Forældre kan sagsøge børn, der ikke tager sig af dem

Kina kæmper med en aldrende befolkning og har indført, at forældre kan sagsøge deres voksne børn, hvis de ikke tager sig nok af dem

14 procent af den kinesiske befolkning er i dag 60 år eller ældre, og det tal ventes at blive fordoblet i 2030. –
14 procent af den kinesiske befolkning er i dag 60 år eller ældre, og det tal ventes at blive fordoblet i 2030. –. Foto: .

Kineserne bliver ældre og med høj hastighed. Derfor har den kinesiske ledelse for nylig revideret og skærpet en lov, der skal beskytte den ældre del af befolkningen. Loven indskærper blandt andet, at voksne børn skal sørge for forældrenes følelsesmæssige behov og aldrig tilsidesætte eller afvise ældre mennesker.

De, som bor langt væk fra deres forældre, bør tage hjem ofte, hedder det i loven, der dog ikke anviser, hvad ofte betyder.

En dom, som faldt allerede samme dag, som loven blev offentliggjort, giver dog et vink om myndighedernes forventninger til børnenes omsorg. Dommen vedrørte en kvinde, hvis 77-årige mor havde lagt sag an mod datteren og svigersønnen, der havde lovet at tage sig af hende. Men de havde ikke besøgt moderen længe og heller ikke støttet hende økonomisk.

Retten i Wuxi i det østlige Kina vurderede, at det ikke var i orden. Kendelsen lød derfor, at kvinden skal besøge sin mor mindst én gang hver anden måned og på mindst to af Kinas nationale mærkedage. Sker det ikke, kan hun blive tvunget til at betale kompensation til moderen.

Det handler mest om at understrege de ældres ret til at bede om følelsesmæssig støtte. Vi ønsker at understrege, at der er et sådant behov, forklarer én af lovens ophavsmænd, juraprofessor Xiao Jinming, til det amerikanske nyhedsbureau AP.

LÆS OGSÅ:Kineserne kommer - med magt, håb og sminket facade

Behovet er der bestemt. Omkring 194 millioner eller 14 procent af befolkningen er i dag 60 år eller ældre, og det tal ventes at blive fordoblet i 2030. Om 40 år vil næsten hver tredje kineser være 60 år eller derover. Samtidig vil arbejdsstyrken være faldet med 24 procent, fra i dag 940 millioner til godt 700 millioner.

Udviklingen skyldes, at kineserne lever længere, i gennemsnit 75 år mod 69 år i 1990. Og samtidig har Kina i kraft af etbarnspolitikken begrænset befolkningstilvæksten i de seneste tre årtier.

Det giver landet en række udfordringer, som allerede er kendt i den vestlige verden, men som er relativt nye for Kina. Der skal opbygges pensionssystem, sygesikring og plejehjem, som der kun er få af. Samtidig flytter millioner af mennesker fra land til by og langt væk fra deres hjemegn.

Alligevel vil meget af ansvaret for landets ældre fortsat ligge hos familierne. Ifølge konfucianismen skal kineserne tage sig af ældre familiemedlemmer, når de bliver gamle, og det er der da også mange, der stadig gør.

Herunder 35-årige Wu Yuanyuan, der lever i en storfamilie sammen med sin mand, datter og sine pensionerede forældre. Og sådan skal det blive ved med at være, fastslår hun. De skal ikke på plejehjem, når de bliver ældre og mere plejekrævende:

Nej, vi skal bo sammen. Jeg er deres eneste datter, så det er min pligt at tage mig af dem, lyder det bestemt.

Og hun forventer, at datteren, der også er enebarn, vil gøre det samme, når hun bliver voksen:

Ja, helt sikkert. Her i Kina er det en tradition, at vi tager os af de ældre, både forældre og bedsteforældre, siger hun.