Min mor angav sine børn til Gestapo

I en ny bog fortæller en række kvinder om deres oplevelser under Holocaust. Her kan du læse et uddrag af bogen, hvori en kvinde fortæller om, hvordan hendes mor forelskede sig i en SS-mand - og derpå angav sin egen jødiske familie til Gestapo

Maria Gabrielsen er én af de kvinder, der i en ny bog fra Kristeligt Dagblads forlag fortæller om at overleve dødslejrene under 2. Verdenskrig. Foto fra bogen "Vidner fra Holocaust"
Maria Gabrielsen er én af de kvinder, der i en ny bog fra Kristeligt Dagblads forlag fortæller om at overleve dødslejrene under 2. Verdenskrig. Foto fra bogen "Vidner fra Holocaust".

Historien er kendt af de fleste.

Men detaljerne, duftene, lydene og den grusomme dagligdag i nazisternes koncentrationslejre, den kender kun de overlevende.

I morgen udkommer bogen "Vidner fra Holocaust - 10 kvindeskæbner" på Kristeligt Dagblads Forlag. Heri fortæller en række kvinder deres historie og beskriver livet i dødslejrene under Anden Verdenskrig. Én af dem er Maria Gabrielsen, der blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i 1943, hvor hun var til krigens afslutning.

Hun bor i dag i Sandefjord, Norge, og i dette boguddrag kan du læse hendes fortælling om en mor, der svigtede alle moralske principper og udleverede sit eget kød og blod til nazisterne.

Fortællingen begynder her: 

"Far var jøde og hed Michael Schwarz. Mor hed Rosa, og hun var af tysk afstamning. Hun var konverteret fra katolicismen til jødedommen. Vi boede i en lejlighed i bydelen Simmering i Wien.

Jeg begyndte i skolen, da jeg var seks år. I klasselokalet skulle vi synge for Hitler; der hang et billede af ham på væggen over lærerens plads. Vi skulle også bede til Hitler, for han gav os det daglige brød. Det syntes jeg var mærkeligt. Hjemme havde vi ikke mærket meget til brødet fra Hitler, og jeg havde fornemmet, at far ikke brød sig om ham. Dermed gjorde jeg det heller ikke. Far skulle arbejde i kulminerne; jeg tror, det var i Polen. Når han kom hjem en sjælden gang, var vi meget glade.

Ønsker du at læse hele bogen, kan du købe den her. 

Efterhånden blev det meste forbudt for jøderne. Der kom alle mulige påbud. Vi kunne ikke længere køre med sporvognen og måtte ikke engang gå i biografen. Man fortalte os, at det, der var forbudt for hunde, var også forbudt for jøder.

Mor forelskede sig i en SS-mand. Ham måtte vi børn aldrig se; vi skulle være ude, når han kom på besøg. Engang far kom hjem, ville mor ikke lukke ham ind i lejligheden. En af mine ældre søstre, Berta, gav far noget tøj, og så gik han hen for at overnatte hos en ven. Derefter meldte mor sin mand til Gestapo. Far var jo jøde, så de var i forvejen på jagt efter ham og var naturligvis glade for hjælpen. Så blev han fanget og sendt til en arbejdslejr i Wien.

Derefter meldte min mor mine tre ældste søskende – Erwin, Hilda og Berta. De blev taget på én gang og kom også i arbejdslejr. Nu havde hun travlt med at blive skilt, og snart ville hun heller ikke have noget at gøre med sine fire yngste børn. Da hun var af tysk afstamning, fik hun god hjælp til at få “jødeungerne” væk fra lejligheden.

Der kom to damer og hentede os fire til et børnehjem. Denne gang fik vi lov til at køre med sporvognen, men vi måtte stå helt yderst. Vi havde næsten ikke noget tøj på – kun en kjole, ikke noget undertøj og ingen sko. Vi havde heller ikke noget med os, for mor havde solgt meget af det, vi havde hjemme.

Det var et børnehjem drevet af jøder. Her tog man sig godt af os – vi fik bad og rent tøj. Vi blev inddelt i aldersgrupper med piger og drenge hver for sig. Vi skulle hjælpe til med forskellige ting. Vi måtte ikke gå i skole, men “tanterne”, som vi kaldte dem, forsøgte at lære os lidt. Vi lærte at bede aftenbøn, og det gør jeg stadig.

