På min allerførste camino, pilgrimsvandringen i Spanien, i år 2000 startede jeg i Roncesvalles, på grænsen mellem Frankrig og Spanien.

At ankomme dertil var som at træde ind i en middelalderroman: Her lå ved foden af Pyrenæerne den gamle klosterkirke, som den har ligget der i 1000 år og modtaget pilgrimme. Nu var det min tur, og jeg var spændt på, om kirken var åben. Det var den heldigvis, og sådan bør alle kirker være åbne for mennesker, der søger Gud.

Jesus siger: ’Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile’! (Mathæusevangeliet 11,28) Det var en god start på min vandring at sætte mig ind i middelalderkirken, tænde et lys og sidde i stilhed og bede en bøn. Og ikke mindst føle mig velkommen.

Giv eller tag

Senere på ruten fik min mand og jeg lov til at overnatte i et kirketårn i den lille flække Granon. Tænk at få lov at sove i Guds hus! Ved indgangen til dette kirkeherberg stod en skål med en seddel: ’Give, if you can – or take, if you need!’ (på dansk: Giv hvis du kan eller tag, hvis du har behov). Den generøsitet åbner hjertet udad mod andre mennesker og opad mod Gud.

Men når jeg forgæves rusker i en kirkedør, det være sig i Spanien eller Danmark, bliver jeg vred og skuffet.

Måske er kirkedøren det første skridt på vejen, som det konkret var det i mit tilfælde. At komme ind i det hellige rum, få en rasteplads stillet til rådighed til hvile, eftertanke og bøn åbner for en anden og større virkelighed. At nyde kirkekunsten, bladre i Salmebogen, tænde et lys, sidde i stilhed og vente på Gud kan for nogle mennesker ligefrem være det første skridt til bøn.

Modtagelse som en himmelsk gæst

På den nordiske pilgrimsvandring til Vadstena i 2003 vandrede vi på et tidspunkt i stilhed gennem de store svenske skove. Sognet var varskoet, så da vi hen på formiddagen kom til en lille kirke, dryppende våde af regnvejret, fik vi lov til i våbenhuset at tage støvler og strømper af, hvorefter vi blev forsynet med en balje varmt vand, som vi kunne sætte fødderne i, mens vi sad på kirkebænkene. Det var som at være til stede skærtorsdag aften, da Jesus vaskede disciplenes fødder og dermed viste generøsitet i højeste potens.

Senere på aftenen holdt præsten en tale til os. Hun sagde: ”Velkommen til vores sogn! Vi er så glade for, at I er kommet; selvom vi endnu ikke rigtig ved, hvad jeres besøg betyder.”

Derefter læste hun beretningen om Abraham i Mamrelund, der får besøg af tre himmelske gæster. ”Måske er det sådan, det er?” spurgte hun. Det var en meget stærk oplevelse således at blive flettet sammen med bibelhistorien og blive modtaget som ”en himmelsk gæst.”

Vandring i den hellige Frans’ spor

På en vandring i Frans af Assisis fodspor gik vi en gruppe danske pilgrimme fra Assisi til Rom. Det duftede af timian og rosmarin på de små gedestier, fra landsbyen lød kirkeklokkerne, og vi gik og sang.

Oppe på et bjerg var der et kloster, Eremo, og vi fik tilskyndelse til at ringe på klokken. Tre blåklædte søstre ivrede os i møde, åbnede porten og viste os hen til kloster og kirke, som er bygget over en hule, hvor Frans af Assisi har overnattet. Søstrene har et dobbelt kald: bøn og gæstfrihed. Sådan blev vi mindet om næstekærligheden: at øve os i at se Kristus i vore medmennesker. Da søstrene fulgte os ud til porten, reciterede de en valfartssalme, der sluttede med ordene: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!”

Jeg blev så glad for disse søstres gæstfrihed og enkle spiritualitet, at jeg siden har været på retræte hos dem. Her blev der hver dag dækket op med en ekstra kuvert i fald Kristus skulle komme forbi – i skikkelse af en fremmed, en pilgrim!

For nylig tilbragte jeg nogle dage i klosteret Abtei Hildegardved Rhinen. Også her i abbediet blev jeg yderst gæstfrit modtaget, fik nøglerne til hele herligheden udleveret og deltog i søstrenes tidebønner. Det er et benediktinsk kloster, hvor de lever efter Benedikt af Nursias klosterregel: ”Alle gæster, som kommer til klosteret, skal modtages som var de Kristus!”

Måltidets store betydning

Af Bibelens mange fremtidsvisioner er billederne af måltidet, festen og glæden måske de smukkeste. Salig er den, der sidder til bords i Guds Rige, sagde én, og Jesus svarede ved at fortælle om manden, der inviterede til fest og ikke gav sig, før huset var fuldt (Lukasevangeliet. 14,15-24)

Dertil kommer alle lignelserne om bryllupsfester og gæstebud. Måltidet er selve stedet, hvor Guds gæstfrihed tydes. Hvorfor valgte Jesus ellers et bryllup som stedet for sit første under, og hvorfor inviterer kirken til et nadvermåltid, hver gang vi fejrer gudstjeneste? Fordi Jesus i sin person samler en lang bibelsk tradition, hvor gæstfrihed og fællesskab er det højeste udtryk for velsignelse.

På den nordiske pilgrimsvandring til Trondheim sommeren 2007 kom vi på vores vandring over de norske fjelde til en sætergård, hvor vi fik lov til at fyre op i saunaen nede ved elven, inden sæterkvinden serverede hjemmelavet myseost med hjemmebagt knækbrød. Næste dag vandrede en lokal mand med os, så vi var sikre på at finde vej deroppe i fjeldene, hvor der er god plads. Ved frokosttid tændte han bål og kogte kaffe til os – brændet og kaffekedlen havde hans hund i mellemtiden transporteret for os. Igen en overskudshandling, et tegn på venskab, der gjorde indtryk.

Det var små glimt fra tidligere vandringer.