Verden over har en lang række museer og arkiver i mange år arbejdet på at indsamle vidnesbyrd om overlevere fra holocaust. Blandt andre det amerikanske Shoah Foundation, som filminstruktøren Steven Spielberg står bag, og som blandt andet kan rapportere om, at en ny dokumentarfilm er på vej med "Stemmer fra Auschwitz".
I Danmark opsamler Afdelingen for Holocaust og Folkedrabsstudier under Dansk Institut for Internationale Studier oplysninger og vidnesbyrd om såvel holocaust som andre folkedrab i det 20. århundrede.
Kristeligt-Dagblad har interviewet fem holocaust-overlevere fra både Auschwitz og Theresienstadt. Læs eller genlæs deres vidnesbyrd herunder - og følg linket under hver af dem for at læse det fulde interview.
Arlette Andersen: "Vores ankomst var en kæde af chok"
Arlette Andersen, født Levi, blev arresteret i sit hjemland, Frankrig, som 18-årig universitetsstuderende i november 1943 og blev i januar 1944 deporteret til Auschwitz. Den 18. januar 1945 var hun blandt de tusinder af fanger, som blev beordret ud på såkaldt ”dødsmarch”, idet tyskerne ønskede at evakuere lejren, inden den blev befriet. Hun overlevede mirakuløst Auschwitz, marchen og det efterfølgende ophold i kvindelejren Ravensbrück og kom hjem til Frankrig i foråret 1945.
Siden blev hun dansk gift og blev gymnasielærer i Fredericia. Fortiden i kz-lejren forbigik hun i tavshed – selv over for sine nærmeste – indtil hun i 1990 begyndte at holde foredrag på gymnasier og i andre offentlige forsamlinger. Hun følte, at hun som et af de øjenvidner, der endnu var i live, havde en pligt til at fortælle historien, så den ikke bliver glemt af de kommende generationer.
Arlette Andersen har holdt mere end 400 foredrag for mere end 90.000 danskere og er endnu aktiv med at give sit vidnesbyrd videre. Hendes liv er beskrevet i bogen ”Pigen fra Auschwitz” af Morten Vestergaard, og der arbejdes på en dokumentarfilm om hendes liv.
Da Kristeligt Dagblad interviewede Arlette Andersen i 2011, sagde hun blandt andet:
”Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvad der var det værste, hvad der var det mest chokerende ved Auschwitz. Men det er ikke til at sige. Alting var forfærdeligt, og i begyndelsen afløste det ene chok bare det andet. Vores ankomst var en kæde af chok: Da kufferterne blev taget fra os, pigen, som sagde, at vi var der for at dø, bunkerne af lig.”
Johan Grün: "Jeg sov i lang tid dårligt om natten"
Johan Grün var 22 år, da han i oktober 1943 i København blev arresteret af nazisterne. Selvom langt hovedparten blev reddet til Sverige, da Nazityskland iværksatte sin aktion mod de danske jøder, hørte Johan Grün og hans bror Olaf til de uheldige undtagelser. Brødrene blev transporteret til koncentrationslejren Theresienstadt under umenneskelige forhold. Her blev han blandt andet tvunget til at at bære børn op i jernbanevogne, der skulle transportere dem til døden i Auschwitz.
I april 1945 blev brødrene Grün reddet hjem til Danmark af Folke Bernadottes hvide busser. Johan Grün genoptog herefter sit erhverv som guldsmed og havde sin egen butik i Krystalgade i København. Han blev også en flittig foredragsholder, som tog ud på skoler for at lære de kommende generationer om holocaust. Den 27. januar 2003 var han taler ved den første officielle danske markering af Auschwitz-mindedagen. Han døde som 91-årig i 2012.
Da Kristeligt Dagblad interviewede Johan Grün i 2003, sagde han blandt andet:
”Da jeg kom hjem, sov jeg i lang tid dårligt om natten. Jeg havde en drøm om, at mine hænder blev hugget af, og så kunne jeg vågne ved mine egne skrig. Det sker stadig af og til, men ikke så ofte mere, højst to-tre gange om måneden.”
Eva Schloss: "Jeg var fange nummer A/5272"
Eva Schloss fyldte 15 år den 11. maj 1944, da nazisterne bankede på døren. Hun og hendes familie var flygtet fra Wien og havde gemt sig i Holland, hvor Eva lærte den tyske pige Anne Frank at kende. Familien blev sendt til Auschwitz, hvor faderen og broderen døde. Evas mor blev efter krigen gift med Anne Franks far, Otto Frank. Hun bor i London og har skrevet om sine oplevelser i bogen ”Efter Auschwitz”.
Da Kristeligt Dagblad i 2014 interviewede Eva Schloss, sagde hun blandt andet:
”Jeg var fange nummer A/5272 og led i en proces med det ene formål at frarøve min stolthed og min identitet og i sidste ende mit liv. Da jeg blev ført væk fra togstationen i Auschwitz, blev jeg skilt fra min bror og far, og jeg efterlod pigen Eva og hendes drømme bag mig. Vi havde været sammen som familie for sidste gang, og jeg kom aldrig til at se min bror igen.”
Olly Ritterband: "Jeg ville ikke tro på, at der var krematorier"
Olly Ritterband blev som 20-årig arresteret sammen med sin familie i maj 1944 og deporteret fra Transsylvanien til Auschwitz. I mere end et år udholdt hun lejrens rædsler og blev i januar 1945 sendt på dødsmarch til Bergen-Belsen, hvorfra hun senere blev befriet. Hun var i Sverige i 1945-49, inden hun sammen med sin mand, Daniel Ritterband, bosatte sig i Danmark. og arbejdede som fotograf, billedkunstner og forfatter til flere bøger om holocaust. Hun døde i 2011, 90 år gammel.
Da Kristeligt Dagblad interviewede Olly Ritterband i 2002, sagde hun blandt andet:
”Hvordan jeg kunne bevare optimismen under de forhold, det forstår jeg ikke i dag. Jeg var så ung. Jeg ville ikke tro på, at der var krematorier i lejren. Det gik først op for mig efter befrielsen.”
Robert Fischermann: "Jeg var 17 år og blevet voksen alt for tidligt"
Robert Fischermann var en af de danske jøder, der blev deporteret til Theresienstadt. Han blev født 1928 i København i en jødisk familie af østeuropæisk afstamning. Hans far og bror druknede i Øresund under flugten i oktober 1943. Søsteren nåede til Sverige, og de to søskende mødtes igen efter krigen. Robert flyttede i 1972 til Israel, hvor han bor i dag. Frem til for få år siden havde han aldrig talt med nogen om tiden i Theresienstadt, men i 2007 brød han tavsheden og udgav sidste år sine erindringer, ”At forstå er ikke at tilgive. En dansk kz-overlevers livslange rejse”.
Da Kristeligt Dagblad i 2014 interviewede Robert Fischermann, sagde han blandt andet:
”Jeg var 17 år og blevet voksen alt for tidligt. Der er flere beslutninger, vi har taget, der er sket med holocaust som baggrund. Vi flyttede til Israel, fordi vi havde oplevet, at den danske stat ikke kunne beskytte os. Og en overgang talte vi om, at vi ikke kunne tillade os at sætte børn i verden.”