Af og til kom der tyskere i uniform og med gevær. Så skulle vi forholde os helt stille og ikke sige et ord. På børnehjemmet var der en gårdsplads, og en dag, vi børn legede der, kom der to tyskere og sagde, at hvis vi larmede sådan, ville de skyde os alle sammen. Vi blev skræmt fra vid og sans, og de voksne forstod, at det kunne være alvorligt ment. Fra den dag var det slut med at være ude at lege om eftermiddagen, og kun nogle få ad gangen fik lov til at komme ud i det fri.

Efter nogen tid hørte vi, at far og vores tre ældste søskende havde fået en lille lejlighed i Zirkusgasse, ikke langt fra børnehjemmet. Vi fik lov til at besøge dem om søndagen, og det var dejligt. Men vi skulle bære jødestjerne. Til at begynde med var stjernen sat fast på jakken med knappenåle, og så tog vi den af, så snart vi var kommet ud gennem porten. For at forhindre os i at gøre det blev stjernerne syet fast med symaskine. Når vi mødte unge på gaden og de så stjernerne, kastede de med sten, rev os i håret og spyttede på os. Vi fik ikke lov til at forsvare os. I gaden, hvor far og vores søskende boede, var der så mange bøller, at vi var bange for at gå derhen. Men vi bed tænderne sammen, for vi ville jo gerne besøge dem.

Vi havde det godt på børnehjemmet. “Tanterne” og “onklerne” behandlede os med respekt. Når nogen havde fødselsdag, fik fødselsdagsbarnet lov til at sidde øverst ved bordet, og det blev skrevet på en tavle, hvem der havde fødselsdag. Sådanne hændelser var lyspunkter i vores tilværelse. Vi var især glade for “onkel Fritz” og “tante Ditta”. Vi blev meget glade, da vi efter krigen hørte, at de begge var blandt de få voksne fra børnehjemmet, som overlevede, og at de tilmed havde giftet sig. Men både Fritz’ og Dittas forældre blev sendt til Auschwitz og myrdet der.

Mens vi var på børnehjemmet, skete der dramatiske ting hjemme, som vi først blev klar over senere. Far og mine tre ældste søskende boede stadig i Zirkusgasse. Men SS-manden, som mor var sammen med, døde efter otte måneder. Umiddelbart derefter indledte hun et nyt forhold, denne gang med en glødende nazist, der hed Mathias Schnedlitz. De blev forelskede og ønskede at gifte sig så hurtigt som muligt, men så måtte far først underskrive skilsmissepapirerne. Da far nægtede at gøre det, gik mor til Gestapos kontor og meldte sin mand til nazisterne. Hun sagde til dem, at Michael Schwarz ikke blot var jøde, han var også kommunist og antinazist. Mor var blevet en angiver, som forrådte sin mand efter 20 års ægteskab.

Far blev omgående arresteret. Dette var i april 1942. Han blev underkastet lange forhør i Gestapos hovedkvarter i Wien, hvorefter han blev dømt for antinazistisk virksomhed. Først blev han anbragt i en arbejdslejr i nogle uger, og derpå blev han sendt til Auschwitz. Der blev han myrdet i efteråret 1943.

Da mor fandt ud af, at far var død, bad hun om at få tilsendt dødsattesten fra Auschwitz. Så snart hun havde fået den, giftede hun sig med Mathias Schnedlitz. Men mor standsede ikke her. Hun gik igen til Gestapo-kontoret og meldte sine tre ældste børn, Erwin, Hilda og Berta. De blev hurtigt pågrebet og sendt til en tvangsarbejdslejr uden for Wien.

På børnehjemmet anede vi ikke noget om dette. Ingen fortalte os, at far var død, eller at de ældste søskende var sendt på tvangsarbejde. Vi kom til børnehjemmet i 1941. I april 1943 blev jeg indlagt på sygehuset, sandsynligvis havde jeg fået mæslinger. Men en dag blev jeg pludselig hentet tilbage til børnehjemmet. Da jeg kom derhen, mærkede jeg, at stemningen var forandret. Jeg så nogle piger, som hang tavse over gelænderet. Det var, som om luften var ladet med noget usikkert. Jeg blev nettet og taget med op på systuen. Der opdagede jeg, at min sæk var pakket og lå på bordet påskrevet mit navn med sorte bogstaver. Da forstod jeg, at nu ville jeg blive sendt væk.

