Prøv avisen
Min humor

Bjørn Nørgaard: Min mor var genial til at punktere selvhøjtidelighed

Muhammed-krisen lærte os, at vi må leve med, at andre har en anden humor end os danskere. Der er mange tabuer i verden, de må af og til udfordres, men på en klog måde, siger billedhugger Bjørn Nørgaard om forskellighed på humor. Foto: Linda Kastrup

Billedhugger Bjørn Nørgaard ser humor som en indgang til helt ny verden, men den er en sårbar sag, som nemt kan misforstås og såre andre. Humor kræver finesse og empati, mener han

Hvad har dannet din humor og tanker om humor? 

Jeg har altid elsket min mors humor. Hun brugte meget underdrivelser til at komme ud af håbløse hverdagssituationer. Underdrivelserne var ikke i sig selv morsomme, men i sammenhængen ramte de bare plet hver gang.

Når min far kunne være lidt selvhøjtidelig, var min mor genial til at punktere den stemning. For eksempel om sommeren når min far absolut ville på skovtur klokken seks om morgenen og hurtigt ville involvere hele familien, kom det fra min mors dyner: "God tur, Jørgen!" 

Så var den samtale slut i stedet for en længere diskussion. Men jeg slap ikke, det var ud i skoven.

Hvad, synes du, er humorens opgave? 

Humorens styrke er at kunne tage brodden af, hvis nogle bliver for oppustede, uden der nødvendigvis er dækning for det. Der kan humor, helt uden at være ondskabsfuld, få problemerne ned på rette plan. Hvis vedkommende ikke fanger signalerne, så må man gribe til skrappere midler og simpelthen gøre grin med vedkommende.

Vores moderne opfattelse af humor, som går på dens forpligtelse til at punktere og håne autoriteter, kan ofte komme til kort over for andre kulturer og traditioner. Muhammed-krisen lærte os, at vi må leve med, at andre har en anden humor end os danskere. 

Der er mange tabuer i verden, og de må af og til udfordres, men på en klog måde. Den ellers meget vigtige karikaturtradition kom på hårdt arbejde under Muhammed-krisen, fordi modtagerne simpelthen ikke kunne eller ville forstå ironien i dem.

Er der områder eller tidspunkter, hvor humor ikke hører hjemme? 

Jeg vil have svært ved at lave sjov med ofre for en tragedie, især umiddelbart efter det er sket. Jeg kan ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at skabe bæredygtig humor ud af det. Jeg vil heller ikke udelukke, at nogle kan tillade sig at gøre det mere end andre.

Men at skabe humor omkring ofrene for eksempelvis Holocaust er det næsten kun ofrene, der har ret til. Det kan muligvis godt skabes vigtig humor omkring tragedien, som sætter den ubeskrivelige gru i perspektiv, men der er vi ude i en meget svær øvelse.

Ethvert menneskeligt udtryk har altid nogle begrænsninger, og så kan det ende med at ramme offeret dobbelt så hårdt. Men humor kan også virke terapeutisk til at blødgøre livslange menneskelige sår. 

Bør der være mere humor i den offentlige debat? 

Jeg savner, at offentlige personer lukker lidt op for godteposen. Jeg kan ikke fordrage debatter, hvor man tydeligt kan høre, at politikere har trænet med spindoktoren hjemmefra. Det bliver ofte bare et spil for galleriet. Her kunne studieværter og journalister godt gå lidt mere til dem.

Da Preben Møller Hansen (tidligere formand for Sømændenes Forbund, red.) i 1968 offentliggjorde en strejke, blev han spurgt af en journalist, "hvorfor får du ikke sømændene i arbejde?", hvortil Preben Møller Hansen svarer, "hvad vil du have? Jeg kan jo ikke bære dem ombord!"

Den slags åbenmundethed og måde at være direkte på kan jeg godt savne i dag. Den bedste humor kommer altid direkte. Humor kan ikke komme ad omveje. Humor foregår nu og her.

Hvordan bruger du humor?

Humor er god til at opløse konflikter. Den kan sætte svære dagligdagssituationer i et komisk lys, så begge parter kommer på samme niveau, og hvem, der gjorde hvad, bliver overflødigt.

I min kunst kan humor være med til at løfte værket. Den kan skabe den lille drejning, som bliver indgangen til en ny verden. Humoren og selvironien kan være den nøgle, som man kan bruge til at lukke op for et kunstværk. 

Hvornår har du sidst været flad af grin?

Jeg så noget Monty Python først på sommeren, hvor deres absurditet virkede stærkt humoristisk på mig. Jeg så for eksempel en scene, hvor fire ældre mænd sidder brokker sig over ungdommen, fordi ungdommen ikke ved, hvor hårdt de fire mænd havde det i deres unge dage.

Mændene begynder at snakke om deres hårde barndomskår. "Jeg blev født på bunden af en frossen sø", siger én, og sådan går det derudad. De sure gamle mænd prøver at overgå hinanden i deres beskrivelser. Den scene er ret fantastisk.