingen jonglering med tal kan bortforklare beviset fra de skeletter, der i mange landsbyer kan ses med det blotte øje. Jeg nærer overhovedet ingen tvivl om, at hvis der er en Gud foroven, vil både England og byboerne i Indien blive stillet til ansvar for denne forbrydelse mod menneskeheden, der måske savner sin lige i historien.
Selve loven er i dette land blevet brugt til at tjene den fremmede udbytter. Mine erfaringer med politiske sager i Indien fører mig til den konklusion, at ni ud af ti domfældte har været helt uskyldige. Deres forbrydelse har bestået i kærlighed til deres land. I 99 tilfælde ud af 100 er indere blevet nægtet retfærdighed over for europæere ved indiske domstole. Her er ikke tale om noget overdrevet billede. Det er noget, næsten enhver inder, som har haft noget med den slags sager at gøre, har oplevet.
Efter min mening bliver administrationen af loven på den måde bevidst eller ubevidst misbrugt til fordel for udbytteren. Den største ulykke er, at englænderne og deres indiske partnere i administrationen af dette land ikke aner, at de er involveret i den forbrydelse, jeg her har forsøgt at beskrive. Jeg er tilfreds med, at mange engelske og indiske embedsmænd af ærligt hjerte tror, at de administrerer et af de bedste systemer, man har skabt i denne verden, og at det stille og roligt går fremad for Indien.
De ved ikke, at et raffineret, men også effektivt system af terrorisme og en organiseret magtanvendelse på den ene side og en berøvelse af alle former for gengæld eller selvforsvar på den anden side har udmarvet folket og gjort det til en vane at forstille sig. Denne forfærdelige vane har yderligere forstærket uvidenheden og selvbedraget blandt administratorerne. Paragraf 124-A, under hvilken jeg har den lykke at være anklaget, er måske kongen blandt de politiske paragraffer i den indiske straffelov, der er udarbejdet for at undertrykke borgernes frihed. Hengivenhed kan ikke styres eller reguleres af loven. Hvis man ikke nærer nogen hengivenhed for en person eller en sag, bør man have lov til frit at give udtryk herfor, så længe man ikke spekulerer i, fremmer eller opfordrer til vold.
Men den paragraf, Mr. Banker og jeg er anklaget for, gør selv en beskeden støtte til utilfredshed til en forbrydelse. Jeg har gransket en række sager i den sammenhæng, og jeg ved, at en række af Indiens mest skattede patrioter er blevet dømt under denne paragraf. Jeg betragter det derfor som et privilegium at blive anklaget under den. Jeg har bestræbt mig på at redegøre kortest muligt for årsagerne til min utilfredshed. Jeg nærer ingen personlig uvilje mod nogen enkelt administrator, ligesom jeg i endnu mindre grad nærer nogen modvilje mod kongens person. Men jeg anser det som en dyd at være utilfreds med en regering, som samlet set har forvoldt mere skade mod Indien end noget tidligere system.
Indien er svagere under det britiske styre end på noget tidligere tidspunkt. Med denne opfattelse anser jeg det som en synd at nære nogen hengivenhed for systemet. Og det har været et dyrebart privilegium for mig at kunne skrive, hvad jeg har gjort i de forskellige artikler, der nu bliver fremført i sagen mod mig. Faktisk mener jeg at have gjort både Indien og England en tjeneste ved gennem ikke-samarbejde at vise en vej ud af den unaturlige situation, som begge lande lever under.
Efter min opfattelse er ikke-samarbejde med det onde i lige så høj grad en pligt som samarbejde med det gode. Men førhen er ikke-samarbejde med fuldt overlæg kommet til udtryk i form af vold mod den, der begik ondt. Jeg bestræber mig på at vise mine landsmænd, at en voldelig form for ikke-samarbejde blot forøger det onde, og at det onde kun kan opretholdes gennem vold, mens en fjernelse af støtten til det onde kræver, at man fuldstændigt afstår fra vold.