Det er, som om min barndom slutter her. Ikke længe efter mødte jeg mine tre andre søskende, og pludselig kom også Erwin, Hilda og Berta. Da var vi alle syv søskende sammen igen, men i en trist og vanskelig situation. Hver af os fik mad og tøj i en sæk fra børnehjemmet. Der stod en lastbil udenfor, og vi blev løftet op på den. Vi fik lidt mad af folk, som stod omkring lastbilen. De havde måske ondt af os.

Vi blev kørt til jernbanestationen. Dér var der mange mennesker og tyskere i uniform med deres hunde. Vi blev gennet op i toget – det var togvogne med træbænke til at sidde på. Så begyndte toget at køre. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen. Ofte standsede toget, og så kom der tyske soldater gennem vognene for at kontrollere, at alt var, som det skulle være. Jeg kunne ikke lide lyden af deres støvler; det er en lyd, jeg forbinder med noget ondt.

Togturen tog lang tid; jeg kan ikke huske præcis hvor længe. Det var mørkt, da vi kom frem til en lasterampe. En af soldaterne kom ind i vores vogn og råbte Raus! Vi skulle alle sammen ud og lade vores bagage blive liggende. Dermed måtte jeg efterlade sin sæk med mine få ejendele. På perronen blev vi undersøgt af nazisterne og af tjekkiske politifolk. De undersøgte, om vi havde smykker eller penge eller andre værdifulde ting. Alle, der havde guldtænder, blev registreret. Fra mig tog de min ørering. Den var så smuk med et lille rødt hjerte, og jeg havde kun den ene tilbage. Det var en stor sorg at miste den ørering.

På perronen blev vi inddelt i to grupper: Kvinder og børn under tolv år skulle føres til én kaserne, mens mænd og drenge over tolv år skulle til en anden. Erwin var 21 og kom i gruppen med de voksne mænd. Vi piger og lillebror Kurt på seks fik lov at være sammen. Så blev vi ført ind i en stor kaserne. Folk i stribet tøj hagede sig fast i hegnet og stirrede på os. Nogle i følget forsøgte at tale med dem, men fik streng besked på at lade være. I kasernen skulle vi tage alt tøjet af, da det skulle desinficeres. Jeg anede ikke, hvad desinficering var for noget, men jeg forstod senere, at tyskerne gjorde det, fordi de var skrækslagne ved tanken om at få lus.

Så fik vi brusebad og blev klippet skaldet. Jeg blev fortvivlet, da en af fangevogterne klippede mit hår af. Mine lange sorte lokker forsvandt, og nu så jeg lige så underlig ud som de andre fanger. Jeg håbede, at jeg ville få mit tøj tilbage, men i stedet for måtte vi trække klædningsstykker ud af en stor dynge tøj og se, om vi kunne finde noget, som passede. Alt skulle gå hurtigt. Schnell! Schnell! skreg de, “hurtigt, hurtigt!”

Den første nat blev vi anbragt på en stor sovesal. Der var køjesenge, som hver havde en madras, en pude fyldt med halm og et tæppe. Jeg var sammen med mine søskende, bortset fra min ældste bror, som jeg ikke så mere til. Jeg var træt efter togturen og faldt hurtigt i søvn. Det var min første nat i Theresienstadt.

Næste morgen kunne vi se lejren i dagslys. Vi så blokke med hegn omkring. Over porten stod slagordet Arbeit macht frei. Vi fire yngste var sammen; de ældste blev sendt til en anden barak. Alle de voksne skulle arbejde, mens vi kom på en slags børnehjem, hvor vi blev fordelt efter alder. Det var jødiske indsatte, som passede os. De kom fra forskellige lande. Det første, vi fik, var en blikdåse og en aluminiumsske. De ting skulle vi passe på, fik vi at vide. Men vi fik ikke noget af det tilbage, som vi havde måttet aflevere. Senere blev vi klar over, at det af vores bagage, der kunne bruges, blev sendt til Tyskland.

Om morgenen skulle vi tage blikdåsen og hente kaffe, som var en slags brunt vand. Det var kogt, og vi måtte ikke drikke vandet i vandhanen. Vi havde ikke toiletartikler af nogen slags. Der var vand og et afløb, og der skulle man vaske sig i koldt postevand.

