Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: Fokusér på at skabe mening, ikke på at jagte lykken

Hvordan bliver vi bedre til at leve, elske og dø midt i en præstationskultur? Forfatter Jakob Holm giver klare bud og konkrete øvelser i sin nye bog. Foto: Leif Tuxen

Udviklingstvang og positivitetstyranni skaber sårbare og ensomme mennesker. Derfor må vi genopdage eksistentialismen og blive bedre til at leve. Det mener forfatter Jakob Holm, der med sin nye bog guider læseren til selv at finde meningen med det hele. Læs uddrag her

Om at vælge den rigtige attitude og grine af det hele

Ens indstilling betyder alt. Det er udgangspunktet for at leve det gode liv. Da mine tvillinger var 11 år gamle og deres storesøster 14, besteg de det højeste bjerg i Rocky Mountains-bjergkæden og det næsthøjeste i USA (minus Alaska og Hawaii). Det er 4399 meter højt, og det er hårdt arbejde at nå toppen. Det er sikkert nok at bestige det, men luften er lidt tyndere, og begge tvillingerne kæmpede. De fik også lidt højdesyge, da de var nede igen. Vi begyndte før solopgang ved 4.30-tiden og var nede igen godt 12 timer senere. Jeg tror aldrig, at de glemmer de sidste par hundrede smertefulde meter mod toppen. Jeg gør i hvert fald ikke.

ANNONCE: Køb bogen her

Jeg var også helt færdig. Om ikke andet lærte det dem noget om at have den rette indstilling, for uden den var de aldrig nået derop. Det er i virkeligheden ret enkelt: Den rette indstilling kan give én fantastiske oplevelser, fordi man gang på gang kan overskride sig selv, fordi man ikke lader sig definere af omstændighederne, sine bens længde, sit ”man” og ”bør” og ”sådan er jeg”. Dette lærer vi også hos østrigske Viktor Frankl (1905-1997), en af de eksistentialister, som flest mennesker har læst. Hans bog Psykologi og eksistens fra 1946 er solgt i millionoplag, og hans enkle, men også svært efterkommelige opskrift provokerer stadig med sit opråb om at skabe mening.

Filosof, psykolog og holocaustoverlever

Viktor Frankl grundlagde logoterapien, som er en eksistentiel analyseform. Den tager sit udgangspunkt i Kierkegaards vilje til forpligtelse i modsætning til Nietzsches doktrin om viljen til magt og Freuds viljen til lyst. Logoterapien er således grundlagt på den overbevisning, at det er menneskets stræben efter mening i tilværelsen, der er den primære drivkraft. Livet kan endda give mening under selv de værste omstændigheder; en erfaring, Frankl gjorde sig, mens han pga. sin jødiske herkomst sad i kz-lejr under Anden Verdenskrig.

Der er tre måder, hvorpå vi kan finde mening i livet ifølge Frankl:

  • Ved at gøre et stykke arbejde eller foretage en handling
  • Ved at erfare noget eller møde et andet menneske
  • Ved den holdning, vi indtager til uundgåelig lidelse

Frankl indrømmede, at vi som mennesker aldrig kan blive fri for det givne i livet såsom biologiske, sociologiske eller psykologiske bestemmelser, men på baggrund af egne erfaringer under de mest ekstreme omstændigheder mente han, at mennesket er i stand til at modstå selv de værste forhold. Mennesket er kort sagt altid i stand til at vælge en holdning til sig selv og omverdenen og på den måde skabe sin karakter og være ansvarlig for sig selv. Det drejer sig altså ikke om at spørge, hvad meningen med livet er, men hvordan jeg selv kan give livet mening.

Altid fri til at vælge egen indstilling

Som Frankl anfører, så viser erfaringen fra kz-lejren, at mennesket har handlefrihed. Han så nemlig eksempler af heroisk natur, som beviste, at apati kunne overvindes og frustration undertrykkes. Mennesket kan ifølge Frankl bevare et spor af åndelig frihed, af sindets uafhængighed, selv under sådanne forfærdelige tilfælde af psykisk og fysisk stress. Det betød også, at den person, en fange blev reduceret til at være, var resultatet af en indre beslutning og ikke alene et resultat af lejrens indflydelse. Derfor kan ethvert menneske selv under sådanne omstændigheder beslutte, hvad der skal blive af ham eller hende – mentalt og åndeligt. Det er netop denne åndelige frihed – som ikke kan tages fra én – som gør livet meningsfuldt og målrettet ifølge Frankl.

