Sherin Khankan: Illusionen om én sandhed skal dø

Kvinden bag Forum for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan, foretrækker at tale om det guddommelige frem for om Gud. Hun mener, at vi alle er en del af et større skæbnefællesskab, og at det guddommelige viser sig i det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Det afgørende er ikke, hvad man tror på, men hvad man gør med sin tro

Hvis man virkelig elsker Gud, så kan man også godt rumme andre, mener Sherin Khankan. "Jo stærkere du er i dit fundament, jo lettere har du ved at rumme andre mennesker," siger hun. -
Hvis man virkelig elsker Gud, så kan man også godt rumme andre, mener Sherin Khankan. "Jo stærkere du er i dit fundament, jo lettere har du ved at rumme andre mennesker," siger hun. -. Foto: Asger Ladefoged/ Denmark.

På den ene side er Gud et eller andet dybt uforståeligt, og på den anden side er det noget, der er tættere på mig selv end min egen pulsåre, svarer Sherin Khankan på spørgsmålet om, hvem Gud er for hende.

For Sherin Khankan er Gud ikke et menneske eller et bestemt køn hverken en han eller en hun. Gud er en metafysisk størrelse, der rækker ud over vores fatteevne.

Af samme årsag kan hun godt lide det arabiske ord for Gud, som er Allah, og som betyder den eneste ene, i modsætning til Gud, som hun mener let kan forbindes med hankøn og er personificerende, og i den forstand mere begrænsende.

I det hele taget bruger Sherin Khankan sjældent begrebet Gud, men foretrækker at tale om det guddommelige lys, den guddommelige kærlighed eller kraft.

LÆS OGSÅ: Professor: Uden Gud kan det næsten være lige meget

Barmhjertighed og nåde er to helt centrale begreber, som Sherin Khankan forbinder med Gud eller det guddommelige.

Hun forklarer hvordan de fleste kapitler i Koranen starter med sætningen: I Guds navn, Den Nådige og Den Barmhjertige, der er oversat fra de arabiske ord, Al-Rahman og Al-Rahim, som begge stammer fra ordet Rahma, der betyder nåde, uendelig flod af nænsomhed, kærlighed, beskyttelse, kilde til alt liv samt livmoder.

Al-Rahman er en slags adjektiv og betyder, at Gud er nådig, uanset hvad vi mennesker foretager os, hvorimod Al-Rahim er et verbum, og kan oversættes med at Gud viser nåde, i takt med menneskets handlinger. Hvis du tager et skridt mod Gud, så kommer Gud løbende mod dig, har profeten sagt. Pointen er, at Gud er nådig og viser nåde på samme tid, lidt ligesom en livmoder, siger hun og tilføjer:

Det, synes jeg, er ret fantastisk, for hvad er det, livmoderen gør eller er? En livmoder rummer liv og giver liv på en og samme tid.

Forståelsen af Gud eller det guddommelige bygger Sherin Khankan dels på erfaring, men også på Koranen, som, hun tror på, er Guds åbenbarede ord.

Det afgørende er imidlertid ikke, om man tror på, at Koranen er Guds åbenbarede ord eller ej, mener Sherin Khankan. Det afgørende er, hvilke konsekvenser man drager af sin tro i praksis.

Det klareste tegn på, at man bærer islam i sit hjerte er, når man udviser rummelighed, næstekærlighed, generøsitet og åbenhed. Hvis du beder dine fem daglige bønner, men går ud og benægter din jødiske bror eller ateistiske søster, så har du ikke forstået det, siger hun.

Ifølge Sherin Khankan kan Gud anskues som den højeste potens det højeste, vi som mennesker kan stræbe efter at blive.

Jeg tror på, at der ligger et guddommeligt potentiale i alle mennesker, og at det guddommelige viser sig i det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Det er, når jeg gør noget godt over for andre mennesker, at jeg mærker Gud og føler, at det guddommelige åbenbarer sig allermest, siger hun.

Det lyder næsten som om, dit billede af Gud eller det guddommelige er en form for morallære eller livsfilosofi?

Det er klart en morallære og livsfilosofi, som helt konkret handler om at tjene sin næste, men det er også mere end det. Det er jo svært at sætte ord på, fordi det er en følelse. Jeg kan forsøge at begribe Gud eller det guddommelige med min forstand, men dybest set kan jeg kun nærme mig Gud med mit hjerte.

Som eksempel nævner Sherin Khankan fødslen det at give liv som et af de magiske øjeblikke, hvor hun har følt sig tæt på det guddommelige.

Der er et af de der momenter i livet, hvor der er et eller andet, der bliver transcenderet, og hvor man giver slip på sig selv, for at give plads til noget andet og større end sig selv. Det er egoets død, siger hun.

Opvækst i et religiøst krydsfelt
Sherin Khankan er opvokset i et krydsfelt mellem kristendom og islam med en mor, der var kristen og en far, der var muslim. Det var dog mest på det spirituelle plan, at religion fyldte i barndomshjemmet.

