Den 8. februar 1529 troppede 800 brølende mænd op på torvet foran rådhuset. De krævede dels, at messen og de religiøse billeder skulle forbydes, dels at alle katolikker i byrådet skulle trække sig tilbage. Utålmodigheden blandt reformationsforkæmperne i Basel greb hurtigt om sig. Selvom rådet i al hast trådte sammen, kunne man ikke træffe nogen beslutning. Derpå hentede mændene våben og besatte torvet.
Næste dag var skaren tre gange så stor. Byrådet mødtes på ny, men det gik ikke hurtigt nok for mændene på torvet. Efter nogle turbulente morgentimer strømmede de op til katedralen, hvor de rasende trængte ind. Krucifikserne blev hugget i stykker, og helgenstatuernes afhuggede lemmer blev brugt som køller til at knuse glasvinduerne med. Da de ikke kunne banke Holbeins nadverbillede ned, gik de løs på det med en økse. Tre apostle blev forvandlet til gabende huller.
Dernæst blev alle billeder og ornamenter kylet op på store bunker foran domkirken. De ophidsede skrig opildnede folk, og nogle kom anstigende med lys. Små flammer begyndte at stikke op fra bunken af billeder. Det kunne se ud, som om de ledte efter noget. Et hjørne af en himmel krøllede sig sammen i et strejf af lavendelblåt. Langsomt gik der ild i helgenerne og englene. Man hørte nogen gale op – for der blev stadsmaleren Hans Herbsts vigtigste værk kylet på bålet. En hånd og et blik forsvandt sydende i flammerne. Ingen turde gribe ind over for pøbelen, som, efter at alt var brændt ud, strømmede videre til byens andre kirker for at fortsætte.
I to døgn kunne man efterfølgende se de nedrevne billeder brænde blandt farvede glasskår. På det tidspunkt var de 12 katolske rådsmedlemmer gået af, og de øvrige forbød messen.
Erasmus bevidnede begivenhederne på nært hold og var dybt rystet. Oecolampadius var taknemlig over, at ingen var kommet til skade, for i Magdeburg omkom 500 mennesker under billedstormernes optøjer. Erasmus fandt derimod volden forfærdelig. Hvad han havde ønsket, var reformer, ikke en revolution. Han havde nærmest med et smil på læben kritiseret kirkens helgenkult, relikvier, pilgrimsfærder, faste og afladsbreve. Da kritikken blev taget op uden litteraturens nuancer, skete det på en uforsonlig og hadsk facon, som var ødelæggende for sammenholdet. Billedernes afhuggede hoveder og lemmer viste det med al tydelighed. Karnevaller og satirer har en fællesnævner i latteren. Men de, som holder op med at le, mister den distance, der kan bevare klarsynet. I deres stridigheder går farverne tabt, og tilbage bliver en sort-hvid verden.
En rasende storm drog gennem det Europa, som Erasmus havde ønsket at forene. I London erklærede kardinal Thomas Wolsey, at William Tyndale var en kætter, fordi han havde oversat Det Nye Testamente ved hjælp af Erasmus’ latinske udgave. I Paris blev en af Erasmus’ beundrere brændt på bålet. Andre steder døde prædikanter mellem glødende tænger, og gendøbere fik deres tunger skåret ud. Hvad der for kort tid siden havde virket så løfterigt, var forvandlet til et rædselsvælde.
I 1529, det år, hvor ordet ”protestant” kom i anvendelse, forstærkedes uroen af, at osmannerne netop havde invaderet Ungarn og Balkan. Luther forkyndte straks, at de var Djævelens inkarnation. På de ophidsede flyveblade, der udbredtes på den tid, blev de invaderende fremmede anklaget for at have massakreret alle modstandere og spiddet spædbørn på pæle. Skrækken øgedes i september 1529, hvor de tilmed begyndte at belejre Wien. Det hed sig, at de havde 120.000 mand, som stod over for habsburgernes 25.000 soldater. Europa var rystet i sin grundvold. Lykkedes det osmannerne at indtage Wien, kunne de få kontrol over det habsburgske styre, som strakte sig fra Nederlandene til Spanien. Ifølge flyvebladene pralede Süleyman den Store med, at han ville erobre hele Europa og sætte sig på den pavelige trone.