Vi skulle stå i en lang kø for at få mad. Med mellemrum segnede børn om af udmattelse. Så kom der gerne nogle og trak dem ud af køen. Til middag var der som regel ærtesuppe. Den var kogt på tørre gule ærter. Der var mange maddiker i den suppe, men de flød jo op til overfladen, når suppen var kogt. Vi fjernede dem og spiste videre. Hver anden dag fik vi et stykke brød. Vi skulle holde hus med det, så vi havde til to dage. Det myldrede med maddiker i brødet, og de var levende. Vi lærte at pille en del af maddikerne ud med fingrene. Mad skulle vi jo have.

I køjesengene med halm var der mange lopper og væggelus. Det kunne klø forfærdeligt om natten, når vi prøvede at sove. De bed, og for at dæmpe smerten kradsede vi os til blods. Så fik vi lus, og det var meget smitsomt. De kløede i hovedbunden. De lagde vist deres æg bag øret, fordi det var varmt der. Det var en plage med lusene. Når de krøb hen over kroppen, føltes det, som om huden bevægede sig.

Skole var der ikke i lejren, og undervisning var forbudt. Men det var lykkedes nogle af de voksne jøder, der passede os, at få fat i nogle blyanter og lidt papir, og de fandt på aktiviteter, som havde islæt af undervisning. De var opfindsomme, for eksempel foregik geografiundervisningen som gættekonkurrencer. Lidt fik vi med os. De havde altid vagt ved døren, og når tyskerne kom ridende på deres heste for at inspicere os, gav vagten straks besked. Når tyskerne kom ind i lokalet, sad vi helt stille. Det kunne være nervepirrende.

Mange mennesker blev brændt i Theresienstadt. De døde, og så blev de brændt. Røgen fra krematoriet havde en sødlig lugt. Hver dag gik vagterne rundt i lejren med flade tohjulede vogne. De smed de døde op på vognene, som var det melsække, og kørte dem til krematoriet. Asken blev fyldt i kasser. Mange af de unge måtte stå på række og lange kasserne op på en lastbil. Kasserne var ens, så de kunne stables pænt på ladet. Det nyttede ikke at spørge, hvad de skulle bruge asken til – man fik alligevel ikke noget svar. Men for arbejdet kunne man få et stykke brød eller måske ligefrem en stump pølse. Det var rigtig godt, vil jeg bare sige.

Om efteråret skulle vi børn pille kastanjer. Kastanjetræerne stod uden for de barakker, som tyskerne boede i. Vi skulle samle kastanjerne sammen og komme dem i sække. Når der var sne, måtte vi grave i sneen for at finde kastanjerne. Det var koldt, og vi frøs, for vi havde ikke noget ordentligt på benene. Jeg har døjet med det lige siden – det klør i benene, når det er koldt.

Så var der en periode, hvor jeg fik en indsprøjtning hver anden dag. Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg tror, det må have været en slags eksperiment. Rædslen for injektionssprøjter sad i mig længe efter. Jeg fik tuberkulose, men der blev ikke gjort noget ved det før efter krigen. Jeg var frygtelig tynd, men det var vi jo alle sammen. Sådan gik tiden. Vi var på børnehjemmet i Theresienstadt i næsten to år.

Der var en biografsal i lejren, og der blev vi af og til forsamlet. Tyskere i uniform sad på tribunen, mens vi piger sad på træbænke. Efter at have studeret os nøje pegede de på nogle af os: “Du” og “du” og “du” skulle gå til side – og dem så vi ikke mere til. Jeg var så heldig at blive sprunget over. Det skete flere gange.

Der var en pige på børnehjemmet i lejren, som var blind. Jeg blev meget glad for hende. Hun var god til at synge, men hun havde nogle uhyggelige, rynkede hænder. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor. “De hældte kogende vand ud over dem,” sagde hun. Så fik jeg endnu mere ondt af hende og satte mig tæt ind til hende. Hun blev så glad og sang for mig. Hun havde en smuk stemme. Hun hed Erika. Men en dag blev hun udtaget i biografsalen, og jeg så hende ikke mere.

