Kan man dømmes for ikke at hjælpe andre?

Medmenneskelighed er omdrejningspunktet i usædvanlig retssag om en kvinde fra Lolland, der sidste sommer sad fast i et hul og døde

Moralsk set er vi lige så forpligtet over for den sultende i Afrika som over for en dansk kvinde i et mudderhul," siger Thomas Søbirk Petersen. Arkivfoto
Moralsk set er vi lige så forpligtet over for den sultende i Afrika som over for en dansk kvinde i et mudderhul," siger Thomas Søbirk Petersen. Arkivfoto Foto: Lars Gejl/

Ud på natten til den 21. juli sidste år tog en 48-årig kvinde fra Lolland en fatal beslutning.

Den 48-årige kvinde fra Nykøbing havde autistiske træk og var psykisk uligevægtig, fortæller folk tæt på hende, og denne aften havde hun desuden glemt den medicin, hun ellers altid havde styr på.

Hun blev sidst set på værtshuset Fortuna i Nykøbing Falster, og alt tyder på, at hun derefter besluttede at forlade værtshuset med en veninde, en 49-årig kvinde tilsyneladende for at se nogle hundehvalpe på Fuglsang Gods i nærheden.

Formentlig for at skyde genvej gik de to gennem et sumpet engareal, der bliver brugt til græssende kreaturer. Dyrene synker indimellem ned i mosen, men kan som regel selv komme fri. De efterlader dog dybe huller, og sådan et hul faldt den 48-årige kvinde i med sit ene ben.

LÆS OGSÅ: Kommission: Velfærd skal i udbud

Hvad der derefter skete, bliver i disse dag oprullet i en usædvanlig retssag, hvor den 49-årige kvinde nu er sigtet for ikke at have hjulpet sin veninde. Ifølge anklageskriftet efterlod hun hende og gik hjem uden at tilkalde hjælp. Den 48-årige blev først fundet en uge senere død af udmattelse og dehydrering efter lang tids forgæves kamp for at få sit ben op af hullet.

Politiet har ikke fundet tegn på, at den sigtede har været direkte medvirkende til den 48-årige kvindes død, men sigter hende efter straffelovens paragraf 253, der siger, at det er strafbart at undlade at hjælpe nogen, som er i øjensynlig livsfare eller er tilsyneladende livløs. Ansvaret forudsætter dog, at hjælpen kan gives uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre.

Sagen er juridisk interessant, fordi meget få mennesker gennem tiden er blevet straffet efter denne paragraf. Når det er sket, har det næsten udelukkende været i forbindelse med trafikuheld, hvor folk er gået i panik og er flygtet. Der er dog jævnligt debat om emnet, for i loven står også, at alle inden for rimelighedens grænser har pligt til at redde alvorligt nødstedte. Men hvad er rimeligt? Og hvorfor er det overhovedet nødvendigt at lovgive om noget, der burde være indlysende for alle?

Hvis man tager det sidste først, er det nødvendigt, fordi det ikke er lige indlysende for alle at hjælpe, forklarer professor med særlige opgaver fra Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, der blandt andet beskæftiger sig med straf og etik og påpeger, at lovgivningen skal sende et klart signal om, hvad der er rigtigt at gøre.Alle i Danmark kan formentlig skrive under på et etisk princip om, at kan man redde et andet menneske med en meget lille omkostning, så bør man gøre det. For vi vil jo også gerne selv hjælpes, hvis vi pludselig skulle havne i et mudderhul af den ene eller den anden art, og derfor har vi gjort pligten til at hjælpe til en del af lovgivningen, siger Thomas Søbirk Petersen.

Moralsk set burde den samme lovgivning gælde i forhold til hjemløse, fattige og andre nødstedte overalt i verden, som vi er lige så forpligtede til at hjælpe, hvis vi kan. Men det er ikke realiserbart, for så skulle langt de fleste af os jo i fængsel. Moralsk set er vi dog lige så forpligtet over for den sultende i Afrika som over for en dansk kvinde i et mudderhul, siger Thomas Søbirk Petersen.