For Erasmus var det en bekræftelse på, at arven fra romerne var blevet sat over styr. For ham at se afspejlede osmannernes fremgang de kristnes hadefulde hjerter, for den stridende kristenhed viste sig ikke mindre grusom end tyrkerne. Ligesom islam for længe siden var blevet splittet i to rivaliserende retninger, bekæmpede reformationens mænd nu også hinanden. Efter en diskussion om nadveren brød Zwingli med Luther, som erklærede, at han var en ond og gal mand. De protester, som for nylig havde samlet millioner, var ved at blive efterfulgt af en ny splittelse med nye dogmer. I striden mellem reformatorerne åbenbarede der sig et nyt problem. Når alle mennesker kunne fortolke Bibelen, ville synspunkterne blive forskellige, og hvem skulle afgøre, hvor sandheden lå? De, som så troens fundament i Bibelens ord, kunne forvandle sig til bogstavtro, kompromisløse fundamentalister.
Hvor let ord kunne blive til våben, så man af trykpressernes rolle i konflikten. I Sverige havde kong Gustav Vasa konfiskeret en biskops presse og indført et kongeligt monopol på at trykke. Senere blev Det Nye Testamente trykt på svensk, samtidig med at Luthers lære blev påbudt.
Det modsatte skete i Antwerpen, om end mere brutalt: Der blev en trykker brændt på bålet sammen med de protestantiske skrifter, han havde udgivet. Hændelsen sendte chokbølger gennem Europas bogtrykkere. Luthers navn, som indtil da havde været ensbetydende med kæmpemæssige oplag, kunne nu være livsfarligt. En italiensk oversættelse af Luthers fortolkning af de ti bud blev derfor i al hast tilskrevet Erasmus. I latinske lande var han mindre farlig end Luther og langt mere populær, da han hverken kom med hadske udfald mod Rom eller benyttede et groft sprog.
Men Erasmus ville ikke være lutheraner. Han ville mere end nogensinde være sin egen. Ligesom han tidligere var flygtet fra det konservative Leuven, beredte han sig nu på omsider at forlade Basel. Blev han boende der, kunne det opfattes som en støtte til reformatorerne og anfægte hans neutrale holdning.
Det frihedselskende Basel havde desuden ændret sig. Da byen blev erklæret reformert, blev al katolsk virksomhed på universitetet indstillet. Samtlige klostre blev lukket, alle billeder blev fjernet fra kirkerne, som derpå blev kalket hvide, og den protestantiske gudstjeneste blev ikke bare den eneste tilladte – den blev obligatorisk. Censuren blev strammet for bogtrykkerne. Det virkede også, som om den katolske magtelite, man havde villet skaffe sig af med, blev erstattet af en protestantisk med lige så mange privilegier, mens den egentlige magt stadig lå hos en klike af rige købmænd.
Med vemod gik Erasmus en sidste gang til Frobens trykkeri, hvor han havde fået omkring 150 værker trykt. Nu havde en ny generation taget over. Et halvt års tid efter Frobens død giftede hans enke, Gertrud, sig igen. Hendes nye mand var en yngre trykker fra Strasbourg ved navn Johannes Herwagen, og han blev snart kompagnon med Frobens sønner. Selv om Erasmus forholdt sig kritisk til Gertruds nye giftermål, havde han et godt forhold til sønnerne. Hans 14-årige gudsøn Erasmius viste desværre ikke noget intellektuelt talent, men det ville blive svært at tage afsked med den kærlige, sent udviklede dreng.
Hvor skulle resten af hans liv nu udspilles? Da han sidste gang havde tænkt sig at rejse til Nederlandene, havde et nyrestensangreb tvunget ham til at vende om allerede ved Sélestat. Han måtte se kendsgerningerne i øjnene: Kramperne begrænsede hans frie bevægelighed.
Oecolampadius, som nu gjorde tjeneste i katedralen, så gerne, at den beundrede forfatter blev boende i Basel, så sammen med borgmester Meyer forsøgte han at overtale ham til at blive. Men Erasmus holdt fast på sin plan om at rejse. Så insisterede Basels evangeliske rådsforsamling på at vise ham en sidste ærbødighed ved en officiel afsked.
Der mødte en stor skare op, da Erasmus gik om bord på en båd ved Rhinbryggen. Flere venner fulgte med på rejsen. Desuden skulle Erasmius Froben tilbringe nogle måneder hos ham på det nye sted og undervises i den periode. Bonifacius Amerbach havde tænkt sig at eskortere dem et stykke af vejen. Hvorhen? Til det nærliggende Freiburg im Breisgau, hvor Basels domkapitel allerede var flyttet hen. Ville han slå sig ned der? Måske. Den slags ved man sjældent, når man flygter.