Prøv avisen
Min humor

Peter Tudvad: Humoren var en rød tråd gennem hele min barndom

Der findes god og dårlig humor, men ingen forkert eller utilladelig humor. Således hører den sorte humor bestemt ikke til den ringeste art, siger forfatter og filosof Peter Tudvad om humorens forskellige former.

Hans storebror lærte ham at bruge humoren som et våben. Morfaderen lærte ham at bruge den som en litterær strategi. Forfatter og filosof Peter Tudvad mener, at humor kan kaste lys over mange tings meningsløshed

Hvad har dannet din humor og tanker om humor? 

Som dreng elskede jeg at læse Finn Søborgs humoristisk-kærlige hudfletning af den danske efterkrigstid med al dens bureaukrati og selvhøjtidelighed, dens træge embedsmænd og barokke småborgere. 

Men frem for alt var humoren en rød tråd gennem hele min barndom, fordi min storebror og min morfar sjældent sagde et ord, som ikke var dobbeltbundet eller drillende. Den ene var subtil, den anden folkelig, deres humor henholdsvis skarp og uforskammet, grundtvigiansk og gemytlig. 

Min storebror lærte mig at bruge humoren som et våben, både som forsvar og angreb. Min morfar lærte mig at bruge den som en litterær strategi, der kunne få lytteren eller læseren til at tage nogle ellers knortede ord med et smil. 

Mesteren over dem begge – og over alle – fandt jeg i filosofien, som ellers ikke just er rig på humor, nemlig hos Søren Kierkegaard.

Hvad, synes du, er humorens opgave? 

Det ville være at forråde humoren, hvis man begrænsede den til et særligt ressort. En sådan spændetrøje skulle den dog nok vide at krænge af sig. Alligevel tøver jeg ikke med at kåre afsløringen eller synliggørelsen som dens fremmeste opgave. 

Den kan nemlig i store såvel som små forhold, i det offentlige nok så godt som i det private, kaste sit ubarmhjertige lys over strukturer og mønstre, så de kommer til at fremstå i al deres overleverede eller konstruerede meningsløshed.

Men humoren er ikke bare provokatorisk og udfordrende; den kan også tage brodden af den alt for sårende kritik og lægge en upersonlig distance til en sag, så stolthed og følelser ikke render af med en, når man skal vurdere og diskutere den.

Er der områder eller tidspunkter, hvor humor ikke hører hjemme?

Man kan ikke underlægge humoren et tabu. Det vil blot ægge den, så den med endnu større lyst kaster sig over det bytte, der så knibsk lægger sig til rette for den. Over for humoren gives der intet helle.

Der findes god og dårlig humor, men ingen forkert eller utilladelig humor. Således hører den sorte humor bestemt ikke til den ringeste art. 

Når en tysker i dag taler om, at han har “Polenallergie”, altså allergi ikke over for pollen, men over for polakker, er det dårlig humor, ikke forkastelig eller upassende humor.

Bør der være mere humor i den offentlige debat? 

Hvis der skal være mere humor i den offentlige debat, skal der først være mere substans i denne. Jeg ved, at jeg nu risikerer at slå mig for munden, men en debat, der bruger humoren som et fladt sødemiddel og ikke som et pirrende salt, ender som ren underholdning – og humoren som plat lagkagekomik.

Et eksempel på eminent humor i den offentlige debat gav Peter Larsen i Niels Ufers stykke “Mens vi venter på retfærdigheden”, som skærpede forståelsen af Tamilsagen. I den tyske presse kan forfatteren og journalisten Harald Martenstein, der skriver for Tagesspiegel og Die Zeit, få mig til at skoggerle, men aldrig uden at gøre mig klogere.

Hvordan bruger du humor? 

I mit forfatterskab er humoren ikke stort andet end en understrøm. Men når jeg skriver kortere tekster, ligegyldigt om det er en artikel til en avis eller et opslag på Facebook, bruger jeg den meget.

Et eksempel: Weekendavisen bad mig bidrage til en serie, hvori den lod fem danske forfattere tugte en anmelder, de var særligt utilfredse med. Jeg valgte at skrive mit bidrag som ét langt humoristisk udfald, så jeg undgik den vanlige mistanke om bare at være en sur, smålig og selvhøjtidelig forfatter.

Med andre ord bruger jeg gerne humoren strategisk. Risikoen er oplagt, at jeg skjuler mig bag den og dermed gør mig personligt utilgængelig. Men omvendt kan den også være den eneste farbare vej, når relationen til et andet menneske har lidt skade under en rigeligt ophedet og alvorstung diskussion.

Hvornår har sidst været flad af grin?

For et øjeblik siden, da jeg kom til for 117. gang at gense slutningen af et afsnit af “How I Met Your Mother”, hvor Barney Stinson alias Neil Patrick Harris forsøger at overbevise sin sorte halvbror James og dennes lige så sorte far om, at han også er sort – ved at synge med på “Stand By Me”, som var han gevaldigt sort.

Denne artikel er resultatet af en mailkorrespondence med Peter Tudvad