Spørgsmålet om, hvor hårdt vi så skal straffes, hvis vi ikke lever op til den forpligtelse, blev senest taget op i 2004 blandt dybt uenige retseksperter. Indtil da havde man maksimalt kunne dømmes til tre måneders fængsel, men flere mente, at det var alt for lidt. Ikke at redde et andet menneske kunne sammenlignes med selv at have slået mennesket ihjel, lød begrundelsen, og strafferammen blev hævet til to år.

Det var en skærpelse, der skulle ses som et klart, politisk signal om, at vi ikke blot skal undlade at være onde mod hinanden, vi har også pligt til at være gode, forklarede professor i strafferet ved København Universitet, Vagn Greve.

Tilbage er så spørgsmålet om, hvor rimelighedens grænse skal ligge i forhold til at hjælpe andre. Det er en diskussion, der går meget langt tilbage, og som anses for at være et af de vigtigste emner inden for psykologien. For at hjælpe andre i nød er et urinstinkt i os, skabt i tidernes morgen, da det var livsnødvendigt for mennesket at stå sammen som art.

Siden er det livsnødvendige løbende blevet devalueret til, hvad vi synes er rimeligt, og her har blandt andre teologen og filosoffen K.E. Løgstrup markeret sig med den etiske fordring et slags grundvilkår, vi mennesker har i forhold til at handle moralsk rigtigt. Ifølge Løgstrup var det eneste rigtige dog at handle spontant, og det er hverken særligt handlingsanvisende eller almengyldigt i en konkret sag.

Flere psykologer, filosoffer og andre fagfolk har de senere år peget på, at især individualiseringen af samfundet kombineret med den stadig mere udbredte holdning, at det er statens pligt at tage sig af de svageste har mudret vores dømmekraft i faretruende grad i forhold til at hjælpe andre i nød.

Inden for socialpsykologien er det dog velbelyst, hvad der er afgørende for, om vi hjælper eller ej. Og det er i høj grad antallet af mennesker, der er til stede. Logikken skulle være, at jo flere, der ser på, jo mere diffust bliver ansvaret. Afgørende er også, om vi er bange for at blive til grin foran andre, og om vi tvivler på, hvorvidt vi kan klare opgaven.

De ting er typisk afgjort af opvækst og værdier, men også af den konkrete situation. Andre personlighedstræk kan også være afgørende. Udadvendte, aggressive og temperamentsfulde mennesker handler som regel på de ting, de oplever. Men den usikre kan også overraske, som Maude gjorde det i tv-serien Matador, da hun endelig trådte i karakter og hjalp jøden Stein med at flygte til Sverige.

Den 49-årige sigtede kvinde nægter selv at have gjort noget forkert i forhold til den 48-årige kvindes tragiske død. Hun har dog indvilget i at blive mentalundersøgt. En såkaldt personundersøgelse fastlog sidste år, at hun ikke er egnet til samfundstjeneste på grund af hendes psykiske tilstand. Selvom hun ikke dømmes i denne sag, har hun erkendt blandt andet mindre tyverier af benzin, hærværk, ulovlig indtrængen, besiddelse af 2,2 gram hash og overtrædelse af et polititilhold.

Bliver hun kendt skyldig efter paragraf 253, kan hun idømmes op til to års fængsel eller få en behandlingsdom.

Andre paragraf 253-sager

2012: En 17-årig mand sigtes for med en bil at have påkørt to piger på 14 og 16 år og derefter stikke af.

2006: En mand sigtes for ikke at redde sin kæreste fra at begå selvmord.

2005: To mænd sigtes for ikke at ringe efter hjælp, da de ser en cyklist vælte og slå hovedet. Cyklisten døde efterfølgende.

2004: En læge sigtes for ikke at hjælpe en mand, der falder om med hjertestop.