Kristeligt Dagblad mener: Sang er for alle. Og nu skal der stemmes om de bedste sange

Det er trist, at tidens fokus på, at alle skal være exceptionelle, unikke og den bedste udgave af os selv, og hvad vi ellers bilder hinanden ind i virkelighedsfornægtende klichéer, nu breder sig til fællessangens domæne

Som bekendt er sangglæden under coronakrisen blusset gevaldigt op. Fællessang i gårdmiljøer, på villavejen, på stranden, hjemme i stuerne og på tv har i en lang periode været fast indslag i vores fælles liv. En global krise har revitaliseret en national sangtradition. Sang er nu, som så ofte før i danmarkshistorien, atter blevet noget, vi samles om.

Men også før pandemien var der tegn på, at fællessangen var i vækst over hele landet. Der blev afholdt højskolekurser med udgangspunkt i Højskolesangbogen, der en overgang endda lå nummer et på bestsellerlisten. Der blev sat tv-seerrekorder til 24-timers sangarrangementer fra eksempelvis DOKK1 i Aarhus, der mageligt udkonkurrerede ellers populære tv-koncepter. Og længe har man på Vartov i København haft succes med maratonsang i gården. Jo, sangglæden ligger lige under overfladen hos forbløffende mange borgere, og den blev kun forstærket under krisen.

Den massive interesse for dansk sangtradition er blevet kraftigt understreget i den afstemning, som Kristeligt Dagblad har sat i gang i forbindelse med avisens 125 års fødselsdag den 1. oktober. Læserne af avisen er blevet bedt om at udpege de 10 bedste danske sange nogensinde. Omkring 5500 læsere har indtil nu afgivet deres stemme i konkurrencen, der slutter i morgen.

Man kan derfor stadig nå at være med og påvirke processen: Skal Nationalsangen med på top 10 eller ej? Hører sange efter 1980 hjemme i denne sangkanon? Og hvad med salmerne og den øvrige kulturarv: Hvor mange Kingo- og Carl Nielsen-værker skal med på en top 10 anno 2021?

Det er den ene opfordring i denne lederartikel: Afgiv din stemme og vær derigennem med til at præge debatten og øge sangglæden.

Den anden opfordring lyder: Lad folk synge, som de vil. Den gamle talemåde lyder: Hver fugl synger med sit næb, og det gælder stadigvæk.

Som det fremgår af dagens avis, er et stort antal danskere flove over deres sangstemme. Færre og færre kan synge for i større forsamlinger. Hellere mumle og sænke stemmen end synge af karsken bælg, synes mantraet at være. Men der er absolut ingen grund til at skamme sig over sin stemme. Fællessang er ikke elitesport, og sang i badet er ikke X Factor. Det er virkelig trist, at tidens fokus på, at alle skal være exceptionelle og unikke og den bedste udgave af os selv, og hvad vi ellers bilder hinanden ind i virkelighedsfornægtende klichéer, nu breder sig til fællessangens domæne.

Når vi synger, kan vi netop glemme os selv og udtrykke følelser, som andre har sat meget bedre ord på, end vi selv kan. Så om vi går og nynner en sensommervise eller synger om, hvad hjertet ønsker sig, eller savner blæsten over Limfjordens vande: Sang handler ikke om den perfekte ”performance” eller det unikke udtryk, men om alt det, der binder os sammen. Så brug din stemme – i begge ordets betydninger.