Frankl opsummerer det i udsagnet om, at alt kan tages fra et menneske bortset fra den sidste af menneskets friheder: at vælge sin indstilling til ethvert sæt af omstændigheder, at vælge sin egen vej.

Hvordan ser du på det? Er det sandt, at man altid kan vælge sin egen indstilling og vælge sin egen vej selv under de mest horrible forhold? Det kan forekomme som en kraftig provokation i den ulige verden, vi lever i, at sige til fattige, undertrykte, udsatte mennesker, at de har den åndelige frihed til at vælge deres egen holdning, så de kan sådan set bare vælge at være glade på trods af deres personlige ulykke. Men hvis man ser bort fra det etisk udfordrende i denne holdning, så er det i grunden blot individets evne til at skabe sin egen mening, Frankl sætter i forreste række, dvs. det forhold, at eksistensen kommer før essensen. Der er ikke nogen essens i mig, der afholder mig fra at møde enhver smertefuld situation med min helt egen, eksistentielle, meningsskabende holdning. Det har alle mennesker mulighed for, da vi skaber os selv. Dette – muligheden for at skabe og vælge sig selv – er som bekendt kernen i eksistentialismen. Det er også det, der gør dig til et autentisk menneske: at du bruger din åndelige frihed til bevidst at vælge din egen indstilling til tingene.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at mit jeg suverænt kan se bort fra deterministiske faktorer i mig. Som selv Camus anførte, så må der en begyndelse til; man kan ikke sige, at væren er ren eksistens, for al tilbliven har selvfølgelig et udgangspunkt. Det gælder også Frankl, hvis psykiske konstitution givet var stærkere end de flestes, men ikke desto mindre har jeg altid friheden til at vælge min egen indstilling, selv om jeg måske ikke har styrken.

En styrke, der imidlertid kan blive mig til del, hvis andre giver mig en håndsrækning – om mønsterbrydere og mælkebøttebørn ved man for eksempel, at det er afgørende for dem, at de møder et andet menneske, som gør en forskel.

Forpligt dig

Nøgleordet, der går igen, når man ser på Frankls tre måder at skabe mening på, er et ord, som vi genkender fra Kierkegaard, og det er forpligtelse. Jeg er overbevist om, at Frankl har ret i, at vi først og fremmest er meningssøgende skabninger, og at de valg, vi træffer i livet, handler om at skabe mening i vores tilværelse. Det er derfor, arbejdet fylder så meget i menneskelivet – det er meningsfylde – og det samme gør menneskets evne til at foretage uegennyttige handlinger. Vi arbejder jo ikke kun for løn, fryns og ros, men fordi vi underordner os noget større end os selv i form af en organisation, vi finder stolthed i og mening i at være en del af. Det samme gør sig gældende i forhold til uegennyttige handlinger. Så længe vores handlinger kun er foretaget i egoismens navn, bringer de ikke mening, men at ofre sig, hjælpe og yde sin del er dybt meningsskabende for mennesket. Ja, det er lige præcis i altruistiske handlinger, at vi bliver til.

En anden måde at skabe mening på har vi mødt tidligere, og det er i mødet med den anden, hvor jeget bliver til og får meningsfylde. Du kender det garanteret. Livet synes meningsløst, ægtefællen opfører sig åndssvagt, chefen er en idiot, vennerne forsvundet, og så sidder man der på caféen over sin alt for dyre kaffe og funderer over livet, da en fremmed pludselig spørger, om han må sætte sig. Inden for ganske få minutter går snakken lystigt, og meningsløsheden er fuldstændig fordampet. Pludselig er verden smuk og meningsfuld igen, og der er håb. Man forlader caféen med livsappetit, fordi den anden – i modsætning til ægtefællen og chefen – ikke blot så én som et givent, funktionsdueligt objekt, men som et uendeligt mulighedsrum. Et sådant møde flår én ud af ens selvmedlidende adfærd og fastfrosne ego og giver pludselig én mulighed for at overskride sig selv og blive til.

Jeg elsker den slags tilfældige møder. Det er vidunderligt at mærke, at verden aldrig er låst, men altid har mulighed for at rykke én ud af ens overdrevet selvbevidste holdning. Der er ikke noget at sige til, at eksistentialisterne ofte har mødet med den anden i centrum af deres tænkning. Det er nemlig et møde, der forankrer én i ens konkrete, subjektive eksistens, og som flår én ud af den objektive, abstrakte måde at være til på, som man ofte er frosset fast i. Men – og det er et stort men – for at det kan lade sig gøre, skal man have den rette indstilling til omverdenen og give sig selv lov til at åbne sig for det fremmede.

