Prøv avisen
Boguddrag

Litteratur giver forståelse for den menneskelige tilværelse og etiske konflikter

"Det er for så vidt paradoksalt: Ved at fortælle om noget, der aldrig er sket i virkeligheden, kan fiktionen fortælle os noget, der er mere sandt om livet, end nogen som helst dokumentarisk beretning ville kunne," skriver Lars Theil Münster i bogen "Det læsende menneske". Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvad sker der, når vi læser litteratur, og kan man læse sig til empati? Det undersøger Lars Theil Münster i bogen "Det læsende menneske". Læs et uddrag her

Følgende boguddrag er fra side 101-106 i "Det læsende menneske".

Et privilegeret blik på den menneskelige tilværelse

Også for den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup var litteraturen en kilde til at opnå et privilegeret blik på den menneskelige tilværelse. Som en modsætning til psykologien og filosofiens abstrakte og reduktive tilgang fremhæver Løgstrup litteraturens på en gang konkrete og komplekse beskrivelser af den menneskelige tilværelse. For som han skriver i hovedværket Den etiske fordring: “Filosofi kan ­– i bedste fald – gøre en forståelse klar. Digtningen kan gøre den nærværende.” Litteraturen kan ifølge Løgstrup vise etiske konflikter og følelser i en mere ren form, end vi møder dem i vores daglige liv.

Det kan lyde paradoksalt. Men logikken i argumentet er, at vi i vores daglige liv altid er indspundet i en mangfoldighed af følelser, ønsker, ambitioner, bekymringer og altid nødvendigvis møder verden igennem vores eget perspektiv og altid er midt i tilværelsen og altid handlende i verden. Det betyder, at vi sjældent for alvor er i stand til at løfte blikket og betragte de konflikter, dilemmaer og følelsesmæssige op- og nedture, der hører med til den menneskelige tilværelse, på afstand. Men det er det, vi kan gennem litteraturen: Når vi læser, ser vi ind i den menneskelige tilværelse, men som en betragter og uden en fordring om, at vi skal handle i forhold til det, vi læser om. Eller som Løgstrup formulerer det inden for den fænomenologiske tradition, hans tænkning befandt sig i: “Emotionens tyngdepunkt ligger forskelligt i den virkelige og i den æstetiske oplevelse.” I vores daglige liv ligger tyngdepunktet i anledningen, siger Løgstrup. Det vil sige ved det konkrete menneske, man måske har mistet. Det konkrete menneske, man elsker. I den æstetiske oplevelse derimod forskydes tyngdepunktet til fremstillingen af sorgen eller glæden, og derved får vi måske en erkendelse af sorgen, glæden og andre af disse grundlæggende livsudtryk som sådan. “Hvad vi kommer ud for i livet, tager vi for, hvad det er; hvad kunstværket fremfører for os, tager vi for, hvad det viser, åbenbarer, afslører.” Og siger Løgstrup andetsteds: “Dette kosmiske perspektiv er kunstens måde at styrke livsmodet på.”

Teologen David Bugge, som har skrevet om netop Løgstrups litteratursyn, kommer med et illustrativt eksempel på dette perspektivskift: Hvis en kvinde antyder over for sin ægtemand, at han ikke er far til deres fælles børn, ville manden i sit virkelige liv skulle tackle sine frustrationer og sin vrede, tvivl, skuffelse, angst osv. Han ville måske forlange, at der blev iværksat en række tiltag, der kunne afgøre faderskabsspørgsmålet: DNA-test, blodprøver osv. Men læser eller ser samme mand Strindbergs stykke Faderen, der jo netop omhandler dette tema, ville “han tillige tage det som en skildring eller afsløring af en række grundvilkår for forholdet mellem mand og kvinde, forholdet mellem sandhed og lykke, afhængighed og sårbarhed”. Denne indsigt i de grundvilkår, som styrer vores tilværelse, er svær at opnå i det daglige liv, fordi vi, som Løgstrup gjorde opmærksom på, altid allerede er i vores egen tilværelses centrum. Vi kan ikke både være aktør og betragter. Vi kan i dagligdagen ikke indtage det kosmiske perspektiv, som læsningen giver os mulighed for.

Den eksistentielle påmindelse

De bedste litterære værker kan ifølge Løgstrup løfte vores blik og lade os se os selv og vores tilværelse i et større og måske lindrende perspektiv. Samtidig kan litteraturen skære ind til det essentielle ved menneskelivet. Den kan udforske de grundkategorier, som fylder vores tilværelse. Det kunne være den dybe kærlighed til ens børn og den frygt, der unægtelig følger med, for at der skulle ske dem noget. Denne eksistentielle grundkategori kom skærende klart til udtryk i Cormac McCarthys Vejen, som jeg var omkring i bogens første kapitel, om faren, der prøver at beskytte og holde livsmodet oppe hos sin søn i en fortabt postapokalyptisk verden, hvor alt håb er forsvundet.

