Den statslige dressur af topatleter, som indtil for en menneskealder siden fandt sted i DDR og andre af østblokkens lande, skabte for altid et skræmmebillede på, hvor umenneskelig sport kan blive. Med nogle af de oplevelser, alverdens OL-publikum har fået de seneste dage, når eksempelvis den amerikanske stjernegymnast Simone Biles har trukket sig fra konkurrencerne, står det klart, at presset på de allerbedste udøvere inden for flere sportsgrene stadig er for stort.
Den gode nyhed er, at sportsfolkene i dag selv siger fra – og at der højst venter dem en personlig nedtur, når de kommer hjem, ikke nogen enkeltbillet fra myndighederne til en trøstesløs tilværelse som arbejder i et rumænsk hørskætteri.
At flere siger fra i sport på topniveau, er en sund udvikling. At dyrke sport skal være et middel til selvudvikling og socialisering, ikke en mentalt nedbrydende belastning for den enkelte. Man kan beskrive denne nye udvikling som følelsernes indtog i en sammenhæg, hvor synlige følelser ellers kun har haft en plads, når det gjaldt triumf over sejren eller det forbitrede brøl på målstregen over at blive slået med en tyvendedel sekund.
Samtidig balancerer denne udvikling på et meget delikat punkt. Den næsten uimodsigelige status, som vi i Vesten de seneste årtier har tildelt den enkeltes følelsesliv, støder uvilkårligt mod en mur, når den individuelle følsomhed skal afstemmes med et massepublikums forventninger og med det forhold, at idrætsfolkene immervæk – selv på højeste eliteplan – stiller op frivilligt. Med andre ord: Vis gerne dine følelser, men husk, at du står på en stor scene, hvor din rolle som international stjerneatlet ikke i længden kan forenes med, at du altid udlever din skrøbelighed for rullende kamera.
Kontrakten med publikum er, at elite-udøveren gerne må være et almindeligt menneske, men at han eller hun aldrig må glemme, at det ikke er hans eller hendes almindelighed, der gør, at millioner eller milliarder par øjne følger hans eller hendes præstationer på banen eller ved barren. Publikum følger ham eller hende lige netop på grund af det modsatte: at vedkommende præsterer noget, der er over-menneskeligt for de fleste. Hvilket nøjagtigt er grunden til, at de er stjerner og idoler.
Og heri ligger det egentlige dilemma: Det er hårdt at være elite. Alle ved det. Men hvis du for ofte føler trang til offentligt at begræde følgerne af din elite-status, kan det meget nemt virke utaknemmeligt, ja, privilegieblindt på dine tusinder, måske millioner af fans. Er du først nået frem til deltagelse i De Olympiske Lege, befinder du dig et sted, hvor utallige yngre udøvere inden for din sportsgren kun kan drømme om at være med. De er dit publikum og dermed den egentlige årsag til, at OL som institution blev opfundet i Grækenland 776 år før Kristi fødsel og stadig findes.
Derved deler den internationale sportselite vilkår med nutidens kronede hoveder. Ingen af dem er nødvendige for samfundets drift. Derfor består deres egentlige berettigelse i, at de ikke alt for mange gange falder ud af rollen som nogle, der, trods deres menneskelige følelser, ikke er som alle os andre.