Udgangspunktet for tv- og radioværten Adrian Lloyd Hughes’ podcast er hans mors død som 67-årig for en snes år siden. Han – og ikke mindst hans brødre – havde et anstrengt forhold til deres mor, Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som lillebror Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, hvad der ikke kan forstås som andet end foragt for sine børn. Dog havde hun et soft spot for den lille Adrian.
Som efterklang af en stor klokke, der er slået hårdt an, står spørgsmålet og dirrer i luften: Hvad får en mor til at foragte sine børn? Hughes forfølger nu moderens egen historie for at finde ud af, hvad der i hendes fortid kan forklare en sådan reaktion. Det er på sin vis en klassisk psykoterapeutisk tilgang til problemet at ville forklare det biografisk. Det må være noget med barndommen, og han bliver bekræftet så langt, at moderens manglende evne til at elske sine egne børn antagelig er en karakterbrist, hun havde arvet fra sine egne forældre. Eller hvad hun som 21-årig erfarede faktisk var hendes adoptivforældre.
Adrians morfar var byggematadoren Thorvald Dreyer, der skabte sig en formue på at opføre almennyttige boliger – for eksempel i Brøndby Strand og erhvervsejendomme som ”Buen” mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København.
Sammen med sin første kone, Johanne, født Deleuran, adopterede han Jette, som imidlertid mistede sin adoptivmor kort før sin konfirmation. Faderen fandt meget hurtigt derefter sammen med Inge Nielsen, der godt ti år senere i en alder af knap 40 år kom sørgeligt – og vist også temmelig belejligt – af dage ved en formodet faldulykke på Sicilien i 1962. Eneste vidne til ulykken var Frederiksbergs mangeårige borgmester, Arne Stæhr Johansen, hvis elskerinde, Margot, meget hurtigt derefter blev Thorvald Dreyers tredje kone. Hun var tillige en meget dygtig advokat, og Thorvald og Margot Dreyer indgik i en ménage à trois – hvis ikke flere – med borgmesteren. De levede et liv med forgyldte badeværelser, indendørspool og den røde løber som selvfølgeligt underlag for enhver færdsel.
Dermed åbnes der også til en historie om magtmisbrug, korruption, nepotisme og bedrageri i den danske byggebranche i det 20. århundrede, som havde fortjent at blive uddybet mere, hvis det var en historisk podcast, men det er det ikke. Det er personligt, og historien er, at Thorvald Dreyer og hans tredje kone forsømte børn og børnebørn. Drengen Adrian havde næsten ingen kontakt med sin morfar. Han måtte i bogstavelig forstand læse om ham og papmormoderen i de kulørte blade, hvis han ønskede at vide noget om dem.
Men ikke kun Thorvald Dreyer var fremmed for sine egne børn. Hans datter endte med i praksis at slå hånden af de børn, som hun havde fået med sin walisiske ægtemand, fordi hun var et andet sted i sit liv, som man kunne finde på at sige dengang. Hun var en entreprenant kvinde, der som midaldrende tog en uddannelse som psykolog og opnåede kortvarig berømmelse som stifter af et kontaktbureau. Hun havde udpræget forstand på mennesker, men en påfaldende mangel på forståelse for sine egne nære relationer.
Hughes afdækker en historie, der umiddelbart fascinerer og fastholder lytterens interesse, fordi den er så kulørt. I tilgift har han fået Ghita Nørby til at lægge stemme til sin mor. Det er antagelig podcastens bedst fungerende greb, for hvem er bedre til at give den som selvoptaget grande dame end en primadonna?
Men det er ikke det ekstraordinære, der er historiens bærende element. Det er det genkendelige. Vedkommende bliver historien, fordi den afdækker nogle mønstre, der går igen i mange familier, og i hvert fald fungerer som anfægtelse for den, der er blevet pålagt det umådelige ansvar selv at være forælder. Det er en fortælling om svigt, forstillelse, misundelse og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.
I sin karriere har Hughes gjort sig bemærket som en vært, der fylder meget i det rum, han befinder sig i, og det har delt publikum. Ikke alle bryder sig om ham. Denne anmelder retter sig efter Volmer Sørensens diktum, at man ikke bør have noget imod krukker, så længe der er noget i dem. Under alle omstændigheder er det ikke den velkendte Adrian Lloyd Hughes, der optræder i denne podcast. Dette er så meget alvor for ham, at det ikke lader sig håndtere med velartikuleret ironi og munter konversation. Han har, som man siger, taget af hovedstolen, og man kan simpelthen høre, ja, nærmest føle, de psykologiske omkostningers træk på den personlige konto, når han fortæller og interviewer sine brødre og sin far. Hughes har investeret så meget af sig selv og sin familie i denne podcast, at det er temmelig umuligt ikke at lytte med.