Ikkevold indebærer en frivillig underkastelse af straffen for ikke at ville samarbejde med det onde. Jeg står derfor her for med glæde at opfordre til og underkaste mig den højeste straf, der kan idømmes mig for det, der i henhold til loven er en bevidst forbrydelse, men for mig står som en borgers højeste pligt. Den eneste mulighed for Dem, de herrer dommer og retskyndige, er enten at træde tilbage fra Deres poster og dermed tage afstand fra det onde, hvis De føler, at den lov, De er sat til at administrere, er ond, og at jeg i virkeligheden er uskyldig – eller at idømme mig den højeste straf, hvis De mener, at det system og den lov, De er sat til at administrere, er et gode for folket i dette land, og at mit virke derfor er skadeligt for det fælles bedste.
Malala Yousafzai
Malala Yousafzai er en pakistansk aktivist, der har modtaget priser og hæder for sin åbenmundede kritik af Taliban, men samtidig steg antallet af trusler. I 2014 blev hun den yngste modtager af Nobels Fredspris nogensinde. Dette er Malala Yousafzais Nobelpristale.
TALEN: ”Den rette uddannelse til alle børn”, Nobelpristale 2014
Bismillah hir rahman ir rahim. I den nådige og godgørende Guds navn. Deres Majestæter, ærede medlemmer af Den norske Nobelkomité, kære søstre og brødre. Dagen i dag er meget lykkelig for mig. Jeg føler mig ydmyg over, at Nobelkomiteen har valgt mig til denne fornemme pris. Jeg vil takke jer alle for jeres vedvarende støtte og kærlighed. Tak for alle de breve og postkort, jeg stadig modtager fra hele verden. At læse jeres venlige og opmuntrende ord styrker og inspirerer mig.
Jeg vil takke mine forældre for deres uforbeholdne kærlighed. Jeg vil takke min far for, at han ikke klippede mine vinger, men lod mig flyve. Jeg vil takke min mor for at have inspireret mig til at være tålmodig og altid sige sandheden – vi tror stærkt på, at det er det sande budskab i islam. Også tak til alle mine vidunderlige lærere, som har inspireret mig til at tro på mig selv og være tapper.
Jeg er stolt, ja, jeg er meget stolt over at være den første pashtuner, den første pakistaner og den yngste nogensinde, der modtager denne pris. Desuden er jeg ganske sikker på, at jeg også er den første modtager af Nobels Fredspris, som stadig slås med sine yngre brødre. Jeg ønsker, at der skal herske fred overalt, men det er noget, mine brødre og jeg stadig må arbejde med.
Jeg er også beæret over at modtage denne pris sammen med Kailash Satyarthi, som i lang tid har kæmpet for børns rettigheder. Faktisk dobbelt så længe som jeg har levet. Jeg er stolt over, at vi kan arbejde sammen og på den måde vise verden, at en inder og en pakistaner kan forenes i arbejdet om at nå målet om at sikre børns rettigheder.
Kære brødre og søstre, jeg er opkaldt efter den store inspirationskilde Malalai af Maiwand, som var pashtunernes Jeanne d’Arc. Ordet Malala betyder sorgbetynget, men for at give det et skær af lykke, plejede min bedstefar at kalde mig ”Malala – den lykkeligste pige i verden”, og i dag er jeg meget lykkelig for, at vi sammen kæmper for en vigtig sag.
Denne pris går ikke bare til mig. Den går til de glemte børn, som ønsker at få en uddannelse. Den går til de skræmte børn, som ønsker fred. Den går til de børn uden stemme, der ønsker forandring. Jeg er her for at forsvare deres rettigheder, at give dem en stemme … tiden er ikke til at have ondt af dem. Tiden er til at handle, så det bliver sidste gang, at vi skal opleve et barn blive berøvet retten til uddannelse.
Jeg har oplevet, at folk beskriver mig på mange forskellige måder. Nogle mennesker kalder mig pigen, der blev skudt af Taliban. Andre kalder mig pigen, som kæmpede for sine rettigheder. Atter andre kalder mig nu Nobelprisvinderen. Men mine brødre kalder mig stadig en irriterende og dominerende storesøster. I mine egne øjne er jeg bare en engageret og vel også stædig person, som gerne vil have, at alle børn får en ordentlig uddannelse, og som ønsker, at også kvinder skal have lige rettigheder med mændene, og at der skal være fred over hele kloden.