Der kom transporter med syge fanger fra andre lejre. De kom i kreaturvogne, og mange af dem havde tyfus. Det var meget smitsomt. Når en transport ankom til lejren, fik fangerne besked på at hoppe ned fra vognene. Mange var så svage, at de bare faldt ned. De havde næsten ikke noget tøj på. Mellem stationen og lejren var der en bæk. Fangerne fik besked på at hoppe over bækken, for de skulle tælles. De, der ikke magtede det, og det var mange, blev skubbet ned i bækken. Så måtte jøderne trække dem op af vandet, og de blev kørt til krematoriet i lejren. Vi kunne se dette tydeligt fra vinduet i vores barak.

Det var fangerne, der måtte fragte de døde til krematoriet. Flere gange om dagen så vi, at de hentede folk, der var døde. De havde en kærre med to hjul, som de lagde ligene op på. Én mand trak i seletøjet foran, en anden gik bagefter og skubbede på. Fangerne med kærren havde deres faste runder for at samle døde op.

I foråret 1945 kunne vi mærke, at tyskerne var under pres. Soldaterne og officererne var tydeligt usikre, og rygterne svirrede i lejren. Ifølge et af rygterne skulle de danske jøder hentes tilbage til Danmark. Dette var en nervepirrende tid. Hvad ville nazisterne gøre med os? Ville de dræbe os, før de flygtede? Togene ud af lejren var stopfulde af tyskere, som forlod Theresienstadt. Senere hørte vi, at tyskerne havde bestemt, at vi skulle i gaskammeret den 8. og 9. maj. Det var jøder, der var blevet tvunget til at bygge det. Gaskammeret var næsten færdigt, men tyskerne havde ikke fået Zyklon B.

Men så var vi så heldige at blive befriet. Et stykke tid hørte vi skyderier og kanonbulder – det varede i to dage. Den 8. maj klokken to om natten kom russerne med tanks og lastbiler. Tanterne på børnehjemmet kom ind på sovesalen og råbte: “Krigen er slut!” Vi var ikke helt sikre på, hvad det betød. Russerne kastede mad og cigaretter ned fra lastbilerne. Mange var så underernærede, at de ikke kunne tåle maden.

Kort tid efter kørte de første hvide busser ind i lejren. To dage senere satte de første busser med jublende jøder om bord kursen mod Danmark. Sygeplejersker i uniform gav dem mad og behandlede dem med venlighed. Det var noget helt nyt for os, som var vant til skarpe kommandoråb. Jeg husker tydeligt det røde kors på taget af busserne, for jeg kunne se det fra vinduet. Det var hårdt at blive stående tilbage inden for pigtrådsafspærringerne.

Til at begynde med fik vi ikke lov til at gå uden for barakkerne. Det var farligt, for folk var helt vilde, og flere blev trampet ihjel i kampen om at få mad. Senere fik vi besked på, at vi kunne lede efter familiemedlemmer i lejren. Det viste sig, at alle vi søskende havde overlevet. Det var utroligt! Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at være sammen med dem. En tante fra Jugoslavien ville tage mig med hjem. Så begyndte jeg at græde, for jeg var så bange for at miste mine søskende. Tanten sagde, at hun forstod det, og at det var godt.

Sammen rejste vi syv søskende tilbage til Wien. Turen tog lang tid, og vi havde ingenting med os. Vi kom til et børnehjem, hvor de tog imod kvinder og børn fra koncentrationslejrene. Der fik vi husly og mad.

Vi havde alle et brændende ønske om at møde far. Vi vidste ikke, hvad der var sket med ham. Først efter at vi var kommet til Wien, hørte vi, at mor havde angivet far, og at han var blevet myrdet i Auschwitz. Dermed havde mor fået en dødsattest på far, så hun kunne gifte sig med sin nye kæreste. Det er ubegribeligt, at mor kunne gøre det mod sin mand og sine børn. Den dag i dag er det mig umuligt at forstå det.

Der blev skrevet om os i avisen, for det var overordentlig usædvanligt, at alle børn i en jødisk familie overlevede Theresienstadt. Men så skete der noget oprørende. Efter bombningen af børnehjemmet havde der ikke været vand der. Mine to yngste søskende gik af sted for at hente drikkevand, for vi skulle spise middag. På tilbagevejen satte de sig med vandspanden på en trappe ved en biograf for at hvile sig lidt. Da ser min yngste bror, Kurt, en dame, der går frem og tilbage, og Kurt siger til min søster Annie: “Men er det ikke mor?” Damen hører spørgsmålet og kommer hen til dem. Hun spørger, hvad de hedder, og så siger hun: “Vil I ikke komme hjem til mig? Nu har jeg sørget for mad og tøj til jer.”