Et andet eksempel på, hvordan litteraturen lader tilværelsens store følelser og perspektiver træde frem, kunne være personificeringen af den ultimative tilgivelse og kærlighed i form af den prostituerede Sonja Marmeladova i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, der ikke bare får Rodion Raskolnikov til at erkende sin skyld som morder og tage sin straf, men også følger med ham til Sibirien og de otte års fangelejr, han idømmes.

Eller for at nævne en helt tredje bog, Hanya Yanagiharas Et lille liv. Det er en på en og samme tid ubegribelig smuk og helt ubærlig barsk bog om fire venners vej gennem livet, og hvordan den ene af de fire, Jude, kæmper en fortvivlende kamp for at holde fast i tilværelsen efter en barndom og opvækst præget af uhyggelige overgreb. Det er en roman, der på alle måder er for meget: for hjerteskærende i beskrivelserne af Judes barske skæbne og for rørstrømsk i beskrivelserne af, hvordan kærligheden kan kaste lys over en tilværelse og bringe to mennesker sammen. Man kunne kritisere Hanya Yanagihara for at skrive lige til grænsen til det følelsespornografiske. Men man kan også se det som et æstetisk greb, der har til formål at forstørre det hele. Måske netop af samme grund får vi som læsere af bogen, som Løgstrup var inde på, en dybere, måske sandere, indsigt i fænomener som sorg, kærlighed og venskab. For som den franske hermeneutiske filosof Paul Ricoeur skriver: “Hvad skulle vi vide om kærlighed og had, om etiske følelser og i almindelighed alt det, vi kalder selvet, hvis ikke litteraturen havde indført det i sproget og udtrykt det?” Det er store ord, men jeg synes godt, man kan forsvare den udtalelse. Det er i hvert fald ikke forkert at sige, at litteraturen kan minde os om, hvad der i virkeligheden betyder noget i tilværelsen.

Når man, som jeg gjorde, oplever den kraftige identifikation med faren i Vejen, der fortvivlet forsøger at beskytte sin søn i en grufuld postapokalyptisk verden, når man projicerer sig selv så kraftigt ind i et stykke litteratur, bliver læsningen en eksistentiel påmindelse om, hvad der er vigtigt. På samme måde er Et lille liv ikke blot er en ubærlig historie om, hvor grufuldt man kan gøre børn fortræd, og de konsekvenser, overgreb kan få for deres voksenliv, men også en fortælling om betydningen af dybe relationer mellem mennesker. Og om taknemligheden ved alt det, der gør livet smukt og meningsfuldt.

Det kan lyde banalt, men litteraturen kan tale til os med en særlig stemme, der minder os om, hvad det er i livet, der betyder noget. Den kan skære igennem hverdagens øvrige hensyn og prioriteringer, al den ligegyldige småsnakken om trivialiteter. Det er for så vidt paradoksalt: Ved at fortælle om noget, der aldrig er sket i virkeligheden, kan fiktionen fortælle os noget, der er mere sandt om livet, end nogen som helst dokumentarisk beretning ville kunne.

At læse litteratur er – sagt med en kliche – en måde at komme i kontakt med sig selv på. Man er ikke selv herre over, hvornår man får en klump i halsen, og hvornår øjnene fyldes med tårer. Men ved at tænke over, hvorfor det er, at man netop reagerede, som man gjorde, lige præcis det og det sted i bogen, tror jeg, at man kan lære meget om sig selv, og om hvad det er for ting i tilværelsen, der er eller burde være vigtige. På den måde er det ikke helt forkert, når man siger, at al god litteratur er selvhjælpslitteratur – med tilføjelsen: at de færreste selvhjælpsbøger er god litteratur.

Litteraturen og meningen med livet

En af grundene til, at vi læser litteratur, tror jeg, er, at litteraturen stimulerer os til at reflektere over vores eget liv og de almene vilkår, menneskelivet er underlagt. Vi læser, fordi vi ikke kan lade være med at forsøge at forstå de følelser, dilemmaer og konflikter, der er til stede i vores tilværelse. Vi læser også af alle mulige andre grunde; for at blive underholdt, for at finde adspredelse, for at blive klogere osv., osv. Men vores grundlæggende behov for at forstå os selv, og vores lige så grundlæggende interesse for andre mennesker, er, lyder min påstand, de to afgørende motiver, som ligger til grund for det, jeg i første kapitel betegnede som den personlige, deltagende læseform.

Lidt flot kunne man hævde, at vi ikke blot vil nøjes med at reflektere over vores liv gennem litteraturen; vi læser også litteratur for at finde meningen med livet. Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk beskriver det meget rammende i sin bog Den naive og den sentimentale romanforfatter med undertitlen Hvad der sker, når vi skriver og læser romaner, når han skriver om den drøm, der driver vores læsning af romaner:

Drømmen om at nå den dybeste, mest dyrebare viden om verden og om livet uden at skulle døje filosofiens vanskeligheder eller religionens sociale pres – og gøre det på grundlag af vores egen erfaring og ved at bruge vort eget intellekt – er en meget egalitær, meget demokratisk form for håb.