Uddannelse er en af livets velsignelser – og en af livets nødvendigheder. Det har jeg selv erfaret gennem mit livs 17 år. I mit paradisiske hjem i Swat elskede jeg at gå i skole og opleve nye ting.
Jeg husker, dengang mine veninder og jeg ved særlige lejligheder dekorerede hinandens hænder med hennamaling. I stedet for at tegne blomstre og mønstre skrev vi matematiske formler og ligninger på hænderne. Vi tørstede efter uddannelse, og det gjorde vi, fordi vores fremtid lå netop der i klasseværelset. Vi plejede at sidde og lære ting og læse sammen. Vi elskede vores fine og rene skoleuniformer, og vi sad der med store drømme i blikket. Vi ville gøre vores forældre stolte og bevise, at vi også kunne udmærke os i vores studier og opnå nogle ting, som visse mennesker tror, at kun drenge kan. Men tingene ændrede sig.
Da jeg boede i Swat, som var en smuk egn og et yndet turistmål, blev byen pludselig hjemsted for terrorisme. Jeg var blot 10 år, da mere end 400 skoler blev ødelagt. Kvinder blev pisket. Mennesker blev slået ihjel. Og alle vores smukke drømme forvandlede sig til mareridt. Uddannelse var nu ikke længere en rettighed, men en forbrydelse. Piger blev forhindret i at gå i skole. Men da min verden pludselig ændrede sig, skete der også en forandring med mine prioriteter.
Jeg havde to alternativer. Den ene var at tie og vente på at blive dræbt. Den anden var at tage til genmæle og så blive dræbt. Jeg valgte det andet alternativ. Jeg besluttede mig for at tage til genmæle. Vi kunne ikke bare forholde os passive til terroristernes uretfærdigheder, når de nægtede os vores rettigheder, dræbte mennesker og misbrugte islams navn.
Vi besluttede at tage til genmæle og sige til dem: ”Har I ikke lært, hvad der står i den hellige koran, at Allah siger: Hvis I dræber et menneske, er det et drab på hele menneskeheden? Ved I da ikke, at Muhammed, fred være med ham, nådens profet, siger, at I ikke må forvolde jer selv eller andre skade?” Og ved I ikke, at det allerførste ord i den hellige koran er ordet Iqra, der betyder ”læs”?
Terroristerne forsøgte at stoppe os, i 2012 angreb de mig og mine venner, som er her i dag, men hverken deres ideer eller kugler kunne vinde. Vi overlevede. Og siden da er vores stemmer blevet stærkere og stærkere. Når jeg fortæller min historie, er det ikke, fordi den er unik, men fordi den ikke er det. Det er historien om mange piger. I dag fortæller jeg også deres historie. Jeg har taget nogle af mine søstre med fra Pakistan, fra Nigeria og Syrien, de har den samme historie som jeg. Mine tapre søstre Shazia og Kainat, som også var med den dag, de skød mod vores skolebus. Men de er ikke holdt op med at lære.
Det samme gælder min tapre søster Kainat Somro, som blev udsat for ekstrem vold og misbrug, hendes bror blev endda dræbt, men hun bukkede ikke under. Her er også søstre, som jeg har mødt under min kampagne for Malala-fonden. Min modige 16-årige søster Muzoon, som i dag bor i en flygtningelejr i Jordan, og som går fra telt til telt for at opfordre piger og drenge til at lære. Og min søster Amina fra det nordlige Nigeria, hvor Boko Haram er en trussel og kidnapper piger, bare fordi de ønsker at gå i skole.
Selvom jeg står her som bare én pige, én person, som er 159 centimeter høj, når jeg går med højhælede sko (jeg er altså kun lidt over halvanden meter høj), så er jeg ikke én stemme, jeg er mange. Jeg er Malala. Men jeg er også Shazia. Jeg er Kainat. Jeg er Kainat Soomro. Jeg er Mezon. Jeg er Amina. Jeg er alle disse 66 millioner piger, som bliver berøvet deres uddannelse. Og i dag har jeg ikke bare min egen stemme, jeg har 66 millioner pigers stemmer.
