Hvad er forskellen mellem en religion og en kult?

En læser er i tvivl om forskellen på religion og kult. Det er måske heller ikke så lige til. Hans Jørgen Lundager, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, svarer.

"Med kult forstås normalt en del af en religion, nemlig den rituelle dyrkelse af en guddom," forklarer Hans Jørgen Lundager, professor i religionsvidenskab. Billedet er fra en seance i det amerikanske Church of the Lord Jesus, hvis ritualer inkluderer berøring af klapperslanger og at drikke dødbringende gift.
"Med kult forstås normalt en del af en religion, nemlig den rituelle dyrkelse af en guddom," forklarer Hans Jørgen Lundager, professor i religionsvidenskab. Billedet er fra en seance i det amerikanske Church of the Lord Jesus, hvis ritualer inkluderer berøring af klapperslanger og at drikke dødbringende gift. . Foto: Søren Bidstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Spørgsmål
Gode informanter om religion.

Det er kommet mig for øre, at nogle ikke er klar over, hvad forskellen er på en religion og en kult, og jeg er monstro heller ikke sikker. Så jeg spørger jer: Hvad forskellen på en religion og en kult?

Med venlig hilsen
Luca

Svar:
Kære Luca

Med religion forstås normalt et omfattende kompleks af forestillinger, ritualer og normer for handlinger og livsstil, som alle relaterer sig til en eller flere guddomme eller til andre magtfulde, usædvanlige og interessante væsener, steder og/eller genstande. Med kult forstås normalt en del af en religion, nemlig den rituelle dyrkelse af en guddom.

Oftest bruges begrebet kult om en særlig klasse af ritualer, nemlig dem som foregår ved et permanent helligsted, et tempel, og som relaterer sig til en tilstedeværende guddom, der bringes gaver (ofringer), lovprisninger og bønner formidlet af rituelle eksperter (præster).

I kristendommen kan man skelne imellem kult og gudstjeneste. Ganske vist er kult også 'gudstjeneste' i ordets oprindelige betydning, en tjeneste for en guddom. Men i den normale betydning er kult den type gudstjeneste, der er kendt fra tempeltjenesten i templet i Det Gamle Testamente.

Den kristne gudstjeneste, derimod, kommer (ligesom den muslimske fredagsbøn) fra den jødiske synagoge; dens centrum ikke er ofringer, men oplæsning og udlægning af en hellig tekst. Men gudstjeneste kan antage former der minder om kult, for eksempel i den romersk-katolske kirkes detaljerede ritualer med et præsteskab og særlige genstande (eksempelvis alter og nadverelementer) og koreograferede handlinger, sproglige formler, klædninger og røgelse.

Med venlig hilsen
Hans Jørgen Lundager Jensen
Professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.