Du har altid et valg

Frankl mener også, at man kan skabe mening ved at erfare noget. Igen handler det om, at man bliver flået ud af sig selv og åbner sig for det erfarede, for i det kan der være stor meningsfylde. Hvad kan man erfare, som kan give én mening? Det er selvfølgelig stærkt individuelt, men for mit vedkommende drejer det sig om de erfaringer, jeg ud over med andre mennesker gør mig med naturen og litteraturen. Jeg er aldrig lykkeligere og mere fyldt op, end når jeg går på en bjergside, camperer under stjernerne og står med udsigt til en dal og laver kaffe i flere graders frost. Mulighedsrummet er så stort og sanserne så mættede, at jeg ikke længere er i mig selv, men i verden, og dét på en måde, jeg aldrig oplever i en by, hvor man har låst sig selv inde i performance, funktion og ufrie rum. Den samme form for mulighedsrum – alt kan ske, og måske er det i dag, at jeg møder en bjørn eller står ansigt til ansigt med et 140 kilo tungt tykhornsfår – oplever jeg i litteraturen. Det kan skylle én frisk og vise nye veje, når det uerkendte bliver omsat til sprog. Verden bliver genfortryllet.

Frankl nævner også, at vi kan finde mening i vores indstilling til uundgåelig lidelse. Dette skal ikke forstås sådan, at hvis blot vi omfavner lidelse, så har vi skabt mening. Der er ikke noget meningsskabende som sådan i lidelsen, men der kan være mening i den måde, vi håndterer den på. Hvis vi giver op over for modstand, hvis vi kun ser håbløshed i lidelse og lader den ramme os ubevidst, udeltagende, uden stillingtagen, så bliver vi tromlet af meningsløsheden. Vi har ikke en chance. Hvis vi derimod – når lidelsen rammer, det kan være i form af sygdom, dødsfald, skilsmisse, fyring – vælger, at den ikke skal definere os, så vælger vi en holdning, der kan skabe mening ud af lidelsen.

Spørgsmålet er, hvorvidt vi bliver defineret af en eventuel lidelse. Mange mennesker gør, og de har svært ved at komme videre, fordi de nu er ”den fyrede”, ”den fraskilte” etc. For de mennesker er det umuligt at finde nogen mening i det skete. For andre kan lidelse være meningsfuldt, for det giver dem mulighed for at vise deres styrke, vokse som mennesker og nå et nyt meningsfuldt sted hen. En mand bliver lam fra hoften og nedefter efter en bilulykke, og han kan nu vælge at identificere sig med sin skæbne, sin lidelse som ”den lamme”, men – vil Frankl sige – lidelsen giver ham også en mulighed for at bevise hans åndelige frihed ved netop at overvinde sig selv. Sagt på en anden måde: Man kan give op og sætte sig hjem, se fjernsyn og spise chips, men man kan også vælge at dyrke sport og pludselig være med til handicap-OL.

Nu foregår den slags livssituationer selvfølgelig som oftest i faser: Man føler lige efter at være blevet fyret, at man er håbløs, og at verden er brudt sammen, men kommer lidt efter lidt på fode igen. Det, der blot er vigtigt at huske, er, at man skal være varsom med ikke at gøre en tilstand og sin nedbrudte selvforståelse permanent, for så sidder man hurtigt i saksen. Man bør i stedet tage imod de hænder, der forhåbentlig bliver rakt frem mod én.

Lykke og mening

Hvor bliver lykken af i al den snak om mening, kunne man måske fristes til at spørge. Er vi ikke først og fremmest på jagt efter lykken? Nej, er det korte svar. Lykke er nemlig en selvoptaget størrelse. Det er, når tingene flasker sig for én på en måde, så alting glider. Det er, når man føler sig elsket og værdsat. Det er, når det føles dejligt for én. Lykken er kort sagt selvisk, hvor mening er det modsatte: Man finder mening i at forpligte sig, ofre sig, være noget for andre, give noget af sig selv og sætte sig selv på spil. Lykken handler med andre ord om at føle sig godt tilpas i sig selv, hvor mening er defineret som en orientering mod noget, der er større end én selv.