Vi ser mange mennesker, der bliver flygtninge i Syrien, Gaza og Irak. I Afghanistan ser vi familier blive dræbt under selvmordsangreb og bombesprængninger. Mange børn i Afrika får på grund af fattigdom ingen mulighed for at gå i skole. Og som sagt ser vi stadig piger fra det nordlige Nigeria, der ikke er frit stillet til at gå i skole. Mange børn i lande som Pakistan og Indien bliver, som Kailash Satyarthi fortalte, frataget deres ret til uddannelse som følge af sociale tabuer, eller fordi de bliver tvunget til børnearbejde eller ind i et børneægteskab.
En af mine gode skolekammerater, som er på samme alder som jeg, og som altid havde været en modig og selvsikker pige, drømte om at blive læge. Men drømmen forblev en drøm. I en alder af 12 år blev hun tvunget til at gifte sig. Og snart efter fødte hun en søn. Hun fik med andre ord et barn, mens hun endnu selv var et barn – blot 14 år gammel. Jeg ved, at hun kunne være blevet en meget dygtig læge. Men det blev hun ikke, fordi hun var en pige.
Historien om hende er grunden til, at jeg giver beløbet fra Nobelprisen til Malala-fonden, som hjælper med til, at piger overalt i verden kan få en ordentlig uddannelse og lærer dem at hæve deres stemme.
Det første sted, disse penge vil gå til, er det sted, hvor mit hjerte hører hjemme, til at bygge skoler i Pakistan, især omkring mit hjem i Swat og Shangla. I min landsby er der stadig ingen mellemskole for piger. Men det er mit ønske og mit fortsæt at få bygget en sådan skole, så mine venner og mine søstre kan gå der og modtage en ordentlig uddannelse og dermed få muligheden for at opfylde deres drømme. Det er der, jeg vil begynde, men det stopper ikke der. Jeg vil fortsætte denne kamp, indtil jeg ser, at alle børn går i skole.
Kære brødre og søstre, oppe på denne scene har der stået store mennesker, som har ændret verden: Martin Luther King og Nelson Mandela, Moder Teresa og Aung San Suu Kyi. Jeg håber, at de skridt, Kailash Satyarthi og jeg har taget indtil nu og vil tage videre på denne rejse, også engang vil føre til forandring – varig forandring.
Mit store håb er, at dette er sidste gang, hvor vi er nødt til at kæmpe for uddannelse. Lad os løse dette problem én gang for alle. Vi har allerede taget mange skridt. Nu er tiden inde til at tage et spring. Men vi behøver ikke fortælle verdens ledere, hvor vigtig uddannelse er – det ved de allerede – deres egne børn går på gode skoler. Nu er tiden inde til at opfordre dem til at skride til handling for resten af verdens børn.
Vi beder verdens ledere at stå sammen for at gøre uddannelse til deres øverste prioritet. For 15 år siden vedtog verdens ledere en række globale målsætninger, de såkaldte tusindårsmål for global udvikling. I de efterfølgende år har vi set en del fremskridt. Antallet af de børn, der ikke får nogen skolegang, er blevet halveret, som Kailash Satyarthi har fortalt.
Verden har imidlertid udelukkende fokuseret på børneskoler, og fremskridtet er ikke nået ud til alle. I 2015 skal repræsentanter fra hele verden mødes i FN for at vedtage de næste målsætninger, der skal dreje sig om en bæredygtig udvikling. Der vil verdens ambitioner for de kommende generationer blive fastlagt. Verden kan ikke længere acceptere, at det er tilstrækkeligt med en grundlæggende uddannelse.
Hvorfor tillader lederne, at børn i udviklingslandene skal spises af med en sådan nødtørftig uddannelse, når deres egne børn lærer aritmetik, matematik, naturlære og fysik? De må benytte denne mulighed til at garantere, at alle verdens børn får en gratis og ordentlig uddannelse, som dækker både grundskole og et videregående skoleforløb. Nogle vil hævde, at dette er upraktisk eller for dyrt eller besværligt. Eller måske tilmed umuligt. Men det er på tide, at verden tænker større.
Kære brødre og søstre, det kan godt være, at den såkaldt voksne verden kan forstå det, men vi børn kan ikke. Hvordan kan det være, at de lande, man kalder ”stærke”, er så dygtige til at føre krige, men så svage, når det drejer sig om at skabe fred? Hvorfor er det så let at give geværer, men så vanskeligt at give bøger? Hvorfor er det så let at bygge kampvogne, men så vanskeligt at bygge skoler?
