Prøv avisen
Min humor

Kristian Ditlev Jensen: Jeg er rundet af rå underklasse-humor

Der findes ikke noget mere hæsligt end mennesker uden humor, siger forfatter Kristian Ditlev Jensen, der selv er vokset op i en familie med rå humor. Foto: Claus Fisker

Forfatter Kristian Ditlev Jensens familie brugte humoren til at glemme deres ulykke, men den gik ofte ud over andre

Hvad har dannet din humor og tanker om humor?

Jeg er vokset op i underklassen, hvor man har en levende og til tider lidt rå humor. Men den er også fuld af mange sprogspil, der langt overgår, hvad nogle sikkert forventer i raffinement. 

Min morbror, der var alkoholiker og skulle overleve på værtshuse, var en mester i at fortælle vittigheder. Og sådan er der flere typer humor i familien. Skælmske onkler, fætre, der formår at sprede latter til alle er helt færdige. Eller hjemmehjælperen, der med ét sylespidst ord nagler sin mand til væggen, så alle falder om.

Underklassens humor er tit på bekostning af en af de andre, der er til stede. Det er en måde at punktere ulykken, som alle er ramt af, på. For vi er alle i samme båd. 

Ellers ville jeg nok sige, at min lange uddannelse og mit arbejde med sprog er det, der farver min humor mest.

Jeg elsker sprogspil, engelsk wit (vittig bevidsthed, red.) og dobbelttydige puns (ordspil, red.). ”Der er flere indianer’, end De aner.” Den slags. 

Men bedst er det, når man har et system, man ruller ud. En forskydning i størrelse, art, æstetik – som i Gullivers Rejser, hvor der vendes op og ned på hele verden. En forskydning, der får lov at vandre igennem hele teksten. Alice i Eventyrland er et andet eksempel.

Eller Monty Pythons film "Life of Brian". For mig ligger der ikke en kritik af Kristus i sådan en film. Det er forholdet mellem de to skæbner, der er sjovt. Der bliver ikke gjort grin med Jesus – kun med taber-Brian. Lidt på samme måde, som der ikke bliver lavet sjov med kommunalt ansatte, når man spørger: ”Hvad laver de egentlig i Borgerservice?”

Og man selv svarer: ”Pas!”

Hvad, synes du, er humorens opgave?

Humorens opgave er ligesom kunstens bare at være sig selv. Humor skal bare være sjov. Så snart den spændes for en vogn, bliver den noget andet.

Propaganda, reklame, omklamrende. Man kan næsten sige, at hvis humor provokerer, så er det ikke humor mere – for så er det jo ikke sjovt mere. Men omvendt skal humor ikke være bange for at fornærme nogen. Jeg er glad for vores ytringsfrihed, og jeg synes også, det er fint, når man bruger den fuldt ud.

Lars Bukdahl fra Weekendavisen kaldte mig engang for ”en badebold”. Det, synes jeg, stadig er sjovt. 

Er der områder eller tidspunkter, hvor humor ikke hører hjemme?

Personligt har jeg ingen grænser. Og jeg kommer tit galt af sted, fordi jeg ofte bare hører ordene – uden rigtig at tage indholdet alvorligt. Så for min skyld må man gerne lave perverse jokes om hvad som helst.

Men jeg ved fra mit arbejde på aviser, at befolkningen som sådan ingen tolerance har over for humor, der handler om dyrs lidelser eller incest og pædofili. Det sidste findes nu ellers i stor stil blandt ofre for pædofili selv. Men det er jo ligesom sorte i USA, der også kalder hinanden for ”nigger”. 

Aftabuiseringen er en afmontering af alt det krænkende. Men for mig er det bare ord og sproglig overraskelse, der gør sætningen ”og så var der børnelokkeren, der kom ind på en bar og bad om en lille én” morsom.

Bør der være mere humor i den offentlige debat?

Humor er tit forløsende. Og det er ofte en måde at få sagt det ”ulovlige” på. 

Derfor er det godt i alle sammenhænge med mange følelser i. Men det kan også være en måde at sige det ulovlige på – og så er det sagt. Det kan jeg godt lide. Når ungdomsorganisationerne i politik tager den en tak videre end moderpartiet. Den slags er sjovt. Og meget vigtigt, tror jeg. 

Humoren skal være alle steder, hvor der er alvor. Der findes ikke noget mere hæsligt end mennesker uden humor. Det skulle da lige være folk, der er nærrige.

Hvordan bruger du humor?

Jeg er en joker, så jeg bruger nærmest humor konstant. Men jeg bruger det også afvæbnende eller som icebreaker. Jeg gad godt at skrive en satirisk roman. Det er der en større tradition for i engelsksprogede lande end herhjemme.

Hvornår har sidst været flad af grin?

Sidste gang jeg var helt færdig af grin var, da jeg sammen med en ven opdagede, at urtepotteskjulerne på en café, vi sad på, var fra Ikea.

Så postede jeg et foto af det store Ikea-stempel i bunden og tjekkede ind på Facebook på "Designmuseum Danmark". Det grinede vi af i 10 minutter. På den dér måde, hvor man er lige ved at stoppe fire gange. Men så kommer der en bølge mere. Det var meget befriende.

Denne artikel er resultatet af en mailkorrespondence med Kristian Ditlev Jensen