Et godt eksempel på dette kunne være at få børn. Undersøgelser har vist, at folk oplever det som stærkt meningsfuldt i kraft af selvopofrelsen, hvorimod det giver mindre personlig lykke (man har mindre tid til sig selv og sin partner, færre penge, flere bekymringer etc.). Sagen er selvfølgelig den – og det er derfor, at vi skal fokusere på mening og ikke lykke – at lykken er en her og nu-følelse, hvorimod meningen er noget vedvarende, som forbinder fortiden med nutiden og fremtiden. Som Frankl sagde, så er det sådan, at jo mere man glemmer sig selv – ved at give sig hen til at tjene en sag eller elske et andet menneske – jo mere menneskelig er man. Meningen ligger i selvforglemmelsen, hvor lykke ligger i selvopfyldelsen. Det er selvfølgelig også derfor, at vi oplever det skisma i Danmark, at folk på den ene side ser sig selv som verdens lykkeligste folk, men på den anden side drikker alt, alt for meget og for en stor dels vedkommende har ondt i sjælen. Man har fra velfærdsstatens side glemt, at det er udmærket at gøre folk lykkelige i form af rettigheder, fantastisk socialpolitik etc., men dette fokus på lykke og individuel behovstilfredsstillelse har skabt et meningsvakuum, som blot er blevet større af, at det er blevet fyldt med forbrug. Det er skruen uden ende, og den stopper ikke, før vi begynder at undervise børn i, at lykken er særdeles uinteressant, og at hvis de vil leve et godt liv, så skal de lære at skabe mening, dvs. gøre noget, møde et andet menneske, kunne håndtere lidelse osv.

Opsummering og praksisøvelser

  • Du er drevet af ønsket om mening
    Drivkraften i os er behovet for mening. Hvis man anerkender dette, vil man begynde at ændre sin livsstil, bedre forstå sine handlinger, fokusere på at gøre noget, erfare noget, møde mennesker og forholde sig til sin lidelse. Man vil fokusere sine kræfter dér, hvor man bliver selvforglemmende.
  • Du er altid fri til at vælge din egen indstilling
    Vi er altid frie til at vælge vores egen indstilling, men at få styrken til det er noget, man kan bruge et helt liv på at nå frem til. Jeg tror personligt ikke, at jeg er specielt god til det. Jeg er ikke en robot. Oftest kan jeg blive ramt eller såret, og så kan jeg tænke på Frankls læresætning og fundere over, om han ikke bare overdriver menneskets mentale viljestyrke. Måske. Modsat er det en fantastisk tanke, men jo altid et uafsluttet projekt: Som vi ved fra eksistentialismen, så er der ikke nogen indstillingsessens i mig; jeg må arbejde på det hver dag, og så kan jeg måske med tiden lykkes.
  • Fokusér på at skabe mening, ikke på at jagte lykken
    Lykken er en kortvarig, selvoptaget glæde, hvor mening er dyb og rettet ud over én selv mod verden. Nu skal det selvfølgelig med i ligningen, at det er vigtigt, at man ikke gør ønsket om mening til et nyt projekt i sit liv, for så kommer egoet hurtigt bare til at stå i vejen. Meningen er ikke noget i dig, men imellem dig og andre mennesker, i dit arbejde, i din indstilling. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er livet hårdt arbejde, og det ændrer meningen ikke på.

Fra jeg-det til jeg-du

Jeg er af natur temmelig introvert og genert, og det har i tidens løb givet udfordringer med hensyn til at være åben over for andre mennesker og være ærlig om, hvordan jeg havde det. Der er bare ikke noget at gøre. Jeg må overvinde mine givne forudsætninger, for det gode liv handler om at være tydelig i forhold til de mennesker, man har i sit liv. En af mine favoritter, når det drejer sig om at give mig en opsang, i forhold til hvordan jeg skal forholde mig til andre mennesker, er den østrigskfødte, jødiske filosof Martin Buber (1878-1965). Han er som andre eksistentialister optaget af det konkrete menneskes helt konkrete eksistens i sin intersubjektivitetsfilosofi. Han opstiller i bogen Jeg og Du (1923) sin filosofi, og den er noget af det smukkeste, man kan læse. I bogen opridser Buber to måder at tilgå verden og mennesker på: jeg-du og jeg-det.