Vi lever i en moderne tidsalder, og vi tror, at intet er umuligt. Vi nåede op på månen for 45 år siden, og måske vil vi en dag lande på Mars. I det 21. århundrede bør vi derfor være i stand til at give alle børn en ordentlig uddannelse.
Kære søstre og brødre, kære børn, vi bør alle arbejde … ikke vente. Det gælder ikke blot politikerne og verdens ledere, vi må alle give vores bidrag. Jeg selv. I. Vi. Det er vores pligt.
Lad os blive den første generation, som bestemmer sig for at blive den sidste, der ser tomme klasseværelser, en tabt barndom og spildte muligheder.
Lad det blive sidste gang, en pige eller en dreng tilbringer sin barndom på en fabrik.
Lad det blive sidste gang, en pige bliver tvunget ind i et børneægteskab.
Lad det blive sidste gang, at et barn mister livet i krig.
Lad det blive sidste gang, at et barn ikke kan komme i skole.
Lad alt dette være slut med os.
Lad os begynde på at afslutte alt dette sammen, i dag, lige her, lige nu.
Lad os sætte punktum for det nu. Mange tak.
Ludvig Holberg
Holbergs Epistler er en ganske særegen genre. Epistel betyder brev, og Holbergs epistler er essays med en fiktiv modtager, angivet af indledningens: ”Til * *”.
De blev til i Holbergs sidste år og omhandler, næsten bogstavelig talt, alt mellem himmel og jord. Epistel 434 handler om forholdet mellem islam og kristendom, eller snarere: om forholdet mellem religionernes helligskrifter og den ifølge Holberg paradoksale måde, hvorpå religionernes udøvere fortolker og forvalter disse helligskrifter.
TALEN: Epistel 434
Til * * Jeg har i min Heltehistorie sagt at det er vanskeligt at dømme om den falske profet Mahomed, enten han har været en bedrager eller en fanaticus, enten han af underfundighed gav sig ud for at være en Guds profet, eller han troede selv sig sådan at være.
Hvilken mening man heri antager, så kan den bestyrkes med vigtige argumenter. Af dem som holder for at han selv troede hvad han lærte, anser nogle ham som én af hvilken Fanden betjente sig som et redskab til at forføre mennesker til vrang lærdom.
Andre derimod med større grund anser ham som en entusiast. Jeg siger: med større grund; thi der findes adskillige kapitler i Mahomeds lærdom eller Alkoranen som befatter en sund moral, som opmuntrer mennesker til at gøre det gode og at sky det onde, som formaner dem at have tillid til Gud, at gøre almisse, at bede med andagt visse tider om dagen, at lade se en blind lydighed mod regenter og øvrighed og adskilligt af samme natur som man ikke vel kan holde for at være Fandens dictata.
Det er derfor rimeligere hvis man følger deres mening som holder for at han selv har troet hvad han lærte, og at tilskrive sådant en fanatisk affekt, på hvis virkning kan anføres utallige eksempler af historien. At en fanatisk hede alene har drevet denne forunderlige mand, søger man at bevise en del af de vanskabte historier som han digter, især af hans sælsomme himmelrejse, hvorover fornuftige arabere forargede sig; en del også af de mange usammenhængende ting og forvirrelser, item kontradiktioner, som findes i Alkoranen; thi sådant, mener de, kan ikke flyde uden af en forvirret hjerne.
Andre derimod mener at sådant kan ganske overensstemme med en listig bedrager. Thi erfarenhed viser at når én først har bragt sig i reputation, helst blandt dumme og vankundige folk, kan han siden ikke alene binde dem på ærmerne hvad han vil, men endog forfremme sin lærdom ved de sælsomste og urimeligste fiktioner, efterdi menneskene ofte holder det for en merit at tro hvad som strider mod fornuften, anseende simpel og klar lærdom som menneskelig, men uforståelig som guddommelig.
