Hvorfor har vi det ikke bedre, når vi har det så godt? Det er titlen på en bog, skrevet af den norske biskop Per Arne Dahl. Der er gået 15 år, siden bogen udkom, men i næste uge udkommer en bog på dansk, der så at sige følger op på Per Arne Dahls spørgsmål. Det sker i bogen ”Hverdagspyskologi” skrevet af de to norske psykologer Carina Poulsen og Rebekka Egeland.
De to er netop landet i Københavns Lufthavn fra Oslo og har nogle timers ophold i Danmark, inden de skal med et fly til New York, hvor de skal interviewes til et amerikansk magasin, som gerne vil høre, hvorfor vi ikke har det bedre i et samfund som det norske eller danske, hvor alt tilsyneladende er lagt til rette for at få et godt liv. Carina Poulsen siger:
”Vi har alle forudsætningerne for at lykkes, og det betyder, at vi lever vores liv med en høj faldhøjde, for hvis man ikke præsterer godt og udnytter sit potentiale, er det ens egen skyld.”
Rebekka Egeland fortsætter:
”Og vi taler generelt ikke om, at vi ikke lykkes. Når man har ansvaret for sin lykke, har man også ansvaret for sin egen ulykke. Det kan føre til en selvforagt. Jeg tror, det er en god del af svaret på, hvorfor vi ikke har det bedre, selvom vi har det godt.”
Rebekka Egeland er født i 1983 og Carina Poulsen i 1984. De er fra den samme forstadskommune ved Oslo, Oppegård, men blev først venner, da de begge læste psykologi på universitetet i Oslo. De har længe talt om at skrive en bog sammen, for de mente, der var brug for en bog, som kunne øge den generelle indsigt i den mentale sundhed. Derfor har de samlet på forskningsartikler og skrevet notater med henblik på at skrive en bog, som kunne gøre psykologi mere tilgængelig. Bogen udkom i Norge i efteråret, og de ser udgivelsen som et slags psykologisk folkeoplysningsprojekt. Carina Poulsen siger:
”Vi ser en stor stigning i psykiske lidelser blandt unge under 30 år, men i løbet af skoletiden er der ingen systematisk indføring i det psykiske helbred. Vi taler utrolig meget om fysisk sundhed, kost og motion, men vi taler langt mindre om, hvordan vi kan have det godt. Ikke bare med os selv, men trives i relation til andre.”
De skriver som fagfolk, men deres formidlingsmæssige motor er deres personlige kriser med ”egne runder i manegen”, som de selv kalder det. Carina Poulsen siger:
”Vi har skrevet den bog, som vi gerne ville have læst, da vi havde det dårligst.”
Det var mens, de havde det svært, at de kom tæt på hinanden. At have modet til at invitere et andet menneske ind i livet, når det gør ondt, er et gennemgående budskab i bogen. Rebekka Egeland siger:
”Det er en gave at invitere en anden ind i det inderste rum, hvor man viser sin ufuldkommenhed.”
Rebekka Egeland er gift og har en engelsk setter, som kræver megen motion. Hun går med hunden halvanden time hver dag, og når hun lufter hund, taler hun og Carina Poulsen sammen over telefonen. I samtalerne deler de faglige overvejelser, men de taler også om det, som går dem på. Deres samtaler står på et fundament af delt sårbarhed.
Man ser for sig, hvordan de to psykologer jonglerer faglige termer og støtter hinanden. Men de understreger, at et sådant fællesskab ikke kræver en psykologisk uddannelse. Det afgørende er, at man finder en fortrolig ven, som ikke prøver at fikse problemer, men som vil lytte, give plads til tårer og måske vil dele af egen sårbarhed.
Rebekka Egeland siger:
”Hvis en af os har haft en dårlig dag, kan vi udforske det sammen og tale om, hvordan vi kan arbejde konstruktivt med det.”
Man mærker, at de er vant til at tale sammen og forstår hinandens tankegang. Når den ene tier, taler den anden. Carina Poulsen siger:
”Vi øver os hele tiden, og tro ikke, at alt bare er let for os, men ved at invitere hinanden ind i vores liv har vi erfaret helt nye dimensioner i vores relationer. Fordi vi har været nøgne i desperation og smerte og er blevet mødt med forståelse og omsorg, har vi kunnet bygge noget, som er ekstremt stærkt.”
Mens sårbarhed jævnligt er omdrejningspunktet i deres samtaler, oplever de generelt, at sårbarheden er udsat i en kultur, som de beskriver som individualistisk og præsta- tionspræget. Carina Poulsen siger med afsæt i sine erfaringer fra samtalerne med klienter:
”Psykisk smerte og et psykisk godt helbred kan godt forenes, men i kraft af de sociale medier bliver vi hele tiden udsat for billeder af mennesker, som er i færd med at fuldende deres potentiale på en meget overbevisende måde. Jeg taler jævnligt med klienter om, at der er forskel på det ydre billede, som vi fremstiller på sociale medier, og hvordan livet opleves indefra. Livet er sjældent så vellykket som det, man viser frem. Det er normalt med svingninger i et menneskesind, og vi må ikke forveksle svingninger med, at der er noget galt med os. I vores kultur må vi gerne fremvise glæde, men generelt må vi ikke vise stærke følelser. Det bliver opfattet som en svaghed at blive følelsesmæssigt påvirket.”