Nøgleordene i en jeg-du-relation er selvforglemmelse, åbenhed, skrøbelighed, ydmyghed, taknemmelighed. Det vil sige, at relationen er målet i sig selv. Det er en relation, der understreger den gensidige, holistiske oplevelse mellem to mennesker. Det er et konkret møde, hvor man møder den anden i hans/hendes autentiske eksistens uden nogen form for objektificering. Buber bruger en række eksempler til at illustrere jeg-du-forholdet i dagliglivet – to elskende, en betragter og en kat, forfatteren og et træ, to fremmede i et tog. Buber var stærkt troende, og en af de jeg-du-relationer, han identificerede, var forholdet mellem menneske og Gud. Buber argumenterede for, at det er den eneste måde at interagere med Gud, og at alle jeg-du-forhold spejler eller er forbundet med måden, man skaber et sådant forhold til Gud på (Tomas i Lys i mørket havde f.eks. et jeg-det-forhold, da det var en helt privat gud formet efter hans eget hoved).

Når den anden er et middel

Jeg-det-forholdet er det modsatte af jeg-du. Det er monolog, selvoptagethed, dominans, objektivt, desengageret – og uundgåeligt. Sagen er den, at tiden ændrer jeg-du-forholdet til et jeg-det-forhold. Når to mennesket mødes i et jeg-det-forhold, mødes de to mennesker ikke som sådan. I stedet forholder jeget sig blot til sin egen forestilling om mennesket i sin nærhed og behandler det på den måde som et objekt. På den måde blivet en jeg-det-relation til en relation med én selv, dvs. med den forestilling, man har i sit hoved om den anden. Jeg tror, at vi alle kender den slags mennesker og har sådanne relationer, hvor mennesker, der taler til dig, i virkeligheden ikke taler til dig, men kun til sig selv. De ser dig ikke som et konkret levende menneske foran dem, men kun som en idé, et middel til at nå et mål, et abstrakt objekt uden nogen egentlig eksistens. Hvad du måtte mene eller tænke om en sag, eller hvordan du har det, forholder de sig slet ikke til. Man kan ofte opleve ellers smukt etablerede jeg-du-kærlighedsforhold reduceret til jeg-det-relationer, hvor to mennesker er ophørt med at se hinanden i deres fulde eksistens, men i kraft af fastlåste forestillinger om modparten har reduceret den anden til et objekt, som kan bruges og anvendes efter forgodtbefindende.

Buber argumenterer for, at menneskelivet og de fleste relationer svinger mellem jeg-du og jeg-det, og at jeg-du-forhold faktisk er sjældne. Det skyldes ikke mindst moderniteten, der med sit analytiske, materialistiske syn på livet gør det sværere at skabe jeg-du-forhold mennesker imellem. Når vi møder et andet menneske, har vi for eksempel ofte hang til at overbevise det om vores egne fortræffeligheder og i mindre grad forholde os åbent til dette menneskes sjæl. Buber så her skyggesiderne i form af isolation og fremmedgørelse, som gjorde det sværere at finde meningen med eksistensen: at skabe jeg-du-forhold, som giver os mulighed for i al vores skrøbelighed at træde nøgent frem foran et andet menneske og skabe samklang med dette.

Vi er alle skrøbelige

Jeg-du-forhold er usikre, subjektive, fremadrettede, konkrete, uforbeholdne og absolutte. De er kort sagt forhold, der skaber meningsfylde, da jeget bliver til (igen et eksempel på tilbliven) i mødet med duet. Som Buber siger, så er alt virkeligt liv funderet i mødet mellem jeg og du. Kærlighed bliver på den måde jegets ansvar for duet, og hvert eneste særligt du er et glimt af det evige du, og på den måde spejles jeg-du-forholdet i forholdet til Gud.

Kærlighed er derved en relation, hvorigennem duet kommer til sin ret. Fjenden er tidens gang, der transformerer et subjekt til et objekt, til et ”det”, og fjenden er ideernes rige, den objektive tilgang til verden, som Buber forbander ligesom andre eksistentialister. Som han siger, så har mange, der er tilfredse med oplevelsen og brugen af tingenes verden, rejst en struktur af ideer over sig selv, i hvilken de finder tilflugt og hvile fra intethedens komme.

