Prøv avisen
Voxpop

Hvad kan vi lære af coronakrisen?

"Lige nu er der en masse danskere, som er mere sammen med deres børn, og det kan måske være med til at gøre noget positivt for familielivet. Det kan være, at det går op for nogle forældre, at de ikke nødvendigvis har den store indsigt i børnenes liv og dagligdag," lyder det blandt andet fra De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen (yderst til højre). Foto: Steen Brogaard / Mathias Bojesen / Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danmark står i disse dage midt i en historisk svær situation, hvor store dele af landet som følge af coranavirussen er lukket ned. Men måske er der noget, vi som samfund kan lære og tage med os videre fra krisen. Fire sundhedsordførere giver deres bud

Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedlisten

”Den væsentligste lære, vi kan drage af coronaepidemien, er, hvor vigtigt det er, at vi har et skatteyderfinansieret sundhedssystem. Hvor det ikke er pengepung eller social status, der giver adgang til den bedst mulige behandling. Det er altafgørende, at vi har et sundhedsvæsen, som er gearet og har kapaciteten til de her situationer. Hvor vi, som vi ser lige nu, har dygtigt og kompetent personale, som står klar til at levere en helt enestående indsats, når det er påkrævet. Og så kan vi tage med os videre, hvor stor betydning det har, at vi hjælper og udviser solidaritet med hinanden. Der har været nogle mindre problemer med for eksempel hamstring, men generelt synes jeg, at befolkningen udviser stor solidaritet.”

Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti

”Vi kan lære en del om, hvordan vi omgås til daglig. Coronakrisen giver os mulighed for at være noget mere for hinanden i familierne. Mange har lige nu deres børn derhjemme og synes efter en halv uge, at det er hårdt. Det tolker jeg som et signal om, at vi måske ikke ser nok til hinanden til daglig. Det kunne være, at vi i fremtiden skal bruge tid på noget andet end at stresse rundt og fare fra det ene til det andet. Jeg skal have mine børnebørn nogle dage i denne uge, hvor jeg ikke skal på Christiansborg, så mine børn kan passe deres arbejde. I det hele taget hører jeg en del positive historier om, at man lige nu hjælper hinanden i familierne og er der for hinanden.”

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for Socialistisk Folkeparti

”Vi har allerede lært, at når det virkelig gælder, står landet sammen. Jeg er meget imponeret over, at danskerne tager myndighedernes råd til efterretning. Politikerne lægger skinnerne, mens toget kører, og det ved borgene godt. Alligevel følger de rådene. De finder sig i at blive sendt hjem fra arbejde med al den økonomiske usikkerhed, det kan medføre for mange. Og de bakker op, selvom det også har personlige konsekvenser i forhold til aflyste bryllupper, konfirmationer og ferier. Ligesom det bliver accepteret, at ikke-akutte patienter på hospitalerne ikke kan behandles lige nu. Så midt i al den nuværende elendighed, lover det godt for eventuelle fremtidige situationer, for det er næppe sidste gang, at noget lignende rammer os.”

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative

”Vi kan lære, at vi skal højne vores hygiejnestandard og passe bedre på os selv og hinanden. Og så bør man nok en anden gang være lidt mere opmærksom, når den første smittede dansker bringer sygdommen med hjem fra udlandet. Da den første ramte dansker kom hjem fra Italien, var der allerede italienere, der døde. Man burde have fået bedre styr på indrejser fra blandt andet Italien noget tidligere. Men det er ikke skidt det hele. Lige nu er der en masse danskere, som er mere sammen med deres børn, og det kan måske være med til at gøre noget positivt for familielivet. Det kan være, at det går op for nogle forældre, at de ikke nødvendigvis har den store indsigt i børnenes liv og dagligdag. Og måske vil der endda blive født nogle flere børn, når vi engang er kommet ud på den anden side af krisen.”

Foto: Søren Brogaard
Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Brogaard