Mens der de seneste år er udgivet en række bøger om robusthed, vil de to slå et slag for sårbarheden. For at forklare, hvorfor sårbarheden er central for den menneskelige trivsel, henviser de til den amerikanske sociolog Brené Brown. Hun har forsket i, hvad det betyder at føle sig som en del af et fællesskab. Brené Brown konkluderede, at et fællesskab med plads til sårbarhed er afgørende for den menneskelige trivsel. Ifølge Brown er det skam, som forhindrer mennesker i at vise deres sårbarhed.
Ifølge Carina Poulsen og Rebekka Egeland spiller skam en afgørende rolle i den nordiske kultur. De beskriver den nordiske kultur som en ”skam-kultur”. På den ene side har man alle forudsætningerne for at lykkes som borger i trygge og rige velfærdssamfund, men når man ikke indfrier sine mål, er det et nederlag, man selv må håndtere og ofte skjuler for omverdenen. I dag har vi både et præstations- og skamsamfund.
Carina Poulsen siger:
”Det kan føre ind i den selvforagt, som er kendetegnende for skam. Skam opstår af en universel frygt for ikke at være accepteret og fører til, at vi skjuler visse sider af os selv og helst kun viser den pæne side. Skam er typisk noget, vi kæmper med alene, for hvad vil andre ikke tænke?”.
For at forklare, hvilken forskel det gør, at man tør stå ved sine svagheder, nævner Rebekka Egeland sit forhold til Gud. I sit åndelige liv finder hun et rum, hvor hun med frimodighed kan stå ved sin ufuldkommenhed.
”I mødet med Gud er vi mennesker uperfekte. Min oplevelse af at høre til hos Gud forstærkes, når jeg er min egen sårbarhed bevidst, og selvom jeg har været langt nede, så har jeg altid følt et stærkt Guds-nærvær. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg hører hjemme hos Gud, og jeg har følt mig set og elsket af Gud. I relationen til Gud er jeg nøgen, men god nok i min uperfekthed. Når jeg føler mig ensom, må jeg vende tilbage til det udgangspunkt.”
I et samfund, hvor skammen har gode kår, trives også perfektionismen. De har givet et afsnit i bogen overskriften ”Sygt perfekt”. Carina Poulsen siger:
”Perfektionisme er typisk et redskab til at opnå beundring og få opmærksomhed. Perfektionismen skaber generelt afstand til andre. Det vi gør for at blive holdt af, er ofte det, som er grunden til, at vi ikke bliver holdt af. Hvem vil have den perfekte veninde? Holder du mest af det menneske, som fremstår med den perfekte facade, eller det menneske, som du kender på godt og ondt?”.
Perfektionismen er en måde at forsøge at undgå skammen på. Man forsøger at kompensere for den ubehagelige følelse af skam og utilstrækkelighed ved at præstere endnu bedre og fremstå vellykket. Det betyder også, at man lægger afstand til centrale sider af sig selv til fordel for en poleret facade. Rebekka Egeland siger:
”Jeg er perfektionist. Og det er noget, jeg må være mig bevidst, så jeg ved, hvordan det spiller ind på min ageren.”
Carina Poulsen tager ordet:
”Der er meget, som nærer perfektionismen. Med sociale medier kan man let komme til at sammenligne sig med andre, og man sammenligner jo typisk det bedste i andre med det dårligste hos sig selv. Når jeg siger til mine klienter, at det er okay at være uperfekte, så er der en vis lettelse, men ofte er der også lang vej at gå.”
Rebekka Egeland:
”Det er værd at understrege, at det er okay at være uperfekt, for perfektionismen påvirker også, hvordan jeg møder andre. Perfektionismen kan forhindre, at vi bliver set og modtaget med kærlighed af andre.”
Om et par timer afgår flyet til New York, hvor de skal interviewes om bogen. De to kan tale længe og bevæget om de reaktioner, de har fået fra læsere, siden bogen udkom i Norge. Bogen er blevet uddelt hos en række praktiserende læger, så man kan læse i den i venteværelset, og en række virksomheder har købt bogen til deres ledere. Hvilke af bogens indsigter ville de gerne selv have haft, da de havde det svært?
Carina Poulsen:
”Du er ikke dine tanker. Tanker er bare tanker og ikke virkelighed.”
Rebekka Egeland uddyber:
”Intet er sort-hvidt, men når vi er stressede, deprimerede eller angste, fyldes vi af fordømmende tanker, hvor vi stempler os selv som værdiløse. I de perioder er det vigtigt at huske, at det kun er tilstand. Der er ingen sandhed i de negative tanker, og de forsvinder efter en tid.”
Et andet råd, Carina Poulsen gerne ville have haft, da hun havde det sværest, handler om social kontakt.
”Det er så vigtigt, at man ikke isolerer sig, for så får man al for megen tid til at gruble over de negative tanker, og grublerier er den vigtigste grund til, at man opretholder en depression.”