Det er så sandt! Vi gør jo, hvad vi kan for at slippe for at blive konfronteret med os selv. Vi fylder vores liv med distraktioner, underholdning, gadgets og lir, biler og fjernsyn, og vi ødelægger verden i masseturismens navn for at komme væk fra det selv, vi ikke har lyst til at være, som også Kierkegaard anførte. Tinder kunne tjene som et godt eksempel på dette, for muliggør sådan en dating-app jeg-du-forhold, eller fremelsker den jeg-det-forhold mellem mennesker? Set fra min stol er der ingen tvivl. Sex og kærlighed løsrives fra hinanden, menneskers psykiske velbefindende bliver mere og mere udsat, konkurrencen om udseende og perfektion tiltagende ... Det er nemlig sådan, det er: Hvis vi ikke har nogen jeg-du-forhold i vores liv, hvis vi fylder vores liv med jeg-det-relationer, hvor andre mennesker blot tjener et formål, i form af seksuel tilfredsstillelse for eksempel, så bliver vi syge. Vi bliver et selv, vi ikke har lyst til at være, vi indoptager den andens blik og bliver objekter for os selv, og en fremmedgørende isolation spreder sig som ringe i sjælen. Det, der ofte mangler i menneskers liv, er jeg-du-relationen, den relation, hvor man for alvor bliver set i sin skrøbelighed og udsathed. Vi er jo alle fejlbarlige og sårbare, men hvis den sandhed aldrig får luft i jagten på perfektion og performance, sander vores sjæl til. Som Buber siger, så er det kun i møder med et du, at et jeg bliver til, så hvis man aldrig møder verden med et blik, der åbner for et du, ja, så bliver man aldrig et ”jeg”, men en tingsliggjort performancemaskine.

Spørgsmål:

Hvilket blik møder du verden med? Åbner du for din egen sårbarhed i mødet med andre? Er du kun interesseret i at høre dig selv tale, når du møder et andet menneske, eller formår du at tie stille og lytte efter sjælens vingeslag i næsten? Mærker du en sjælelig længsel efter for alvor at blive set fuldstændigt og ikke bare anskuet som en maskine, der performer services på jobbet og i familien?

Opsummering og praksisøvelser

  • Skab jeg-du-relationer
    Du bliver til i mødet med et andet du. Man kender det godt. Et andet ord for det er kærlighed. Når man elsker, bliver man først til i lyset af den anden. De gode kærlighedsrelationer får én til at åbne sig: Man ligger i sengen og blotter sine dybeste hemmeligheder, angst og fortvivlelse.
    Hvordan tager man den skrøbelighed med sig ud i livet? Det gør man ved den indstilling, man møder andre mennesker med. Jeg plejer at fortælle noget privat, når jeg møder et nyt menneske. Det afmonterer hele ideen om performance, og så kan dialogen blomstre, og jeg-du-forholdet skabes. Jeg holder meget af de møder: Der er meget skønhed i relationer, hvor man ikke vil have noget af hinanden, men blot være der for hinanden. Buber har ret, så kig efter sjælen, næste gang du møder et andet menneske!
  • Anerkend din egen skrøbelighed
    Det er voldsomt svært, men hvis man vil skabe åbne, ærlige jeg-du-relationer til andre mennesker, så er forudsætningen, at man anerkender sin egen skrøbelighed. Vi vil jo alle anerkendes, have kærlighed, og vi har alle aldre i os. Jeg er jo stadig den lille generte femårige Jakob, selv når jeg går til receptioner med ambassadører, diplomater og andre. Hvorfor skulle jeg lyve om det? Det er sådan, det er. Jeg bilder mig ind, at jeg har god kontakt med ham den femårige, og at det gør mig stærkere, at jeg godt ved, at jeg er skrøbelig. Det får mig til at føle mig hjemme i verden, fordi jeg ved, at alle andre mennesker har det på nøjagtig samme måde. Ja, andre virker måske skræmmende selvsikre, men det er jo løgn. Det ved vi alle. Ved at fokusere på det sarte, det skrøbelige, så lover jeg dig også, at du kommer til at føle dig ét med menneskeheden. Hvis du derimod fokuserer på altid at vise verden styrke, bliver du isoleret. Gå ikke den vej.
  • Stop med alle distraktionerne
    Alt handler om indstillingen. Hvis man ikke tager sin egen sjæl alvorligt, kan man heller ikke se sjælen i andre. Vi distraherer tit os selv, så vi ikke mærker sjælens længsel efter jeg-du-relationer, efter det evige. Du ved selv, hvad der distraherer dig, og du kan ændre det. Gå i kirke, kig på stjernerne, lyt til en Mahler-symfoni, lad være med at gøre din sjæl mindre, end den er.