Jeg skulle ned for at spise og mødte mine søskende og denne dame midt på trappen. Jeg så ikke, hvem hun var, og Annie spurgte mig: “Kan du ikke se, at det er mor?” Jeg kiggede op og så lige ind i hendes blå øjne – hun havde blå øjne, vi andre havde brune øjne og mørkt hår – og jeg fik næsten et slagtilfælde. Jeg fløj ned ad trappen, jeg var så bange! Jeg gik hen og gemte mig i et udbombet tempel. Der blev jeg i mange timer. Berta og Grethe gik også hen og gemte sig, de ville ikke se hende.

Mor forlangte at få de tre yngste børn – Kurt, Annie og Maria. Så sagde Hilda, min ældste søster: “Du får dem ikke.” Hilda fortalte dette til forstanderinden på børnehjemmet. Og forstanderinden meldte mor til politiet. Ikke længe efter blev mor arresteret.

Det tog tid, før retssagen mod mor kom op. Nogen tid efter at hun var blevet arresteret, forlod vi børnehjemmet. Hilda havde fået hjælp af kommunen til at få fat i en lille lejlighed, og vi mindste børn boede der en kort tid. Derefter blev vi anbragt i plejefamilier. Jeg kom til familien Höger. Jeg var elleve år og havde behov for omsorg og tryghed. Men denne familie havde kun taget imod mig på grund af den betaling, de fik af kommunen. De udnyttede mig – jeg skulle ovenikøbet stoppe strømper! – de betragtede mig nærmest som et nødvendigt onde. Jeg måtte ikke spise sammen med dem, men skulle vente i entreen. Når de var færdige, fik jeg resterne, før jeg skulle i gang med oprydningen og opvasken. Jeg skulle bare gøre, som de sagde. Det var jeg jo vant til.

En dag var jeg så nedtrykt, at jeg gik ud i køkkenet og lukkede op for gassen. Jeg ønskede at gøre en ende på det. Men så kom jeg til at tænke på mine søskende – på hvor glad jeg var for dem, og hvor ked af det de ville blive. Jeg lukkede for gassen og åbnede køkkenvinduet på vid gab. Det var tæt på.

Retssagen mod mor rystede Østrig. Hun havde sikkert ikke regnet med, at nogen af hendes syv børn ville overleve Theresienstadt. Da vi så dukkede op, blev vi anklagemyndighedens stærkeste bevis. Under retssagen i Wien kom det frem, at mor selv havde angivet sine tre ældste børn til de nazistiske myndigheder. Hun benægtede det, men beviserne var fældende. Frækt gav hun også udtryk for, at hun følte stor sorg, da hun fik meddelelsen fra politiet om, at hendes mand var død i Auschwitz. Men et ægtepar i bebyggelsen, vi boede i, fortalte retten, at mor en dag var kommet ind til dem og havde sagt, at nu måtte hun se at “få jøden væk”. Og ifølge et andet vidne havde mor fortalt, at hun ville lade sig skille fra sin mand, fordi han var jøde.

Af os børn var det kun Erwin og Hilda, som var med i retssalen. De kunne vidne om, hvad mor havde gjort mod far og os. De ville skåne os små og fortalte os ikke noget. Først i 2004 så jeg referatet fra retssagen. Det var uhyggelig læsning. Der faldt dom i sagen den 24. juni 1947. Selv om mor erklærede sig uskyldig, blev hun fundet skyldig på alle punkter og idømt fem års straffearbejde for at have krænket børnenes og mandens menneskerettigheder. Hun blev også dømt for bevidst at have medvirket til, at ægtemanden, Michael Schwarz, blev deporteret til Auschwitz.

Fem år efter at mor blev løsladt i 1952, forsøgte hun at få krigsskadeerstatning, fordi hun havde mistet sin mand i Auschwitz. Kravet blev afvist af retten. Vi børn havde ingen kontakt med mor, efter at hun blev dømt. Hun døde i Wien i 1972, 83 år gammel."

"VIDNER FRA HOLOCAUST – 10 kvindeskæbner" udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag onsdag den 22. oktober