Hvad EM lærte os om kærlighed af bibelske dimensioner

Landsholdets succes under EM er forbundet med en forståelse af kærlighed og venskab, som har bibelske rødder. Nøgleordet er fællesskab, og landstræner Kasper Hjulmand gjorde sig allerede for 16 år siden tanker om, hvordan det fungerer i praksis

Fremtiden udtrykker Hjulmand tro og håb i forhold til. Det er nok VM, han har i tankerne, men det rækker videre.Det er forbundet med den kærlighed, som var i accepten af den enkelte spiller, viljen til at hjælpe og evnen til at vise også fjenderne respekt.
Fremtiden udtrykker Hjulmand tro og håb i forhold til. Det er nok VM, han har i tankerne, men det rækker videre.Det er forbundet med den kærlighed, som var i accepten af den enkelte spiller, viljen til at hjælpe og evnen til at vise også fjenderne respekt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det er ofte nyttigt at sætte vores nutidige kultur inde i en større kulturel ramme, for eksempel den, der henter inspiration i og er udtrykt i Bibelens tekster. Med kærligheden er det nok så oplagt.

Den, altså kærligheden, er dukket flittigt op i forbindelse med det netop afsluttede EM i fodbold, for eksempel når den danske herrelandsholdstræner, Kasper Hjulmand, har givet interview til aviserne. Selv efter nederlaget i semifinalen fremhævede Hjulmand, at han var så taknemmelig over al den kærlighed, han har oplevet. Og han udtrykte et begrundet håb om fortsættelse.

”Vi er ærgerlige over, at vi ikke trådte ind i finalen. Men vi kommer til at angribe igen, og fremtiden er fyldt med håb og tro. De her gutter på holdet er outstanding. Og til hele landet vil jeg bare sige, at I kan være stolte af de her spillere. Sørg for at give dem al den respekt og kærlighed, I kan.”

Det kærlighedsbudskab er ikke kommet ud af intet, og Hjulmands tanker om kærlighed har en forhistorie. Allerede for 16 år siden formulerede Hjulmand sammen med Keld Bordinggaard et skriftligt oplæg i DBU-regi kaldet ”Den nye vej” om, hvordan tilgangen til træning af børn og unge skulle hvile på forståelsen af venskabet og betydningen af accept: ”Træningsmiljøet skal være præget af accept (jeg er god nok, som jeg er; jeg bliver ikke skilt fra mine venner, hvis jeg er dårlig)”.

Baggrunden for det lille skrift var blandt andet, at for mange børn og unge faldt for tidligt fra at dyrke et fodboldspil, de faktisk ellers fandt sjovt. I dag har vi en lignende situation med de unge mellem 15 og 25, sådan som Nina Smith-udvalget udpegede i den nyligt udgivne rapport om de største udfordringer i forhold til samfundsmæssig velstand. Af de fem udpegede hovedudfordringer er den allerførst nævnte den samme som den, Hjulmand udpegede og også præsenterede løsninger for angående aldersgruppen 5-15-årige dengang i 2005. Svaret på frafaldet var, at man skulle lade være med at spille børnene ud mod hinanden i et forsøg på at skabe de største sejre. Venskaberne skulle være det bærende. Nina Smiths udvalg pegede i deres første rapport fra maj 2021 på samme frafaldsudfordring, blot blandt de unge, der falder ud af både uddannelsessystem og jobmarked.

Problemet er det samme for de unge som det var for børnene. Der, hvor de unge ofte finder deres venner, nemlig i skolefællesskabet, taber man en femtedel – de synes simpelthen ikke, at det er sjovt længere, måske fordi rammerne lægger for lidt vægt på netop fællesskabet blandt de unge og for meget vægt på – er i hvert fald Hjulmands og Bordinggards bud – at vurdere, veje og skille ud, så alle spiller på et niveau, hvor de passer til resten. På den måde fik man, i hvert fald i fodboldklubberne, hele tiden skilt venner ad i den sunde konkurrences tjeneste.

Men med venskabernes forsvinden, forsvandt også for stor en del pointen med at gå til fodbold. En stor del af problemet var faktisk også forældre, der stod og råbte og heppede hæmningsløst på deres egne fra sidelinjen. For lidt fællesfølelse og for meget heppekor. Nøjagtig som nogle af de engelske fans på Wembley forleden.

En femtedel af de unge er slet ikke en del af ungdomsuddannelsernes fællesskaber. I Hjulmands og Bordinggaards rapport angives den primære grund til overhovedet at dyrke idræt: at have det sjovt.

Hvis der er noget at lære om kærlig ledelse fra Hjulmand, er det nok genoptagelsen af Paulus’ brug af kærligheden, agape, som en statusomvendende kærlighed.