Udfaldet har og vist at Mahomed intet tabte derved efterdi araberne var lige så villige til at antage hans urimelige digt som han var frugtbar på at digte og påtrykke dem de sælsomste lærdomme. Man mærker ellers adskillige prøver på underfundighed, som bestod i:
(1) ikke at udgive sin religion for en ny lærdom, men alene at kalde den en fornyelse af den gamle, som efter hans sigelse var blevet forfalsket;
(2) at erkende såvel Moses som Jesus for Guds profeter og at låne adskilligt såvel af jødernes som af de kristnes religioner og at gå som en middelvej imellem begge, hvilket forfremmede ikke lidet hans egen lærdom;
(3) at råde i begyndelsen til tolerance og lemfældighed mod de kristne, såsom de var de mægtigste, og for hvilke han havde mest årsag at frygte sig.
Jeg siger: i begyndelsen, thi da han så sig fast i sadlen, rådede han til hårdhed. Dette og andet giver underfundighed til kende, så at det synes at hvis Mahomed har været fanaticus, så har han ingen blind entusiast været, det er: sådan én der uden at ræsonnere følger sine naturlige affekter, hvoraf den som et hjul drives. Hans lærdom om straf og belønning efter døden kan og tjene til bevis herpå, thi den beskrivelse som han derover gør, havde store virkninger hos araberne.
Monsieur Bayle mener vel at den afridsning som Mahomed gør på Himmerige, vel kunne have nogen virkning hos hedninger som kun havde en løs forvirret idé om de lyksalige boliger, men tjente ikke til at lokke jøder og kristne, allermindst de sidste, hvilke har langt prægtigere afridsning på Himmerige, holdende for at dets glæde overgår al menneskelig imagination og er sådan at den af mennesker ikke kan beskrives.
Men jeg kan heri ikke være enig med den store rotterdamske philosopho; thi erfarenhed lærer at kødelige mennesker lader sig mest indtage af kødelige lærdomme. Sådant har adskillige lovgivere og falske profeter mærket og derfor har lovet deres tilhængere sådanne belønninger som de mest har ønsket sig i dette liv, og som de lettest har kunnet begribe. Derpå har jeg i mine skrifter anført adskillige eksempler.
Mahomed fandt for godt at afmale Paradis med den farve som kunne stikke mest araberne i øjnene, og som kom overens med de begærligheder som samme folk fandt mest smag i, og som bestod i smukke urtegårde, kølige vande, dejlige jomfruer og andre deslige ting som mest indløb i sanserne.
Det er troligt at hvis han havde lovet dem pure åndelige fornøjelser, sådanne som omtales i de kristnes Himmerig, og som består i Guds ansigts beskuelse, i at stå for Guds trone med palmer i hænder, og i almindelighed i en inderlig glæde og fornøjelse der er så stor at den overgår menneskers begreb, sådan lærdom ville have haft mindre virkning hos dumme og vankundige arabere, ja jeg tør sige endogså hos andre hedninger, hos hvilke de ting stærkest virker som mest indløber i sanserne, og som er lettest at begribe.
Det er i den henseende at de som forsvarer Origenis lærdom mod Helvedes evighed, påstår at den hjælper mere til at afskrække mennesker fra synd efterdi en straf som engang får ende, kan begribes, men en evigvarende rebellerer mod fornuften og derfor efter deres mening ikke kan have den virkning.
Hvorvidt sådan mening kan være grundet, overlader jeg ellers andres domme. Jeg siger alene at origenisterne betjener sig af sådant argument, hvilket jeg ikke bifalder, skønt det har noget skin. Jeg har ellers forhen givet mine tanker til kende, nemlig at hos Mahomed fandtes en blanding af enthusiasmus og list, og vist at sådant er fundet hos adskillige andre.
Jeg vil slutte mit brev med en anmærkning over den kristne og mahomedanske religion. Mahomeds lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante religionen med sværd; Kristi derimod forbyder sådant og råder til at forfremme troen ved sagtmodige og grundige persvasioner.
Men hverken mahomedanere eller kristne efterlever deres egen lærdom; thi de første tillader allevegne religioners fri øvelse, de kristne derimod har stedse med sværd og ild forfulgt og endnu på visse steder forfølger dem som i mindste poster differerer fra de herskende religioner. Jeg forbliver etc.