Hvor filosofien bruger begreber, og religionen bruger dogmer til at fortælle os, hvordan verden er, bruger vi os selv og vores individuelle erfaring, når vi læser. Hvor filosofien og videnskaben er analytisk i deres væsen og søger efter almene sandheder, er litteraturen centreret omkring det oplevende subjekt: Den fremstiller problemstillingerne, som de opleves og erfares af det konkrete, levende menneske. For Pamuk er romanlæsning en erkendelsesform, og ligesom Løgstrup er han af den overbevisning, at litteraturen, modsat filosofien, kan gøre etiske og eksistentielle problemstillinger nærværende for det enkelte menneske.

Men samtidig understreger citatet fra Pamuk, at der er tale om en drøm: Vi når aldrig en fuldstændig beskrivelse af meningen med livet – heller ikke gennem litteraturlæsning – men derfor kan det stadig være denne drøm, der driver læsningen. Drømmen om at kunne lægge bogen ned og sige: “Sådan er livet.” At finde en fuldstændig beskrivelse af tilværelsen og genkende den som sand. Det er nemt at affeje som en illusion. Men derfor kan denne søgen efter noget, der opleves som eksistentielt sandt for den enkelte, stadig være en fundamental drivkraft i vores læsning. Det tror jeg til gengæld er meget rigtigt.

At vores behov eller begær efter fortællinger og kunst er drevet af et ønske om at fylde et eksistentielt tomrum, er ikke nogen ny tanke. Den amerikanske litteraturforsker Peter Brooks fremlagde i sin bog Reading for the Plot fra 1984 en original udlægning af, hvordan dette begær driver læsningen frem. Begæret retter sig ifølge Brooks efter at nå slutningen på en bog og dermed nå et punkt, hvorfra vi kan kigge tilbage på bogens handling som noget overstået og noget gennemlevet og retrospektivt se, hvad meningen med det hele var. Vores læsning drives simpelthen frem af forventningen om at nå dette punkt, som er et punkt, vi netop ikke kan nå i vores egen tilværelse. “At se frem til at se tilbage,” har retorikprofessor Christian Kock rammende kaldt det.

Krimien er det prototypiske eksempel på en genre, der udnytter læserens begær efter et punkt, hvorfra der kan brede sig et forklarende lys ud over teksten og læseren. Det er en klassisk struktur i krimien at lade alle trådene, alle de tilsyneladende elementer i historien, der ikke har fundet deres forklaring, samles til sidst i fortællingen og dermed tilføje den handlingsgang, der gik forud for slutningen, den rigtige betydning.

Også fortællinger, der benytter sig af tilsyneladende overnaturlige fænomener, men som, når slutningen indtræffer, viser sig at have naturlige årsager, er bygget op over den begærstruktur. “Man kan sige, at spændingen, fra læserens synspunkt, angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan retrospektiv reevaluering faktisk vil finde sted,” skriver Kock om fænomenet.

Men også den klassiske tragedie er bygget op omkring læserens begær efter slutningen. Selvom vi jo ved, at helten går undergangen i møde, og vores læsning derfor er en lang udsættelse af det uund­gåelige, giver slutningen os en form for bekræftelse og en følelse af, at der eksisterer en bagvedliggende meningsfuld, eller i det mindste konsistent, orden, når undergangen indtræffer.

Vi kan måske forklare dette begær efter fortællingens opklarende afslutning med, at et menneskeliv på mange måder er struktureret netop som en fortælling – med en begyndelse, en midte og en slutning, og at vi af gode grunde ikke – som i litteraturen – kan overskue vores tilværelse retrospektivt. Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke kender vores egen slutning. Men i læsningen af litteratur får vi denne mulighed for retrospektivt at tilskrive mening til det, der gik forud, og vi får mulighed for at anlægge dette afsluttende overblik. På en måde simulerer vi på sin vis, at vi på den yderste dag ser fortiden træde frem i forklaringens klare lys, og dermed skabes oplevelsen af, at tilværelsen kan betragtes som en afrundet helhed.

Orhan Pamuk synes at sige det samme, når han skriver:

Du får kun en enkeltbillet til livet, du kan ikke stige på igen, når det først er forbi, men har du en bog i hånden, uanset hvor kompliceret eller svært forståelig den bog er, kan du, når du er færdig med den, gå tilbage til begyndelsen, hvis du har lyst, og læse den en gang til og således forstå det vanskelige, og dermed også forstå livet.

At læse er en måde at skabe en forestilling om at kunne overskue livet på. At kunne træde ind og ud af bogen, som var det livet selv man trådte ind og ud af. Måske litteraturlæsningen på den måde også er med til at mildne den omstændighed, at tiden jo går sin irreversible gang, indtil tiden helt slukkes for en.