Anne Marie Paahus

Det kan jo godt være, at de unge, som hverken er i job eller under uddannelse, er i gang med noget andet sjovt, for eksempel at blive god til computerspil eller musik. Men sandsynligheden for at de mistrives og savner og gemmer sig lidt for dem af deres tidligere venner, som er blandt de 80 procent, der er i gang med en ungdomsuddannelse, er stor.

Fællesskabet, hvori man kan vokse, og hvori venskaber gror, er kommet i nyt fokus. Det har for fodboldherrelandsholdet vist sig bundsympatisk og som noget, der overvinder alt. Det er kærlighed i stor skala. Det er hverken nationalisme af den snævre slags eller humanisme af den pladrede skuffe at se det danske herrelandshold i fodbold som en slags europæiske vindere i forhold til at være det hold, man bedst husker for alt det gode.

Af Else Kragelund Holts lille bog fra sidste år, ”Kærligheden holder aldrig op”, fremgår det som en bibelsk pointe i både Det Nye Testamente og i Det Gamle Testamente, at kærlighed altid viser sig først og fremmest i handling. Kærligheden er bestemt ikke uden følelser, men der sker mere end som så. Handlingerne driver historien frem. Følelsesrigt, men især praktisk beskrives det kærlige venskab, på hebraisk rea’, som den tætte forbindelse mellem handling og følelser for eksempel i Ruths bog, hvor svigermor Noomi og svigerdatter Ruth efter deres respektive ægtefællers død danner et stærkt og forbilledligt venskab.

Det samme gælder, når vi skal forstå næstekærligheden i dens radikale formulering i Det Nye Testamente, hvor de to bud fra Det Gamle Testamente, nemlig om at elske Gud og at elske hinanden forenes paradoksfrit i den konkrete handling, der opstår, når man, som Grundtvig digter det ”inderligt rørt sig forbarmer” over fjenden vel at mærke. Det er nyt, at kærlighed mellem mennesker også skal omfatte fjenden. At få ondt af et menneske, som man i udgangspunktet ellers har meget imod, dét er en handling, hvor man ”Ligne vor fader ejegod”, som Grundtvig også siger i salmen ”Nåden hun er af kongeblod”. Fortællingen om manden fra en af de egne, Samaria, som jøderne regner som fjendeland, er en fortælling om en handling, der sætter kærligheden mellem mennesker så højt, at Gud følger med. De to kærlighedsbud går sammen i den handling, hvor samaritaneren forbarmer sig over en jødisk mand, som er blevet efterladt såret efter et overfald og som flere har passeret uden at yde førstehjælp.

Vender vi tilbage til venskabet i Det Gamle Testamente er det i udpræget grad ”en praktisk foranstaltning”, siger Else Holt, og noterer sig, at ”det hebraiske sprog ikke har et ord, der betegner venskab som begreb. At være en ven betyder at handle som en ven, det vil sige at hjælpe og komme til undsætning”. Men også at være ærlig og sige det højt, som man er uenig i: ”I må ikke gå rundt og hade hinanden i hemmelighed. Tal åbent om konflikten, så det ikke ender med, at I overtræder loven. Og I må ikke hævne jer på hinanden eller bære nag.” (Tredje Mosebog).

Efter genoptagelsen af kampen oven på Christian Eriksens hjertestop på fodboldbanen tog Hjulmand et åbent opgør med Uefas håndtering af krisen, ikke for at fralægge sig skyld i forhold til en beslutning om genoptagelse af kampen, som Hjulmand selv havde fortrudt, men for med en bibelsk vending at tale åbent om konflikten i stedet for at bære nag. Hjulmands egen kærlighed til og respekt for samtlige spillere og hans sans for dem hver især er blevet meget tydelig. Den viste sig i stolthed og taknemmelig glæde. Fremtiden udtrykker Hjulmand tro og håb i forhold til. Det er nok VM, han har i tankerne, men det rækker videre.

Det er forbundet med den kærlighed, som var i accepten af den enkelte spiller, viljen til at hjælpe og evnen til at vise også fjenderne respekt. Det er den fremtid, der giver løfte om mere. Hjulmand appellerer til fremtidige handlinger, når han appellerer til hele befolkningen om at vise spillerne kærlighed og respekt. Men først og fremmest opfordrer han til at lægge mærke til de handlinger, som er med til at danne fællesskabet på holdet og som handler om meget mere end at score mål. Hvis der er noget at lære om kærlig ledelse fra Hjulmand, er det nok genoptagelsen af Paulus’ brug af kærligheden, agape, som en statusomvendende kærlighed. Det gælder om ikke at spille de enkelte ud imod hinanden i en diskussion om, hvad der er mest status i. Alle kan og gør noget forskelligt og disse forskelle skal man glæde sig over uden nogensinde at låse folk fast i deres øjeblikkelige foretrukne rolle og funktion.