Religion i mit barndomshjem var de gode gerninger, siger hun og tilføjer:

Jeg er opvokset i et meget udogmatisk hjem, uden nogen form for disciplineret eller streng religiøs opdragelse, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Forældrenes tilgang til religion har Sherin Khankan taget med sig i sit voksne liv og virke, der er præget af en udogmatisk og åben tilgang til religion sin egen såvel som andres.

Ud over forældrenes tilgang til religion er Sherin Khankan meget inspireret af sufismen, der er en spirituel visdomslære inden for islam.

Hun nævner sufimesteren Ibn Arabi (1165-1240), der har sagt, at det menneske, der benægter andre trosretninger, benægter den fælles rod, som al tro stammer fra.

Den måde, Ibn Arabi redefinerer begrebet vantro på, så den vantro faktisk er den, der benægter den anden, den fremmede eller mangfoldigheden, synes jeg, giver rigtig god mening, siger hun og tilføjer:

Det er en af udfordringerne ved det at være menneske. At elske den mangfoldighed, som Gud har skabt. At elske det, som er langt væk fra en selv.

LÆS OGSÅ: Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved

Sherin Khankan tror på, at hvis man virkelig elsker Gud, så kan man også godt rumme andre.

Det at åbne op for andre, betyder ikke, at man mister sit fundament. Tværtimod. Jo stærkere du er i dit fundament, jo lettere har du ved at rumme andre mennesker, siger hun og fortsætter:

Alle de her dogmer og forsøg på at monopolisere sandheden, altså det at sige, hvad der er den rette tilgang til Gud eller det guddommelige intuitivt ved jeg, at det er forkert. Jeg føler det så stærkt i mit indre. Det kan ikke have noget med det guddommelige at gøre.

Balancegang mellem indre og ydre værdier
Hvor forældrenes religiøsitet mest lå i det spirituelle og i de gode gerninger, er Sherin Khankan gået skridtet videre, som hun selv siger. Det er således heller ikke tilfældigt, at hun er muslim. Der er nemlig noget ved rammerne og den praktiserende del af islam de indre såvel som de ydre værdier, som tiltaler hende.

Jeg kan godt lide rammerne og den praktiserende del af islam, også selvom det måske lyder som om, at jeg ikke har nogle rammer, men det har jeg altså, siger hun.

Som eksempel nævner hun det forpligtende fælleskab som et alternativ til individualismen og ideen om, at solidaritet ikke kun skal gælde den nærmeste familie eller det nærmeste geografiske fællesskab.

Selv om islam er vejen til Gud eller det guddommelige for Sherin Khankan, er hun meget bevidst om, at der er mange andre tilgange til det guddommelige, og at hendes tilgang blot er én tilgang blandt mange andre.

Jeg anerkender og accepterer, at der er flere tilgange til sandheden. Jeg tror i virkeligheden, det handler om at finde den balance, der passer bedst til en selv.

Men er der en opfattelse af Gud eller det guddommelige, som du trods alt ikke kan acceptere?

Jeg er meget rummelig, men jeg har svært ved at rumme folk, der gerne vil binde og begrænse sig selv og især andre. Folk, der forsøger at danne Gud i deres eget billede og hårdnakket hævder, at deres overbevisning er den eneste vej til sandheden eller frelse. Det er en illusion, som skal dø.

Dermed også sagt, at der findes en forkert opfattelse af Gud eller det guddommelige?

Der findes i hvert fald rigtig mange mennesker, som begrænser Gud eller det guddommelige til deres egen snævre opfattelse, hvilket jeg synes er dybt problematisk.

Gud til hverdag

Sherin Khankans forståelse af og forhold til Gud er en så naturlig del af hendes liv, at hun har svært ved at sætte ord på, hvordan hendes gudsforhold kommer til udtryk i hendes dagligdag.

Efter lidt betænkningstid beskriver hun Gud som et reb, som hun kan klamre sig til i gode tider, men måske særligt i dårlige og svære tider. Det er også her, hun især mærker Gud.

Det er en kæmpe hjælp og trøst at vide, at der er noget, der er større end selv. At alt, hvad der sker i livet, er en del af Guds perfektion. At der er noget perfekt i det uperfekte, og at der er en mening med alt, også med dårlige ting, siger hun.

Hendes forhold til og forståelse af det guddommelige kommer også til udtryk i bønnen. Hun beskriver den daglige bøn som en form for meditation, der skaber ro og plads til at kunne mærke efter, om alt er som det skal være, men også som et forsøg på at komme tættere på det guddommelige et forsøg på at give slip på sit eget ego, begær og private projekter.

Det guddommelige viser mig ret tydeligt, at vi alle er en del af et større skæbnefælleskab. Det inspirerer mig til at handle at man er forpligtet til at handle, som hun siger.